I det følgende vil jeg omtale positiv psykologi, som den præsenteres i de populærvidenskabelige bøger Learned Optimism, Authentic Happiness og Flourish. Alle tre er skrevet af psykologen Martin E. P. Seligman, som er en af ophavsmændene til denne psykologiske retning.

Lad os begynde med noget mindre positivt, fx en depression. Ifølge Seligman kan en depression forstås ved hjælp af tre samspillende ting: jeg, vi og selvværd. Seligman skriver om depression:

1. Når jeget fejler i henhold til eget selvbillede, fx ikke lever op til egne mål og ambitioner.
2. Når individuelle fejl eller tilbageslag ikke bliver afhjulpet, perspektiveret eller nuanceret af et større og stærkere ’vi’, fx en familie, et samfund, en fællesskab. De sociale institutioner er i dag svækket, hvorfor individet er blevet mere sårbart, der er ingen kære mor.
3. En persons selvværd kan ses som et symptom på, hvordan et menneske håndterer livet, som igen er afhængig af 1 og 2.

Det minder lidt om Martin Bubers Jeg og du, hvor det er mødet eller relation mellem ’jeg’ og ’du’ (her ’vi’), som udgør grundforholdet i et ethvert liv. Mødet med de andre er altid givende.

Det, som Seligman opdagede i 70’erne var, at en ændring fra en pessimistisk til en mere optimistisk tilgang til livet kunne forebygge eller forhindre depression og angst. Han påpegede ligeledes, at hvis børn lærer at tænke optimistisk før puberteten, men sent nok i barndommen til at de er metakognitive (tænke om det at tænke), er det en frugtbar strategi, når de drejer sig om depression og velvære. Børn overtager tit sine forældres tilgang.

Positiv psykologi er ligetil. Helt Monty Pynthon-agtigt drejer det sig om ”always look on the bright side of life”. Enten er du optimist eller pessimist. Det, der kendetegner en pessimist er, at vedkommende har en tendens til at tro at dårlige hændelser vil vare ved, at de vil underminere alt og, at det hele er den enkeltes egen fejl. Modsat vil en optimist se et nederlag, som noget temporært; optimisten tror heller ikke, at et nederlag er vedkommendes fejl alene. Derimod betoner optimisten at tingene ses i sin rette kontekst. Optimister har det med at møde modstand, som en udfordring, der inspirerer til mere hårdt arbejde. Pessimisten føler sig let forfulgt af livet, som var lige netop han specielt hårdt ramt. Mulige indvendinger er selvfølgelig, at optimisten kommer til at fremstå ukritisk overfor egen præstation, eller måske ligefrem undskylder denne ved at bebrejde andre (fodboldtræneren José Mourinho er en klassisk optimist, hvorfor han også er ganske succesfuld).

Det, som positiv psykologi hævder er, at en pessimist kan lære at blive mere optimistisk ved at tilegne sig nye kognitive færdigheder, eller fx ved fokusere på en persons karakterstyrker. Kendetegnede for pessimisme er hjælpeløshed. En form for afmagt eller impotens. Uanset, hvad du gør, så sker der ingenting. Hjælpeløsheden er den form for resignation, som de fleste af os nok har oplevet, når vi gentagende gange afvises med et forehavende. Vi accepterer, vi resignerer. Pointen er dog, at finde nye kreative veje, hvorved man undgå denne følelse af afmagt, idet det i længden er trættende at tale til dør. Det positive i positive psykologi er netop denne simple grundide om, at et menneske gerne vil forbedre sig, overkomme sådanne forhindringer, idet de færreste drømmer om at blive dårligere til at leve.

Pointen bliver tydeligere. Ethvert liv begynder i hjælpeløshed, men i kraft af en gradvist voksende personlig kontrol, vilje og styrke bliver det gradvist muligt at ændre ting, hvilket er det modsatte af hjælpeløshed. Det er en bevægelse fra at reagere til at agere, eller fra at fokusere på instinkter til at fokusere på læring. Forskning viser, at mennesker der har for vane at tænke pessimistisk forvandler flere af livets tilbageslag eller modgang til noget katastrofalt. Ofte forvandler pessimisten egen uskyldighed til skyld. Der er noget moraliserende på spil, da moral ligeledes har det med at producere ofrer.

Moralen har ofte været psykoanalysens problem. Fx frigjorde Lacan psykoanalysen fra denne normative tendens. Han viste, at man må skelne mellem Jeg’et, som er en imaginær enhedsfigur og Subjektet. Ifølge Lacan har subjektet ikke nogen substans eller ’natur’, men afhænger af sprogets kontingente udvikling og begærobjekternes singulære historie. Det vil sige, at enhver opfattelse af den psykoanalytiske behandling – en genoprettelse af et ’normalt’ begær – er en skrøne, idet der ikke nogen norm der kan understøtte ideen om et ’menneskeligt subjekt’ med særlige pligter og rettigheder. Deleuze og Guattari tænker videre, når de både bryder med Freuds ødipale trekant (mor, far, mig), og når de tænker udover det ubevidste. I stedet for taler de om iboende kræfter, og mennesket som maskinelt, det vil sige forbindende uden nogen form for skabelon eller hierarki. Den lille pige lider ikke af ødipale drømme om at gifte sig med Erik, fordi han kan erstatte hendes far, etc. Måske er Erik bare sød og lækker.

Tilbage til positiv psykologi. Ideerne udspringer af tresserne, hvor det ikke længere var nok at kunne forklare alt i velkendte pressefolder. Proces og forandring kom i fokus (som de havde været det for Bergson nogle år tidligere). Det er specielt adfærdspsykologiens ”hvis, så”-logik, der bliver kritiseret. Psykologien bevægede sig gradvist mod et større fokus på det enkelte individs forventninger, præferencer, beslutninger, kontrol, disciplin og hjælpeløshed.  Indtil 80’erne var der fx to måder, hvorpå man kunne tale om depression: Psykoanalytisk og biomedicinsk. Den psykoanalytiske, der er baseret på Freuds arbejde, her forstås depression som en vrede vendt mod en selv, fx når den depressive ser sig selv som værdiløs, uden funktion.  Depressionen er et produkt af konflikter i barndommen, som ikke er blevet løst. I forlængelse heraf har vi også arvet dybdemetaforikken, fx dybe spørgsmål eller dybsindighed. Seligman påpeger at individet bliver gjort til et offer, idet en karakterbrist nærmest har forårsaget den depression, som vedkommende lider af. Den lidende ønsker sin lidelse qua sin karakter. For Freud kan der være noget motiverende i denne form for afstraffelse af en selv – der er selvfølgelig klare religiøse paralleller. For Seligman handler det om at fokusere på ens styrker, som måske har været undermineret på af grund alt for trykkende normative idealer.

Den biomedicinske tilgang påpeger at depression er et udslag af en dårlig fungerende hjerne. Seligman m.fl. siger ikke, at der ikke er behov for medicinsk behandling, men de påpeger at mange lidelser kan afhjælpes mere simpelt. Et par vejledende spørgsmål lyder:

• Hvad, hvis en depression ikke er en sygdom, men en ekstrem lav sindsstemning?
• Hvad, hvis individet ikke er offer af fortiden, men initieret af nutidige kræfter?
• Hvad, hvis en depression opstår i kraft af ens pessimistiske tilgang til de tilbageslag og ulykker, som ethvert liv rummer?
• Hvad, hvis tilgangen er altafgørende?

Det, som er på spil er “the power of non-negative thinking”. Styrken ved ikke at tænke negativt. Dette er typisk stedet, hvor de mere seriøse skilles fra de mindre seriøse, idet negative tænkning ikke er det samme, som en kritikfri tænkning. Kritikken er nødvendighed for at forholde sig til de endnu ikke virkeliggjorte muligheder, etc. Der, hvor frygten for kritik bliver til en kønsløs positiv tænkning forsvinder ethvert forandringspotentiale. Hvilket ofte sker, når disse tanker inkorporeres ukritisk i en økonomisk sammenhæng, hvorved de nemt ender i en blind form for anerkendelse, der ikke producerer andet end tanketomme mennesker, der ikke formår at vurdere en given situation, fordi det hele bare er så forbandet godt. Det er med andre ord vigtigt at besidde en veludviklet intuition eller dømmekraft, som kan sikre at man rent faktisk lærer af ens erfaringer. En kønsløs positivisme strider sågar imod kognitiv terapi, hvor den enkelte jo forholder sig kritisk og evaluerende til sig selv. Et mere interessant spørgsmål er selvfølgelig om et ’selv’ vitterligt kan træde ud af sig ’selv’, eller om et ’selv’ er givet, men her bevæger vi os over i en ontologisk diskussion.

Positiv psykologi er dog ikke helt uden skyld i den lidt for frelste hymne. Et sted skriver Seligman, at det ikke er særligt opbyggeligt at lytte til Eminem (hvorved han moralisere, selvom han hævder at være deskriptiv). Men faktisk kan man få meget positivt ud af at lytte til Eminems vrede, hans usikkerhed og had, da Eminem på mange måder virker mere tilfreds for hver gang han skråler sin gamle kærestes navn krydret med et par negative tillægsord. Pointen er selvfølgelig at Eminem ikke arbejder ud fra et sukkersødt ideal, men derimod arbejder med de kræfter som rør sig i ham. Det betyder også at Eminem på sigt opnår det, som mange positive psykologer stræber efter, nemlig velvære. (Seligman udskifter selv begrebet lykke med flourish, der ligger tættere på Aristoteles eudaimonia, som ikke kun betyder lykke, men snarere dét, som gør et liv værd at leve). Eminem tydeliggør, er jeg sikker på, at vi kan lære meget positivt i det negative. Jeg er nok ikke den eneste, der ligefrem kan finde glæde i Eminem og Marilyn Mansons vrede og aggressivitet. Sådan er livet jo også. Hvem ville ikke hænge sig i laden, hvis livet var en lang Keld og Hilda-sang?

Positiv psykologi bryder med adfærdspsykologiens forestilling om læring – en ændring i respons – som noget, der kun sker i kraft af straf og belønning. Adfærdspsykologerne overså de menneskelige kræfters betydning for læring, idet de overså begreber som tænkning, forventning, hukommelse, drømme, fantasier, ambitioner, etc. Adfærdspsykologien gjorde mennesket et dyr, et offer (hvilket jo ligeledes er sket på mange arbejdspladser, når disse kun formår at tænke læring og motivation i forhold til straf og belønning, eller kun tænker på at minimere stress for at højne produktiviteten. Hvor mange æg skal en høne lægge før den begynder at anvende prævention?). Heldigvis er der mennesker, som ikke vil gøres til et offer; de kæmper imod, hvilket kræver en stor anstrengelse, der ofte hyldes af de andre og vækker stor taknemmelighed, fordi modstanden jo understreger at mennesket ikke er givet.

Det positive i positiv psykologi er dens fokus på den specifikke situation, som noget singulært, ikke noget universelt. Hvad åbner et møde op for? I Flourish beskriver Seligman positiv psykologi, som en teori om velvære eller trivsel, hvor den forsøger at kigge på positive emotioner, engagement, mening, positive relationer og bedrifter (det er den del, som for alvor blomstrede op i midt 90’erne). Ideen er at ens velvære kan optimeres ved at justere på de pågældende parametre. Desværre synes visse positive psykologer (eller groupies), at genindføre ideen om det universelle, fx når jagten på lykke gøres til et normativt krav, eller at en bestemt form engagement er et must, hvilket ofte kan have den stik modsatte effekt, nemlig at du bliver mere og mere ulykkelig.

Ambitionen er, at den enkelte på et tidspunkt får et tilstrækkeligt kendskab til sig selv, hvorved vedkommende kan tage vare på sig selv. Dette drejer sig ikke om normer, men om evnen til at folde tingene ud. Selvrealisering bliver til afrealisering i konstruktionen af nye former for liv (her er Nietzsche selvfølgelig stadigvæk foran). Dette er velkendte tanker, som er behandlet både af de gamle grækere og, fx Michel Foucault i hans sexede trilogi. Folk der ikke tager ved lære, formår sjældent at kende sig selv nok til at tage vare på sig selv, det vil sige blive uden endemål. I stedet for bliver de nemt en byrde for andre, som må tage vare på dem. Her kunne man godt forestille sig at en normativ brug af positiv psykologi rent faktisk medfører, at færre formår at tage vare på sig selv. Tværtimod. De bliver nærmest fremmedgjorte eller tingsliggjorte, hvorved de så søger hjælp hos nogen, der så blot tilbyder endnu et normativt ideal. Det er en ond spiral. Desværre kan det for mange være svært at bryde ud af de normative bølger, især når flere og flere anerkendes for at leve på en bestemt måde. Økonomien er adfærdsregulerende, hvorfor denne også egner sig bedst til organiseringen af en hundekennel. Positiv psykologi har til dels brudt med en normativ og hæmmende tilgang, men er måske i gang med at erstatte et ideal med et andet (eller også opererer den bare indenfor adfærdsøkonomien, hvorved den blot sparker positive huller i luften, idet den bliver en del af den ulidelige ukritiske anerkendelses-bølge, som på ingen måde virker frigørende).

Med hensyn til bøgerne, så er Learned Optimism og Flourish at foretrække. De er generøse med referencer til andre studier indenfor positiv psykologi (fx mening, positive relationer mv.), hvor interesserede så efterfølgende kan finde forskningsartikler på nettet (ofte gratis). Den tredje bog er rimelig tynd. Alle tre er letlæst, hvilket her er positivt.