Den franske filosof Gilles Deleuze (1925-1995) er blevet kaldt mange ting, fx og’ets filosof. Hans tanker etablerer en løbende dialog på tværs af felter, der lidt skolelæreagtigt opdeles i henholdsvis filosofi versus skønlitteratur, eller æstetik versus erkendelsesteori. Denne lidt rigide inddeling går tilbage til Kant. Når Deleuze beskæftiger sig med film eller litteratur, er det dog på grund af de erkendelser, som florerer i litteratur og film. De erkendelser, som genereres i en læsning af Marcel Proust er selvfølgelig ikke mindre værd end de erkendelser, som genereres i en læsning af Bergson, Nietzsche eller Spinoza. Det, som synes at forbinde alle Deleuzes bøger (inklusiv de fire han skrev sammen med Félix Guattari) er en etik, forstået som en måde at leve på, en eksistensmåde eller livsform. En forbindende praksis (apropos og’et). De guidende spørgsmål i denne praksis er: Hvilke kræfter er i spil? Hvordan fungerer de? Hvad muliggør de?
I de seneste år har der været en eksplosiv vækst af bøger med ”Deleuze” i titlen, ofte i form af ”Deleuze og ’X’”, hvor x’et i teorien kunne være hvad som helst. Kritiske røster spørger: Er der tale om en filosofi på samlebånd? Jeg ved det ikke. Selv har jeg kun læst Michael Hardts Deleuze-bog fra halvfemserne før antologien Deleuze and Ethics, som jeg vil omtale her. (Hardts bog læste jeg i forbindelse med et Skizofreni og kapitalisme-kursus, som Hardt holdte på Duke). Nærværende antologi giver nu ikke grund til bekymring, selvom der sikkert er en del redundans, da flere af de samme kommentatorer går igen. Dog er det vigtigt at understrege, at det aldrig kan blive en filosofs problem, at han eller hun læses med hovedet under armen. Generelt er det en god ide, at være påpasselig med sekundærlitteratur – især indtil man selv har fået et rimeligt begreb om tankerne, ellers bliver man nemt forført eller ligefrem hæmmet i et frit møde med teksten.
Nå, ikke mere tilløb. Den pågældende antologi er redigeret af Nathan Jun og Daniel W. Smith – sidstnævnte har, apropos Deleuze-kommentatorer, skrevet en fornemt forord til essaysamlingen Critical and Clinical. Bogen rummer flere gode artikler, fx Jeffrey Bells, der sagligt viser hvorfor Deleuze og Guattari ikke legitimerer det, som Boltanski og Chiapello kalder Den nye kapitalistiske ånd. Problemet er, at Deleuze og Guattari nok anvender begreber som i dag er inkorporeret i kapitalen (hvilke begreber er ikke det?), men de forstår noget andet end en business manager, når de taler om kreativitet og opfindsomhed. Problemet er snarere at kapitalen ikke er fri nok, idet den konstant bremser tilblivelsesprocessen. Kapitalen vil i mål, mens Deleuze og Guattari vil mere. Det kan tilføjes, at kapitalen sjældent er særligt udviklende, idet den konstant sætter nye mål på baggrund af fortidens succeshistorier.
Et af de bedste bidrag er Levi R. Bryants. Han viser, hvordan man kan tænke etisk med Deleuze. Etiske problemer handler ikke om, hvorvidt man må stjæle eller slå ihjel eller overholde en kontrakt – med mindre man er inkarneret idiot. Derimod handler det om beslutninger, hvor det er lidt mere kompliceret, hvad der er godt eller mindre godt, fx i spørgsmål om vaccinationer af raske personer (hans eksempel). Udfordringen er, at gøre sig værdig til det, som rent faktisk finder sted. Det sker ved at erkende, at vi ikke har andre våben end vores kritiske sans og intuitive evne til at opfinde nye problemer. Bryant spørger: Hvordan komponerer vi os videre på sådan en måde, at vi fremmer styrken til at handle? Spørgsmålet er en del af den etiske praksis. Eksempelvis handler det ikke om at spørge, hvordan vi bør handle; men i stedet for spørge: Hvad er også muligt? Hvad åbner situationen op for? Dette er en måde at problematisere på, som er etisk.
Både Daniel W. Smith og Anthony Ullmanns artikler er præcise. De handler begge om, hvordan en immanent-etik kan åbne op for nye måde at tænke på, som en forskel mellem to former for affekter, nemlig den aktive og den passive, hvor den første øger vores magt til handle, mens den anden leder os fluks ind i impotensens ulidelige verden. Spinoza og Nietzsches immanenstænkning er mærkbar. De er begge klassisk filosofihistoriske, selvom Ullmann også berører det bioetiske. William James behandler spørgsmålet om døden, hvor han blandt andet viser at døden altid kommer ude fra, hvorved det pludseligt bliver muligt for et liv at dø. Døden versus at dø.
Deleuzes pointe, som går igen i de fleste artikler, er, at det transcendente (det som ligger udenfor vores erfaring) er hæmmende. Det kan fx være at fælde en dom baseret på transcendente normer eller universelle værdier, hvilket altid undertrykker muligheden for tilblivelsen af noget nyt, noget andet. Det transcendente, uanset hvor smukt det end er, er altid et eksempel på afmagt. Der er tale om en etik, der vil mere, blive mere, skabe nye forbindelser af liv. Dette understreger, at etikken er en eksistentiel praksis, hvor den enkelte livsform eksperimenterer med livet ved at forholde sig produktivt til det, som sker, uden et prædefineret retteark at forholde sig til. Det kræver mod. Det kræver fantasi. Det kræver frihed til at blive. Det kræver på mange det, som det digteren Arthur Rimbaud skrev i det såkaldte ”seer-brevet”, mens han endnu var teenager. Der står noget i retning af: Digteren må blive seende i kraft af en intens omkalfatring af hele sanseapparatet … Digteren må gennemsøge sig selv … udstøde al giften i sig selv … han må gå igennem tortur … han må aktivere sine supermenneskelige styrker … hvorved han bliver den store forbandet (ramt af forbandelse!) – og den højeste lærde mand! – fordi han har nået det ukendte.
Det ukendte … at konfrontere ens ignorance. Hvad er også muligt? Et muligt svar er at tage et skridt ind i det ukendte. Eksperimentere. Det er det, som gør Deleuzes filosofi etisk. Det ”gode” ligger efterfølgende i at række det ukendte videre til nye generationer, som ikke blot skal gentage det nu kendte (qua virkeliggjort), men derimod lade sig inspirere til selv at tænke nyt, til selv at turde blive etisk, til selv at nå ukendt terræn. Tænke hinsides det alt for menneskelige. Producere nye kreative linjer af liv. Det er et spørgsmål om, hvordan den enkelte folder livets kræfter, hvorved man ikke producerer et nyt subjekt (fx en bedre version af migselv, ak nej), men et kunstværk (som Deleuze skriver et sted). En givende organisering af et møde mellem kræfter.
Antologien er en interessant samtalepartner, hvis man har et vist kendskab til Deleuze – og lidt til etik. Det kunne dog have været interessant med en lidt mere kritisk artikel, fx hvordan det at overtage magten (vende styrkeforholdet) ofte hænger sammen med en løsrivelse fra det, som ikke medfører andet end afmagt. Det, som er udenfor ens råderum. Plæderer Deleuze for et fredfyldt sind, mens naboens lokum brænder, fordi det netop ’kun’ er naboens? Eller, adskiller Deleuze sig netop her fra stoikerne, idet hans filosofi ikke vender den enkelte mod sig selv, men mod verden? For mig at se er Deleuzes filosofi verdensvendt. Den gransker ikke selvet, Den er ikke båret af medlidenhed. Snarere af kreative transformationer, som til tider kan virke kyniske. At ville livet kræver et anstrengende engagement, som også tydeliggør at en kreativ skabelse hos Deleuze på ingen måde er beslægtet med den kreative klasses forståelse heraf.
