Skærme = tryghed

Flere mener, at vi som samfund udsætter vores børn for et ”digitalt overfald.” Antagelsen er, at skærme ikke blot fylder for meget i folkeskolen, men at de fører til mistrivsel blandt børn og unge. 

Nu er det nok ikke skærmene som sådan, der er roden til mistrivslen, men nok snarere, hvad de hindrer og hvad de skaber, eller endnu mere præcist: Hvad de er et symptom på.

Denne trivielle pointe er vigtig, fordi at fjerne skærme fra unge, gør ikke nødvendigvis deres dagligdag sundere. Mange unge har aldrig lært at være sammen med sig selv eller andre, uden at en skærm medierer relationen. Hvis ”selvet er et forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i forholdet, at forholdet forholder sig til sig selv,” som Søren Kierkegaard skrev i Sygdommen til Døden (1949), så har de unge – og mange andre – mistet dette selvforhold. 

I dag forholder mennesket sig ikke til sig selv, men forholder sig til andre – og dernæst sig selv. De fleste måler og vejer deres eksistens i forhold til andre, hvorved deres selvforhold vurderes i lyset af andre og, ofte, deres følgere og likes. Det betyder, at mange har mistet fornemmelse for, hvem de reelt er. 

Hvis der er en eksistentialistisk morale, så lyder den: Du må lære dig selv at kende, for derigennem at blive dig selv, hvorved du kan udtrykke dig selv autentisk og først der, kan du reelt dele dig selv med andre. 

Desværre har samtiden vendt denne morale på hovedet. De fleste unge begynder med at dele sig selv, uden at kunne udtrykke sig autentisk, fordi de sjældent ved nok om sig selv, idet de næsten aldrig får lejlighed til at lære sig selv bedre at kende.  

Hvis skærmene skal fjernes fra skolen, bør denne skærmtid erstattes med en obligatorisk undervisning i filosofi, hvor de studerende gennem spørgsmål, konkrete øvelser, mindre tekster og meditationer lærer at forholde sig til, at de overhovedet er.

Angst, sagde Kierkegaard er forbundet med frihedens svimmelhed. Så de unge, der måske føler sig frie når de kigger på en skærm hele dagen, er selvfølgelig ikke frie, men blot kontrolleret. Frihed er forbundet med svimmelheden, der kan opstå, når den ene shorts ikke automatisk følger den anden; eller, hvor netadgangen forsvinder og du selv må vælge. Vælge hvordan du vil bruge din tid. 

Skolesystemet kunne vælge, hvilket side af mønten, som de vil tilbyde fremtidens borgere: Frihed eller angst.

Kierkegaard talte om at gribe muligheden for at kunne noget – måske blive et andet og bedre uddannelsessystem. Sagt anderledes: De unge – og andre – vi lærer os selv bedre at kende, når vi vokser som mennesker, hvilket sker når vi erfarer noget, som gør, at vi må forholde os til os selv. De sociale medier inviterer kun i mindre omfang til dette selvforhold, fordi erkendelsen kræver lidt afstand eller tid, hvorved jeg lader en erfaring blive til en erkendelse, som jeg enten jeg resonerer med eller ikke. Det betyder, at hvis jeg føler, at jeg handlede uoprigtigt, bør jeg ændre en vane eller en adfærd. Sådan ændring kræver mod, da angsten netop vil opstå i sådanne situationer på grund af usikkerheden, især fordi jeg måske bør afvige fra de sociale mediers snævre konsensus-fællesskab. 

Denne angst sidder i kroppen, men den holdes hen gennem konstant skærmtid.

Skærmen er for mange unge lig med tryghed. Flere unge er vokset op med en skærm, som en form for omsorgsfigur. Skærmene er til stede i omsorg og uddannelsessystem, fordi det har været nemmere, men det nemme bliver på sigt skrøbeligt, fordi lærer et menneske ikke at omfavne svimmelheden, bliver det aldrig frit. Og så længe uddannelsessystemet ikke frisætter de unge, kan de ikke tage vare på sig selv, udtrykke sig selv autentisk, fordi svaret på hvem de er, ikke findes bag skærmen, men inden i dem selv. 

Når skolesystemet er klar til at varetage dette arbejde, så kan de smide skærmene langt væk. Men forbydes skærmene uden et alternativ, svarer det til at smide folk der ikke kan svømme ud på åbent hav. 

Først bragt i Politiken

Jeg er altid en anden

Jeg har lige været i Danmark og fik ved den lejlighed læst lidt avis. Et sted handlede det om professor i psykologi Svend Brinkmanns opgør med vækstsamfundets rigide nytte og profitmaksimering. Kritikken af tidens instrumentalisering er ikke ny, men stadigvæk nødvendig (se min anmeldelse af Brinkmanns Ståsteder, eller min bog Kunsten at arbejde fra 2008.)

Brinkmann har dygtigt formuleret sin kritik i nogle velklingende trin i bogen Stå fast. Nu er han klar med en fortsættelse. I stedet for at stå imod samfundets ensretning, ser det ud til at professoren nu vil opdrage, måske endda moralisere. Han vil genopfinde de gode Ståsteder.

I et interview med Politiken (lørdag den 20. august), udtaler Brinkmann, at ”hvis vi forsøger at vende vores opmærksomhed bort fra det, jeg plejer at kalde selvindsigt – det handler jo hele tiden om at kigge ind i sig selv og finde ud af, hvad der er derinde – mod en selvudsigt, så kan der ske noget godt.” Hermed rejser han en velkendt kritik mod tidens coaches og mange new-age spirituelle forgreninger for hvem devisen er: ”Bliv den bedste udgave af dig selv.” Eller: Du må elske dig selv, før du kan elske de andre.”

Denne kritik er berettiget.

De fleste filosoffer vil i hvert fald finde begrebet ”selvkærlighed” absurd. Kærlighed er noget ydre. Noget som skaber glæde og giver styrke. Jeg behøver eksempelvis ikke elske mig selv for at kunne glæde mig over den kærlighed, som jeg erfarer i mødet med mine børn. Tilsvarende, synes ”den bedste udgave af mig selv” altid at være formet i det, der i dag giver anerkendelse: Karriere, penge, magt. Tænk blot på Facebook, hvor mange higer efter de andres accept og anerkendelse. Børn deler eksempelvis nøgenbilleder for ”likes”, mens de voksne redigerer deres feriebilleder og statements strategisk.

Vi lever i det Byung-Chul Han kalder ”den positive terror.”

Brinkmanns kritik er altså velkendt, men relevant. Alligevel, synes han i interviewet at forveksle psykologisk introspektion eller selvindsigt med det, som filosoffer kalder selverkendelse. Selverkendelse er ikke navlepilleri. Og her er det lidt komisk, at professoren refererer til Nietzsche i Politiken, hvor Nietzsche citeres for ordene: ”Det menneske der besidder sit livs ’hvorfor’, kan klare næsten ethvert ’hvordan’”

Nietzsche ville – som bekendt – overkomme selvets hang til navlepilleri, han ville overkomme selvet. For Nietzsche handler det ikke om hvem du er, men hvem du kan blive, eller er ifærd med at blive. Dette kræver nøjsom selvgranskning, altså filosofisk selverkendelse, ikke målsætninger. At kende sit livs ”hvorfor” kræver hårdt arbejde. Tilsvarende påpegede filosoffen Locke, at selvrefleksion er afgørende med hensyn til vurdering af vores erkendelse, Kant sagde, at vi må vende vort blik indad for at afsløre vores erkendelsers dybeste grundlag. Spinoza, talte ligefrem om selvindsigt.

Selverkendelse er afgørende for filosoffen, hvis ikke vi skal ende i selvbedrag.

Dette er vigtigt, at have dette for øje, når Brinkmann plæderer for 10 ståsteder a la sandhed, ærlighed, venlighed, værdighed, kærlighed, etc. (ifølge interviewet).

Jeg tror de fleste, vil være enige i denne stoiske commonsense filosofi, som Brinkmann – meget velment – udfolder. Det er bedre at handle ud fra kærlighed til livet, end ud fra min egen karrieres ve og vel. Problemet bliver dog mere kryptisk, når vi skal vurdere vores egne handlinger. Og det er her selverkendelsen bliver afgørende.

Selverkendelse er en vurdering her og nu, om hvorvidt jeg reelt handler lige så venligt og kærligt, som jeg måske tror eller bilder mig ind. Handler jeg kun venligt for at opnå noget, altså som instrument? Er jeg forført? Af samfundet eller mig selv? Måske sågar min egen godhed?

Den filosofiske selverkendelse sker altid i samspil med samfundet, eller i kraft af en ”selvudsigt”. Det problem, som ikke kommer frem hos Brinkmann, er, at når folk handler uret eller direkte dumt, så gør de det, fordi de ofte mangler indsigt. Selvindsigt berører også ens egne privilegier (og blinde pletter).

Skriver Brinkmann til en privilegeret læser, der har for meget overskud og tid, hvorfor vedkommende piller navle? Eller skriver han til dem, der reelt lider af eksistentielle problemer pga. samfundets indretning, fx mennesker som diskrimineres, som er fattige, syge, etc. (eller for meget navlepilleri?)? Jeg tror det første.

Det kan nemt blive et projekt for de få. Navlepilleri på samfundsniveau?

Jeg tror ikke det handler om selverkendelse versus selvudsyn, men om at kunne se sig selv og verden i en større sammenhæng, hvor jeg aldrig er andet end det ”næsten” rene ingenting. Eller for at genanvende Aristoteles dilemma: For at gøre det gode, må jeg kende det gode, men for at kende det gode, må jeg have erfaring med at have gjort noget godt. Et samfundsmæssigt engagement kræver selverkendelse. Når Marcus Aurelius skrev til sig selv, så pillede han sig ikke i navlen, men hans granskede sig selv, nøgternt, sagligt og uden fløjlshandsker.

Brinkmann viste i sin første bog, at alt for mange er forført til egen selvdestruktion. De lider af stress og depressioner. Det skal lære at sige nej. Tak for det. Nu får de samme mennesker så hjælp af et nyt sæt regler eller ståsteder, som de tilsyneladende bør følge. Måske er det sådan med psykologer, at de ynder at ”normalisere”, men når nu Brinkmann bevæger sig ind i filosofisk terræn, så handler det om at kunne tage vare på sig selv, hvilket sker ved at tage vare på samfundet. “We are in it together.” Jeg er jo aldrig andet end det ”jeg bliver” – og det jeg bliver skyldes primært det, som former mig.

Jeg er altid en anden. Jeg kan stå imod, ikke fast (Jf. Modstand).

Man kunne spørge Brinkmann, om han ikke risikerer at blive så opbyggelig og høflig, at vi alt for nemt glemmer at være ærlige.

Jeg tvivler på, at flere vil blive bedre til at tage vare sig selv, fordi du får 10 dydige ståsteder, at holde fast i. I al for lang tid har mennesket villet sin egen undergang. Vi er eksperter i at forføre os selv. Snarere burde de – os alle sammen – lære at tage vare på sig selv (ikke patetisk elske og dyrke sig selv) for derigennem at tage vare på kollektivet. Og omvendt. Dette er ansvarligt. Som Karl Marx engang påpegede, så erstatter de sociale bevægelser den enkeltes private dagdrømme og komfortable lænestolsfilosofi med kollektivets konkrete erfaringer. Sagt lidt enkelt: så vækkes min selverkendelse, idet jeg mærkes af alt det, som ikke er mig.

Når alt dette er skrevet, så kan jeg kun ønske den dygtige professor held og lykke. Hans projekt er relevant (og berører sikkert de nævnte ting bedre i bogen).

Brinkmann vil os det bedste, og sådanne mennesker er der generelt for få af.

Blog at WordPress.com.

Up ↑