For nogle er sporten et spejlbillede af samfundet, mens den for andre er noget – eller nok – i sig selv. Jeg tilhører den gruppe, der mener, at sporten og livet sagtens kan holde sig selv oprejst.

Der, hvor sporten ofte kan få en samfundsmæssig relevans, er, når den genererer nye ideer eller forståelser omkring, hvad kroppen og teknologien kan, hvad køn og race er og ikke bør være. Eller når sporten tydeligvis bliver politisk. 

Det skyldes nu ikke, at sporten afspejler samfundet, men snarere, at dens simple regler og store tiltrækningskraft kan gøre nogle problematikker vedkommende på en meget konkret måde. 

Hvor mange skal dø, før du ikke vil se VM fodbold? 

Sport går helt til grænsen

Sporten beskæftiger sig altid med grænser. Atleter lever på grænsen af deres ydeevne, mens sportens beslutningstagere ofte leder på grænsen af loven. 

Lige for tiden er fodboldens status til forhandling. Siden 1990’erne, hvor Premiere League blev oprettet i England, har den øgede medieinteresse muliggjort køb og salg af spillere. Størstedelen af de penge, som fodbolden har akkumuleret, ender dog sjældent i klubbernes pengekasse, men går primært til lønninger af spillere, trænere og agenter. Af samme grund forsøgte 12 europæiske storklubber for nylig at søsætte en lukrativ Super League. 

De riges klub liga vakte hurtigt stor modstand. Samme modstand er også til stede – i hvert fald i Danmark – når det drejer sig om en eventuel boykot af VM i Qatar. Nogle har kaldt Qatar for fodboldens #MeToo eller dens arabiske forår. Det kan lyde som pastosfyldt sportsjournalistik, men faktum er, at fodbolden lider. Den lider økonomisk og moralsk. 

Eksempelvis gider de unge ikke længere se fodboldkampe. De nøjes i stedet for med resumeerne på YouTube. De voksne midaldrende mænd og kvinder ser også mindre fodbold. Det skyldes nu ikke manglede interesse. Snarere er billetpriserne er steget, men også – og vigtigere – at de tv-kanaler, der udbyder fodbold, er dyre. 

Etiske argumenter for boykot

Kunne DBU hyre en håndfuld kunstnere og etikere, der kunne initiere en moralsk vækkelse? 

Min tvivl har også været knyttet til, hvorfor vi bør boykotte VM uden samtidig at boykotte en masse andet. Jeg tænker rent principielt. Hvis ethvert menneskeliv betyder noget, hvilket det burde, så burde Danmark og de mange danske forbrugere vel også undlade at handle med, forbruge produkter fra og rejse til mange lande.

Kort sagt: Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg blot er vidne til et belejligt moralsk hysteri, hvor mange anvender fodboldens popularitet til at pudse deres glorie, mens de stadigvæk i ignorancens navn er kyniske, når mange andre mennesker, i mange andre sammenhænge, lider og dør. 

Min tvivl til trods finder jeg dog de stærkeste etiske argumenter for en boykot. Ikke kun på grund af en forsinket mellemmenneskelig respekt over for de mange døde migrantarbejdere og en markering i forhold til de uacceptable forhold, som mange kvinder og seksuelle minoriteter lever under i Qatar. Men i lige så høj grad, fordi kapitalen har skubbet enhver moralsk anstændighed ad helvede til.

Iscenesat som folkelige

Tidligere var den moralske deroute i fodbolden forbeholdt politikerne. Eksempelvis har fodbolden været misbrugt som et instrument eller slør i fascistiske projekter: Den tidligere italienske præsident Benito Mussolini gjorde det under VM i 1934 og 1938, den spanske diktator, Francisco Franco, gjorde det under den spanske pokalturnering i 1964, den tidligere argentinske præsident Jorge Rafael Videla gjorde det under VM i 1978 – og nu gør Qatar det. 

I dag er det svært at adskille politik og business – og måske også sporten.

Det, som alle vi, der elsker fodbold, håber på, er, at fodbolden kan stå imod den politiske og kapitalistiske udnyttelse og manipulering af spillet, spillerne og de mange fans. 

Sporten har altid formået at udstille grænserne mellem fornuft og følelse, leg og alvor, patriotisme og nationalisme, egoisme og holdånd, det genuine og selviscenesættelsen. 

Det mest revolutionære i en boykot vil være, at fodbolden fortsætter – på trods. Det vil sige, at fodbolden som leg tages alvorligt, at følelserne og fornuften spiller sammen, at egoisten indser, at hans eller hendes velbefindende afhænger af de andres. 

Selv om fodbolden længe har været et sted, hvor politikere og kapitalister har iscenesat sig selv som uskyldige og folkelige, rummer fodbolden en mere autentisk erkendelse: Kun det spil, som spilles i frivillighed, er værd at spille. 

Det er derfor, fodboldens værdi ikke kan gøres op i kroner og øre – de fleste spiller trods alt spillet gratis. 

Fodbold handler i bund og grund om frihed og glæde. Og det er netop glæden, der opstår, når spillet spilles frit, som politikere og kapitalister altid har haft svært ved ikke at ville udnytte. En boykot kunne stoppe denne udnyttelse.

Finn Janning

Ph.d., filosof og underviser i sportsetik på UIBS i Barcelona. Indlægget bragt i Politiken