"Write your way out of it." – J.D. Salinger
Last April, I spent an evening with Jon Kabat-Zinn, the biologist and mindfulness teacher who gave a public speech at the Facultad de Medicina de la UCM in Madrid, Spain. Or rather, as he called it, he performed a dance with the almost-simultaneous translator—a very skilled Spanish woman who sat next to him.
Read the rest of the essay here.
“For mindfulness is not just one more method or technique, akin to other familiar techniques and strategies we may find instrumental and effective in one field or another. It is a way of being, of seeing, of tapping into the full dimension of our humanity, and this way has a critical non-instrumental essence inherent in it.” —Jon Kabat-Zinn in the Foreword to Teaching Mindfulness.
Teaching Mindfulness is authored by Marc S. Micozzi, Donald McCown, and Diane C. Reibel. It is both a theoretical and a practical book, but what does that mean?
Back in 1972, the French philosopher Gilles Deleuze had a conversation with Michel Foucault, in which they discussed the importance of theory and practice (see Foucault’s Language, Counter-Memory, Practice: Selected Essays and Interviews). Deleuze said, “From the moment a theory moves into its proper domain, it begins to encounter obstacles, walls, and blockages which require its relay by another type of discourse (it is through this other discourse that it eventually passes to a different domain). Practice is a set of relays from one theoretical point to another, and theory is a relay from one practice to another. No theory can develop without eventually encountering a wall, and practice is necessary for piercing this wall.”
What is the proper domain of mindfulness?
The authors don’t mention this explicitly, but the proper domain is life. Mindfulness can help you bring your attention to life, that is, your relationship with life. If we step back, then mindfulness is a fundamental practice of Buddhism. Buddhism presents us with a theory of how to overcome pain and, perhaps, reach enlightenment (e.g., the Four Noble Truths and the Eight-fold Path). However, this theory may encounter an obstacle in its Western context because of its religious undertones. However, mindfulness is also—in its Western practice—a set of relays from psychology, cognitive science, neuroscience, and philosophy. The beauty of mindfulness is that it is more flexible than Buddhism, although it acknowledges the lineage and teachers within this very diverse tradition. Still, I refer to Deleuze because he can help us see that practice— mindfulness—makes the constitution of being alive possible.
When Kabat-Zinn says that mindfulness is a way of being, in my opinion he is saying that it’s a philosophy, a way of life. This also illustrates how the theory of practice (how to practice and teach mindfulness) progresses to the level of ontology. “Mindfulness in everyday life is the ultimate challenge,” writes Kabat-Zinn.
I read Teaching Mindfulness with gusto and not just because I recently taught my first session about mindfulness to children. Rather, it takes mindfulness as a practice between Eastern and Western philosophy seriously. Most teachers practice mindfulness out of love; they have been introduced to it because of personal angst or because of their travels in the East, where they met extraordinary teachers. Today, the story is a little different. People are teaching not only out of love but consider their teaching as a profession, which, of course, can be motivated by love. This addresses several problems or challenges. Like those in many other professions (e.g., teaching, nursing, and medicine) it is often assumed that these individuals are directed by some sort of “calling.” This calling often functions as a moral motivator since one could also feel “called” to become an assassin.
So, although I see philosophy as a way of being—and not a discipline where you need to assimilate a specific curriculum to pass—I am also aware that certain background knowledge from reading and practice is needed.
Philosophy is an approach to life that can be qualified through experience, including reading and discussion. As Socrates once said, “The unexamined life is not worth living.” Most philosophers and mindfulness practitioners would agree, even though they may disagree on how to investigate life.
The authors of Teaching Mindfulness address pertinent questions, such as: Who becomes a teacher? What do I know? Do I know it well enough? In answering these questions, the authors offer their own experiences, which give the book a personal radiance. They also place mindfulness in a Buddhist context and explain how it gradually came to the West. “If the 1960s and 1970s were a period of foundation and growth, the 1980s and 1990s could be seen as the painful passage to maturity,” the authors write.
Being mature means being accountable for your actions. Especially when the teacher becomes something like a healer.
The authors identify four interrelated skill sets that are common among mindfulness teachers:
By using these skill sets, the authors present many interesting ideas about balancing the interdependence of the group’s freedom and resonance, the teacher’s responsibility, how to deal with aggression, and other topics. They present concrete exercises and meditation topics for each of the potential challenges: development and care for your “teacher’s voice,” connecting and maintaining curiosity with your students, etc. In this way, the book is useful for the individual teacher, for a group of teachers who can debate and develop their own style of teaching, and even for schools.
One of the book’s greatest advantages is that it illustrate
s the full range of practices: awareness, being present, yoga, and loving-kindness. In that sense the three authors establish the beauty of mindfulness. I would like to stress this point.
Mindfulness is part of an industry that attracts many good teachers, but it also draws those who are in it only for the money. If you are interested in mindfulness (or anything else) because of the money, it negates the so-called goodness, loving-kindness, and true altruism intrinsic to these individuals and makes them hypocritical. When profit or payment enters, the world is again for only those who can afford it. The rest? Let them scramble in the dirt. What I mean when the authors show the beauty of mindfulness is that they pass on their experiences instead of capitalizing on them. Even though these textbooks are ridiculously expensive, we are grateful to the authors for explaining their practice.
Mindfulness can teach people to pay attention, and to become aware of themselves and what happens around them. This can help them see that they need to do something. For instance, I imagine living in a world where people can become who they are. Unfortunately, the persecution of gender, race, and sexuality still hinders the individual’s freedom to become. Before this can be changed, we need to pay attention to how we think and act to make equality and respect possible in the future.In other words, mindfulness can’t change the world alone but together with critical thinking, I believe, children (and others) will have a good foundation for engaging in this world.
In conclusion, I recommend this book to all who work with mindfulness, but it is also a valuable resource for teachers in general.
Finn Janning, PhD in philosophy, is a writer.
Some years ago, I began contacting book publishers for review copies. At that time, I didn’t have any money but a great hunger for reading books on philosophy. All I offered was a review or a mention on this blog. Many publishers were kind enough to send me copies.
While reading these books, I have gradually tried (and I am still trying) to formulate and practice an affirmative philosophy. A philosophy for everyone! This us a journey that began with my PhD-studies that I finished in 2005.
A few years ago, I decided to see if mindfulness could add anything to this philosophical approach. Loosely said, all ethics requires that we “see”—that is, that we are aware or paying attention as a way of being. Yet most philosophies don’t really nurture this skill.
Therefore, as a way to get acquitted with mindfulness (I was interested in its nonreligious approach to meditation), I participated in courses and retreats, and I am now in the last stage of finishing a master’s degree in mindfulness.
Philosophy is serious, as Kierkegaard said (for which reason he elegantly added humor and irony to pass on his thoughts). During this process, I have contacted publishers for books on mindfulness as well. And that is why I am writing this post.
One of the books I received in 2016 was Malcolm Huxter’s Healing the Heart and Mind with Mindfulness. I lost the book several months ago, probably in a park somewhere in Barcelona, since I read it during the summer. Now I feel obliged to keep my word: keeping your word is important even if no one else cares about your words. That is, I have to mention the book!
As I recall the book, it was slim and an easy read, almost an introduction to mindfulness. Yet it was not one of those that are centered on the author’s own suffering; rather, it was based on research and deep knowledge about both Buddhism and psychology. It doesn’t debate whether mindfulness lacks a real Buddhist touch but unfolds the fruitful interactions among mindfulness, psychology, and Buddhism. Most of the chapters ended with meditations, and I did some of them, mainly because they seemed honest and not something that the author felt was needed.
Healing the heart and the mind can be seen as “self-care”, not self-love (an absurd term). Self-care is a healthy investment of my participation in both the present moment as well as in the future.
Mindfulness, as many probably know, is not just about paying attention; it is also about not forgetting. The mind is not the brain; rather the mind is anchoring somewhere in the body like wrinkles and scars that are signs of a lived life.
That I recall this book, on the verge of 2017, is a sign that it is worth sharing and therefore reading.
In Leo Tolstoy’s The Death of Ivan Ilyich, the main character’s mind tends to wander in both time and space. “In court he found his mind wandering; he would be miles away, wondering whether to have plain or moulded cornices with his curtains.”
Read the rest of the essay here.
We all know the simple moral principle that the buyers of stolen goods are as guilty as the thief. I recall this principle from childhood. The point is that the thief wouldn’t steal if no one was buying—at least a thief wouldn’t steal because of greed or arrogance, but perhaps only to meet his or her basic needs, e.g., food.
This moral principle touches upon a basic microeconomic model: supply and demand.
Continue reading here.
En narkoman lider af narkomani.
Narkomani er en ustoppelig trang til narkotiske midler.
Narkotiske midler er lammende, bedøvende og smertestillende.
Der er noget stimulerende i en smertestillende bedøvelse, fordi det, som gør ondt er livet.
Narkomaner er blandt en voksende grupper af mennesker, som i samfundets øjne er upassende – især de, der lever på gaden. De skal ligesom invalide, arbejdsløse og traumatiserede flygtninge opgraderes i forhold til samfundets normer.
Sjældent stilles der spørgsmålstegn til, hvorvidt alle kan og bør tilpasses efter samme kapitalistiske model. Sjældent stilles der spørgsmål til, hvorvidt det reelt er disse krav, som skubber nogle ud i et misbrug, hvorved misbruget netop bliver noget smertestillende.
Og måske skulle man spørge, da mange er blevet afhængige. Nogle tager stoffer for at blive tyndere, andre for at arbejde mere effektivt; nogle går i swingerklubben for at blive begæret, andre sælger sex til mænd og damer, der ikke kan acceptere deres eget livs kedsomhed.
Afhængighed er alle steder. I alle former.
Narkomani er ikke samfundets skyld, men et problem, der udspringer af samfundets moralske deroute. Det er i dag nemt at føle sig isoleret og udenfor. Man kan sågar blive afhængig af ”likes” på Facebook?
Ingen form for narkomani er sund.
Gabor Maté har In the Realm of Hungry Ghosts vist, at mindfulness kan hjælpe med at opløse de automatiske mønstrer, der fodrer vores afhængige sind.
I Buddhist Foundations of Mindfulness redigeret af Edo Shonin, William Van Gordon og Nirbhay N. Singh kan man læse, at mindfulness er en Buddhist praksis, der skærper ens opmærksomhed og fremmer ens mentale velvære. Endvidere står der, at mindfulness kan fremme ens erkendelse af at være en moralsk agent, dvs. ansvarlig for ens handlinger og gerninger. Både de der retter sig indad og de, der retter sig udad.
Mindfulness kan som en kultivering af vores opmærksomhed fremme en social ansvarlighed, hvis praksissen løsrives fra den Buddhistiske ide om, at sandheden findes inde i os selv. Her er det oplagt at betone det sociale engagement, som den Vestlige filosofi er kendt for.
Vi har mistet intimiteten med hinanden, som Terry Tempest Williams siger.
Et sted at begynde, er at udvise omsorg for hinanden. For narkomanens vedkommende kunne dette ske ved at genetablere et fortrolighedsforhold mellem en praktiserende læge og narkomanen, og – ikke som nu – fastholde en relation mellem narkomanen og henholdsvis pusheren og politiet. Et skifte fra en kontrollerende instans, hvor flertallet kun kan lide det, som vedkommende kan forstå (læse: det som kan betale sig), til en etik, der interesserer sig for det, den ikke umiddelbart kan forstå. Sidstnævnte kan nemlig lære os noget. Når vi lærer noget, skabes der nye erfaringer; erfaringer, som gør virkeligheden større.
Forskning viser, at krigen mod narkotika reelt kun hjælper narkokarteller og rockere, at kun omkring ti procent bliver afhængige af narkotiske stoffer, at de fleste narkomaner gradvist trapper ned, eller helt holder op, hvis deres liv uden narkotika ikke kun er smerte og ensomhed.
Forskning viser, at afhængighed ikke kun er et genetisk problem. Ingen arver sin mors druk. I højere grad er det omgivelserne, som præger ens udvikling af hjernen, der påvirker hvordan en person søger belønning og tryghed, hvordan vedkommende kan regulere sine følelser. Misbrug i ens omgivelser fører nemt til misbrug.
Konklusionen er, at legalisering er vejen frem – sammen med skabelsen af et mere venligt og inkluderende samfund, der ikke er blind overfor bivirkninger af et kapitalistisk samfund. Det vil sige et samfund, der kultiverer en nysgerrig medfølelse i stedet for en dømmende holdning.
For interesserede kan jeg anbefale:
– Gabor Matés In the Realm of Hungry Ghosts, der rummer historier fra gaden i Vancouver, henover forfatterens personlige anekdoter, mens han løbende diskuterer nyere forskningsresultater.
– Carl Hart, High Price, der refererer til egen forskning (og Bruce Alexanders), bogen er ligeledes en memoir.
– Johann Hari’s Chasing the Scream er en journalistisk rejse i begrebet ”krigen mod narkotika”, der viser, at krig altid fremmer død og had, og netop ikke omsorg og varme.
– Bruce Alexander’s The Globalization of Addiction, fortæller historien om, hvordan kapitalismen har medført et spirituelt forfald. Han refererer også til sin egen forskning, der viser, at rotter – hvis de kan leve sammen med andre rotter – ikke vælger narkotika. Dette er vel hovedværket.
Moralen er klar: Enhver narkoman vælger kun narkotika, fordi det er som at få ”et stort varmt knus” (som Maté citerer en for at sige). Der var også en grund til at Jeppe på Bjerget drak.
Og for mindfulness kan jeg anbefale Buddhist Foundations of Mindfulness redigeret af Edo Shonin, William Van Gordon og Nirbhay N. Singh. Det er en tung antologi, som er befriet for den frelste og “selvhjælpende” tone, som ellers findes i mange bøger om mindfulness.
May 11 – 15, 2016: 2nd International Conference on Mindfulness, Sapienza University of Rome. See here the website of the event.
Among the many interesting presentations, I presented the paper entitled Mindfulness as an Ethical Practice.
In this paper, I ask two questions. The first is: What is an ethical practice? The second question is: Is mindfulness an ethical practice? My ultimate concern, however, is the possible link between the two issues: What relationship does mindfulness have with ethics? To answer these questions, I first draw on three ethical theories from the Western history of philosophy—Spinoza, Nietzsche, and Deleuze—to define ethics as a particular way of being. Then, I integrate and compare some significant elements from these ethics with the practice of mindfulness, mainly as Jon Kabat-Zinn defines it. This is done to clarify to what extent mindfulness is an ethical practice. My study reveals that not only can mindfulness be viewed as a classical ethical practice (as understood in a Western philosophical context), but—and perhaps more surprising—mindfulness is closer to some Western ethics than to Buddhism, e.g., regarding whether “the Good” is known beforehand, whether ethics is an immanent or transcendent practice, and whether ethics is a judgmental or nonjudgmental practice. Finally, I briefly discuss the ways in which Western philosophy can shed new light on mindfulness.
For nogle år siden tog kunstneren Peter Seidler en række portrætfotos af deltagerne på et månedlangt meditationsophold (se mere her). Der var tale om klassiske før og efter portrætter. Baggrunden er forestillingen om at øjnene eller ansigtet, afspejler vores sind (fx øjnene er sjælens spejl).
Hvad sker der med sindet, når man mediterer længe? Kan ”det” aflæses i ansigtet?
Ja, det kan det åbenbart.
Et meditationsophold eller stilhedsretreat på en måned er ganske lang tid. Og længerevarende ophold, fx på en festival eller en strand, vil uden tvivl sætte sig i ansigtet på de fleste. Prøv at portrættere Roskilde festival-deltagere før og efter! Denne overvejelse har Seidler ikke med. Hans ærinde er snarere et forsøg, kunstnerisk, at validere effekten af meditation.
Et stilhedsretreat kan – ligesom en afslappende ferie – udfolde fire transformerende kvaliteter ved mennesket: venlighed, medfølelse, ligevægt og glæde. Hvem er ikke lidt mere venlig og balanceret, når de ligger i hængekøjen på stranden Tulum i Mexico? Hvorfor smiler du mere på feriefotos end …?
Venlighed, medfølelse, ligevægt og glæde er essentielle med hensyn til udviklingen af resilience (livskraft og mod). Selve evnen til at stå imod tilbageslag og modgang. Derfor er et stilhedsretreat en udmærket måde, hvorved man kan yde modstand mod præstationssamfundets normative tvang om hele tiden at skulle være på og præstere.
Der er selvsagt andre måder at yde modstand på. En af mine venner har bevidst fravalgt at arbejde, mens han har bygget hus, rejst, drukket mv. – levet et liv udenfor samfundets normer og idealer. Man kan også læse Spinozas Etik eller anden god litteratur, da sådanne læsninger transformerer en. God litteratur gør ens erfaringsfelt større, mere rigt og nuanceret. Filosofi og kunst anfægter. Faktisk kunne mange spare en del penge på retreats, hvis deltagerne i stedet for turde kaste sig ud i kunstens verden – blottet, åben og modtagelig.
Tilbage til portrætterne. Det, som et retreat kan hjælpe deltagerne med er:
Dette er ikke en udførlig liste. Nogle deltagere også i sådanne meditationsretreat for at udvikle og nuancere deres meditationspraksis, for at blive del af et givende fællesskab, fordi det er populært, etc.
Punkterne kan minde lidt om en god ferie (hvis den altså ikke er stressende). Og ligesom efter en ferie, hvor man godt ved, at man skal konfrontere chefen eller på anden vis omorganisere ens liv, så kan ansigtets smilende lethed sagtens falde sammen igen, hvorved deltagerne bliver afhængige af meditationsophold. Dette er ikke meningen. Snarere at man lever opmærksomt, nærværende og bevidst – også når man ikke indlogerer sig på et kloster. Og at man udvikler et mod til at leve frit.
Så, hvis venligheden, medfølelsen, ligevægten og livsglæden forsvinder lige så hurtigt, som rusen efter at have drukket fem-seks øl, så er det et problem. Mindfulness er ikke et quick-fix, selvom det til tider sælges sådan, men en gradvis stabilisering af ens tilgang til livet.
Seidler portrætter viser, at folk der er mindfulde, har et lettere sind. Det kunne have været interessant at se, hvordan deltagerne ser ud en måned efter opholdet, når arbejdet, manden, børnene, elskerinden, regningerne, regnvejret og så videre dukker op.
En simpel ting, som alle kan lære af dette eksperiment, er, at ens ansigt afslører ens sind – med mindre ansigtets folder er lammet af botox eller tomt, som en selfie. Det er her medfølelsen og accepten kommer ind. Kan man acceptere at slæbe rundt på det rynkede ansigt (de ekstra kilo), som kigger tilbage på en, når man kigger sig i spejlet?
– Oplæg holdt på en folkeskole i Barcelona, hvor der ligeledes indgik meditationsøvelser.
It’s time for a pause in my teaching, which means that most of the students and I leave the lecture hall for fresh air, coffee or cigarettes. I go to the canteen and buy a coffee. Then I wait outside the lecture hall. A student approaches me and asks something about meditation. As I turn to her, another student bumps into me. I spill the coffee all over my shirt.
“Sorry, sir,” he says. “I didn’t see you. Honestly, I didn’t see you.”
… read the rest in The Mindful Word.
Termen Corporate Social Responsibility ( CSR) understreger, at virksomheden har et socialt ansvar. I praksis betyder det, at det primært er en virksomheds beslutningstagere, der har et ansvar. Sagt anderledes: Ansvaret placeres i toppen af organisationen. Denne tilgang fastholder CSR i en klassisk hierarkisk organisationsstruktur, som i stadig stigende grad ikke stemmer overens med samtidens mere flade organiseringsformer.
Det er med baggrund i denne simple erkendelse, at jeg de sidste par år har ændret min undervisning af MBA-studerende i CSR. Jeg har forsøgt, at løsrive CSR fra primært at fokusere på ideen om at ansvaret er placeret i toppen, hen imod en mere ligelig ansvarsfordeling hos alle virksomhedens medarbejdere. Dette mentalitetsskifte har jeg initieret ved hjælp af mindfulness.
Mindfulness kan kort defineres som en måde at være opmærksom på, i hvert øjeblik, uden at dømme eller vurdere det, som sker. Det handler om at være engageret tilstede. Nu og her.
Undervisningen, som løb hen over otte uger med tre timer i hver session, bestod af en praktisk introduktion til mindfulness. De studerende mediterede og foretog kropsskanninger, mens de også blev præsenteret for forskellige etiske teorier. Det hele blev suppleret med en masse cases omhandlende CSR-problematikker.
Undervisningen foregik på UIBS, en international business school i Barcelona. Der er tale om en mindre, men klassisk indrettet business school med knap 200 studerende. Alle sessioner blev afholdt i et almindeligt klasselokale, men uden brug af borde. Ideen var at de studerende skulle være tilstede i alle facetter af undervisningen uden at fortabe sig i noter eller brug af internet. I forbindelse med kropsskanninger og gående-meditation bedte jeg de studerende tage skoene af. Derudover foregik kropsskanningerne liggende på gulvet. Sådanne uvante aktiviteter åbner – på en ganske basal måde – for en begyndende filosofisk praksis, idet de studerende stillede spørgsmål til de mere konventionelle måder at undervise på.
I kursets første session undersøgte jeg, hvad de studerende vægtede højest. Økonomisk rentabilitet eller etisk ansvarlighed. De studerende kunne ikke argumentere for at sammenhæng mellem disse to, men måtte vælge. De to gange, som jeg har afholdt kurset har andelen af studerende der valgte økonomisk rentabilitet været markant større. Henholdsvis 77% og 83% af de studerende. Ud af en gruppe studerende på henholdsvis 23 og 25 personer, der var i alderen 23-52 år – dog med størstedelen omkring de tredive. Tilsvarende stillede jeg de studerende det samme spørgsmål i slutningen af kurset, altså otte uger senere, og her var andelen af studerende der fokuserede på økonomisk rentabilitet faldet. I den ene klasse var tallet faldet til 51 procent til fordel for økonomisk rentabilitet, mens den anden var faldet til 47 procent. Sidstnævnte var ligeledes gruppen, hvor 87 procent før vægtede den økonomiske rentabilitet højest.
Dette er selvfølgelig ikke en videnskabelig undersøgelse. Der var ingen kontrolgruppe, der ikke blev introduceret til mindfulness. En anden oplagt fejlkilde er, hvorvidt det påvirker de studerende at de spørges, som deltagere på et kursus i CSR. Desuden har Søren Kierkegaard for længst belært os om, at livet aldrig er et enten-eller. Ikke desto mindre ser jeg resultatet, som en indikation på, at etisk og økonomisk ansvarlighed er et umage par, men vel og mærke et par. Der skete et mentalitetsskifte.
Ideen med at kæde mindfulness sammen med CSR skyldes, at de fleste medarbejdere – på alle niveauer – på et eller tidspunkt vil opleve følelser af utilstrækkelighed, vrede, frygt, stress og arbejdsglæde. Jo mere hver enkelt medarbejder kan blive bevidst omkring, hvad der vækker følelser, hvilke reaktioner der vækkes, hvordan den enkelte identificerer sig med disse; desto mere kan vedkommende gradvist løsrive sig fra følelsernes overmagt. Dernæst kan mindfulness også fremme en større bevidsthed omkring – ikke kun ens følelser – men også ens tanker, handlinger og måde at kommunikere på. Etisk ansvarlighed forudsætter, at vi mennesker (eller en virksomhed) kan handle bevidst. Mindfulness er nu ikke en moraliserende terapi, der fortæller de studerende, hvordan de skal eller bør handle, tænke eller føle. Snarere er der tale om en intervenerende proces, hvorigennem den enkeltes relation eller forhold til det, som sker ændres. Grundideen er, at indsigt – bevidsthed – medfører forvandling.
De fleste læsere at Erhvervsfilosofi er uden tvivl bekendt med, at filosofi er en græsk oprindelse, der betoner kærligheden (philo) og visdommen (sophia). Filosoffen er forelsket i visdommen. Af samme grund er filosofien – for en stor del af dens udøvere – en praktisk og eksperimenterende afprøvning af, hvilket liv der er værd at leve. Lykke har ikke været fremmed for filosofien siden Aristoteles gjorde det til omdrejningspunktet i sin Etik. I denne sammenhæng er det interessant, at en del nyere psykologisk forskning viser, at de fleste vurderer deres liv, som mere rigt og lykkeligt, når de kan bidrage konstruktivt og meningsfyldt til omverdenen. Og noget af det mest meningsfulde er, at være sig bevidst omkring de beslutninger, som man nu engang tager. At være tilstede. Enhver beslutning er altid forankret i nuet. Alligevel tages alt for mange beslutninger, mens beslutningstagernes tanker er placeret i fortiden eller fremtiden. Måske fordi de prøver at løbe fra fortiden, eller haste mod et fremtidigt drømmescenarium.
Hvorvidt mine små undervisningseksperimenter, mindfulness og filosofisk dannelse kan fremme en større ansvarlighed på alle niveauer, er uvist. Hertil kræves der reel forskning. Men jeg har svært ved at forestille mig en anden konklusion, end at vise mennesker, det vil sige modne mennesker handler mere ansvarligt end umodne. Vise mennesker er bevidste omkring, hvorvidt det, de gør, tænker, siger og føler hænger sammen.
Jeg tror, at CSR i fremtiden vil inkludere alle, ikke kun toppen, midten eller bunden af virksomheden. Moralen synes at være: Enten er alle medarbejdere i en virksomhed ved fuld bevidsthed, eller også handler virksomheden ikke særligt længe. Når alle er afhængige af hinanden og handler derefter, er der tale om bæredygtighed.
Denne tekst blev til på opfordring af magasinet Erhvervsfilosofi, hvor den ligeledes er bragt, se: Erhvervsfilosofi.dk
FINN JANNING 