To bøger venter på at blive omtalt. Den første: Non-Violence. Challenges and Prospects, redigeret af Bidyut Chakrabarty. Det er en antologi om ikkevold og Gandhi. Den anden: Nietzsche on Art & Life, redigeret af Daniel Came.
For et par år siden var jeg økonomisk på røven, men læselysten. Jeg kontaktede et par forlag. De sendte, jeg omtalte. Det har været en fin ordning. Tingene er i dag ikke meget anderledes, men bøgerne vil ikke blive omtalt. Hellere ikke når de er læst. Tiden er nu en anden.
Det fortælles at enhver slutning er en ny begyndelse. Hvis dette er sandt, befinder vi os altid i en mellemfase, hvor noget lige er ved at slutte, eller netop er sluttet, mens noget nyt snart vil begynde, eller netop er begyndt. Den norske forfatter Karl Ove Knausgårds åbner Min kamp i sådan en mellemfase eller zone. Det er faderens død, som sender han både fysisk og mentalt tilbage i sit eget liv.
Det fortælles ligeledes, at vi hele tiden er i gang med at revidere historien – både den store historie, såvel som vores egen. Fortællinger er ophold i tiden. Et forsøg på at få fodfæste i en porøs mellemzone. I praksis sker det, når vi slår vores klapstole ud og begynder med spørgsmålet: Hvad var det, som skete?
Spørgsmålet stilles, fordi der er noget – måske noget uklart – som vi ikke ønsker at miste, ikke ønsker at glemme; noget, som vi finder det nødvendigt at bevare. Hos Knausgård er dette skisma hele drivkraften – ikke kun i Min Kamp, men også i de to foregående romaner. Der er tydeligvis ting, som han ikke vil glemme, såvel som der er ting, som han ikke ønsker at bevare.
Denne balancegang er en frigørelsesproces, som finder sted mellem modstand og skabelse. Der er visse erindringer, som ikke skal fortrænges, men som arkiveres som mindre vigtige (indtil de en dag, måske, aktiveres igen). Ligeledes er der erindringer, som man ønsker at bevare, men som der endnu ikke har skabt et rum for. Fiktionen formår at overskride de herskende eller dominerende ideologier og normer, som præger vores egen revidering af vores levede liv. Og denne overskridelse sker i kraft af en kreativ vilje til at skabe nye erfaringsrum. Knausgårds projekt er et forsøg på at skabe et rum, hvor der er plads til et mangefold af jeg’er.
Passer det, at vi fortæller for at bevare eller destruere, det vil sige revidere historien – inklusiv vores egen? Uanset svar, så minder denne praksis påfaldende meget om den, som den chilenske forfatter Roberto Bolaño beskriver et sted i romanen 2666: at skrive ikke er et spørgsmål om vilje eller stil. Snarere er det at skrive en øvelse i fortielse eller hemmeligholdelse. Der er ingenting indeni den, som skriver. Forfatteren tager i stedet for diktat, som var han eller hun hypnotiseret af noget. Det er denne erkendelse, som gradvist er trådt frem i den roman der hedder 2014.
I begyndelsen er forfatteren forfængelig. Han værner om noget, et selvskabt ideal; men løbende spolereres dette. Det er som om at arbejdet med ham selv bringer ham videre – udover sig selv. Denne tanke er Nietzscheansk. Han overvinder sig selv.
En god filosof eller forfatter er ikke en, som værner om egne ideer og holdninger, men derimod en som formår at give plads til det, som lægger an på vedkommende med en insisterende, nærmest stædig kraft. Forfængeligheden må fordufte. Det drejer sig om at blive fri. Ingen fødes jo fri (sorry, Rousseau!). Det er netop noget man bliver … måske.
Filosofi handler om frihed. Det vil sige at enhver filosofi bevæger sig i mellemrummet mellem modstand og skabelse, fx i form af en modstand overfor herskende normer, idealer og dogmer, såvel som en kreativ eller opfindsom evne, der formår at skabe plads til det, som er i færd med at blive, men som altså ikke passer ind i de gamle billeder.
Denne tese udspringer af en linje, som Søren Kierkegaard skrev i en brev til sin forlovede Regine Olsen. Der står: ”Friheden er kærlighedens element.”
Det betyder, at det er friheden som gør et menneske i stand til at elske. Eller omvendt, uden frihed ingen kærlighed; uden frihed ingen forbindelser. Uden frihed ingen filosofi, som jo netop værner om kærligheden.
Sandheden er, at sandheden ikke sætter nogen som helst fri, men et frit menneske vil i små øjeblikke erfare noget, som han eller hun ikke kan betvivle. De bliver en anden, upersonlig, som var de i bund og grund ingen.
Jeg er fri til ikke at skrive, selvom jeg kan. Det betyder ikke, at jeg ikke vil, claro que no, blot at jeg er fri. Det er et vigtigt skridt for en, som har klamret sig til en blyant og en notesbog i mere end tyve år. Jeg er fri nok til at lade mig drive i en anden retning. Der, hvor skriften nu engang bevæger sig hen. Og det betyder, helt konkret, at de omtalte bøger ikke vil blive yderligere omtalt, men nu er de om ikke andet nævnt. Så jeg holder mit ord. Og det er vigtigt.