“Dér var den igen. 

Den fornemmelse af, at det utrolige kunne lade sig gøre. At afstanden mellem forventning og forløsning kunne mindskes til ingenting. At utopien kunne glide ned over verden og blive til virkelighed. 

Ja, at drømmene kunne gå i opfyldelse. 

Og dér var den igen. 

Erkendelsen af, at sejren alene eksisterede i vores forestillinger. At ideerne splintrer i mødet med realiteterne, og det, der vækker længslen i så mange, endnu er uden for rækkevidde. 

Det er den type indre bevægelser, som danskerne har kunnet observere i dem selv i denne sportens sommer.

Under et tordenvejr røg det danske herrelandshold ud af Europamesterskabet i fodbold, da Tyskland vandt 2-0 i ottendedelsfinalen. Siden røg tennisstjernen Holger Rune ud ved den legendariske Wimbledon-turnering. Om cykelrytteren Jonas Vingegaard, der to år i træk har vundet Tour de France, også vil lykkes i år, afgøres først endeligt denne søndag. Senere på sommeren skal danske atleter dyste om olympiske medaljer og hæder i Paris. 

Spørgsmålet er, hvad det er, der rejser sig i os, inden virkelighedens kamp udspiller sig. Og hvad er det så for en sandhed, der røbes om danskerne i nederlagets øjeblik? 

Det første er let at svare på, men vanskeligt at formulere, mener sportsfilosof Finn Janning, der er forfatter og ph.d. i filosofi fra CBS. Sporten rummer muligheden for det usandsynlige, der går imod alle realistiske betragtninger. På den måde er der plads til de irrationelle følelser og håb, der ellers ikke levnes meget rum i det moderne samfund. 

Samtidig findes der også ofte en længsel i forventningen, mener Finn Janning. 

“Den hårde dom er, at vi mangler noget. Noget meningsfuldt, som vi mærker i fællesskabet. Måske det at give én, man ikke kender et knus. Og så længes vi efter at se lidt af det samme, som vi har set før eller hørt om fra andre. I så høj grad, at det kan opleves som en slags kosmisk orden, der alene kommer i balance, hvis Danmark vinder,” siger han. 

Forestillingen om sejren kan være utopisk og naiv, mener han. Men det er også i den, drømmen, at sporten overhovedet finder sin bestemmelse, i tilskuernes begejstring og skuffelse, og det ville være et nådesstød at være det foruden, understreger han. 

Forklaringen er simpel, forklarer Finn Janning: 

“Uden troen på det næsten umulige, ville det ganske enkelt blive for kedeligt at se sport.”

Når drømmen så ofte knuses under præstationerne af mægtigere sportsnationer, er det ikke kun et nederlag på banen, men også et angreb mod den enkeltes forestillinger om sig selv. Det sætter sig i kødet, siger Finn Janning. Nogle bliver mere aggressive, og ifølge statistikker er der mere vold efter et nederlag, forklarer han.” 

Skrevet af journalist Tobias Bondolo, bragt i Kristeligt Dagblad den 20. juli, 2024