Den norske filosof Arne Næss formulerede i bogen En del elementære logiske emner seks principper for saglig og etisk kommunikation. De lyser således:

1. Undgå tendentiøst udenomssnak – Såsom personkarakteristikker, påstande om modpartens motiver, årsagsforklaringer til argumentet.

2. Undgå tendentiøse gengivelser – Gengivelsen må være neutral med tanke på stridsspørgsmål.

3. Undgå tendentiøs flertydighed – Flertydigheden gør at argumentet kan tilpasses kritikken.

4. Undgå tendentiøs brug af stråmænd – Tilføj ikke din modstanders standpunkt et indhold han eller hun ikke står inde for.

5. Undgå tendentiøse originalfremstillinger – Information som lægges frem, må ikke være usand, ufuldstændig, skæv og/eller tilbageholde relevant information.

6. Undgå tendentiøse tilberedelser af indlæg – Såsom ironi, sarkasme, skældsord, overdrivelser eller trusler.

Formålet med disse principper er at sikre fairness. Principperne kan sikkert inspirere mange for tiden.

Ifølge Næss besidder alle former for liv en iboende værdi. Næss selv kalder det et aksiom. Det betyder nu ikke, at et aksiom er forkert, hvis ikke det kan retfærdiggøres – at tro sådan er lig med en brist i ens opdragelse, sagde Aristoteles. Eksempelvis har træet en værdi i sig selv, og ikke kun værdifuldt som en mulig stol eller noget at tisse opad. Denne værdi kommer til udtryk i hver tings forhold til noget, som ikke er den. Relationerne er givende i kraft af de forskelligheder, som i sig selv er værdifulde. Alt er relationer. Det betyder også, at mennesket er ikke centrum for alt livet. Sådan tænker de fleste ellers. Dernæst – for blot at gøre slemt værre – tænker mange, at visse mennesker er vigtigere og mere værd. Her er kriteriet ofte religiøst, politisk, titel eller køns bestemt. Altså ideologisk og normativt.

En mere simpel måde at skitsere de seks principper på, er, at skabe et rum, hvor samtalen med de andre er upartisk og præcis. Hvordan er man så det?

Mara Lee har fornylig udgivet bogen Når andre skriver. Den handler bl.a. om identitet som noget hæmmende, fx du er kvinde eller mand. Af samme grund skrev Deleuze og Guattari om kvindeblivelsen, dyreblivelsen etc. som en proces, der aldrig ender. Ingen bliver nogensinde kvinden per se. Der er ikke nogen ideel kvinde, måske en, der i så fald kun er det for mig. Den eneste ene er en romantisk, tør jeg skrive, ”utopi”?

Lee skriver om ikke at ville påtage sig en bestemt identitet, men ikke desto mindre prøve at forstå de andre, som har placeret en i denne. Skismaet er, at ”jeg” ikke vil være ”kvinde” eller ”mand”, sådan som normen har defineret disse. Men enhver ved jo godt, at han eller hun er henholdsvis mand eller kvinde, hvilket medfører en vis solidaritet med denne gruppe – til trods for dens ulidelige karikatur. Jeg er nok ikke den eneste mand, der ikke drømmer om at blive kvinde, men som heller ikke er mand på den måde, som en ”rigtig” mand er. Hverken slatten er pumpet. Den ”rigtige” mand er en konstruktion.

Lee skriver, at de andre ligeledes er defineret af normen. Det betyder reelt, at normen negligerer empatiens mulighed for ikke at agere strategisk. Det er svært at bryde igennem en norm. Udfordringer bliver at tilegne eller solidariserer sig med de andre, hvilket sker ved at forstå de andre, som de andre, forstår sig selv. Kan du rumme X, mens X er i færd med at blive Y? Det er spørgsmålet, og ikke, hvorvidt X passer ind, som en brik i et puslespil – i et allerede defineret identitet.

Undgå tendentiøse gengivelser, er, at gengive de andre, som de andre. Det er svært at forholde sig neutralt til dette princip p.t., hvor nogle satiretegnere er ofre for overgreb og mord. Spørgsmålet er om satiretegningerne gengiver Muhammed, som han vitterligt er, eller om Muhammed karikeres? På den måde er det ikke selve tegningerne, ej heller billedforbuddet, der er afgørende. Snarere den konkrete tegning. Kan man med sikkerhed vide om den ene eller den anden tegning er forkert i sin gengivelse? Det kan man ikke, hvis man mener at enhver identitet er et fængsel. Det vil sige, hvis man mener at enhver altid er en anden. Blivende. Derimod kan man sagtens mene det, hvis man argumenterer ud fra en forestilling om at vide – med sikkerhed – hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er ”normen.” Det er normer, der skaber krig og terror. Af samme grund bliver erfaringen også vigtigere end universelle etiske regler. Den, der besidder en empatisk evne, vil også føle og tænke med de andre, have forståelse for de andre, hvorved det kan være nemmere at handle konstruktivt.

Måske er det ikke selve tegningen, som gør udslaget, men gengivelsen af denne gengivelse. Tegningen læses i lyset af den ene eller anden norm. I stedet for at hænge sig i normer, må vi nærer tiltro til de andre, til deres oprigtighed, mens vi oprigtigt, ikkestrategisk og empatisk forsøger at forstå de andre, som de andre. Det kræver mod. Det er som at stå på en meget tynd is, mens man tisser på den. Vil isen smelte på grund af min varme stråle?

Dette kan også siges anderledes: Bliver demokratiet mere eller mindre gæstfrit på grund af disse tegninger? Er der andre måder, hvorpå man kan invitere alle til at deltage, som andet end en brik i et puslespil, der afbilleder en pengeseddel?