"Write your way out of it." – J.D. Salinger
We all know the simple moral principle that the buyers of stolen goods are as guilty as the thief. I recall this principle from childhood. The point is that the thief wouldn’t steal if no one was buying—at least a thief wouldn’t steal because of greed or arrogance, but perhaps only to meet his or her basic needs, e.g., food.
This moral principle touches upon a basic microeconomic model: supply and demand.
Continue reading here.
En narkoman lider af narkomani.
Narkomani er en ustoppelig trang til narkotiske midler.
Narkotiske midler er lammende, bedøvende og smertestillende.
Der er noget stimulerende i en smertestillende bedøvelse, fordi det, som gør ondt er livet.
Narkomaner er blandt en voksende grupper af mennesker, som i samfundets øjne er upassende – især de, der lever på gaden. De skal ligesom invalide, arbejdsløse og traumatiserede flygtninge opgraderes i forhold til samfundets normer.
Sjældent stilles der spørgsmålstegn til, hvorvidt alle kan og bør tilpasses efter samme kapitalistiske model. Sjældent stilles der spørgsmål til, hvorvidt det reelt er disse krav, som skubber nogle ud i et misbrug, hvorved misbruget netop bliver noget smertestillende.
Og måske skulle man spørge, da mange er blevet afhængige. Nogle tager stoffer for at blive tyndere, andre for at arbejde mere effektivt; nogle går i swingerklubben for at blive begæret, andre sælger sex til mænd og damer, der ikke kan acceptere deres eget livs kedsomhed.
Afhængighed er alle steder. I alle former.
Narkomani er ikke samfundets skyld, men et problem, der udspringer af samfundets moralske deroute. Det er i dag nemt at føle sig isoleret og udenfor. Man kan sågar blive afhængig af ”likes” på Facebook?
Ingen form for narkomani er sund.
Gabor Maté har In the Realm of Hungry Ghosts vist, at mindfulness kan hjælpe med at opløse de automatiske mønstrer, der fodrer vores afhængige sind.
I Buddhist Foundations of Mindfulness redigeret af Edo Shonin, William Van Gordon og Nirbhay N. Singh kan man læse, at mindfulness er en Buddhist praksis, der skærper ens opmærksomhed og fremmer ens mentale velvære. Endvidere står der, at mindfulness kan fremme ens erkendelse af at være en moralsk agent, dvs. ansvarlig for ens handlinger og gerninger. Både de der retter sig indad og de, der retter sig udad.
Mindfulness kan som en kultivering af vores opmærksomhed fremme en social ansvarlighed, hvis praksissen løsrives fra den Buddhistiske ide om, at sandheden findes inde i os selv. Her er det oplagt at betone det sociale engagement, som den Vestlige filosofi er kendt for.
Vi har mistet intimiteten med hinanden, som Terry Tempest Williams siger.
Et sted at begynde, er at udvise omsorg for hinanden. For narkomanens vedkommende kunne dette ske ved at genetablere et fortrolighedsforhold mellem en praktiserende læge og narkomanen, og – ikke som nu – fastholde en relation mellem narkomanen og henholdsvis pusheren og politiet. Et skifte fra en kontrollerende instans, hvor flertallet kun kan lide det, som vedkommende kan forstå (læse: det som kan betale sig), til en etik, der interesserer sig for det, den ikke umiddelbart kan forstå. Sidstnævnte kan nemlig lære os noget. Når vi lærer noget, skabes der nye erfaringer; erfaringer, som gør virkeligheden større.
Forskning viser, at krigen mod narkotika reelt kun hjælper narkokarteller og rockere, at kun omkring ti procent bliver afhængige af narkotiske stoffer, at de fleste narkomaner gradvist trapper ned, eller helt holder op, hvis deres liv uden narkotika ikke kun er smerte og ensomhed.
Forskning viser, at afhængighed ikke kun er et genetisk problem. Ingen arver sin mors druk. I højere grad er det omgivelserne, som præger ens udvikling af hjernen, der påvirker hvordan en person søger belønning og tryghed, hvordan vedkommende kan regulere sine følelser. Misbrug i ens omgivelser fører nemt til misbrug.
Konklusionen er, at legalisering er vejen frem – sammen med skabelsen af et mere venligt og inkluderende samfund, der ikke er blind overfor bivirkninger af et kapitalistisk samfund. Det vil sige et samfund, der kultiverer en nysgerrig medfølelse i stedet for en dømmende holdning.
For interesserede kan jeg anbefale:
– Gabor Matés In the Realm of Hungry Ghosts, der rummer historier fra gaden i Vancouver, henover forfatterens personlige anekdoter, mens han løbende diskuterer nyere forskningsresultater.
– Carl Hart, High Price, der refererer til egen forskning (og Bruce Alexanders), bogen er ligeledes en memoir.
– Johann Hari’s Chasing the Scream er en journalistisk rejse i begrebet ”krigen mod narkotika”, der viser, at krig altid fremmer død og had, og netop ikke omsorg og varme.
– Bruce Alexander’s The Globalization of Addiction, fortæller historien om, hvordan kapitalismen har medført et spirituelt forfald. Han refererer også til sin egen forskning, der viser, at rotter – hvis de kan leve sammen med andre rotter – ikke vælger narkotika. Dette er vel hovedværket.
Moralen er klar: Enhver narkoman vælger kun narkotika, fordi det er som at få ”et stort varmt knus” (som Maté citerer en for at sige). Der var også en grund til at Jeppe på Bjerget drak.
Og for mindfulness kan jeg anbefale Buddhist Foundations of Mindfulness redigeret af Edo Shonin, William Van Gordon og Nirbhay N. Singh. Det er en tung antologi, som er befriet for den frelste og “selvhjælpende” tone, som ellers findes i mange bøger om mindfulness.
May 11 – 15, 2016: 2nd International Conference on Mindfulness, Sapienza University of Rome. See here the website of the event.
Among the many interesting presentations, I presented the paper entitled Mindfulness as an Ethical Practice.
In this paper, I ask two questions. The first is: What is an ethical practice? The second question is: Is mindfulness an ethical practice? My ultimate concern, however, is the possible link between the two issues: What relationship does mindfulness have with ethics? To answer these questions, I first draw on three ethical theories from the Western history of philosophy—Spinoza, Nietzsche, and Deleuze—to define ethics as a particular way of being. Then, I integrate and compare some significant elements from these ethics with the practice of mindfulness, mainly as Jon Kabat-Zinn defines it. This is done to clarify to what extent mindfulness is an ethical practice. My study reveals that not only can mindfulness be viewed as a classical ethical practice (as understood in a Western philosophical context), but—and perhaps more surprising—mindfulness is closer to some Western ethics than to Buddhism, e.g., regarding whether “the Good” is known beforehand, whether ethics is an immanent or transcendent practice, and whether ethics is a judgmental or nonjudgmental practice. Finally, I briefly discuss the ways in which Western philosophy can shed new light on mindfulness.
For nogle år siden tog kunstneren Peter Seidler en række portrætfotos af deltagerne på et månedlangt meditationsophold (se mere her). Der var tale om klassiske før og efter portrætter. Baggrunden er forestillingen om at øjnene eller ansigtet, afspejler vores sind (fx øjnene er sjælens spejl).
Hvad sker der med sindet, når man mediterer længe? Kan ”det” aflæses i ansigtet?
Ja, det kan det åbenbart.
Et meditationsophold eller stilhedsretreat på en måned er ganske lang tid. Og længerevarende ophold, fx på en festival eller en strand, vil uden tvivl sætte sig i ansigtet på de fleste. Prøv at portrættere Roskilde festival-deltagere før og efter! Denne overvejelse har Seidler ikke med. Hans ærinde er snarere et forsøg, kunstnerisk, at validere effekten af meditation.
Et stilhedsretreat kan – ligesom en afslappende ferie – udfolde fire transformerende kvaliteter ved mennesket: venlighed, medfølelse, ligevægt og glæde. Hvem er ikke lidt mere venlig og balanceret, når de ligger i hængekøjen på stranden Tulum i Mexico? Hvorfor smiler du mere på feriefotos end …?
Venlighed, medfølelse, ligevægt og glæde er essentielle med hensyn til udviklingen af resilience (livskraft og mod). Selve evnen til at stå imod tilbageslag og modgang. Derfor er et stilhedsretreat en udmærket måde, hvorved man kan yde modstand mod præstationssamfundets normative tvang om hele tiden at skulle være på og præstere.
Der er selvsagt andre måder at yde modstand på. En af mine venner har bevidst fravalgt at arbejde, mens han har bygget hus, rejst, drukket mv. – levet et liv udenfor samfundets normer og idealer. Man kan også læse Spinozas Etik eller anden god litteratur, da sådanne læsninger transformerer en. God litteratur gør ens erfaringsfelt større, mere rigt og nuanceret. Filosofi og kunst anfægter. Faktisk kunne mange spare en del penge på retreats, hvis deltagerne i stedet for turde kaste sig ud i kunstens verden – blottet, åben og modtagelig.
Tilbage til portrætterne. Det, som et retreat kan hjælpe deltagerne med er:
Dette er ikke en udførlig liste. Nogle deltagere også i sådanne meditationsretreat for at udvikle og nuancere deres meditationspraksis, for at blive del af et givende fællesskab, fordi det er populært, etc.
Punkterne kan minde lidt om en god ferie (hvis den altså ikke er stressende). Og ligesom efter en ferie, hvor man godt ved, at man skal konfrontere chefen eller på anden vis omorganisere ens liv, så kan ansigtets smilende lethed sagtens falde sammen igen, hvorved deltagerne bliver afhængige af meditationsophold. Dette er ikke meningen. Snarere at man lever opmærksomt, nærværende og bevidst – også når man ikke indlogerer sig på et kloster. Og at man udvikler et mod til at leve frit.
Så, hvis venligheden, medfølelsen, ligevægten og livsglæden forsvinder lige så hurtigt, som rusen efter at have drukket fem-seks øl, så er det et problem. Mindfulness er ikke et quick-fix, selvom det til tider sælges sådan, men en gradvis stabilisering af ens tilgang til livet.
Seidler portrætter viser, at folk der er mindfulde, har et lettere sind. Det kunne have været interessant at se, hvordan deltagerne ser ud en måned efter opholdet, når arbejdet, manden, børnene, elskerinden, regningerne, regnvejret og så videre dukker op.
En simpel ting, som alle kan lære af dette eksperiment, er, at ens ansigt afslører ens sind – med mindre ansigtets folder er lammet af botox eller tomt, som en selfie. Det er her medfølelsen og accepten kommer ind. Kan man acceptere at slæbe rundt på det rynkede ansigt (de ekstra kilo), som kigger tilbage på en, når man kigger sig i spejlet?
– Oplæg holdt på en folkeskole i Barcelona, hvor der ligeledes indgik meditationsøvelser.
It’s time for a pause in my teaching, which means that most of the students and I leave the lecture hall for fresh air, coffee or cigarettes. I go to the canteen and buy a coffee. Then I wait outside the lecture hall. A student approaches me and asks something about meditation. As I turn to her, another student bumps into me. I spill the coffee all over my shirt.
“Sorry, sir,” he says. “I didn’t see you. Honestly, I didn’t see you.”
… read the rest in The Mindful Word.
Termen Corporate Social Responsibility ( CSR) understreger, at virksomheden har et socialt ansvar. I praksis betyder det, at det primært er en virksomheds beslutningstagere, der har et ansvar. Sagt anderledes: Ansvaret placeres i toppen af organisationen. Denne tilgang fastholder CSR i en klassisk hierarkisk organisationsstruktur, som i stadig stigende grad ikke stemmer overens med samtidens mere flade organiseringsformer.
Det er med baggrund i denne simple erkendelse, at jeg de sidste par år har ændret min undervisning af MBA-studerende i CSR. Jeg har forsøgt, at løsrive CSR fra primært at fokusere på ideen om at ansvaret er placeret i toppen, hen imod en mere ligelig ansvarsfordeling hos alle virksomhedens medarbejdere. Dette mentalitetsskifte har jeg initieret ved hjælp af mindfulness.
Mindfulness kan kort defineres som en måde at være opmærksom på, i hvert øjeblik, uden at dømme eller vurdere det, som sker. Det handler om at være engageret tilstede. Nu og her.
Undervisningen, som løb hen over otte uger med tre timer i hver session, bestod af en praktisk introduktion til mindfulness. De studerende mediterede og foretog kropsskanninger, mens de også blev præsenteret for forskellige etiske teorier. Det hele blev suppleret med en masse cases omhandlende CSR-problematikker.
Undervisningen foregik på UIBS, en international business school i Barcelona. Der er tale om en mindre, men klassisk indrettet business school med knap 200 studerende. Alle sessioner blev afholdt i et almindeligt klasselokale, men uden brug af borde. Ideen var at de studerende skulle være tilstede i alle facetter af undervisningen uden at fortabe sig i noter eller brug af internet. I forbindelse med kropsskanninger og gående-meditation bedte jeg de studerende tage skoene af. Derudover foregik kropsskanningerne liggende på gulvet. Sådanne uvante aktiviteter åbner – på en ganske basal måde – for en begyndende filosofisk praksis, idet de studerende stillede spørgsmål til de mere konventionelle måder at undervise på.
I kursets første session undersøgte jeg, hvad de studerende vægtede højest. Økonomisk rentabilitet eller etisk ansvarlighed. De studerende kunne ikke argumentere for at sammenhæng mellem disse to, men måtte vælge. De to gange, som jeg har afholdt kurset har andelen af studerende der valgte økonomisk rentabilitet været markant større. Henholdsvis 77% og 83% af de studerende. Ud af en gruppe studerende på henholdsvis 23 og 25 personer, der var i alderen 23-52 år – dog med størstedelen omkring de tredive. Tilsvarende stillede jeg de studerende det samme spørgsmål i slutningen af kurset, altså otte uger senere, og her var andelen af studerende der fokuserede på økonomisk rentabilitet faldet. I den ene klasse var tallet faldet til 51 procent til fordel for økonomisk rentabilitet, mens den anden var faldet til 47 procent. Sidstnævnte var ligeledes gruppen, hvor 87 procent før vægtede den økonomiske rentabilitet højest.
Dette er selvfølgelig ikke en videnskabelig undersøgelse. Der var ingen kontrolgruppe, der ikke blev introduceret til mindfulness. En anden oplagt fejlkilde er, hvorvidt det påvirker de studerende at de spørges, som deltagere på et kursus i CSR. Desuden har Søren Kierkegaard for længst belært os om, at livet aldrig er et enten-eller. Ikke desto mindre ser jeg resultatet, som en indikation på, at etisk og økonomisk ansvarlighed er et umage par, men vel og mærke et par. Der skete et mentalitetsskifte.
Ideen med at kæde mindfulness sammen med CSR skyldes, at de fleste medarbejdere – på alle niveauer – på et eller tidspunkt vil opleve følelser af utilstrækkelighed, vrede, frygt, stress og arbejdsglæde. Jo mere hver enkelt medarbejder kan blive bevidst omkring, hvad der vækker følelser, hvilke reaktioner der vækkes, hvordan den enkelte identificerer sig med disse; desto mere kan vedkommende gradvist løsrive sig fra følelsernes overmagt. Dernæst kan mindfulness også fremme en større bevidsthed omkring – ikke kun ens følelser – men også ens tanker, handlinger og måde at kommunikere på. Etisk ansvarlighed forudsætter, at vi mennesker (eller en virksomhed) kan handle bevidst. Mindfulness er nu ikke en moraliserende terapi, der fortæller de studerende, hvordan de skal eller bør handle, tænke eller føle. Snarere er der tale om en intervenerende proces, hvorigennem den enkeltes relation eller forhold til det, som sker ændres. Grundideen er, at indsigt – bevidsthed – medfører forvandling.
De fleste læsere at Erhvervsfilosofi er uden tvivl bekendt med, at filosofi er en græsk oprindelse, der betoner kærligheden (philo) og visdommen (sophia). Filosoffen er forelsket i visdommen. Af samme grund er filosofien – for en stor del af dens udøvere – en praktisk og eksperimenterende afprøvning af, hvilket liv der er værd at leve. Lykke har ikke været fremmed for filosofien siden Aristoteles gjorde det til omdrejningspunktet i sin Etik. I denne sammenhæng er det interessant, at en del nyere psykologisk forskning viser, at de fleste vurderer deres liv, som mere rigt og lykkeligt, når de kan bidrage konstruktivt og meningsfyldt til omverdenen. Og noget af det mest meningsfulde er, at være sig bevidst omkring de beslutninger, som man nu engang tager. At være tilstede. Enhver beslutning er altid forankret i nuet. Alligevel tages alt for mange beslutninger, mens beslutningstagernes tanker er placeret i fortiden eller fremtiden. Måske fordi de prøver at løbe fra fortiden, eller haste mod et fremtidigt drømmescenarium.
Hvorvidt mine små undervisningseksperimenter, mindfulness og filosofisk dannelse kan fremme en større ansvarlighed på alle niveauer, er uvist. Hertil kræves der reel forskning. Men jeg har svært ved at forestille mig en anden konklusion, end at vise mennesker, det vil sige modne mennesker handler mere ansvarligt end umodne. Vise mennesker er bevidste omkring, hvorvidt det, de gør, tænker, siger og føler hænger sammen.
Jeg tror, at CSR i fremtiden vil inkludere alle, ikke kun toppen, midten eller bunden af virksomheden. Moralen synes at være: Enten er alle medarbejdere i en virksomhed ved fuld bevidsthed, eller også handler virksomheden ikke særligt længe. Når alle er afhængige af hinanden og handler derefter, er der tale om bæredygtighed.
Denne tekst blev til på opfordring af magasinet Erhvervsfilosofi, hvor den ligeledes er bragt, se: Erhvervsfilosofi.dk
”… this belief in essences that must be destroyed in order to bring an end to suffering and rebirth.” – D.S. Lopez, The Scientific Buddha
Donald S. Lopez has written a clear book on Buddhism called The Scientific Buddha. Although it aims to critically scrutinize the notion of “The Scientific Buddha,” it comes across as a positive and very stimulating read, placed somewhere between science and religion.
The Scientific Buddha is based on several lectures, which gives the book a cozy feel. It begins with an introduction to Buddhism and from there, it moves on to the birth of the scientific Buddha. The problem, for Lopez, is that “some even went as far as to declare that Buddhism was not a religion at all, but was itself a science of the mind.” The author tries to convince the reader that Buddhism really is a religion. Partly he succeeds.
The debate is not new, but due to the increased focus on Buddhism and mindfulness in the West, many are trying to locate the real Buddha. Perhaps to gain authority. Personally, I don’t share this need for locating an origin, so in part, I am not convinced that it is such a big problem. And perhaps for this reason, I don’t find his argument that effective. After all, Buddhism may or may not be a religion (many scholars agree and disagree), but it has never been a religion in a Christian or Muslim sense. For example, the Dalai Lama has beautifully stated, “My religion is kindness.” The Buddha responded to life, not some transcendent demands. Furthermore, science can become a religion for some as well. So for me there is plenty of room for the Buddha somewhere in the middle.
The historical Buddha was a prince born into wealth and decadence, until he one day left his castle and experienced life in its full, that is, as suffering.He then began a journey, that was either religious or scientific, to create a way out of suffering. This journey he later shared as his teachings. Thus, the Buddha as scientist requires that the Buddha really was once a man called Gautama Siddhartha before he woke up under the Bodi tree.
Lopez shows how some have tried to place Buddhism in various scientific contexts, for example, evolutionary theory. While I agree that these contexts don’t make much sense, it doesn’t make the Buddha more religious either. However, once Lopez started talking about the problem with karma, mediation and the contemporary use/misuse of Buddhism, it became obvious that he knows his Buddha from the depth of his heart to the tips of his fingers writing this book. This embedded knowledge of Buddhism makes the book a very enlighten read.
From the third chapter onwards, Lopez goes more directly into the heart of Buddhism. ”The cause of the world is karma.” He discusses about the four noble truths, the cultivation of seeds, the three forms of sufferings, how nirvana is the end of rebirth, and how truth is something we have lost and now must find again. He mentions this to emphasize his point that the Buddha is religious, not a scientist, and yet it seems like the real Buddha is neither of the two extremes. There is an element of experimentation in Buddhism. Whoever the Buddha was and is – real or abstract – there is something in the practice related to his name that makes both religion and science too rigid or limited to grasp. He appears to more like a philosopher, for example, like Pierre Hadot understands “philosophy as a way of life,” not some abstract exercises.
Regardless of the debate whether Buddhism is religion or science, there has been a tendency to overemphasize the positive elements of Buddhism without paying enough attention to the role of suffering, including the suffering caused by some Buddhists. For example, the process of cultivation also means that creation goes hand in hand with destruction. Recently, the Buddhist majority in Myanmar has been critiqued for discriminating against the Muslim minority. Thus, perhaps not all Buddhists show loving-kindness and compassion.
Still, the reader may ask: Was the Buddha a scientist or a God? This either-or thinking is what causes suffering, I think. Following the French philosopher Gilles Deleuze, I would rather ask, “What does the Buddha make possible?”
Let me give an example. If mindfulness is the heart of Buddhism, then, at least, it shows that the heart of the Buddha was pure. That, however, does not suggest that all teachers of mindfulness are pure rather than strategic business consultants; it just means that such forms of “mindfulness” only leads to mindlessness. A few rotten apples don’t cause a heart failure. In light of this, then, I am most comfortable with the Buddha being neither a scientist nor a God, but an extraordinary human being. He, or his followers, showed what the human being is also capable of doing. That’s enough.
What kind of book is it? The Scientific Buddha debates the role of the Buddha, but it also serves as a very clear introduction to Buddhism. And it does so exemplarily. It opens a debate further. Yet, although Lopez tries to convince me wrong, I am not converted. I think the problem with extraordinary human beings being put into categories is that so many have a need for a God or a Guru in their life. There are no God’s only different forms of life.
En af mine gamle venner yndede at sige, at man skal høre sandheden fra børn og fulde folk. Det hører med til historien, at han drak, og han sagde, mange sande ting.
Jeg tænkte på ham fornylig, da jeg deltog i et seks-dages meditationsretreat på et kloster ved Costa Brava kysten. Her refererede underviseren – i et af hans Buddhistiske causerier – til filmen Inside Out. En tegnefilm! Det slog mig, at der vitterligt er noget om klicheen: sandheden, fuldskab og børn. Børn er sjældent fulde, men de udfordrer deres forældre. Dagligt. De modner dem.
Nu har jeg set Inside Out. Og den er ganske interessant (om end midten føles lidt lang). Den viser, hvordan følelser interagerer og kæmper om kontrollen i vores mentale kontrolrum. Glæde. Væmmelse. Vrede. Tristhed. Frygt.
Filmen handler om pigen Riley, der er 11-12 år. Hun flytter med sine forældre til San Fransisco, hvorved hele hendes følelsesliv sættes på en prøve. I filmen udspiller dette sig ved, at følelsen Glæde ønsker at være den dominerende. Uanset hvad der sker. Glæde har altså svært ved at træde til side, selv når andre følelser synes at virke mere passende i forhold til situationen, fx vrede, frygt eller tristhed på grund af flytning, ny skole, nye venner, tab af venner, osv. På den måde hæmmes et mere modent forhold til følelser.
Følelser er svære, fordi de synes uden klare grænser. Det kan dog være givende at være opmærksom på følelser, når de opstår. Hvad forårsager dem?
Følelser er forbipasserende gæster i ens liv. I Buddhismen lærer man ikke at identificere sig med disse. Gradvist kan man opleve forskellen mellem ”jeg er vred” og ”det er vrede.” Det er svært, men frigørende. Som alt andet forandrer følelser sig også. Selv en forelskelse forandrer sig og bliver til kærlighed og hårdt arbejde. En anden måde at se dette på, kan man ved hjælp af en af hjerneforskningens mere interessante opdagelser, nemlig begrebet neural plasticitet eller den plastiske hjerne. Denne opdagelse understreger, at vores hjerne forandrer sig gennem hele livet. Af samme grund er det også muligt, at blive bedre til at håndtere eller navigere i forbindelse med de følelser, som suser igennem en.
Nyere studier viser, at glæde og lykke i stor grad hænger sammen med evnen til at ”smage” på følelser, fx smage en positiv oplevelse, og derved lade denne smag gennemtrænge ens aktiviteter. Smagen kan ligeledes imprægnere tidligere aktiviteter i skæret af denne. Som et ordsprog siger: det er aldrig for sent, at få en bedre barndom. Denne ”smag” hænger sammen med, hvordan man kan kultivere ens velvære. Det vil sige, at man giver slip på følelser som grådighed og had, mens man prøver at kultivere gavmildhed, medfølelse og kærlighed. Man accepterer ærligt ens motiver, mens man oprigtigt prøver at fremme mere af det, som fremmer velvære, fx gavmildhed.
Modning eller visdom drejer sig om at blive mere bevidst omkring, hvad der foregår i ens mentale kontrolrum. Lytte til den indre stemme.
En af forskellene mellem depressive og ikke-depressive personer er bl.a. forbundet med en fastholdelse af ”smagen” af glæde. Hos den depressive er denne aktivering forbigående, hvorfor hjernen ikke for alvor når at ”smage” følelsen. Jagten på lykke bliver flad og stressende og, af samme grund, deprimerende. Personer der besidder denne kapacitet formår derimod at forblive eller forlænge aktiviteter i denne region af hjernen.
I Inside Out erkender følelsen Glæde, at følelsen Tristhed ikke er skadelig i små doser. Tværtimod. Den kan slå os omkuld, men også lære os at komme på fode igen. Tristheden fremmer refleksion og styrker ens værdier. Hvad er vigtigt? Hvem kan hjælpe? Selvfølgelig kan tristhed igennem længere tid udvikle depression, men i mindre doser vækker den ofte gavmildhed eller generøsitet hos den anden (sågar en selv, såfremt man evner at tage vare på sig selv). Jørgen Leth er eksempelvis kendt for at have et lettere deprimeret sind, hvorfor han bl.a. bor afsondret og mindre forstyrret på Haiti, men han er også en generøs digter. Han digter plads til det, som er i færd med at blive. Dette evner han, fordi han er opmærksom og nærværende – måske ikke hele tiden – men i hvert fald med en imponerende styrke i dele af sit liv.
Det er altså Tristheden, som bringer pigen Riley tilbage til hendes forældre. Tristheden overtager styringen. Det sker i det øjeblik hun tør blotte sig, og vise sin sorg på grund af alt det tabte. I dette øjeblik møder hun – heldigvis – forældrenes rummelighed.
Tanken er vel, eller kald det filmens morale, at vi alle sammen til tider støder ind i nogle – måske endda os selv – som har det svært. Ligesom os, vil enhver anden, gerne leve et liv, der er mindre lidende og utilfredsstillende. Det de mangler for at kunne komme videre, er ikke en neoliberalistisk peptalk om hvorvidt den stærkeste overlever, men omsorg og medfølelse.
Apropos medfølelse. I går afsluttede jeg et kursus i Filosofisk vejledning med en ”loving-kindness”-meditation. Lider de studerende? Ja. Kedsomhed. Usikkerhed. Tvivl. Plus alt det andet: sygdom, død, tab osv. Flere af de studerende smilte efterfølgende. Mere end de plejer. En enkelt sagde, ”What the fuck?”
Ja, what the fuck. Det er jo bare et liv. Og et liv, der ikke undersøges og afprøves, er, som bekendt, ikke værd at leve. Det mente Sokrates i hvert fald.
“Thirty years ago, ‘mindfulness’ was a Buddhist principle mostly obscure to the West,” Jeff Wilson writes in Mindful America. Today, however, it has managed to reach nearly every institution of American society (a tendency that is growing in Europe as well, although more slowly). How did this happen?
In Mindful America, Wilson explores the origin of the mindfulness movement. The book offers one of the first critical descriptions of the movement, which is focused on more that the movement’s practices. A key point is that mindfulness could only grow by distancing itself from Buddhism as a religion. This process took place in the 1980s through magazines, films, TV programs and, in particular, through bringing mindfulness into a medical context, where it later would open up a completely new field of research. Whether Buddhism really is a religion is something that has been debated before the era of mindfulness, but it is true that mindfulness (or the Mindfulness-Based Stress Reduction or MBSR-program of Jon Kabat-Zinn) would probably not be a part of more than 700 medical schools, hospitals, and health care programs worldwide if it were “sold” as religion.
Wilson wants to be neutral in his study, but this is difficult for him. “I do happen to be a Buddhist but am drawn to study mindfulness because of its prominence in the United States,” he writes. Being a Buddhist is both an advantage and disadvantage in his work. Wilson knows what he writes about, but it colors his perception at times. For example, he can’t help but see mindfulness as a second-rate Buddhist practice. He sees the maneuver of bringing mindfulness from Buddhism into a non-Buddhist context as problematic—a purely business practice; he fails to notice the extent to which it actually has contributed to something such as wellbeing.
Wilson favors a certain kind of origin of mindfulness as if there were only one right way to practice Buddhism. A bit similar if one were to criticize contemporary American pragmatics like Robert B. Brandom or Cheryl Misak because they diverge from the founding fathers Charles Sander Peirce and William James. Evolution is creative. Furthermore, the Dalai Lama looks positively on the matter of how Buddhism or aspects of Buddhism may contribute to reducing suffering in the West.
Having said the above, I still believe that Wilson has written a book that was highly needed. As with all things when they become popular, mindfulness attracts people who are mindful for the sake of money, not for the potential liberation of one’s mind. For example, one so-called mindfulness author writes, “mindfulness helps you fall in love,” while another writes, “what can that moment-to-moment awareness do for our sex lives” and “another bonus of eating mindfully is that it improves self-esteem.” Of course, by targeting sex and food, mindfulness is stretched to fit a need among white middle-class people. In addition, the focus on self-esteem (and worse, on identity) is problematic since among the more serious teachers of mindfulness, the “self” is a process. After all everything changes; everything is impermanent.
The critique that Wilson raises can be raised for the majority of the self-help industry. It targets people who seem to be existentially frustrated, perhaps even bored, rather than those that suffer socially or financially. A title like The Monk Who Sold His Ferrari, for example, tells us all we need to know about whom the book is targeting.
Mindful America does a very good job in exploring the mindfulness movement. In its transition from a Buddhist practice strictly for monks to a practice for mainstream Americans, it has had some ups—but mostly downs. The book is not an introduction to mindfulness; rather, it locates this transition in a sociological and cultural setting. It that sense, the need for mindfulness tells us more about the times we live in than about the actual practice itself. Sometimes it can be attractive to become what you’re not.
As Wilson says, “Today mindfulness is, quite simply, everywhere.” This assertion is both true and false. As a commercial concept it is indeed everywhere, but as a practice, it is not. If it were, the world would be a little bit more caring. Actually, if people were mindful then they wouldn’t buy books about mindfulness and sex and shopping and accounting, but simply be mindful.
This review was published in Metapsychology (Volume 19, Issue 32).
Fornylig var jeg i Zürich for at undervise i sportspsykologi og mindfulness. En regnfuld eftermiddag, søgte jeg på vej tilbage til mit hotel i læ i en større boghandel. Denne modtog mig med en stabel af bøger om mindfulness. Mindfulness og sex, mad, opdragelse, stress, parforhold og så videre og så videre. Der var flere end 50 titler.
I USA er mindfulness alle steder; i Europa synes tendensen at være den samme, om end udviklingen er lidt bagefter. Det er på sin vis forståeligt, da der er tale om en attraktiv måde at være i verden på, men det er også en udvikling, hvor noget populært kommercialiseres. Men selvom mindfulness nok er alle steder, betyder det langt fra at alle er fuldt tilstede. Det ville svare til at alle, der går rundt i en Messi fodboldtrøje, spiller fodbold ligesom ham. Moralen må være: brug din sunde fornuft, når du orienterer dig i dette felt.
Siden firserne har der været et stadigvæk stigende fokus på mindfulness i en vestlig medicinsk sammenhæng, der dog først for alvor kulminerede i 2000’erne. Den amerikanske biolog Jon Kabat-Zinn har været en katalysator for at fremme mindfulness i en ikke-buddhistisk kontekst. Han er skaberen af Mindfulness-Based Stress Reduction (MBSR-program) tilbage i 1979. MBSR er i dag institutionaliseret på mere end 700 medicinske universiteter, hospitaler og sundhedssystemer rundt i verden. I Danmark kan man eksempelvis uddannes i MBSR på Århus Universitet. Dette program er udførligt beskrevet i Kabat-Zinns bog Full Catastrophe Living. Det handler blandt andet om at genskabe en balance mellem ens krop og sind, hvilket sker gennem kropskanninger, yoga og meditation. I de seneste år har der været flere psykologiske forskningsresultater, der viser at mindfulness har en healende effekt på stress, smerte og andre mentale lidelser. Faktisk er Kabat-Zinn så populær (sammen med en voksende skare af mindfulness-forskere og alverdens mindfulness-programmer), at buddhistiske munke refererer til ham, når de skal fortælle om meditationens lyksaligheder.
Mindfulness er en psykisk- eller mentalintervention, hvor den enkelte træner sindet. Den vigtigste del af mindfulness er meditation. I Waking, Dreaming, Being refererer filosoffen Evan Thompson til flere studier, hvor EEG skanninger viser, at meditation kan forandre hjernen. Sådanne EEG skanninger siger selvfølgelig intet om selve kvaliteten heraf, blot at der sker nogle elektroniske aktiviteter i hjernen, når vi gør forskellige ting. Ens hjerne ændrer sig også, hvis du tømmer en flaske gin.
Meditation er en unik form for mentaltræning. Der findes forskellige former for meditation, men indenfor mindfulness opererer man ofte med to former – og gerne en kombination. Den ene fokuserer på at styrke ens koncentrationsevne. Her fokuserer man på et objekt, fx hvordan ens åndedrag passerer ens næsebor. Ind og ud, ind og ud. De fleste vil her opleve, at ens tanker lige så stille (eller hurtigt) driver væk fra ens næsebor. Distraheret af mere interessante tanker eller følelser. Når personen, der mediterer bliver opmærksom på at han eller hun ikke længere er fokuseret på vejrtrækningen, er vedkommende instrueret til at bringe sindet tilbage til åndedraget. Dette sker venligt og – meget vigtigt – uden at dømme ens manglende evne til at forblive koncentreret for mere end et halvt minut. Gradvist styrkes ens koncentrationsevne. Den anden form for meditation forsøger, at kultivere ens generelle opmærksomhed. Denne praksis kaldes bl.a. ”valgfri opmærksom”, ”åben opmærksomhed” eller ”åbent nærvær”. Her er den mediterende opmærksom på det, der nu engang måtte dukke op. Vedkommende accepterer dette, fx tanker og følelser, hvorefter vedkommende giver slip og vender tilbage til en åben opmærksomhed. Der er ingen forventninger. Den, der mediterer er åben for alt.
Ideen med at give slip er vigtig, da mange har en tilbøjelighed til at fastholde tanker og følelser, fx at identificerer sig med sine følelser, selvom følelser aldrig er andet end gæster i ens liv. Grundpræmissen i buddhismen er, at intet er permanent. Ofte lider vi, fordi vi krampagtig prøver at holde fast i en illusion, fx den at vores kroppe ikke ældes, at vores forældre ikke dør, at vi ikke selv dør, at vores mave ikke er slatten, osv. Dette skyldes bl.a. at vores sind ikke ældes proportionalt med vores manglende hårpragt.
I Waking, Dreaming, Being beskæftiger filosoffen Thompson sig med hjerneforskning, meditation og filosofi. Han er en befriende guide i dette skæringsfelt, idet han er vidende om alle tre felter, men han oversælger ikke en meditationspraksis som løsningen på alle verdens lidelser. Snarere forholder han sig åbent til de erfaringer, som mere end 2500 meditationspraksis har generet. Men han konfronterer også disse med de sidste 100 års vestlige hjerneforskning og psykologi. En simpel, men vigtig pointe er, at hvordan vi er opmærksomme konditionerer, hvad vi er opmærksomme på. Vi kan eksempelvis være opmærksomme på, hvordan vores gerninger her og nu, påvirker vores fremtidige handlemuligheder. Min skjorte lugter rigtig sløjt, fordi jeg ikke har været i bad i tre dage, end ikke skiftet tøj. Et andet eksempel er miljøet. Hvordan vi behandler naturen i dag har betydning for næste generation. Så såre simpelt. Ikke desto mindre er der mange, der ikke er opmærksomme på, hvordan de er opmærksomme, fordi de blindt fokuserer på, hvad de mener, der er værd at være opmærksom på, fx titler, status, prestige, magt og, selvfølgelig, penge.
Tilsvarende hænger vores måde at være opmærksomme på også sammen med tidens opskruethed. I dag har ingen tid til at læse David Foster Wallaces Infinite Jest. Dette er en synd (såfremt ikke-religiøse kan anvende denne term?)! Af samme grund skal man selvfølgelig også være påpasselig med ikke at gøre mindfulness til en del af kapitalismen vækstlogik, hvor vi hele tiden føler skyld (et andet religiøst begreb!), fordi vi ikke mediterer nok (ligesom vi måske heller ikke dyrker nok motion, spiser nok salat, drikker nok vand …). Pointen er, at ingen bør meditere, læse Wallace eller noget tredje på grund af skyld, men fordi de er motiveret af en kærlighed til livet.
Ewans skriver et sted, at Vispassaná meditation (også kaldet insight meditation) kan ændre den rytmiske måde, hvorpå hjernen organiserer sansninger. Intensiv vispassaná meditation kan ændrer hjernens hang til at fortabe sig – ”mind wandering”. I stedet for kan den fastholde koncentrationen i diskrete erkendelsesøjeblikke. Hjernen bliver bedre rustet til at kunne rumme, hvad der end måtte komme i næste øjeblik. Pointen er, at meditation styrker den enkeltes sansemæssige erkendelse, ligesom meditation styrker ens evne til at fastholde ens fokus på et givent objekt – fra det ene nu til det næste. For nogle er det motivation nok. For andre er den kolde Estrella øl endnu ikke væltet af pinden.
Waking, Dreaming, Being kommer vidt omkring: drømme, død, bevidsthed og en masse personlige anekdoter. Selvet er en proces, ikke noget statisk. Når jeg drømmer, er “jeg’et” i drømmen mig, men ikke desto mindre er “jeg” en anden. Alt sammen er ganske glimrende fortalt. Det er svært ikke at blive lidt klogere sammen med Evan Thompson. Apropos bøger, så er det for mange kutyme, at købe en bog i en boghandel. Jeg købte nu ingen bøger i Zürich, da ingen kunne fastholde min koncentration. I stedet for købte jeg en ny stor notesbog, som jeg skrev disse ord i.
FINN JANNING 