De catalanske seperatisters adfærd er sadistisk, mens de ekstreme højre-kræfter i Spanien er masochister. Og modsat , hvad nogen tror, så er sadisten ikke interesseret i masochisten og omvendt.

Drengen er ni år gammel. Når han synger, kan man se, at han mangler to tænder, og allerede har tre plomber. Jeg stirrer ind i den åbne mund, mens han brøler “som gent pacifica”, hvilket er catalansk, og betyder “vi er et pacifistisk folk.”

Drengen har, som så mange andre børn – også yngre – været til demonstrationer med sine forældre. Nogle gange kun den ene part, hvis den anden part ikke er separatist.

Sådan er dagligdagen i den spanske region Catalonien – både politiseret og polariseret. Flere lærere bærer synlige politiske symboler, og de lærere, som ikke ønsker at deltage i en demonstration, mister anseelse blandt de andre. Hele tiden dette mentale pres.

En lærer fra mine børns skole, hvor hovedparten af forældrene er tilhængere af uafhængighed, fortæller mig, at børnene i skolegården leger politi mod personer, en variant af politiet mod røverne. Blandt tilhængere af uafhængighed er politiet de slemme. Der er altid denne klare dikotomi i regionen. Intet er til debat, der er ingen tvivl eller usikkerhed. Spanien er de onde, mens selvstændighed er løsningen.

Læs resten af kronikken i Berlingske.

Kronikken var åbenbart mere end “la Generalitat de Catalunya” (Den nordiske delegation), kunne klare. De valgte i hvert fald, at kontakte Berlingske for at fortælle, at mine eksempler ikke bare var forkerte, simple og trivielle, men også, at de, selvfølgelig, kunne være avisen behjælpelige med de “rigtige” fakta. Et glimrende eksempel på, hvordan politiske institutioner prøver at manipulere, hvilket svarer til hvad filosoffen Gilles Deleuze kaldte “kontrolsamfundet.” Eller hvad mange blot vil kalde patetisk ynk!