Michel Serres

I first crossed paths with Michel Serres in the late 90s. I was studying philosophy at that time in Copenhagen when I overheard someone speaking about a French writer and philosopher who had a “poetic style.” Shortly afterward, I found a book written by Serres called Genèse published in 1982. The volume marks a shift in his oeuvre from a more traditional academic style to a more poetical tone. For example, from Genèse onwards Serres rarely used footnotes. It was the beginning of the kind of love affair that philosophy is full of—illustrating that philosophical thinking begins with a vital force like loving friendship.

Michel Serres was born in Agen, France in 1930 and died Saturday, June 1st, 2019.

He was the son of a sailor—a path he too followed by entering the École Navale in 1949. In 1952, he began studying at Ècole Normale Supériere. Significant for a multidisciplinary thinker like Serres, he was a licentiate in three disciplines: mathematics, philosophy, and classical philology. After graduation, he returned to sea, working as a naval officer until 1958. Following this period he began teaching, and his philosophical opus began with his doctoral thesis on Leibniz in 1968. Still, the sea never left him. For example, on several occasions, he described philosophy as a journey through an archipelago, where the philosopher connects what is being separated. For a time, Serres was a professor at Stanford in the US, and in 1990, he became a member of the French Academy.

Read the rest of the essay in Erracticus.

Den der råber lyver

“This is the lesson that history teaches: repetition.”
Gertrude Stein

Fornylig skrev jeg en kronik i Information, der handlede om journalistikkens rolle i en postfaktuel verden. Kronikken medførte, som det engang imellem sker, at jeg modtog Lea Korsgaards pamflet: Den der råber lyver.

Korsgaard, der er chefredaktør på Zetland og forfatter til tre bøger beskriver i pamfletten, hvordan journalistikken tidligere havde den nøgne journalist, som ideal. En journalist, der ukritisk viderebragte informationer uden at tjekke, om disse var sande, relevante, væsentlige m.v. I stedet for den nøgne journalist, taler Korsgaard om, at en journalist bør være klædt på til finderspidserne. ”Med viden og kløgt.”

Ordet kløgt refererer bl.a. til Aristoteles’ begreb phronesis; en praktisk fornuft, der modsat en mere intellektuel og abstrakt fornuft kræver, at journalisten får jord under sine negle. Den kløgtige journalist graver i fakta, uddyber, nuancerer, hvorved denne ikke kun formidler, men også etablerer et fundament, hvor samfundets borgere kan se sandheden i øjnene. Hvis alt er tvivlsom eller direkte løgn, mister vi ethvert samfunds fundament: tilliden.

Jeg læste denne lille pamflet samtidig med at jeg i El Pais læste en artikel, der hævdede, at pamfletten har genvundet sin popularitet. Pamfletten kan – qua sin størrelse – bringe den intellektuelle ind i samfundsdebatten, her og nu. En pamflet er et aktuelt nedslag; en optimering eller kvalificering af debatten, hvilket Den der råber lyver, lever op til.

Artiklen i El Pais nævner bl.a. den spanske forfatter Eduardo Mendozas pamflet Hvad sker der i Catalonien, og filosoffen Fernando Savaters pamflet Mod separatismeSidstnævnte beskriver, hvor skadelige de catalanske separatisters kamp er – rent demokratisk og medmenneskeligt – fordi de både eliminerer fornuften og borgerbegrebet. De catalanske separatister, skriver Savater, tilsidesætter loven, mens de lader følelserne drive gæk med dem, skønt disse følelser ofte ikke har belæg i noget sandt. Eller de lader loven favorisere dem, der mener det samme, som dem selv, hvilket jo strider imod lovens opgave, der bør behandle alle lige.

Der råbes meget i Spanien, men mest af alt blandt de catalanske separatister. De eksemplificerer glimrende Korsgaards titel. Så det var både med glæde og irritation, at jeg læste Korsgaards pamflet: Glæde, fordi den er relevant; irritation, fordi den kastede mig tilbage i en debat, som jeg ellers havde besluttet mig, at forlade. (Jeg har tidligere skrevet artiklerne: Grumset catalansk nationalisme (2014), Catalonien mellem frihed og kontrol (2017), om manglen på medfølelse i essayet Compassion in Catalonia, om hvordan hadet til Spanien bevæger sig fra catalanske forældre til deres børn i essayet The Boy in the Classroom, om den psykiske terror i kommentarerne Cataloniens separatister udøver psykisk vold mod sine modstandere og Cataloniens frihedskamp er endt i undertrykkelse).

Og nu er jeg her igen! Det catalanske projekt er ikke et fysisk voldeligt projekt, men mentalt kontrollerende og manipulerende. De, der ikke har blik for det, lever stadigvæk i Michel Foucaults Disciplinærsamfund, hvor mennesket opdrages i lukkede systemer: børnehave, skole, arbejdsplads, fængsler, etc. I dag lever vi snarere i det Gilles Delueze kaldte et Kontrolsamfund. Her er der ingen tydelige grænser, hvorfor vi også nemmere forfører og kontrollerer os selv. Det gør vi, fordi vi gerne vil passe ind (eller undgå eksklusion), opnå social anerkendelse eller identitet m.v. I praksis betyder det, at vi bliver offer for vores egne gerninger. Præcis ligesom, når mange ukritisk deler alt på nettet, hvorefter de forbløffes over, at al denne information måske anvendes af nogle.

Det, som præger de catalanske separatister er, hvad organisationsteoretikere kalder ”groupthink.” De ophøjer egen moral, mens de gør sig resistente overfor enhver kritik. Dette hænger sammen med udviklingen af en forførerende diskurs, som de catalanske politikere i årevis har tvangsfodret deres boger med.

For det første, selvom de lever godt i Catalonien, kan de leve endnu bedre, fortælles det,  hvis bare de slipper af med Spanien. Spanien stjæler jo! For det andet, de catalanske separatister skal aldrig stå til ansvar for deres fejl og mangler, fordi de har altid Spanien at bebrejde. Det betyder, at de catalanske separatister har skabt en offer-kultur uden et konkret etisk fundament, der jo kræver evnen til at stå til regnskab for ens egne gerninger, som Kierkegaard har sagt.

Resultatet er, at Catalonien for separatisterne er blevet en slags utopi, hvilket jeg har skrevet om i kronikken Catalonierne opfører sig som en selvretfærdig part i et ægteskabelig krise. En utopi er det gode sted, som ikke er. Et sted, der begæres, idet det henter næring i sit udtalte had til Spanien, mens de drømmer om frihed og demokrati. Dog ikke demokrati forstået som en tredeling af magten, da de catalanske separatister gerne arbejder tæt sammen med politiet. Det er nu heller ikke demokrati, forstået som en organisering af uenighed, hvilket er filosoffen Jacques Ranciéres definition, idet de, som er uenige ignoreres eller, per automatik, kaldes fascister. Eksempel er der flere spaniere, der ønsker at bevæge sig fra et monarki til en republik, flere (rigtig mange), som finder Rajoys regering inkompetent, etc. Her kunne der sagtens etableres et samarbejde på tværs af alle Spaniens regioner, men det er svært, fordi præmissen jo er, at det er Spaniens skyld. Ligeledes er der flere catalanske journalister og kunstnere, der har forladt regionen, fordi de ikke var tilhængere af catalansk uafhængighed, hvorfor de ikke kunne finde arbejde, de blev udstødt m.v.

Med hensyn til frihed, så handler det jo ikke kun om, at blive fri fra Spanien, hvilket i praksis betyder, fri fra at tage del i et demokratiske arbejde, fx den grundlov, som de selv har underskrevet. Frihed handler eksempelvis også om, at være fri til at skabe nye veje, der ikke bare går destruktivt imod, men som snarere innovativt og kreativt går imod, idet nye alternativer skabes. Det kreative og innovative mangler. Personligt oplever jeg, at Barcelona de seneste ti år er blevet mere provinsiel og mindre radikal, idet megen kritik ender i en karikatur, hvor alt kendes på forhånd: Spanien er ond, de catalanske separatister er gode. Selvom enkelte slagord dukker op, såsom feminisme og økologi, så udleves de ikke mere her, end andre steder i verden, hvor de også er efterspurgte. I Madrid er der progressive øko-feminister, for eksempel.

Der mangler i Spanien og Catalonien, det, som Korsgaard kalder en lidenskabelig etisk journalist. En, der fasterholder, ”at kendsgerninger er mere værd end anekdoter.”

Anekdoter om Spaniens fascistiske historier er der nok af, men kendsgerningen er, at den spanske borgerkrig sluttede i Madrid, hvor den største modstand mod Franco var; kendsgerningen er, at flere cataloniere hyldede Franco for hans religiøse familieværdier; kendsgerningen er, at den tidligere catalanske præsident Puyol, ønskede immigranter til Catalonien, der ikke talte spansk, fordi de så ville lære catalansk; kendsgerningen er, at den catalanske sprogpolitik får Dansk folkeparti til at fremstå, som de mest kærlige; kendsgerningen er, at de catalanske skoler accepterer stærke politiske symboler og retorik, fx som når forældre hænger bannere eller balloner på skolen fuld af slagord; kendsgerning er, at medier slet ikke viste Marlene Winds debat med Puigdemont i fjernsynet, de viste blot en statsmand, der ukritisk indtog Danmark, etc.

I stedet for ukritisk, at løbe med den forførerende retorik, kunne en turist i Catalonien spørge sig selv, om folket her virkelig lider, om de lever i en diktatorstat, etc. Under borgerkrigen kunne Cataloniere ikke samles i grupper på mere end fire-fem personer, i dag vandrer de rundt i gaderne, hvilket jo netop understreger, at der er demokrati.

Det er kompliceret, men ikke mere komplekst, end der er tale om en veludført strategi, der udfældes i medier og til dels i skoler og familier. Filosoffen Victoria Camp taler om mental manipulation, hvor Spanien gradvist er blevet elimineret fra den kollektive catalanske bevidsthed. Hun nævner sågar, hvordan hendes egen børn blev manipuleret i skolen. Dette projekt går flere år tilbage. Når jeg taler med unge studerende i Barcelona (dette er ikke et videnskabeligt studie, men baseret på samtaler med 13-15 forskellige drenge og piger i alderen 1-20 år, som alle er uafhængighedstilhængere), og spørger dem: Hvorfor vil I uafhængighed? Svarer de prompte: Spanien er fascistisk. Når jeg så siger: Virkelig! Hvorfor vil I uafhængighed? Svarer de: Jamen sådan var det i min familie, i skolen var holdningen gerne sådan, at Spanien var de onde…

Journalistikken må vedblive at være ”fællesskabets trykte dagbog,” citerer Korsgaard sociologen Robert E. Park for at sige. Denne dagbog mangler i Catalonien, hvilket jo selvfølgelig er hele Spaniens ansvar. De mangler generelt en forsoningsproces a la den, som Mandela foretog i Sydafrika. Det er pga. uvidenhed, at løgne, manipulationer og hadet, har det så nemt. Helt simpelt, som en buddhist munk engang har sagt, hvis du forstår, så hader du ikke. Jeg tror reelt ikke, at catalanske separatister forstår den spanske historie i al dens uperfekthed og storhed; den historie, som de selv er en del af. Ligesom mange i Spanien ikke forstår den frustration og det mindreværdskompleks – der præger mange i Catalonien – med tiden er blevet til had og arrogance.

Spanien er et demokrati, et ungt og skrøbeligt demokrati, men at kalde Spanien for Franco-land er ligeså forrykt, som at kalde Tyskland for Hitler-land. Modsat af hvad der forefindes i Catalonien, så er der en kritisk debat i Spanien – også af præsidenten Rajoy. I Catalonien behandler separatisterne, der ellers kommer fra vildt forskellige partier, alle Puigdemont som paven, fordi de deler et had. De catalanske separatister har skabt en religion, hvor objektet ikke er en kærlig Gud, men et had til Spanien. Dette er bekymrende uanset, hvor relevant meget af kritikken af regeringen i Madrid, så end er.

Og på den måde gentager historien sikkert sig selv. Michel Serres har skrevet om, hvordan Romerriget blev bygget på død og had. Modsat Gandhis fantastiske ikkevolds strategi, så har de catalanske separatister intet imod at lyve. At lyve bevidst er, mener jeg, noget ganske voldsomt, fordi det undergraver respekt og tillid, som politikerne og medierne burde skabe. Tillid og mellemmenneskelig respekt er to ting, som der ikke er meget af p.t. i Catalonien.

Min italienske ven og filosof, som er bosiddende her i Barcelona, frygter et nyt Jugoslavien, selv frygter jeg ikke …, men jeg håber, at journalistikken bliver endnu bedre, end den er.

Lea Korsgaards pamflet er et glimrende sted at begynde.

Panpsychism

“Panpsychism is as old as philosophy itself,” write editors Godehard Brüntrup and Ludwig Jaskolla in their introduction to the anthology Panpsychism: Contemporary Perspectives. The editors present panpsychism as an alternative to analytic philosophy of the mind. Perhaps for this reason, all the essays in this anthology tend to be rather analytical.

The word “panpsychicism” is—like many words describing Western philosophical concepts—Greek in origin. “Pan” means “throughout” or “everywhere,” whereas “psyche” means soul, consciousness, or mind. Therefore, the term “panpsychism” refers to the idea that consciousness is everywhere, or that “mental being is a fundamental and ubiquitous feature of the universe.”

Panpsychism includes commentary by 17 authors within 16 essays placed within four subjects: the logical place of panpsychism, the varieties of panpsychic ontologies, panpsychicism and the combination problem (i.e., “How can microphenomenal properties combine to yield macrophenomenal properties?”), and panpsychism and its alternatives. All these essays elaborate on and argue for the thesis that mind, or consciousness, is part of the world; that is, that it exists throughout the universe.

The anthology can be read as a reflection on the current state of this discipline. It’s not an introduction for newcomers; rather, it is aimed at readers with a good knowledge of philosophy and its terminology—from graduate students to philosophy researchers. Or, more precisely, it is a collection of essays that often debate with one another, which can make it a dense reading experience. The tones of the essays swing between humility (most of them) and pretention. For example, David J. Chalmers, who has two excellent essays in this volume, writes, “…I will present an argument for panpsychicism. Like most philosophical arguments, this argument is not entirely conclusive, but I think it gives reason to take the view seriously. Speaking for myself, I am by no means confident that panpsychicism is true, but I am also not confident that it is not true.” Brüntrup simply states, “I am not claiming that a version of panpsychism is true. But I am claiming that it might be.” On the other hand, Strawson writes, “I’ll state the four propositions first in German because I like the way they sound in German … I’m not going to argue for them, but I’ll provide a few glosses.”

In addition to providing an overview of panpsychism, this book provides excellent examples of how to argue logically. It is an interesting field; just imagine this thesis being debated by serious philosophers half a century ago. For anyone remotely interested in consciousness, experience, and subjectivity, this book is required reading.

I will give the reader a few summarizing examples without introducing too much of the complex conceptual framework. Many essays touch upon the concept of “radical emergence,” which states that consciousness emerges out of nothing. Here, proponents of panpsychism make a strong case against this assumption, basically saying that it is scientifically weak to propose that something emerges from nothing. Nihil fit ex nihilo, nothing comes from nothing; this is a thesis that was apparently first presented by Parmenides. The French philosopher Michel Serres has also written about the Roman poet Lucretius, who in De Rerum Natura wrote, “Nothing can be made from nothing – once we see that’s so / Already we are on the way to what we want to know.”

However, the problem with radical emergence is that it does not integrate consciousness in nature. “Many say that experience (consciousness) is a mystery. But what is mysterious?,” asks Strawson. He then clarifies that for him, it is mysterious to suggest that consciousness appears by adding unconscious particles together. Therefore, the logical conclusion is that these particles must have consciousness to begin with. Still, there are disagreements surrounding the idea that everything—from rocks to the Eiffel tower to goats—is conscious.

Another example comes from examining the development of consciousness in a way similar to the examination of the evolutionary development of the human body. Just think of the classic image depicting the evolution from ape to man/woman. The point is that over many years, evolution has worked with the material of the body, gradually developing features such as specialized fingers, including the human thumb, which allows modern humans to text each other. Did something similar happen with consciousness? Was it always there, only to be further and further developed?

A third example is a classical problem that the panpsychists debate: the dualism between the mental and the physical, or to put it even more simply, the mind-body problem. What is the relationship between our bodies and our minds, experiences, and thoughts? If panpsychicism is the best alternative to Cartesian dualism, then this metaphysical approach—that mind is everywhere—eliminates all hierarchies, including the hierarchies between humans and animals and the hierarchies in between humans, whether we speak of gender or race. If even rocks have minds, then perhaps we should show greater care for nature. For far too long, hierarchies—often based on nothing more than ignorance—have justified oppression. Again, think of how women, African-Americans, and homosexuals have suffered.

Panpsychicism has gained a lot of momentum in the last decade, mainly because neuroscience, psychology, biology, philosophy, and physics have failed to solve the riddle of consciousness. I also assume that it has gained popularity due to growing interest in Eastern philosophy, including mindfulness and Buddhism, in which everything is thought to be connected, and consciousness is seen as a sixth sense that allows us to experience this interconnectivity. Thus, to simply restate the argument, panpsychists do not believe that consciousness is created in the brain; instead, as the definition says, they argue that consciousness is everywhere. By “everywhere,” many of the theorists mean that consciousness is present in everything, from the tinniest particle (i.e., micro-consciousness) to human beings and animals (macro-consciousness).

As the editors correctly say, this anthology “focuses on the philosophical—strictly speaking metaphysical—arguments that have evolved from panpsychicism.” It is the foundations of panpsychism that are debated within this anthology.

Let me end with a quote from The Problems of Philosophy by Bertrand Russell, who writes, “Philosophy, though unable to tell us with certainty what is the true answer to the doubts which it raises, is able to suggest many possibilities which enlarge our thoughts and free them from the tyranny of custom. Thus, while diminishing our feeling or certainty as to what things are, it greatly increases our knowledge as to what they may be; it removes the somewhat arrogant dogmatism of those who never traveled into the region of liberating doubt, and it keeps alive our sense of wonder by showing familiar things in an unfamiliar aspect.”

While reading this anthology, I came to think of Russell’s comment about enlarging our thoughts and keeping our senses alive. I think this anthology succeeds in doing exactly that.

Review published in Metapsychology, Jun 29th 2017 (Volume 21, Issue 26).

Philosophy for Everyday Life

I published the essay “Philosophy for Everyday Life” in Journal of Philosophy of Life.

Abstract: The aim of this essay is two-sided. The first is to illustrate to what extent philosophy can contribute to our everyday living. The second is to illustrate how. The implicit thesis that I try to unfold in this experimental essay is that these two sides—what and how—constantly intermingle. Although the philosophical approach takes its inspiration from the French philosophers Gilles Deleuze and Michel Serres, as well as from modern secular mindfulness, the main consideration in any philosophy that contributes to our life must be the coherency of our approach to life. Philosophy is a way of relating to life, which, among other things, requires awareness. This essay, therefore, does not present a single way of living that is beneficial but instead advocates a form of life that is philosophical.

You can read the complete essay here.

Ikke som viden om

Det er en ældre bog, som jeg har fået tilsendt. Jeg kan huske den fra mine studier i videnskabsteori. Er det virkelig så lang tid siden?

The Theory of Knowledge hedder bogen, den er fra 1998, og den beskriver ganske pædagogisk de erkendelsesmæssige problemer, som filosofien beskæftiger sig med. Helt centralt står begrebet viden. Hvad er viden? Hvordan kan man få adgang til viden? Hvordan kan man verificere eller falsificere viden? Det er med andre ord en introducerende bog, der behandler begrebet viden tematisk.

En klassisk definition af viden stammer fra Platons dialog Menon. Den lyder: Viden er begrundet sand overbevisning (Justified True Belief – JTB). Det er en flot definition, men ikke helt gnidningsfri.

Bogens styrke er dens nidkære gennemgang af disse tre komponenter. Eksempelvis, beskriver bogen hvordan ens overbevisning eller tro kan variere afhængig af ens hukommelse. Hvis du ikke kan huske statsminister Anders Fogh Rasmussen (måske har du fortrængt ham!), kan du så for alvor tro, at det er sandt, at han engang drev Danmark i krig på en løgn?

Noget er overbevisende eller troværdigt, hvis det giver mening, hvis det repræsenterer noget, det vil sige er om noget. Det er klart, at denne repræsentationsfigur har det med at reducere viden til noget, som vi allerede kan forklare, noget som allerede giver mening. Jævnfør hele ideen om viden om.

En stor del af den vestlige videnskabshistorie er reducerende, idet den foretrækker at se bort fra anomalierne, fejlene eller støjen i systemet. Alt det som ikke lige passer ind. Den vestlige videnskabshistorie arbejder alt for ofte ud fra en ide om linearitet. Det vil sige, kender vi mindstedelene i en hændelse, så kan vi forudsige ”næste” skridt. Lidt ligesom at tælle: 1, 2, 3, 4 … kender man reglen +1, så er det nemt at forudsige næste tal. En sådan tilgang kan være hæmmende, som når nogle mennesker tror, at en filosof anno 2013 partout er mere vis end en, som ville fylde 200 år i 2013. Nej, vel? Den kan også være normativt hæmmende i sin higen efter det samme. Men, men, men. Heldigvis, har Michel Serres  (og mange andre) lært os, at det netop er støjen, som får systemet til at fungere. Der er ting, som vi ikke kan forudsige, som får os til at tænke. Der er en masse ting som kan give os viden, selvom vi ikke kan forudsige, hvad der vil ske i morgen eller om tyve år. Vi kan kun vide dette, ved at gennemleve disse tyve år. Viden, ikke som viden om, men som erfaringsdannelse. Det er også i forlængelse heraf, at ens tilgang bliver interessant, fx hvorvidt man er åben og opmærksom, såvel som accepterer at ens nuværende viden ikke ligefrem kvalificerer en til nogen som helst sammenligning med Oraklet i Delfi. En sådan diskussion mangler bogen.

Tilbage til bogen, så er spørgsmålet om tro eller overbevisning relateret til den information, som er tilgængelig. Virker den troværdig eller ej. Et svar herpå afhænger selvfølgelig af den enkelte persons opvækst, familie, kultur m.v., da dette præger ens tolkning eller forståelse af informationerne. Samt en kildekritisk sans. Under hvilke omstændigheder sagde X dette?

Anderledes stringent forholder det sig med begrebet sandhed. Det er vigtigt at sandhed og begrundelse holdes adskilt, da denne adskillelse tillader falsificering, fx af en ubegrundet sand overbevisning (fx abduktion eller intuition); eller en begrundet falsk overbevisning (jf. en overbevisning om masseødelæggelsesvåben i Irak). Med hensyn til sandhed, så ridser bogen de klassiske ideer op: Korrespondens, kohærens, relativisme, m.fl. (man kunne indvende, fx med Foucault at sociale livsformer sjældent er kohærente, men stadigvæk producerer viden). Det hele synes dog at pege i retning af, at begrundelsesprocessen er vigtigst. Man kunne sige, at sandheden er overbevisende. Det er et overbevisende argument, som kunne udfoldes mere, ja, overbevisende.

I bogen er sandheden noget, som man kan komme frem til ved hjælp af forskellige metoder: induktion, deduktion eller abduktion. Sidstnævnte (abduktion) foldes ikke rigtigt ud, da bogen generelt er skeptisk overfor pragmatisme. Til slut runder bogen af med at beskrive forskellige kilder til viden, fx om mennesket fødes fuld af viden, som bare skal lirkes ud af en kyndig Sokrates. Eller om mennesket fødes som en ren tavle, etc.

Et problem, som behandles alt for kort er the Gettier problem. I en artikel fra 1963 beskrev Gettier nogle problemer med JTB. Hvis P er en begrundet sand overbevisning, så er det fordi du ved P. Men nogen gange ved du ikke P, men er bare heldig eller uheldig. Det betyder også, at viden eller begrundet sand overbevisning ofte kædes sammen med validitet, reliabilitet, gyldighed, sikkerhed m.v. – treenigheden kan ikke stå helt alene.

Bogen er rimelig lige til. Jeg husker den bedre. Det vil sige, at jeg i min læsning anno i dag finder flere svage punkter, fx den lidt skødeløse sidebemærkning om Wittgenstein og begrebet kontekst, pragmatisme og Gettier. Den bruger lidt for meget krudt på skepticisme (så hellere kritik). Dens styrke er dyrkelsen af dens egen måde at begrunde på, men dens svaghed er ligeledes dens overbevisning og forestilling om sandheden, som noget givet. Viden bliver gjort til et lidt for køligt begreb. Jeg savner lidt ignorancens betydning for skabelsen af ny viden. Ikke ignorance forstået som dumhed, men erkendelsesmæssig ydmyghed; en accept af alle de spørgsmål, som ens manglende viden åbner op for. Ignorance er det, som i det lange løb gør os klogere.

Blog at WordPress.com.

Up ↑