”People think I’m a miserable sod, but it’s only because I get asked such bloody miserable questions.” – Nick Cave
Jeg har i den seneste tid kigget nærmere på begrebet ’burnout’. Et kort status:
Det, der slår mig mest, når jeg har talt med personer, der har været ramt af burnout (og som er tilstrækkeligt langt i forvandlingsprocessen) eller, når jeg læser om udbrændte personer, er, hvor glade de synes at være. Alle, uden undtagelse, ser det at brænde ud, som en ny chance for virkelig at leve, dét liv, som de gerne vil leve. Det vil sige, et liv, der stemmer mere overens med vedkommendes egne mål, drømme og værdier. Der er noget befriende i at stå imod de styrende idealer og normer, der konstant fortæller, hvordan man bør søge anerkendelse, prestige og magt, mens man alt for ofte må gå på kompromis i effektivitetens ulidelige navn.
Burnout er et signal om, at ens liv skal ændres. Nu.
Der er flere myter om burnout. En er, at det kun sker for personer, der arbejder med omsorg. En anden er, at det kun kan ske for ambitiøse perfektionister. En tredje er, at det er et decideret klasseproblem: Jo lavere i det sociale hierarki, desto større er chancen for at brænde ud.
Sandheden er dog, at både mænd og kvinder, unge og gamle, højt uddannede og lavt uddannede, karrierefreaks og arbejdsløse kan brænde ud.
Helt kort, så skyldes det, at det ydre pres bliver for hårdt. Dette pres kan være mange ting (eller en kombination), fx jobmæssigt (for mange opgaver eller for svære); pengemæssigt (det er trods alt en lykke, ikke at skulle bekymre sig om penge); det kan dreje sig om tidens normer og idealer, der putter ens levevis under pres (fx idealet om karriere, som var et liv uden arbejde lig med et sandt helvede); det kan dreje sig om manglende kontrol eller forudsigelighed (fx, når man pludselig føler, at ens liv er blevet kidnappet); det kan også skyldes forskellige hændelser, som flår ens selvbillede i stykker, etc. Listen er laaaang.
Så antagelsen om, at kun personer der brænder for noget, kan brænde ud, er forkert. Den spiller for meget på bål-metaforikken. Men, ok, selv små bål brænder ud, såfremt ingen tager vare på dem. Ingen mennesker er ens.
Når vi taler om mennesker (ikke bål), så drejer det sig om at tage vare på sig selv, hvilket hænger sammen med at kende sig selv. Og omvendt. Det er her flere psykologer, spirituelle og filosoffer kan inspirere med forskellige praksisser for, hvordan den enkelte kan tage magten tilbage fra den ydre instans, som alt for længe har forvaltet vedkommendes liv. Det drejer sig om at genfinde glæden ved at være i live. Intet andet.
Hvad vil det sige, at kende sig selv og tage vare på sig selv – sådan helt kort. Lad mig give et simpelt eksempel: Hvis din krop sender triste signaler, som du vedholdende ignorerer, så kender du tilsyneladende ikke dig selv nok til, at tage vare på dig selv. Eller også er du netop presset af noget ydre, som har gjort dig handlingslammet. Signalerne er ellers markante nok: irritation, søvnbesvær, manglende sexlyst, lav energi, langsommelighed i ens arbejde, følelsesmæssigt træt, over-følsom, selvcentreret, øget druk, fysiske problemer (hovedpine, hjerteflimmer, kronisk snot), etc. Denne liste er også rimelig lang.
Det er selvfølgelig svært, at gøre noget drastisk, når lokummet brænder. Det er svært, at besidde modet til at lytte og gøre noget radikalt anderledes, hvilket bl.a. hænger sammen med, hvorvidt man reelt kan forestille sig et anderledes liv. De fleste af os er vokset op i et konkurrenceforstyrrende system, hvor idealet ikke er, at hvile i sig selv eller et fredfyldt sind, men at drømme om mere. Sådanne drømme kaldes også mareridt.
Brænder du ud, så er det kroppens måde at yde modstand på. En sidste skanse. Alt det du, sådan rent fornuftmæssigt (nærmest helt business rationelt) har ignoreret eller udskudt, viser sig ikke at være særligt smart. Selv Aristoteles var bekendt med dette, da han talte om både intellektuel og praktisk fornuft. Sidstnævnte kommer af at lytte opmærksomt til livet. Skabe balance. Tage ved lære. Blive klogere.
Grunden til at flertallet ser burn-out som en positiv begyndelse, er, at det kan være svært at ændre sit liv, hvis det ikke lige var fordi, at der ikke er andre muligheder. En udbrændt person føler, at han eller hun sidder i guillotinen, og har netop hørt en svuppende lyd.
Tænk på Nick Cave. Han fremstår som en skiderik (siger han), fordi han må besvare de spørgsmål, som journalisterne stiller ham. De skiderikker. Han er bare ærlig og høflig (i nævnte rækkefølge). Den eneste grund til at nogle brænder ud, er, at vi lever i et samfund, hvor alt for mange instanser og systemer ynder at brænde liv af.
Burnout er last call. Eller sagt anderledes: Lyt til kroppen. Værn om livet, mens du lever. Eller, læs Jim Morrisons digte: Yeah I’m leaving town/ On the midnight train/ Gonna see me change/ Change, change, change …