På Museo Reina Sofia i Madrid hænger Pablo Picassos enorme maleri Guernica. Selvom det er malet i 1937, er det stadigvæk – som al anden god kunst – aktuelt.

Guernica er dunkelt. Det ligner et gammelt avisudklip. Det er næsten udtværet i sin sort-hvide farveskala. Kigger du nøjere efter, begynder alle farverne dog at træde frem med en historie, som sætter sig i kroppen på en. I toppen af maleriet lyser en elektrisk pære scenen op. Gid det hele var kunstigt, siger Picasso. En spøgelsesagtig hånd rækker et stearinlys frem fra højre. Der er noget bedende i stearinlysets fremstrakte arm, som kom stearinlyset med en sandere oplysning. En renere og mere human form for klarhed. Hænderne klamrer sig til stearinlyset. Bekæmper stearinlyset og det elektriske lys hinanden? Det er tragisk, sagde Hegel, når det gode kæmper mod det gode. Lys mod lys.

Aristoteles sagde, at mennesket et socialt dyr. Et dyr, der vel og mærke adskiller sig fra de andre på grund af dets evne til at tænke og kommunikere mere raffineret. Det er kommunikation, der binder menneskene sammen. I Guernica taler ingen sammen. Hverken dyr eller mennesker. Maleriet er ét skrig. Det er flere skrig i ét. Det er ren smerte på lærred. Hvert penselstrøg er dyppet i olieret smerte. Det er dét, som skær i ens øjne: Smerten.

Hvad forårsager smerten?

Et andet maleri kan hjælpe: Diego Velazques’ Las Meninas. Det er udstillet på et andet af Madrids imponerende museer Museo del Prado. Las Meninas er maleriet, som Michel Foucault beskrev så rigt i Ordene og tingene.

I Las Meninas gøres noget udenfor – beskueren eller deltageren – til maleriets centrum. Modsat er Guernica allerede en rent udenfor, der på den måde bliver et ubehageligt centrum for alle, der kigger på det. Las Meninas er en magnet, fordi det er mig, som er i centrum. Hele den royale familie på maleriet kigger på mig. Guernica er derimod frastødende, fordi jeg ser mig selv. Jeg er en del af Guernica. I Guernica er mennesket ikke længere på. Nej, nu sidder det, og ser sig selv, imens det udfolder sig på lærredet (i.e. skærmene). Det minder alt for meget om i dag.

Las Meninas gør mennesket selv til centrum. Guernica viser os resultatet af denne forfængelighed. Smerten skyldes ren og skær egoisme. Egenkærlighed. En manglende forståelse af at alt hænger sammen. Ingen er noget i sig selv. Livet er til låns. Det ved den, som værner om det. Er det moralen?

Guernica er et maleri af menneskets selvpåførte smerte. Det frigørende hos Picasso udspringer af en kritisk pensel, som formår at udstille menneskets naivitet og blåøjet uskyld. Det beder om frelse fra en verden, som det selv har skabt. Picasso stiller sig ikke udenfor; han hævder ikke at besidde en lukrativ og dømmende position, hvorfra han har særlig adgang til sandheden. Han dømmer ikke, men maler. Han står ikke i opposition til den position han kritiserer, hvilket kun ville bekræfte denne. Tværtimod. I maleriet findes der ikke et centrum, men der findes heller ikke en periferi. Guernica er en serie af enkeltstående kræfter, der skriger, vrider og breder sig i et stort fletværk. I stedet for refleksion, kalder Guernica på en skabende tænkning. Picasso destruerer ethvert ideal, så mennesket kan begynde at tænke frit – uden at hugge hovedet af hinanden i frihedens navn. Han viser, at der mellem sort og hvid er et mellemliggende spektrum af farver, der bare venter på at blive aktiveret. Han prøver at skabe forbindelser, hvor de fleste kortslutter. Han stirrer smerten i øjnene.

Den spanske by Guernica blev bombet under anden verdenskrig af nazisterne med hjælp fra Spaniens egen diktator Franco. Hvilket dyr dræber sine egne? Det mest humane er ikke at gøre sig til dommer. Hvad der er godt eller ondt? Snarere er det at skabe værdier, der er værd at række videre til næste generation. Picasso rækker alt det uforståelige videre, fordi det kan lære os noget. Heri ligger det værdifulde. Det giver mening at værne om det, som vi p.t. ikke kan forstå.

Guernica ligner stadigvæk en uklar fotokopi, et avisudklip. Det har nemlig antaget en form, der stemmer overens med den, som erkendes. Det er uklart, fordi det fornuftige i krig er uklart. Det er det stadigvæk. Havde Picasso været Warhol havde han skabt en hel serie af Guernica, men med forskellige bynavne. Han kunne have været den første globale kunstner.