Det burde handle om Amanda Gormans digt ”The Hill We Climb”, som digteren læste op ved Joe Bidens præsidentindvielse i Washington. I stedet for handler det om, hvem der må oversætte digtet.
Sophus Helle skriver i Weekendavisen, at ethvert valg er et fravalg, hvorved et valg af en hvid oversætter netop er et fravalg af en sort. Men selvfølgelig kan et valg også betragtes som et tilvalg, hvorved et valg af en bestemt oversætter er et valg af en særlig digterisk kvalitet.
Debatten om hvem der bør og må oversætte digtet, handler desværre ikke om digtets kvaliteter eller en eventuel oversætters evner, men ene og alene om hudfarve og køn. Dette blev tydeligt, da den hollandske aktivist Janice Deul, fandt det uforståeligt, at der ikke var valgt ”en spokenword-kunstner, ung og stolt sort.” I stedet havde det hollandske forlag valgt forfatteren Marieke Lucas Rijneveld, der sidste år vandt den internationale Booker-pris for sin første roman, og som er hvid. Eller rettere, som hverken er hvid eller sort, da forfatteren definerer sig selv, som ikke-binær.
Valget af Rijnevelds var ellers blevet godkendt af Amanda Gorman. Jeg formoder ud fra vedkommendes kunstneriske kvalifikationer. Ikke desto mindre satte Deul spørgsmålstegn ved Gormans kriterier.
Sophus Helle vil gerne tolke – eller oversætte – Deuls spørgsmål til ikke at handle om, hvorvidt hvide må oversætte sorte digtere, men hvorfor sorte ikke bliver bedt om det. Pointen er sympatisk – og relevant – men ikke desto mindre var det Deuls ærinde, at oversætterens identitet er afgørende: Hudfarve, køn og seksualitet kommer før digteriske kvaliteter.
Deuls ytringer er blot et eksempel på, at kunsten for længst er blevet politisk, mens politikken længe har været moraliserende.
Hun er også et eksempel på, at samtiden mangler både empati og fantasi. Det er til synladende svært for mange at begribe, hvordan en sort kan sætte sig ind i en hvid dames værk, eller omvendt. Hvordan en homoseksuel kan forstå en heteroseksuel. Fortsætter tendensen, kan vi i fremtiden ikke bede mandlige anmeldere, anmelde kvindelige forfatters bøger, og omvendt. Niels Lyngsøs roste oversættelse af Marcel Proust bør kaldes tilbage, da han hverken er sengeliggende eller tilstrækkeligt homoseksuel. Journalist på Politiken Kim Skotte har engang skrevet Haikudigte, hvilket jo er utilgiveligt, da han slet ikke er japansk. Selvom Iben Hasselbalch formåede at oversætte den chilenske forfatter Roberto Bolaño gadesprog perfekt, så skulle hun aldrig have været valgt af Gyldendal, da hun som bekendt er kvinde og Bolaño mand.
I god litteratur anslås en stemme eller en tone, der ikke kan reduceres til et køn, race eller seksualitet.
Da jeg studerede på Duke Universitet i forbindelse med mine ph.d.-studier, fortalte litteraten Fredric Jameson mig, at han en overgang fjernede for- og bagside fra de romaner, han læste, fordi han ikke ønskede at farve sin læsning på grund af forfatterens køn – eller værre endnu – de blurbs eller resumeer, der altid er at finde på bagsiden.
Den spanske forfatter og oversætter Nuria Barrios kaldte i El Pais hele virakken omkring Amanda Gormans digte for identitetspolitikkens sejr over kreativ frihed og fantasi. Og, mere rammende, skrev hun, at ingen længere kan blive, hvem de ønsker at blive, fordi vores hud – og køn – er blevet en ”tvangstrøje.”
Tvangstrøjen kommer sig af, at færre og færre kan forestille sig feminine mænd, hvide der føler sig sorte, etc. Faktum er, at enhver identitet, hvad enten det drejer sig om nationalitet, kultur, køn, race eller seksualitet, er en fiktion.
Faktisk virker det decideret fantasiløst, at tro at alle kvinder qua kvinder tænker, føler og lever ens, eller alle homoseksuelle qua homoseksuelle, alle sorte qua sorte, etc.
Den spanske filosof Victoria Camps skriver i hendes bog At vælge tvivlen, at mange menneskers hang til at opdele alt i en dualisme: mand versus kvinde, sort versus hvid, rigtigt versus forkert, har gjort os intellektuelt dovne. Den moralske skråsikkerhed har ikke gjort os klogere eller fremmet forståelsen mellem mennesker. Tværtimod.
På den måde er hele debatten en sørgelig kontrast til Gormans digt.
Bragt i Weekendavisen den 31. marts 2021