“It feels like I’m experiencing someone else’s dream. Like we’re simultaneously sharing feelings. But I can’t really grasp what it means to be simultaneous. Our feelings seem extremely close, but in reality there’s a considerable gap.” – Haruki Murakami, 1Q84

I Murakamis trilogi 1Q84 findes der to verdener. En med en måne, og en med to måner. Den ene foregår i året 1984, den anden foregår i – hvad den ene hovedperson døber – 1Q84. Romanen er en ligelig blanding af natur og kultur; ikkefiktion og fiktion. Eller, snarere viser den, at der slet ingen forskel er. Når fiktion er bedst, skaber den mere virkelighed.

Jeg havde netop lagt Murakamis tunge roman fra mig, da jeg besøgte Louisiana Museum, hvor Olafur Eliasson er aktuel med udstillingen Riverbed. Et flodleje forgrener sig i en af museets fløje, som et narrativ uden begyndelse og ende. Eliasson blander, som Murakami også natur og kultur. Om han skaber mere virkelighed, ved jeg ikke. Måske. Han formår i hvert fald at skabe et momentant nærvær, hvor ens sanser rent faktisk aktiveres. Stenene i flodlejet knirker og dufter. Vandet risler – lidt som en i japansk have. Som deltager sætter installationen sig i kroppen på en. Ens krop skifter hældning undervejs. Balance handler om at balancere. Opad bakke og nedad bakke.

En anmelder skrev, at stenene knirkede mere på stranden ude foran museet, end på selve udstillingen. En sådan observation fastholder forskellen mellem natur og kultur, som jo netop en den, mener jeg, Eliasson problematiserer. Distinktionen er kunstig. Anmelderen higer efter noget autentisk, som han ophøjer til et bedømmelseskriterium, selvom det er svært at se, hvordan stenene udenfor er mere autentiske end stenene indenfor. En sten er en sten er en sten. Mon anmelderen overså den sten, som jeg tog med ind og byttede med en af Eliassons islandske?

Udstillingen dufter lidt af en provinsiel indkørsel fuld af granitsten. Ikke desto mindre rummer den et potentiale for en sanselig skærpelse, måske en skærpelse af den virkelighed, som vi alle sammen deler, nemlig den, hvor den eneste natur der findes er kultur. 1984 og 1Q84 er tættere på hinanden. Nærmest uadskillelige.

Ofte siger folk, at de tager ud i naturen eller de – ganske komisk – rejser bort for at finde sig selv, men på Louisiana kan man lære, at man også kan gå den anden vej. Her går man ind i naturen. Jeg tror, jeg deler Eliassons naturromantiske drømme. Stilheden findes. Om man går ind i naturen for at møde den, eller ind i sig selv er underordnet. Det er et spørgsmål om temperament. De to folder sig om hinanden, som den fiktive natur og den ikkefiktive kultur. På en måde virker det som om, at der altid har været et flodleje på Louisiana. Nu er det bare blevet mere tydeligt.