"Write your way out of it." – J.D. Salinger
Jeg har lavet en kort præsentation af Opmærksomhedens filosofi – frihed, kærlighed og fodbold.
I bogen skriver jeg om selve aktualiseringen af friheden, der understreger, at friheden ikke er et valg, men noget som skabes, noget du bliver.
Friheden er noget, som må tilkæmpes. Nu og her. Og det er vigtigt – idet kun frie mennesker kan elske.
Jeg siger også en del om fodbold, mindfulness og lidt om cykling.
Præsentationen er her.
Så er lektørudtalelsen kommet for Opmærksomhedens filosofi, der står blandt andet:
“Fremragende tankeprovokerende essay, som suverænt kobler sportens verden til filosofiens verden på en ny og forfriskende måde.”
“Helt unikt essay om filosofi og sport. Et filosofisk blik på fodbold finder du også her. Hvad vi tænker på når vi tænker på fodbold.”
“Guf for dig som er til livsfilosofiske bøger”
Du kan læse hele udtalelsen her.
Den, der tænker klart, lever klart …
Med Opmærksomhedens filosofi – frihed, kærlighed og fodbold stiller Finn Janning spørgsmålet: Hvordan kan vi etablere en mere kærlig forbindelse med verden og hinanden?
Janning viser med afsæt i fodbold og cykling hvorledes det enkelte menneske kan udforske eksistensens muligheder og gradvist blive klogere – på sig selv og de andre. Denne filosofiske visdom er eksistentielt klargørende, idet den, der tænker klart, lever klart.
Hvordan klarheden optrænes, giver Janning flere bud på, men først og fremmest handler det om en empatisk og intuitiv indfølingsevne, der gør den enkelte i stand til at rumme dét, som sker. Netop her er fodbolden eksemplarisk, fordi det som sker med en spiller, også sker med tilskueren.
I bogen præsenteres en poetisk filosofi. En særlig tilgang eller indstilling til verden, der er opmærksom, åben, problematiserende, beslutsom og frigørende. En tilgang, der sætter mennesket fri til at elske.
Ud over sporten henter bogen inspiration hos blandt andre Ludwig Wittgenstein, Albert Camus, Simone Weil, Gilles Deleuze og Iris Murdoch.
Bogen kan lånes på biblioteket, købes her eller købes – lidt endnu – direkte fra forfatteren.
Opmærksomhedens filosofi – frihed, kærlighed og fodbold
Send din adresse, beløbet er inkl. forsendelse.
DKK 250.00
Hvordan kan vi som samfund sikre, at alle borgere uddannes i empati, kritisk tænkning og moralsk dannelse? Hvordan kan vi i fællesskab undgå, at små søde, bløde drenge bliver til mænd, der krænker og diskriminerer? I stedet for at overlade opdragelsen af drenge til Jordan Peterson kunne vi som samfund gøre filosofien obligatorisk i folkeskolen, skriver filosof Finn Janning. Han mener, at vi som samfund bør hjælpe hinanden med at frigøre os fra alt det, som holder os fanget.
”Man fødes ikke som kvinde, man bliver det.” Sådan skriver forfatter og filosof Simone de Beauvoir i sit hovedværk Det andet køn.
Det er en ikonisk sætning, der gennem årene er blevet debatteret grundigt. Det afgørende i sætningen er verbet: ”at blive.” På den ene side er der tale om en transformationsproces, der finder sted over en periode. Du bliver pianist, læge eller blikkenslager gennem øvelse, uddannelse og praksistræning.
På den anden side er der tale om en pludselig ændring. Kvinden, der bliver mor, idet babyen fødes. Eller personen, der får stillet en diagnose og bliver kræftpatient. I denne udlægning er der en klar skillelinje mellem før og efter.
Spørgsmålet er, om en pige bliver kvinde på den ene eller anden måde: som noget gradvist eller med et fingerknips. De fleste de Beauvoir-forskere vægter den gradvise tilblivelsesproces – en tilblivelse uden et klart slutmål.
For eksistentialisterne Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre handler det om, at alle mennesker – uanset køn, race eller seksualitet, skal være frie til at blive – leve – som de ønsker. Af samme grund er der mange måder at være og blive kvinde på.
Problemet, som de Beauvoir belyser i sin bog, er, at samfundets strukturer – biologiske, historiske, kulturelle, psykologiske, religiøse, mytiske, etc. – har virket kontrollerende, hæmmende og diskriminerende, hvorved den enkelte pige ikke frit kunne vælge at blive den kvinde, som hun ønskede at blive.
Jeg tænkte på denne åbning, da jeg læste Isabella Miehe-Renards glimrende anmeldelse af den canadiske psykolog Jordan B. Petersons nye bog Hinsides orden – 12 nye regler for livet.
Psykologen Peterson fremstår som en velment pendant til vores egen danske Svend Brinkmann. Begge taler om at forpligte sig, stå fast og turde satse på noget for at skabe dybere mening.
Begge leverer nogle simple leveregler, der har godt tag i samtiden, hvad enten det drejer sig om at tage nejhatten på, eller ikke at gøre noget, du hader. En væsentlig forskel synes dog at være, at den canadiske professor har et bedre tag i de unge drenge.
Jeg tror, at en del af svaret herpå sandsynligvis kan findes i de Beauvoirs ikoniske sætning. I disse MeToo-tider vokser interessen for de Beauvoirs forfatterskab. Og med god grund.
Men i samme forbindelse kunne det være interessant, hvis hendes tanker blev anvendt mere stringent. En ting er ensidigt at klandre et patriarkalsk system for alle samtidens problemer; en anden ville være, hvis alle samfundets borgere – inklusive kvinderne – kiggede kritisk på deres rolle og ansvar i forbindelse med skabelsen af samtidens borgere – både drenge og piger.
Hvis præmissen er, at mennesket er noget blivende, så gælder dette for både kvinder og mænd.
Og her vender jeg så tilbage til Jordan Peterson, der ”opdragende” taler om at tage vare på sig selv, vælge sine venner med omhu, ikke at lyve og balancere mellem kaos og orden. Hvilket er noget, som mange mænd tilsyneladende har svært ved.
I de sidste halve år er det blevet klart, at flere magtfulde og mindre magtfulde mænd i Danmark har opført sig upassende. De har ikke respekteret andre menneskers grænser, enkelte har sågar foretaget decideret diskriminerende og voldelige overgreb.
Det undrer mig, hvordan det kan være, at flere mænd – og drenge – ikke besidder et anstændigt moralsk kompas. Eksempelvis viser en rapport fra Danske Gymnasielevers Sammenslutning, at hver fjerde kvindelige gymnasieelev har været udsat for krænkende kommentarer.
Det er uacceptabelt.
Hvordan blev umiddelbart uskyldige drenge til mænd, der ikke kan opføre sig ordenligt? Hvad er gået galt i opdragelsen af drengebørn?
Opdragelse er et anliggende for begge forældre – såfremt begge er tilstede – og for staten. Eksempelvis bør folkeskolen sikre, at børn, der opfører sig racistisk eller kvindehadsk, rettes til efter samfundets normer. Det er oplagt at spørge, om uddannelsessystemet har været for tolerant, eller blot ikke besiddet de rette værktøjer til at sætte ind overfor moralsk upassende opførsel eller holdninger?
Har seksualundervisningen været upassende? Jeg tror det.
Antagelsen har sikkert været, at spørgsmål om moral og værdier bør foregå i familien. Dette er dog et sats, da ikke alle familier praktiserer lighed, frihed og retfærdighed omkring spisebordet.
Et andet underbelyst område er, hvorvidt børn – især drenge – overbeskyttes af deres mødre. Personligt – og her er jeg farvet af at være bosiddende i Spanien – tror jeg, at omfanget af overbeskyttende og ekstremt tolerante mødre er relevant at belyse.
Jeg har oplevet flere spanske mødre – også dem, der betegner sig selv som feminister – der ser igennem fingrene, når deres egen søn er involveret i upassende og diskriminerende adfærd. Jeg har sågar hørt mødre undskylde for deres sønner, ligesom jeg har hørt mødre anklage pigerne, fordi de (pigerne) har forledt deres sønner.
Endelig har jeg de sidste par år arbejdet sammen med et par psykologer, der hjælper drenge i alderen 11-14 år med at vende tilbage til folkeskolen. Historien er den samme: Faren er fraværende, drengene sidder derhjemme og spiller computerspil uden megen anden social kontakt end moderen.
Når psykologen foreslår, at drengen vender tilbage til skolen, så er det gerne moderen, der modsætter sig, fordi hun er bange for at miste kontrollen over sin søn, har psykologerne fortalt mig.
Der er tale om et omvendt Ødipus-kompleks, hvor, i dette tilfælde, moderens tiltrækning til et barn er problematisk.
Selvom der ikke er tale om et videnskabeligt bidrag, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om der en sammenhæng mellem de ganske ukritiske mødre i Spanien, og så det skræmmende niveau af mandschauvinisme, hustruvold og drab i selvsamme land?
Jeg ved det ikke.
Til gengæld ved jeg, at mange drenge aldrig løsriver sig fra deres mødre (og omvendt). De lærer aldrig at tage ansvar for deres egne handlinger. De formår ikke at stå til regnskab for, hvad de har gjort eller gør.
De forbliver umyndige. Den tyske filosof Immanuel Kant talte om, hvordan barnet går ud af umyndigheden – går ud af hjælpeløsheden – som en modningsproces. Flere danske mænd er tilsyneladende juridisk myndige, men eksistentielt og moralsk umyndige. De besidder ikke modet til at bruge deres egen forstand, ville Kant sige. De fremstår dumme.
Betyder det så, at problemet med mænd, der krænker piger og kvinder, er kvindernes egen skyld? Nej, selvfølgelig ikke. Opdragelse er et fælles anliggende; et fælles ansvar.
Som Camus skriver i Pesten: ”Jeg levede med ideen om min egen uskyldighed, hvilket vil sige, uden nogen som helst ide.”
Det drejer sig om, hvordan vi – som samfund – sikrer, at alle borgere uddannes i empati, kritisk tænkning og moralsk dannelse. Hvordan kan vi i fællesskab undgå, at små søde bløde drenge bliver til mænd, der krænker og diskriminerer?
Set i det lys kan jeg godt forstå, at Peterson er populær blandt drenge, da mange sikkert har savnet, at der bliver opsat nogle klare regler for dem. Grænser er vigtige. Men i stedet for at overlade opdragelsen af drenge til Peterson – der i Isabella Miehe-Renards anmeldelse fremstår som en semireligiøs paternalistisk forkynder – så kunne vi som samfund gøre filosofien obligatorisk i folkeskolen.
Undersøgelsen fra gymnasierne viser, at vi som samfund skal starte tidligere. En eksistentiel feminisme er en påmindelse om, at alle mennesker stræber efter frihed, hvorfor feminisme også er i enhver tænkende mands interesse. Som samfund bør vi hjælpe hinanden med at frigøre os fra alt det, som holder os fanget: Såsom dårlig eller mangelfuld opdragelse.
Først bragt POV International
“Selp-help books don’t work.” – Svend Brinkmann.
Svend Brinkmann, a professor of psychology, has written what I hope will be—but fear won’t be—the last self-help book. Contrary to the intentions of these books, they rarely help anyone but the publisher and, sometimes, the writer. It’s good business, Professor Brinkmann would agree.
Brinkmann’s Stand Firm: Resisting the Self-Improvement Craze is a paradoxical book. On the one hand, it’s billed as an “anti-self-help” book, while, on the other hand, it’s yet another self-help book. The author says, “The idea is that it will act as a kind of anti-self-help book, and inspire people to change the way they think about, and live, their own lives.” This description could fit any self-help book. Perhaps for this reason, he writes a few pages later, “Overall, the book should be read as a self-help book.” However, this one has a clear agenda: it tries to eliminate all other books in this genre.
In Stand Firm, Brinkmann presents seven steps to counteract the accelerating pace of contemporary culture and to find peace of mind. These steps are based on an easy-going reading of the Stoics and the philosophy of common sense. They are:
The first three steps are dualistic. Instead of looking inside ourselves, we should look outward. Instead of being positive all the time, we should cultivate our negativity. Instead of saying “yes” constantly, we should say “no” once in a while. It’s all about balance. Then, to emphasize this point, we are also encouraged to put a lid on our emotions—especially the more negative ones. Finally, we should just get rid of the coaches who tell us to look inside and be positive and authentic, and then we perhaps could read a novel, while we dwell on the past. Most novels, after all, deal with memories.
Thus, Professor Brinkmann encourages us to relax, that is, stand firm against the moralizing domain of change, movement, and development. “Mobility trumps stability in an accelerating culture,” he writes. Therefore, it has become difficult to put down roots or to achieve stability. How we then find balance, that is, know what is worth standing firm on and what is not, is probably the task that this professor finds most difficult to address. So, in a sense, he only helps the reader half of the way.
Stand Firm places itself in the continuation of the Frankfurter School and critical theory, with the main enemy identified as capitalism. This diagnosis of an improvement-obsessed culture is well-argued and solid, but it doesn’t add up to anything new. We can find more or less similar diagnoses in other self-help books or literature on mindfulness. However, Brinkmann’s errand isn’t so much a critique of capitalism as it is of positive thinking. His claim is that this pop psychology approach doesn’t lead to a richer life. On the contrary, what we need is a dose of negativity.
This particular fight against positive thinking is what makes Brinkmann’s book innovative, mainly because his critique of the self-improvement craze is formulated in the tone of those business consultants who push positive thinking. He uses their own vocabulary against them. This makes his ideas easier for the reader to follow because the vocabulary is familiar, but it also serves to keep the conceptual framework of the book rather simple (cf. the traditional self-help book).
Personally, I miss a deeper understanding of concepts such as self, time, character, and introspection. And, perhaps more importantly, as mentioned above, I’d like to read Brinkmann’s thoughts on what I should stand firm on in a metaphysical, changeable world. Yet, my frustrated interests stress that, like most self-help books, this advice is addressed to a privileged reader, who seems more bored with, and confused about, life rather than really suffering.
Let me clarify this point further. For instance, many people can’t just say “no” at work because they can’t afford to lose their income. Also, since Brinkmann refers to our duty to do good deeds, then when is it right to be tolerant and when is it right to express our disagreement with those who are intolerant? Imagine that we witness sexism or discrimination in our organization, what is our duty as good employees? What is our duty if we are also a father or mother and, therefore, also a primary supporter of our family?
Based on the examples in the book, the ideal reader doesn’t suffer financially. For example, we are encouraged to discipline ourselves by avoiding an extra glass of wine or desert, not cheating while playing golf, or taking the bus instead of our car. I recall a classic self-help book about a man who sold his Porsche . . . To continue, Brinkmann suggests that we should visit a museum once a month, as well as reading at least one novel per month. This tells us something about who he expects to read his book.
Still, I have respect for this author’s project. I think that Brinkmann shows courage in writing this self-help book disguised as an anti-self-help book. Also, more importantly, his work as an academic—a highly-respected professor at a good Danish university—give his words more weight. He legitimizes the idea that it’s okay to be negative and so on. He deserves a big round of applause for this undertaking. This book will without doubt help many people who are caught in our current performance society.
Yet, some other questions emerge: How can we know when to say no if we are encouraged not to reflect or engage in introspection (i.e., steps one and three)? Philosophical self-knowledge has nothing to do with the navel-gazing that he so rightly attacks, but this knowledge is needed to minimize self-deception. Also, how do we know what is our duty? What is right or even morally good in society? Morality is related to knowledge that changes over time. For example, people now rarely beat their children to educate them because this doesn’t cultivate caring and curious individuals. These norms are human artefacts that can be rejected. Similar, we might ask: How do we dwell on our past and write our story without at least a little self-reflection? Or, even more clearly, if we should avoid the cliché of being authentic, then how does this interact with Brinkmann’s ideas about creating a coherent character?
In most self-help books, we are often encouraged to locate a narrative thread in our life to develop a trustworthy character. These threads can be rather inventive ways to suit personal agendas. Personally, I doubt whether life isn’t more a zig-zag movement of becoming another, rather than staying predictable. In the end, this is a rather conservative book with elements of nostalgia, but perhaps this is needed.
I wonder, still, whether it’s sound advice to encourage people to be too polite to be honest if this violates their duty. I prefer to resist conformity by creating alternatives, whereas Brinkmann tends to come close to advocating passive nihilism. For instance, he writes, “People have to adapt to the world around them.” This sound like resignation, not acceptance. Furthermore, this advice sounds like the business consultant adage that, instead of following “best practices,” sell the “best fit.” This is also not without problems. Perhaps, the professor has written af selfmanagement book?
Is it a problem that this book is both against the wellness syndrome but also part of it? I’m not sure. What Brinkmann’s advice lacks in precision, might also gain it more popularity, and his message is needed. I fully support his critique of the self-help industry and the current “terror of positivity,” as Byung-Chul Han once called it.
Thus, despite these critical remarks, my questions actually show this book’s quality. Unlike other self-help books, this invites us to question and think. So, perhaps what it offers really is more anti-self-help than self-help. I do truly hope that this will be the last self-help book. I hope so because Brinkmann’s advice is far better than the majority in this genre.
Therefore, if you have a coach, then sack him or her. Do it, and do it now. Then, go to the library or local bookstore and get yourself a novel. Read. If you’re not convinced, then read Dr. Brinkmann’s book. Give it to a colleague and so forth. Then, perhaps one sunshiny day, the libraries and bookstores will be full of novels, essays, and poetry instead of . . . yet, another self-help book camouflaged as anti.
I recommend Stand Firm for those who are tempted by the self-improvement craze.
FINN JANNING 