At spille på grænsen

For nogle er sporten et spejlbillede af samfundet, mens den for andre er noget – eller nok – i sig selv. Jeg tilhører den gruppe, der mener, at sporten og livet sagtens kan holde sig selv oprejst.

Der, hvor sporten ofte kan få en samfundsmæssig relevans, er, når den genererer nye ideer eller forståelser omkring, hvad kroppen og teknologien kan, hvad køn og race er og ikke bør være. Eller når sporten tydeligvis bliver politisk. 

Det skyldes nu ikke, at sporten afspejler samfundet, men snarere, at dens simple regler og store tiltrækningskraft kan gøre nogle problematikker vedkommende på en meget konkret måde. 

Hvor mange skal dø, før du ikke vil se VM fodbold? 

Sport går helt til grænsen

Sporten beskæftiger sig altid med grænser. Atleter lever på grænsen af deres ydeevne, mens sportens beslutningstagere ofte leder på grænsen af loven. 

Lige for tiden er fodboldens status til forhandling. Siden 1990’erne, hvor Premiere League blev oprettet i England, har den øgede medieinteresse muliggjort køb og salg af spillere. Størstedelen af de penge, som fodbolden har akkumuleret, ender dog sjældent i klubbernes pengekasse, men går primært til lønninger af spillere, trænere og agenter. Af samme grund forsøgte 12 europæiske storklubber for nylig at søsætte en lukrativ Super League. 

De riges klub liga vakte hurtigt stor modstand. Samme modstand er også til stede – i hvert fald i Danmark – når det drejer sig om en eventuel boykot af VM i Qatar. Nogle har kaldt Qatar for fodboldens #MeToo eller dens arabiske forår. Det kan lyde som pastosfyldt sportsjournalistik, men faktum er, at fodbolden lider. Den lider økonomisk og moralsk. 

Eksempelvis gider de unge ikke længere se fodboldkampe. De nøjes i stedet for med resumeerne på YouTube. De voksne midaldrende mænd og kvinder ser også mindre fodbold. Det skyldes nu ikke manglede interesse. Snarere er billetpriserne er steget, men også – og vigtigere – at de tv-kanaler, der udbyder fodbold, er dyre. 

Etiske argumenter for boykot

Kunne DBU hyre en håndfuld kunstnere og etikere, der kunne initiere en moralsk vækkelse? 

Min tvivl har også været knyttet til, hvorfor vi bør boykotte VM uden samtidig at boykotte en masse andet. Jeg tænker rent principielt. Hvis ethvert menneskeliv betyder noget, hvilket det burde, så burde Danmark og de mange danske forbrugere vel også undlade at handle med, forbruge produkter fra og rejse til mange lande.

Kort sagt: Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg blot er vidne til et belejligt moralsk hysteri, hvor mange anvender fodboldens popularitet til at pudse deres glorie, mens de stadigvæk i ignorancens navn er kyniske, når mange andre mennesker, i mange andre sammenhænge, lider og dør. 

Min tvivl til trods finder jeg dog de stærkeste etiske argumenter for en boykot. Ikke kun på grund af en forsinket mellemmenneskelig respekt over for de mange døde migrantarbejdere og en markering i forhold til de uacceptable forhold, som mange kvinder og seksuelle minoriteter lever under i Qatar. Men i lige så høj grad, fordi kapitalen har skubbet enhver moralsk anstændighed ad helvede til.

Iscenesat som folkelige

Tidligere var den moralske deroute i fodbolden forbeholdt politikerne. Eksempelvis har fodbolden været misbrugt som et instrument eller slør i fascistiske projekter: Den tidligere italienske præsident Benito Mussolini gjorde det under VM i 1934 og 1938, den spanske diktator, Francisco Franco, gjorde det under den spanske pokalturnering i 1964, den tidligere argentinske præsident Jorge Rafael Videla gjorde det under VM i 1978 – og nu gør Qatar det. 

I dag er det svært at adskille politik og business – og måske også sporten.

Det, som alle vi, der elsker fodbold, håber på, er, at fodbolden kan stå imod den politiske og kapitalistiske udnyttelse og manipulering af spillet, spillerne og de mange fans. 

Sporten har altid formået at udstille grænserne mellem fornuft og følelse, leg og alvor, patriotisme og nationalisme, egoisme og holdånd, det genuine og selviscenesættelsen. 

Det mest revolutionære i en boykot vil være, at fodbolden fortsætter – på trods. Det vil sige, at fodbolden som leg tages alvorligt, at følelserne og fornuften spiller sammen, at egoisten indser, at hans eller hendes velbefindende afhænger af de andres. 

Selv om fodbolden længe har været et sted, hvor politikere og kapitalister har iscenesat sig selv som uskyldige og folkelige, rummer fodbolden en mere autentisk erkendelse: Kun det spil, som spilles i frivillighed, er værd at spille. 

Det er derfor, fodboldens værdi ikke kan gøres op i kroner og øre – de fleste spiller trods alt spillet gratis. 

Fodbold handler i bund og grund om frihed og glæde. Og det er netop glæden, der opstår, når spillet spilles frit, som politikere og kapitalister altid har haft svært ved ikke at ville udnytte. En boykot kunne stoppe denne udnyttelse.

Finn Janning

Ph.d., filosof og underviser i sportsetik på UIBS i Barcelona. Indlægget bragt i Politiken

Fodboldens sportidiotiske morale

Hvad er det, som gør fodbolden værd at beskæftige sig som mere og andet end underholdning, spørger forfatter og filosof Finn Janning i forlængelse af Platon, Camus, Borges og Barthes. Er der en sportsidiotisk morale? Noget essentielt på spil?

”Fodbold er populær, fordi stupiditet er populær,” sagde den argentinske forfatter Jorges Luis Borges. En anden, og lige så kendt forfatter, den franske Albert Camus, sagde modsat: ”Alt hvad jeg ved om moral og forpligtelse, skylder jeg fodbolden.”

Betyder det, at moralen i fodbold er populær og stupid? Nej, nok snarere, at Borges intet vidste om fodbold. Det fortælles i hvert fald, at Borges – der døde kort forinden den argentinske fodboldspillers Diego Maradonas famøse ”guddommelige” mål mod England i 1986 – slet ikke vidste, hvem Maradona var. Alligevel er jeg enig med Borges: Stupiditet er populær. Den er allevegne.

Jeg vil faktisk gå så vidt at påstå, at folk, der bruger tid på fodbold, reelt ikke er dummere end folk, der bruger uanede mængder tid på nyheder eller politik. Fodbold er kun ikke underholdning, men også godt for vores empati og retfærdighedssans.

Lidt forsigtigt tænker jeg, at fodbold uden tilskuere, svarer til et demokrati uden borgerinddragelse. Det er denne kætterske påstand, jeg vil undersøge.

Læs resten af essayet her.

Why I love football

No one knows for sure why so many people love football. Football is a mixture of nothing and everything. Most the latter, I will argue.

Trying to make sense of football, I am aware, there is a risk of overintellectualising the game, of ‘reading’ it metaphorically, symbolically or addressing all kinds of psychological, political and philosophical aspects of life. Nevertheless, all these aspects are part of what makes football special. There are, after all, numerous way of how and why football plays a major role in many people’s lives.

As long as I can remember, football has been a part of my life, from playing, to watching it as a neutral spectator or a fan, to selling beer and sausages at a stadium in Denmark’s best league, to being a father of children who play football in Spain.

“Football is a simple game. Twenty-two men [or women] chase a ball for 90 minutes and at the end, the Germans always win,” the English captain Gary Lineker once said. He was wrong, of course, and he knew it. In 1986, Lineker and England lost in the World Cup quarter-final to Argentina due to Maradona’s two famous goals: one with the help of God, the other godlike. In 1992, Denmark beat German in the European Cup Final.

Perhaps, football is not that simple.

Unlike many other games, it’s played at a particular time and place and for a certain time and the players change clothes before playing.

Time. Place. Clothing.

Read the rest of the essay in The Football Pink

Sportsfilosofi

Sportsfilosofi – når filosofi bliver en sport

Kære potentielle læser

Velkommen til Sportsfilosofi – et laboratorium om sporten i filosofien og filosofien i sporten.

Filosofien besidder en kærlig eller venskabelig tilgang til visdom. Dette kommer til udtryk i måden hvorpå filosofien bekymrer sig om, undersøger, udforsker, gransker og eksperimenterer med alle facetter af livet, idet livets visdom er en integreret del af verden. 

Filosofi er en kærlighedsaffære med livet – i al dets spraglede rigdom.

Sporten, der oprindeligt betyder “adspredelse”, “distraktion” eller “tidsfordriv” er en oplagt arena for filosofiske refleksioner, kritiske tanker og argumentation. Ikke kun fordi sporten er en del af verden på samme måde, som litteratur, politik og økonomi er det. Snarere fordi, at de få gange et menneske virkelig tænker, eller får en såkaldt “lys ide”, ødsler vedkommende gerne med sin tid. Det vil sige, at vedkommende er distraheret med hensyn til dagligdagens mange strategiske og opportunistiske gøremål. 

Det er klart, at sport også handler om konkurrence, ligesom sporten i stigende grad er blevet kapitaliseret. En vare. Ikke desto mindre er det sportens legende element, der fascinerer mig. Det er min klare overbevisning, at legen er frigørende, fordi den er et mål i sig selv. Modsat arbejde, der altid er et middel til noget andet: status, prestige, magt, rigdom. 

Sporten besidder altså en modstand, som kan være eksistentielt frigørende. 

Sportsfilosofi er for alle, der er interesseret i sport, men som gerne vil perspektivere, nuancere, kritisere eller erkende mere af dette bemærkelsesværdige fænomen: Sport. 

Eller Sportsfilosofi er for alle dem, der søger en mere sporty tilgang til filosofien. 

Sportsfilosofi har reelt været på banen længe, men tog sin form i forbindelse med coronakrisen. Det er ideen, at indlæggene vil udkomme relativt struktureret, hvilket vil sige med et indlæg cirka hver anden eller tredje uge. Om der er tale om et COVID19-projekt, hvilket vil sige, hvorvidt jeg lukker ned, når samfundet lukker op, er endnu uvist. 

Tænk med her!

Jørgen Leth

Sommeren virkede næsten uendelig. Dengang, hvor jeg spillede fodbold ude i haven, mens Jørgen Leth talte sig varm i en skurvogn et sted i Frankrig. Indimellem løb jeg ind i stuen og så på alle cykelrytterne, der svedte. Ofte blev jeg hængende sammen med min far i sofaen, mens jeg lyttede til Leth.

Jørgen Leth er en af mine store helte. Han er en sand mangfoldighed, inklusiv en gavmild digterfilosof. I dag fylder han 80 år. Tillykke.

I 2014 udgav jeg bogen Den gavmilde digter – Et essay om Jørgen Leth (se mere her). Kort tid efter var der en venlig læser, som formidlede en kontakt til Leth, hvorefter Leth sendte mig en mail, senere en bog, og så videre. Det er nu ikke dette, jeg vil fortælle om.

Forrige sommer mødte jeg Leth i lufthavnen i Barcelona. På det tidspunkt havde jeg netop fået tilsendt min roman Hvem myrdede Gilles Deleuze?, som jeg derfor havde med mig i bagagen. Efter lidt overvejelse – og et kærligt pres fra min kone – præsenterede jeg mig for Leth og gav ham bogen. Udover en kort korrespondance, havde jeg aldrig set ham i øjnene.

Da vi landede i København, havde han læst det meste af bogen. (Den er kun 80-90 sider lang). ”Den er godt skrevet. Jeg læser kun hvis jeg er fanget, og den fangede mig.”

Jeg fulgte ham hen til bagagebåndet, hvor jeg nævnte Tour de France. Og her skete det! Forløsningen. Ordet alene – “Tour de France” – fik hans øjne til at lyse op, fuld af kærlighed og livsvarme. Det var og er denne begejstring, som er så unik for ham. Han dømmer ikke, men tillader sig at blive tiltalt af livet, hvorefter han så gavmildt rækker lidt videre. Jeg tror, at det smil, de øjne som lyste, var grunden til at jeg skrev bogen. Livsglæden.

Inden vi skiltes, sagde han: ”Jeg er glad for din bog. Den viser en anden side af mig, som de andre (i.e. Lars Movin og Dan Ringgaard) ikke havde blik for. Den eksistentielle. Tak for det.”

Leth er indbegrebet af de uendelig somre. Der, hvor du ser andre hænge ind over deres cykelstyr, som du også hænger indover dit; der, hvor du rejser rundt i Frankrig, ser cykelløb, læser romaner og digte, skriver noter; der, hvor du indimellem er i tvivl om det, som skete, virkelig skete. Der, hvor hele den literære verden åbnede sig for dig.

Det er mig, der siger tak Jørgen.

9788793204201

VM i moral

Jeg har skrevet en kronik. Den fortæller nogle af de moralske historier, som VM i fodbold er fuld af. Læs mere her.

Journalismens hykleri

Den peruvianske nobelprismodtager i litteratur, Mario Vargas Llosa, har i flere interviews og essays skrevet om sporten, som et vigtigt område i den kulturelle dannelse, fordi kroppen og sindet hænger sammen. Han refererer flittigt til det antikke Grækenland, hvor kroppen var en vigtig del af den spirituelle dannelse, men han advarer også imod at sporten kun anses, som ligegyldig underholdning, hvorved man neglegerer de mere alment gyldige spørgsmål, som sporten også åbner op for. Et af disse kunne være de etiske spørgsmål.

I det meste af det tyvende århundrede har sportsjournalistikken været forbeholdt groupies. Det vil sige, at journalisterne ofte – helt ukritisk – fulgte en atlet, et hold eller en disciplin. Journalisten ville sidde i bussen eller flyet, som var han på turne med the Rolling Stones. De ville drikke en øl sammen efter kampen, men et kampreferat blev skrevet. Denne tendens er stadigvæk udbredt. Eksempelvis i fodbold, der er meget kammerateri.

Afhængig af disciplin og land begynder der at ske noget med sportsjournalistikken med fremkomsten af forskellige informationskanaler. Aviserne bliver suppleret med specialiserede aviser og magasiner (fx Tipsbladet), dernæst følger fra 1920’erne og frem en vækst i radioprogrammer, senere kommer fjernsynet og i dag har vi internettet, der er fuld af blogs mv. (især internettet har gavnet den kritiske sans). Denne udvikling har medført en øget konkurrence, som mange steder har fået sportsjournalistikken til at udvikle sig, fx er den blev mere kritisk og undersøgende – enkelte steder desværre også moraliserende.

Ifølge en undersøgelse fra 2002 foretaget i USA, dækker sport omkring 20-25% af de samlede nyheder. Denne tendens er ikke aftagende. Heller ikke i Danmark.

Hvad betyder det? Det betyder, at medierne har en stor indflydelse på hvordan sporten udvikler sig. Lad os tage eksempel.

I 1990’erne begyndte journalistikken fx at se kritisk på cykelsporten, specielt Tour de France og hele dopingkulturen. Det begyndte så småt med Indurain hvor enkelte stillede spørgsmålstegn til hans fysiognomi, hans astma og overlegne styrke. I 1996 vandt Bjarne Riis, hvilket medførte en ligelig blanding af beundring og et skærpet journalistisk jagtinstinkt. Danskerne kunne acceptere at en skaldet jyde vandt, men da denne skaldede jyde et par år senere (1998 er et skelsættende år) blev talsmand for Tour de France-feltet, og voksede sig lidt for stor til den danske mentalitet, gik jagtsæsonen i gang. I den forbindelse ser vi i Danmark et eksempel på kritisk og undersøgende journalist, nemlig journalisterne Olav Skaaning Andersen og Niels Christian Jungs dokumentarprogrammer Tavshedens Pris og Danskerlægen. Et andet eksempel er den irske sportsjournalist David Walsh, som i mere end 15 år stædigt og kritisk har fastholdt, at Lance Armstrong har været dopet.

Denne form for kritisk journalistik er en fase, som eksempelvis fodbolden stadigvæk mangler. Mange spørger, hvorfor Rolf Sørensen kan få lov til at speake på TV2, mens få spørger hvorfor alle de tidligere professionelle fodboldspillere kan speake uden at skulle forholde sig til brugen af gigtmedicin, smertestillende sprøjter, væksthormoner, bloddoping, vilde fester, unge prostituerede, en eklatant foragt for bøsser samt en stadig udbredt racisme.

Størstedelen af den journalistik, som i dag omhandler cykelsporten er desværre ikke særlig kritisk. Snarere er den moraliserende. Moraliserende til et niveau, hvor det ligner hykleri. Et par eksempler.

Da den tidligere cykelrytter Michael Ramussen i en pressekonference meddelte, at han havde dopet sig, sad han ved siden af sin holdejer og sponsor, som sad og græd tunge krodilletåre. Det hele gjorde så ondt, så ondt. (Der er forskel på at have så ondt af sig selv – inklusiv sin egen godhed – at man må græde, og så medfølelse). Da den tidligere amerikanske cykelrytter Tyler Hamilton beskrev sine følelser af mindreværd i forhold til Lance Armstrong, slog han fast, at sandheden vil sætte ham fri. En forklædt præst i cykelshorts. Efterfølgende kunne Hamilton udtale sig om hvad som helst. Et sandhedsvidne var født. Hamiltons bog slutter sågar med et patetisk moralsk billede af en lille dreng, som hedder Lance opkaldt efter selveste Lance Armstrong. Opkaldt efter en løgn. Hvor trist, når drengen nu kunne have heddet Tyler.

Samme salgs-strategi anvendes nu af Michael Rasmussen. Det hævdes, at der skal gøres op med en doping- og mafialignende-kultur, selvom denne proces – dette opgør – trods alt har været i gang siden Festina-festen i ’98. Er cykling anno 2013 mafiaagtig?

Cykelkulturen vedligeholdes og skabes, som bekendt af cykelsportens ledere. Her er der både sket en udskiftning – en nødvendig udskiftning – men også en mentalitetsændring blandt de fleste tidligere eks-ryttere. Det vil sige, at Rasmussens og Hamiltons moralisme egentlig rider på en bølge, som for længst er startet. Det er ikke et modigt projekt. Tværtimod virker de lidt stolte af at dele ud af deres kriminelle fortid, det smager lidt af HA.

I forbindelse med det påståede moralske opgør kunne man passende spørge: For hvem kommer det som et chok i 2013, at man ikke bør dope sig? For hvem kommer det som et chok, at kulturen i cykelsporten var præget af doping i 90’erne og 00’erne? For hvem er det en moralsk åbenbaring at høre, at man ikke bør lyve?

Den moralske oplysningskampagne er noget nær lig nul. Ergo der er ikke tale om andet end kamufleret budgettering.

Det er selvfølgelig altid svært at vurdere sandhedsværdien af tidligere cykelrytters bekendelser. Dermed ikke sagt at de lyver. Slet ikke at de lyver bevidst, men som en kommunikationsforsker engang sagde: Vi hører halvdelen af hvad der bliver (50%), vi lytter til halvdelen af det (25%), vi forstår halvdelen af det (12,5%), vi tror halvdelen af det (6,25), og vi husker halvdelen af det (3,125%). Hvis denne kalkule er retvisende, så er 3,125 % af hvad der står i disse rørende moralske værker sandt.

Noget af materialet beror dog på visuelle iagttagelser. Men det man ser afhænger af ens krops bevægelighed. Med andre ord: bevæger jeg mig lidt højre eller drejer jeg hovedet, så ser jeg noget andet end jeg ser nu, hvor mit blik er fastlåst. Som bekendt kan man blive grebet af ens egen rolle, som det mest troværdige sandhedsvidne, hvorved man kommer til at dømme lidt for mange. Bagefter må man så sige undskyld, fordi man desværre opførte sig, som sad man fastspændt i Platons hule.

Mange glemmer at hver gang vi bevæger os rundt i fortiden, så har denne det med at forandre sig. Kan du fx huske den dag i 2002, hvor vi sad på Pussy Galore og drak fadøl? Ja, svarer du. Kan du huske, at du betalte? Hm. Hvem der betalte kan vise sig afgørende, men med mindre man er pedantisk, hvem husker det så? (Jeg ved dog godt at det var Steen, som betalte).

Det kan betale sig at huske og glemme. De villige journalister, der skriver om disse moralske elefanter, gør en dyd ud af at fortælle os, hvor godt de husker, hvor detaljeret, hvor smertefuldt det har været, osv. Det værste der kunne ske ville nemlig være, at en eller anden afslørede at projektet var moralsk, og ikke undersøgende og kritisk journalistik. Det vil sige, at præmissen var givet før det første ord blev skrevet.

At erindre er en kreativ aktivitet. Det vil sige, at man løbende tester ens tro eller overbevisning med mindre ens ærinde selvfølgelig er moralisme, hvorved ens tro som bekendt er ufejlbarlig, sikker og statisk.

Problemet med denne journalistiske moralisme er ikke, hvorvidt noget er mere eller mindre korrekt. Snarere at den journalistiske moralisme opfører sig, som om den var en del af en kritisk og undersøgende journalistik. Alt i fortiden vurderes moralsk, men altid fra en oplyst og frelst position, som betyder at moralismen altid er bagstræberisk. Det vil sige: ligegyldig.

Kigger man på cykelsporten, især de seneste to uger, så er det mest interessante der er sket på medie-fronten, et interview med Lance Armstrong (se her). Her siger han blandt andet: ”Well listen, the biggest difference between cycling, football and tennis is the players’ union, an athletes’ union. We have no voice, no unity. There are guys all over the place. Those sports, major league sports, they’re not letting that happen and the owners wouldn’t allow it to happen. Whereas we’ve just been living in the Wild West. The riders have no rights, ASO continues to make millions, the teams don’t own anything. The only thing a team owns is its current contract, and when that’s up you’re fucking done. You might have a couple of buses and a truck. There’s no equity and value. It’s a fucked up business model.”

Der er ikke en organisation, der varetager cykelrytternes interesser (fx en cykelforening der opererer a la en spillerforening i fodbold). Enhver er sin egen lykkes smed – og se hvad der sker med sådan en kummerlig ideologi. Desværre har de danske medierne travlt med at fremstille Armstrong, som bitter og ynkelig, selvom han nu virker ret afklaret på sin egen facon. Man kan selvfølgelig spørge, hvorvidt Armstrong har ret i at han behandles anderledes? Ja. Og dette er der hverken juridisk eller moralsk belæg for. Det bunder mere i følelser og økonomiske argumenter. Jo rigere du blev pga. doping, desto hårdere straf.

Aldrig har økonomi og moral danset tættere.

Blog at WordPress.com.

Up ↑