Flere mener, at vi som samfund udsætter vores børn for et ”digitalt overfald.” Antagelsen er, at skærme ikke blot fylder for meget i folkeskolen, men at de fører til mistrivsel blandt børn og unge. 

Nu er det nok ikke skærmene som sådan, der er roden til mistrivslen, men nok snarere, hvad de hindrer og hvad de skaber, eller endnu mere præcist: Hvad de er et symptom på.

Denne trivielle pointe er vigtig, fordi at fjerne skærme fra unge, gør ikke nødvendigvis deres dagligdag sundere. Mange unge har aldrig lært at være sammen med sig selv eller andre, uden at en skærm medierer relationen. Hvis ”selvet er et forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i forholdet, at forholdet forholder sig til sig selv,” som Søren Kierkegaard skrev i Sygdommen til Døden (1949), så har de unge – og mange andre – mistet dette selvforhold. 

I dag forholder mennesket sig ikke til sig selv, men forholder sig til andre – og dernæst sig selv. De fleste måler og vejer deres eksistens i forhold til andre, hvorved deres selvforhold vurderes i lyset af andre og, ofte, deres følgere og likes. Det betyder, at mange har mistet fornemmelse for, hvem de reelt er. 

Hvis der er en eksistentialistisk morale, så lyder den: Du må lære dig selv at kende, for derigennem at blive dig selv, hvorved du kan udtrykke dig selv autentisk og først der, kan du reelt dele dig selv med andre. 

Desværre har samtiden vendt denne morale på hovedet. De fleste unge begynder med at dele sig selv, uden at kunne udtrykke sig autentisk, fordi de sjældent ved nok om sig selv, idet de næsten aldrig får lejlighed til at lære sig selv bedre at kende.  

Hvis skærmene skal fjernes fra skolen, bør denne skærmtid erstattes med en obligatorisk undervisning i filosofi, hvor de studerende gennem spørgsmål, konkrete øvelser, mindre tekster og meditationer lærer at forholde sig til, at de overhovedet er.

Angst, sagde Kierkegaard er forbundet med frihedens svimmelhed. Så de unge, der måske føler sig frie når de kigger på en skærm hele dagen, er selvfølgelig ikke frie, men blot kontrolleret. Frihed er forbundet med svimmelheden, der kan opstå, når den ene shorts ikke automatisk følger den anden; eller, hvor netadgangen forsvinder og du selv må vælge. Vælge hvordan du vil bruge din tid. 

Skolesystemet kunne vælge, hvilket side af mønten, som de vil tilbyde fremtidens borgere: Frihed eller angst.

Kierkegaard talte om at gribe muligheden for at kunne noget – måske blive et andet og bedre uddannelsessystem. Sagt anderledes: De unge – og andre – vi lærer os selv bedre at kende, når vi vokser som mennesker, hvilket sker når vi erfarer noget, som gør, at vi må forholde os til os selv. De sociale medier inviterer kun i mindre omfang til dette selvforhold, fordi erkendelsen kræver lidt afstand eller tid, hvorved jeg lader en erfaring blive til en erkendelse, som jeg enten jeg resonerer med eller ikke. Det betyder, at hvis jeg føler, at jeg handlede uoprigtigt, bør jeg ændre en vane eller en adfærd. Sådan ændring kræver mod, da angsten netop vil opstå i sådanne situationer på grund af usikkerheden, især fordi jeg måske bør afvige fra de sociale mediers snævre konsensus-fællesskab. 

Denne angst sidder i kroppen, men den holdes hen gennem konstant skærmtid.

Skærmen er for mange unge lig med tryghed. Flere unge er vokset op med en skærm, som en form for omsorgsfigur. Skærmene er til stede i omsorg og uddannelsessystem, fordi det har været nemmere, men det nemme bliver på sigt skrøbeligt, fordi lærer et menneske ikke at omfavne svimmelheden, bliver det aldrig frit. Og så længe uddannelsessystemet ikke frisætter de unge, kan de ikke tage vare på sig selv, udtrykke sig selv autentisk, fordi svaret på hvem de er, ikke findes bag skærmen, men inden i dem selv. 

Når skolesystemet er klar til at varetage dette arbejde, så kan de smide skærmene langt væk. Men forbydes skærmene uden et alternativ, svarer det til at smide folk der ikke kan svømme ud på åbent hav. 

Først bragt i Politiken