Ja, vi bør glemme …

Det er på tide, at det enkelte menneske glemmer alle guruerne for derved at se sin egen virkelighed, se sit eget liv, skabe sin egen historie.

Sådan åbner jeg en kronik, der bl.a. handler om psykologen Svend Brinkmann, lidt om Freud, en anelse mere om Deleuze og om at handle således, at du kan gentage dine handlinger.

Læs kronikken her.

Dårlig opdragelse

Hvordan kan vi som samfund sikre, at alle borgere uddannes i empati, kritisk tænkning og moralsk dannelse? Hvordan kan vi i fællesskab undgå, at små søde, bløde drenge bliver til mænd, der krænker og diskriminerer? I stedet for at overlade opdragelsen af drenge til Jordan Peterson kunne vi som samfund gøre filosofien obligatorisk i folkeskolen, skriver filosof Finn Janning. Han mener, at vi som samfund bør hjælpe hinanden med at frigøre os fra alt det, som holder os fanget.

”Man fødes ikke som kvinde, man bliver det.” Sådan skriver forfatter og filosof Simone de Beauvoir i sit hovedværk Det andet køn.

Det er en ikonisk sætning, der gennem årene er blevet debatteret grundigt. Det afgørende i sætningen er verbet: ”at blive.” På den ene side er der tale om en transformationsproces, der finder sted over en periode. Du bliver pianist, læge eller blikkenslager gennem øvelse, uddannelse og praksistræning.

På den anden side er der tale om en pludselig ændring. Kvinden, der bliver mor, idet babyen fødes. Eller personen, der får stillet en diagnose og bliver kræftpatient. I denne udlægning er der en klar skillelinje mellem før og efter.

Spørgsmålet er, om en pige bliver kvinde på den ene eller anden måde: som noget gradvist eller med et fingerknips. De fleste de Beauvoir-forskere vægter den gradvise tilblivelsesproces – en tilblivelse uden et klart slutmål.

For eksistentialisterne Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre handler det om, at alle mennesker – uanset køn, race eller seksualitet, skal være frie til at blive – leve – som de ønsker. Af samme grund er der mange måder at være og blive kvinde på.

Skabelsen af samtidens borgere

Problemet, som de Beauvoir belyser i sin bog, er, at samfundets strukturer – biologiske, historiske, kulturelle, psykologiske, religiøse, mytiske, etc. – har virket kontrollerende, hæmmende og diskriminerende, hvorved den enkelte pige ikke frit kunne vælge at blive den kvinde, som hun ønskede at blive.

Jeg tænkte på denne åbning, da jeg læste Isabella Miehe-Renards glimrende anmeldelse af den canadiske psykolog Jordan B. Petersons nye bog Hinsides orden – 12 nye regler for livet.

Psykologen Peterson fremstår som en velment pendant til vores egen danske Svend Brinkmann. Begge taler om at forpligte sig, stå fast og turde satse på noget for at skabe dybere mening.

Begge leverer nogle simple leveregler, der har godt tag i samtiden, hvad enten det drejer sig om at tage nejhatten på, eller ikke at gøre noget, du hader. En væsentlig forskel synes dog at være, at den canadiske professor har et bedre tag i de unge drenge.

Jeg tror, at en del af svaret herpå sandsynligvis kan findes i de Beauvoirs ikoniske sætning. I disse MeToo-tider vokser interessen for de Beauvoirs forfatterskab. Og med god grund.

Men i samme forbindelse kunne det være interessant, hvis hendes tanker blev anvendt mere stringent. En ting er ensidigt at klandre et patriarkalsk system for alle samtidens problemer; en anden ville være, hvis alle samfundets borgere – inklusive kvinderne – kiggede kritisk på deres rolle og ansvar i forbindelse med skabelsen af samtidens borgere – både drenge og piger.

Hvis præmissen er, at mennesket er noget blivende, så gælder dette for både kvinder og mænd.

Hvad er gået galt i opdragelsen af drengebørn?

Og her vender jeg så tilbage til Jordan Peterson, der ”opdragende” taler om at tage vare på sig selv, vælge sine venner med omhu, ikke at lyve og balancere mellem kaos og orden. Hvilket er noget, som mange mænd tilsyneladende har svært ved.

I de sidste halve år er det blevet klart, at flere magtfulde og mindre magtfulde mænd i Danmark har opført sig upassende. De har ikke respekteret andre menneskers grænser, enkelte har sågar foretaget decideret diskriminerende og voldelige overgreb.

Det undrer mig, hvordan det kan være, at flere mænd – og drenge – ikke besidder et anstændigt moralsk kompas. Eksempelvis viser en rapport fra Danske Gymnasielevers Sammenslutning, at hver fjerde kvindelige gymnasieelev har været udsat for krænkende kommentarer.

Det er uacceptabelt.

Hvordan blev umiddelbart uskyldige drenge til mænd, der ikke kan opføre sig ordenligt? Hvad er gået galt i opdragelsen af drengebørn?

Opdragelse er et anliggende for begge forældre – såfremt begge er tilstede – og for staten. Eksempelvis bør folkeskolen sikre, at børn, der opfører sig racistisk eller kvindehadsk, rettes til efter samfundets normer. Det er oplagt at spørge, om uddannelsessystemet har været for tolerant, eller blot ikke besiddet de rette værktøjer til at sætte ind overfor moralsk upassende opførsel eller holdninger?

Har seksualundervisningen været upassende? Jeg tror det.

Omvendt Ødipuskompleks

Antagelsen har sikkert været, at spørgsmål om moral og værdier bør foregå i familien. Dette er dog et sats, da ikke alle familier praktiserer lighed, frihed og retfærdighed omkring spisebordet.

Et andet underbelyst område er, hvorvidt børn – især drenge – overbeskyttes af deres mødre. Personligt – og her er jeg farvet af at være bosiddende i Spanien – tror jeg, at omfanget af overbeskyttende og ekstremt tolerante mødre er relevant at belyse.

Jeg har oplevet flere spanske mødre – også dem, der betegner sig selv som feminister – der ser igennem fingrene, når deres egen søn er involveret i upassende og diskriminerende adfærd. Jeg har sågar hørt mødre undskylde for deres sønner, ligesom jeg har hørt mødre anklage pigerne, fordi de (pigerne) har forledt deres sønner.

Endelig har jeg de sidste par år arbejdet sammen med et par psykologer, der hjælper drenge i alderen 11-14 år med at vende tilbage til folkeskolen. Historien er den samme: Faren er fraværende, drengene sidder derhjemme og spiller computerspil uden megen anden social kontakt end moderen.

Når psykologen foreslår, at drengen vender tilbage til skolen, så er det gerne moderen, der modsætter sig, fordi hun er bange for at miste kontrollen over sin søn, har psykologerne fortalt mig.

Der er tale om et omvendt Ødipus-kompleks, hvor, i dette tilfælde, moderens tiltrækning til et barn er problematisk.

Selvom der ikke er tale om et videnskabeligt bidrag, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om der en sammenhæng mellem de ganske ukritiske mødre i Spanien, og så det skræmmende niveau af mandschauvinisme, hustruvold og drab i selvsamme land?

Jeg ved det ikke.

Opdragelsen er et fælles ansvar

Til gengæld ved jeg, at mange drenge aldrig løsriver sig fra deres mødre (og omvendt). De lærer aldrig at tage ansvar for deres egne handlinger. De formår ikke at stå til regnskab for, hvad de har gjort eller gør.

De forbliver umyndige. Den tyske filosof Immanuel Kant talte om, hvordan barnet går ud af umyndigheden – går ud af hjælpeløsheden – som en modningsproces. Flere danske mænd er tilsyneladende juridisk myndige, men eksistentielt og moralsk umyndige. De besidder ikke modet til at bruge deres egen forstand, ville Kant sige. De fremstår dumme.

Betyder det så, at problemet med mænd, der krænker piger og kvinder, er kvindernes egen skyld? Nej, selvfølgelig ikke. Opdragelse er et fælles anliggende; et fælles ansvar.

Som Camus skriver i Pesten: ”Jeg levede med ideen om min egen uskyldighed, hvilket vil sige, uden nogen som helst ide.”

Det drejer sig om, hvordan vi – som samfund – sikrer, at alle borgere uddannes i empati, kritisk tænkning og moralsk dannelse. Hvordan kan vi i fællesskab undgå, at små søde bløde drenge bliver til mænd, der krænker og diskriminerer?

Set i det lys kan jeg godt forstå, at Peterson er populær blandt drenge, da mange sikkert har savnet, at der bliver opsat nogle klare regler for dem. Grænser er vigtige. Men i stedet for at overlade opdragelsen af drenge til Peterson – der i Isabella Miehe-Renards anmeldelse fremstår som en semireligiøs paternalistisk forkynder – så kunne vi som samfund gøre filosofien obligatorisk i folkeskolen.

Undersøgelsen fra gymnasierne viser, at vi som samfund skal starte tidligere. En eksistentiel feminisme er en påmindelse om, at alle mennesker stræber efter frihed, hvorfor feminisme også er i enhver tænkende mands interesse. Som samfund bør vi hjælpe hinanden med at frigøre os fra alt det, som holder os fanget: Såsom dårlig eller mangelfuld opdragelse.

Først bragt POV International

Transparenssamfundet

Filosoffen Byung-Chul Han er en filosofisk pendant til den danske psykolog Svend Brinkmann. De er begge to dygtige og kamplystne; de er begge to vigtige stemmer, der går imod neoliberalismens uendelige positivitet, hvor kritikken ikke har været fraværende, men nok bare er blevet mere folkelig.

Han udfordrer i sine bøger flere af tidens tendenser – inklusiv dem, som nogle ynder at lovprise. Begrebet ”transparens” er netop et af tidens positive slagord. Jo mere gennemsigtighed, desto bedre, synes moralen at være.

Det er denne floskel, som Han angriber i bogen Transparenssamfundet.

Som de fleste af Hans bøger er Transparenssamfundet et mindre essay, det vil sige mere en pamflet end en bog. Og som alle hans bøger – jeg har vel læst seks-syv af dem på dansk, tysk og spansk (se her, her og her)– er også denne givende. De bedste er dog endnu ikke oversat til dansk!

Transparenssamfundet, skriver Han manifesterer sig primært som et positivsamfund. Her er alt glat og gennemsigtigt, hvilket gør den ”transparente tid” en ”skæbne- og begivenhedsløs tid.” Hvis nogle skulle være i tvivl om, hvad Han mener med en begivenhedsløs tid, så fastslår han dette med sætningen: ”Transparenssamfundet er et helvede af det samme.”

Tænk på sociale medier som Facebook eller Twitter, hvor der re-tweetes igen og igen. Mere af det samme. De færreste læser eller forholder sig minimalt til det, som de sender videre, enten fordi de er bange for at skabe gnidninger, det vil sige gøre kommunikationen mindre gnidningsfri, eller også fordi det, som kommunikeres, ikke inviterer til andet et ”likes” og venlige, men ligegyldige, nik.

”Et nyt ord for ensretning: transparens.”

Det, som Han efterlyser er det begivenhedsrige, det spontane, det legende, det narrative og friheden. Alle disse tillader ingen transparens, siger den tyske filosof.

Transparensen mangler respekten og nænsomheden overfor det fremmede, det anderledes; det, som ikke lader sig eliminere fuldstændig. Et eksempel kunne være de personer, der siger: ”Jeg kan godt lide dig, fordi du ligner mig.” Her er eventuelle forskelle udglattet. Intet er på spil.

Transparens tåler heller ikke huller. I stedet for er kravet, at du hele tiden skal opdatere, kommunikere, være en del af informationsstrømmen, men det betyder også at inspirationen forsvinder. Nye tanker og ideer kræver tid, altså en form for tomrum. Det er netop på grund af fraværet af pauser eller tomrum, at vi konstant zapper rundt i en positiv suppe af åndsløshed.

”Ånden er langsom, fordi den dvæler ved det negative og bearbejder det.”

Hans østlige rødder præger hans filosofiske tilgang. Den berører klassisk kritisk teori med referencer til Hegel, Nietzsche og Heidegger, men den er også beslægtet med mindfulness og zen, idet han konstant plæderer for at være opmærksom på det, som sker. Det er i kraft af vores opmærksomhed, at vi kan stille kritiske spørgsmål til, hvorvidt transparens reelt beriger vores liv.

Dette kommer til udtryk, når Han taler om hvordan transparens underminerer ethvert tomrum, hvor ”tomrum” refererer til det buddhistiske begreb intet eller tomhed, hvor det ikke handler om væren, men om tilblivelse.

I tomrummet kan man undslå sig enhver definition, hvorved man bedre kan følge livet, derhen, hvor det nu engang tager en. Heri ligger der også en kreativ og opfind gestus, idet man forsøger at komme på omgangshøjde eller i samklang med livet. Der ligger også noget frigørende, idet friheden ikke defineres (hvorved den ville blive mindre fri), men snarere er skabende og blivende.

Modsat er transparens blot et udslag af tidens manglende tillid. Det er, fordi jeg ikke tror på dig, at jeg vil have fuld gennemsigtighed. Når politikere beder danskere om at overvåge eller holde øje med hinanden, så underminerer dette den tillid, som reelt holder samfundet sammen. Transparens modvirker, at mennesker kan møde hinanden, som to fremmede mennesker, der kan vække hinandens nysgerrighed. I stedet for opfordrer transparenstanken os til at blotte os overfor hinanden, men altid på en genkendelig måde. Selv når folk er mest intime, lyder de som et ekko af naboen.

Transparens optimerer det allerede eksisterende, som når politikere og ledere er underlagt krav om transparens, hvorved de ikke kan tage svære, men nødvendige beslutninger. Det vil sige, beslutninger som ikke kan efterleve konsulentens naive forestilling om ”win-win” forsømmes eller udskydes.

Nogle gange gør det bare ondt, at tage en beslutning.

”Transparens og sandhed er ikke identiske.”

Transparenssamfundet er endvidere en del af pornosamfundet, hvor alt skal udstilles for derefter at blive udbyttet. Har man først set en pornofilm, bliver det pludseligt svært at skelne det ene kønsorgan fra det andet. Det er også her, at et af Hans yndlingsbilleder dukker op: vi er både gerningsmand og offer. Vi udstiller os selv, fordi vi bilder os ind at være frie, men sandheden er at vi ofrer os selv. ”Narcissisten, som er blevet depressiv, drukner i sin grænseløse intimitet med sig selv. Intet tomrum og fravær distancerer narcissisten fra sig selv.”

Begreberne tomrum og fravær berører den buddhistiske tanke om ”ikke-selv”, det vil sige at alt hænger sammen, der er ingen distinkte grænser mellem dig og mig. Vi formes løbende i kraft af en myriade af faktorer. Jeg er altså ikke andet end en foranderlig proces, som formes af alt det, som ikke er mig. Men alt det, som er mig fremmed møder jeg sjældent i dagens transparenssamfund, hvorfor jeg også bliver mindre og mindre.

Har det kapitalistiske samfund ensrettet os, hvorved vi ikke er andet end en flok næsten identiske cv’er, der per definition altid er kedelige at læse, fordi de sjældent er narrative, men blot en opremsning af en persons uimodståelige målbare bedrifter?

I al for lang og dårlig haiku-stil kan Hans konklusion opsummeres:

Den digitale kommunikation er gennemsigtig

ren transparens

en glat strøm uden hængsler

Den digitale kommunikation er uden moral

den har intet på hjerte

intet andet end sig selv

Den digitale kommunikation er gennemlyst

som en scene i en pornofilm

er den ikke oplysende

Den digitale kommunikation er opmærksomhedshungrende

her udstiller man sig selv, mens man fængsler sig selv

– friheden er blevet kontrollerende

Eller: ”Nietzsche ville sige, at vi ikke har afskaffet Gud, så længe vi endnu tror på transparensen.”

tansparenssamfindet-cover

Jeg er altid en anden

Jeg har lige været i Danmark og fik ved den lejlighed læst lidt avis. Et sted handlede det om professor i psykologi Svend Brinkmanns opgør med vækstsamfundets rigide nytte og profitmaksimering. Kritikken af tidens instrumentalisering er ikke ny, men stadigvæk nødvendig (se min anmeldelse af Brinkmanns Ståsteder, eller min bog Kunsten at arbejde fra 2008.)

Brinkmann har dygtigt formuleret sin kritik i nogle velklingende trin i bogen Stå fast. Nu er han klar med en fortsættelse. I stedet for at stå imod samfundets ensretning, ser det ud til at professoren nu vil opdrage, måske endda moralisere. Han vil genopfinde de gode Ståsteder.

I et interview med Politiken (lørdag den 20. august), udtaler Brinkmann, at ”hvis vi forsøger at vende vores opmærksomhed bort fra det, jeg plejer at kalde selvindsigt – det handler jo hele tiden om at kigge ind i sig selv og finde ud af, hvad der er derinde – mod en selvudsigt, så kan der ske noget godt.” Hermed rejser han en velkendt kritik mod tidens coaches og mange new-age spirituelle forgreninger for hvem devisen er: ”Bliv den bedste udgave af dig selv.” Eller: Du må elske dig selv, før du kan elske de andre.”

Denne kritik er berettiget.

De fleste filosoffer vil i hvert fald finde begrebet ”selvkærlighed” absurd. Kærlighed er noget ydre. Noget som skaber glæde og giver styrke. Jeg behøver eksempelvis ikke elske mig selv for at kunne glæde mig over den kærlighed, som jeg erfarer i mødet med mine børn. Tilsvarende, synes ”den bedste udgave af mig selv” altid at være formet i det, der i dag giver anerkendelse: Karriere, penge, magt. Tænk blot på Facebook, hvor mange higer efter de andres accept og anerkendelse. Børn deler eksempelvis nøgenbilleder for ”likes”, mens de voksne redigerer deres feriebilleder og statements strategisk.

Vi lever i det Byung-Chul Han kalder ”den positive terror.”

Brinkmanns kritik er altså velkendt, men relevant. Alligevel, synes han i interviewet at forveksle psykologisk introspektion eller selvindsigt med det, som filosoffer kalder selverkendelse. Selverkendelse er ikke navlepilleri. Og her er det lidt komisk, at professoren refererer til Nietzsche i Politiken, hvor Nietzsche citeres for ordene: ”Det menneske der besidder sit livs ’hvorfor’, kan klare næsten ethvert ’hvordan’”

Nietzsche ville – som bekendt – overkomme selvets hang til navlepilleri, han ville overkomme selvet. For Nietzsche handler det ikke om hvem du er, men hvem du kan blive, eller er ifærd med at blive. Dette kræver nøjsom selvgranskning, altså filosofisk selverkendelse, ikke målsætninger. At kende sit livs ”hvorfor” kræver hårdt arbejde. Tilsvarende påpegede filosoffen Locke, at selvrefleksion er afgørende med hensyn til vurdering af vores erkendelse, Kant sagde, at vi må vende vort blik indad for at afsløre vores erkendelsers dybeste grundlag. Spinoza, talte ligefrem om selvindsigt.

Selverkendelse er afgørende for filosoffen, hvis ikke vi skal ende i selvbedrag.

Dette er vigtigt, at have dette for øje, når Brinkmann plæderer for 10 ståsteder a la sandhed, ærlighed, venlighed, værdighed, kærlighed, etc. (ifølge interviewet).

Jeg tror de fleste, vil være enige i denne stoiske commonsense filosofi, som Brinkmann – meget velment – udfolder. Det er bedre at handle ud fra kærlighed til livet, end ud fra min egen karrieres ve og vel. Problemet bliver dog mere kryptisk, når vi skal vurdere vores egne handlinger. Og det er her selverkendelsen bliver afgørende.

Selverkendelse er en vurdering her og nu, om hvorvidt jeg reelt handler lige så venligt og kærligt, som jeg måske tror eller bilder mig ind. Handler jeg kun venligt for at opnå noget, altså som instrument? Er jeg forført? Af samfundet eller mig selv? Måske sågar min egen godhed?

Den filosofiske selverkendelse sker altid i samspil med samfundet, eller i kraft af en ”selvudsigt”. Det problem, som ikke kommer frem hos Brinkmann, er, at når folk handler uret eller direkte dumt, så gør de det, fordi de ofte mangler indsigt. Selvindsigt berører også ens egne privilegier (og blinde pletter).

Skriver Brinkmann til en privilegeret læser, der har for meget overskud og tid, hvorfor vedkommende piller navle? Eller skriver han til dem, der reelt lider af eksistentielle problemer pga. samfundets indretning, fx mennesker som diskrimineres, som er fattige, syge, etc. (eller for meget navlepilleri?)? Jeg tror det første.

Det kan nemt blive et projekt for de få. Navlepilleri på samfundsniveau?

Jeg tror ikke det handler om selverkendelse versus selvudsyn, men om at kunne se sig selv og verden i en større sammenhæng, hvor jeg aldrig er andet end det ”næsten” rene ingenting. Eller for at genanvende Aristoteles dilemma: For at gøre det gode, må jeg kende det gode, men for at kende det gode, må jeg have erfaring med at have gjort noget godt. Et samfundsmæssigt engagement kræver selverkendelse. Når Marcus Aurelius skrev til sig selv, så pillede han sig ikke i navlen, men hans granskede sig selv, nøgternt, sagligt og uden fløjlshandsker.

Brinkmann viste i sin første bog, at alt for mange er forført til egen selvdestruktion. De lider af stress og depressioner. Det skal lære at sige nej. Tak for det. Nu får de samme mennesker så hjælp af et nyt sæt regler eller ståsteder, som de tilsyneladende bør følge. Måske er det sådan med psykologer, at de ynder at ”normalisere”, men når nu Brinkmann bevæger sig ind i filosofisk terræn, så handler det om at kunne tage vare på sig selv, hvilket sker ved at tage vare på samfundet. “We are in it together.” Jeg er jo aldrig andet end det ”jeg bliver” – og det jeg bliver skyldes primært det, som former mig.

Jeg er altid en anden. Jeg kan stå imod, ikke fast (Jf. Modstand).

Man kunne spørge Brinkmann, om han ikke risikerer at blive så opbyggelig og høflig, at vi alt for nemt glemmer at være ærlige.

Jeg tvivler på, at flere vil blive bedre til at tage vare sig selv, fordi du får 10 dydige ståsteder, at holde fast i. I al for lang tid har mennesket villet sin egen undergang. Vi er eksperter i at forføre os selv. Snarere burde de – os alle sammen – lære at tage vare på sig selv (ikke patetisk elske og dyrke sig selv) for derigennem at tage vare på kollektivet. Og omvendt. Dette er ansvarligt. Som Karl Marx engang påpegede, så erstatter de sociale bevægelser den enkeltes private dagdrømme og komfortable lænestolsfilosofi med kollektivets konkrete erfaringer. Sagt lidt enkelt: så vækkes min selverkendelse, idet jeg mærkes af alt det, som ikke er mig.

Når alt dette er skrevet, så kan jeg kun ønske den dygtige professor held og lykke. Hans projekt er relevant (og berører sikkert de nævnte ting bedre i bogen).

Brinkmann vil os det bedste, og sådanne mennesker er der generelt for få af.

Blog at WordPress.com.

Up ↑