I 1958 udgav Isaiah Berlin det nu berømte essay Two Concepts of Liberty. De to begreber om frihed, som titlen refererer til er henholdsvis en negativ og positiv frihed.

Den negative defineres som fraværet af forhindringer, barrierer og indskrænkninger. Den handler om den individuelles ret til at udfolde hans eller hendes naturlige instinkter og drifter. Vi er eksempelvis frie til at følge vores drifter hele vejen hen til swinger klubben.

Den negative frihed er stort set synonym med den juridiske frihed, hvor loven sikrer at folk kan blive skilt, eller at børn eller minoriteters rettigheder ikke indskrænkes.

Den positive frihed indtræder for alvor med Rousseau, men er dog stærkest udfoldet af Kant. Her styres friheden af rationelle og universelle argumenter. Den positive frihed kan ses gennem to nøglebegreber: Autonomi og autenticitet, fx den romantiske ide om at leve autentisk i forhold til ens selv.

De to former for frihed er udgangspunktet for den tyske filosof Axel Honneths bog Freedom’s Right: The Social Foundations of Democratic Life (Retten til frihed). I denne bog vil han udvide vores frihedsforståelse. Den negative og positive er ikke dækkende. De mangler begge det sociale element.

Honneth anerkender den individuelle frihed som et normativt fundament, fx friheden til at ytre sig. Al retfærd og solidaritet er dog ikke midler til den enkeltes frihed alene, men snarere møntet på en social frihed, hvor alle – uanset køn, alder, religion etc. har mulighed for at udtrykke sig (og blive hørt!). De tre former for frihed hænger sammen, men kun den sociale understreger, at vi hver især også bliver frie i kraft af de andre.

Friheden vælter, når den kun står på to individualistiske ben.

Et eksempel kan understrege dette. Mange ynder at sige, at ægteskabet eller børn er lig med enden på friheden. Det er den negative frihed, der taler, skønt friheden ofte øges i samvær og samarbejde med andre. Det er netop en af Honneths gennemgående pointer, som han har fra sociologen Durkheim: Mennesker komplementerer hinanden, hvorved de andre rent faktisk gør det muligt at forfølge mere individuelle mål.

Honneth taler om en kooperativ realiseret frihed. Han vil bevæge friheden fra en ensidig fokusering på ”jeg” hen imod et ”vi”. Dette er stærkt tiltrængt i et neoliberalt præstationssamfund, hvor alt for mange har glemt at den negative frihed også gør det muligt at sige NEJ. Trække sig tilbage. Det er okay ikke at præstere hele tiden.

Honneths projekt er sympatisk og inspirerende. Bogen er en kolos, der blander sociologi, idehistorie og filosofi, hvorigennem han empirisk viser, hvordan friheden er blevet institutionaliseret. En simpel, men vigtig pointe er, at friheden ikke sikres oppefra, fx ved hjælp af juridiske regler. Snarere etableres den fra neden, fra det sociale virvar af kræfter, hvor forskellige former for liv eksperimentere. De juridiske rettigheder kommer bagefter. Det er ikke sådan at homoseksuelle og lesbiske begyndte at danne par, fordi det blev legalt. Det har det altid gjort. Den store græske kriger Achilles nedkæmpede den spartanske kriger Hektor, fordi denne havde slået Achilles elsker ihjel. Homoseksualitet var tidligere åbenlyst udbredt blandt soldater, fordi deres kærlighed betød at de ville gå i døden for hinanden. Er det stadigvæk sådan? I dag hedder det godt nok bodies, og hæren lider vist nok lidt af homofobi.

Det naturlige og unaturlige findes ikke. Der er ikke noget oprindeligt kun praksisser, som enten er blevet underlagt forbud, fx homoseksualitet. Tilsvarende er utroskab ikke noget som blev opfundet, da det blev juridisk muligt at blive skilt.

Honnet taler om sociale kampe for anerkendelse, fx kvindernes kamp for at blive set som andet end en afvigelse fra manden (vel og mærke en mand, der ligeledes var (og er) en konstruktion, som lignende alle vi mænd Jesus!).

Den sociale frihed forudsætter at alle er lige, det vil sige behandles med samme rettigheder. Samme respekt. Samme muligheder. Den forudsætter at de mål, som vi i fællesskab arbejder hen imod også er vedtaget i fællesskab. Ingen tvang. Sagt anderledes: Det er muligt at være uenig, da uenigheden kan medføre diskussioner og ændringer, som kan fremme de fælles mål.

Hegel er med hele vejen. Og det smager af amerikansk pragmatisme.

Gensidighed skaber tillid. Solidaritet skaber forståelse med de andres synspunkter. Når vi komplementerer hinanden balancerer vi bedre i livet. Den sociale frihed er en slags syntese mellem tesen (den negative frihed) og antitesen (den positive eller refleksive frihed).

Okay. Time-out. Honneth tillægger det enkelte subjekt en suveræn position, som ikke eksisterer. Hvem ytrer sig, når vi ytrer os? Mennesket er ikke verdens centrum. Mennesket lever snarere i en co-evolutionær symbiose af organiske og ikke-organiske kræfter, fx dyr og maskiner. Mennesket er et sammensurium af disse. Dette er en posthuman tankegang, men mennesket eksisterer ikke forud for alle disse prisværdige demokratiske diskurser. Det er umuligt at træde udenfor eller placere sig i en “sundere” position. Derimod er vi bevidst og ubevidst underlagt og formet af disse praksisser. Honneth har ikke et skarpt blik for magtrelationerne.Eller underkender dem.

Tilbage. Honneth ser familien, venskabet og kærlighedsforholdet, som demokratiets vugger. Ikke den gamle patriarkalske familie, men den hvor mor og mor, mor og far eller far og far er lige. Han ser – anderledes forfriskende – et oprindeligt potentielle i markedet, idet udbud og efterspørgsmål i teorien burde baserer sig på en gensidighed. Men desværre går forbrug ofte hånd i hånd med ideen om identitetsskabelse, hvorved jeg’et ikke forbindes med vi’et. Sociologen Eva Illouz har vist, hvordan forbrugsgoder anvendes som spejl for ens kærlighed. Et Rolex betyder jeg elsker dig mere end et Casio. Ak skæbne! Kan fattige mennesker ikke elske hinanden? Skal kærlighed sammenlignes? Tilsvarende kan de velstillede økologiske forbruger være med til at presse prisen op på økologiske varer, hvorved økologi bliver en statusvare forbeholdt de få, hvilket måske ikke er i fællesskabets interesse.

Afslutningsvis taler Honneth meget om mediernes rolle. Det er et interessant afsnit med afsæt i Deweys tanker. Er medierne objektive? Nej. Og det kan de heller aldrig blive. Er de upartiske? Til tider. Og det burde de blive.

Tag for eksempel en litteraturanmelder. Her er det klart, at der er nogle anmeldere, der står i et gensidigt forhold til de forfattere, de anmelder. Alle danske aviser henter såkaldte neutrale anmeldere ind for at gæsteanmelde, når avisens egne journalister udkommer med bøger. Det er en praksis, der er fuld af magtrelationer. Der er ligeledes anmeldere, som altid anmelder de samme forfattere. Som altid hader de samme forfattere. Der er sikkert nogle, der anmelder deres kærester uden at meddele dette?

Foucault ville sige at en del af den danske kritikerstab har nået et niveau, hvor regulariteten er markant. Læs: forudsigelighed. Kritikerne værner lige så meget om deres egen identitet, som de værner om at formidle bogen på bogens præmisser. Journalistikken er dog generelt blevet bedre, mere kritisk. Der er bare så megen mere dårlig journalistik i omløb, at det kan overskygge.

Den kritiske pointe er, at samfundet i dag er fuld af mennesker, der agerer i det sociale, men som ikke partout arbejder hen imod et fælles mål (fx frihed), men snarere værner om deres identitet og den magt, som følger med denne. Det er indlysende, men enhver identitet er et fængsel, der hæmmer ens muligheder for tilblivelse. Det hæmmer udviklingen. For alle.

Honneth er sidste skud på stammen af Frankfurter skolens imponerende række af tænkere: Adorno, Hockheimer, Marcuse… (Eller er Habermas last man standing?). Han er deskriptiv og kritisk. Han er normativ i sin kritik, ikke kreativ. Han fortæller, at der andre måder at leve og tænke på, som vi overser, fordi vi har forsømt eller glemt den sociale frihed. Den frihed, som Hegel, Marx, Dewey og digteren Whitman talte om. Han har blik for de sociale patologier, som præger dagens præstationssamfund, fx når selvudvikling bliver til selvbesættelse. Eller, som en anden tysker Byung-Chul Han har vist i sine arbejder, når positiviteten medfører en ukritisk ”jeg elsker jer alle sammen-attitude”. Denne positivitet er reelt narcissistisk, fordi ”jeg” er blevet forelsket i min egen godhed, hvorved jeg reelt ikke relaterer mig til de andre. Jeg græder, fordi jeg græder over hvor stærkt jeg berøres, når de andre lider. Jeg’et folder sig om sig selv. Det er tragisk, ikke komisk.

Moralen hos Honneth er, at vi hver især må yde noget for demokratiet for at kunne nyde. Det kan lyde lidt a la ”noget for noget”, og det er det, men pointen er at de demokratiske mål er etableret i fællesskab. De er foranderlige qua en vedvarende diskussion. Honneths bog er et vigtigt bidrag.

Lad mig slutte med et citat fra Byung-Chul Hans bog Agonie des Eros. ”Eros river subjektet ud af sig selv og rækker det mod den anden. Depressionen, derimod, kaster det ind i sig selv.”

Jo mere social frihed, desto mindre depression.