Hvorfor lære at læse, skrive og regne, hvis man ikke kan tænke?

Jeg har længe været af den overbevisning, at filosofi bør udbydes som et selvstændigt fag i folkeskolen. Ikke kun for at fastholde det nysgerrige, legende og fantasifulde, men i lige så høj grad for at fremme en kritisk sans. 

Den usikkerhed, som flere forbinder med at leve i en præstationskultur eller en postfaktuel (eller pandemisk) verden, synes nemlig også at have fremmet en moralsk relativisme, til tider en nærmest resignerende ligegyldighed. 

Det er, som om ingen helt ved eller bekymrer sig om, hvad der længere er passende og upassende. Eller også mener de – helt modsat – at have patent på den rigtige og ekskluderende ideologiske sandhed.

Læs resten af kronikken i Politiken

Dårlig opdragelse

Hvordan kan vi som samfund sikre, at alle borgere uddannes i empati, kritisk tænkning og moralsk dannelse? Hvordan kan vi i fællesskab undgå, at små søde, bløde drenge bliver til mænd, der krænker og diskriminerer? I stedet for at overlade opdragelsen af drenge til Jordan Peterson kunne vi som samfund gøre filosofien obligatorisk i folkeskolen, skriver filosof Finn Janning. Han mener, at vi som samfund bør hjælpe hinanden med at frigøre os fra alt det, som holder os fanget.

”Man fødes ikke som kvinde, man bliver det.” Sådan skriver forfatter og filosof Simone de Beauvoir i sit hovedværk Det andet køn.

Det er en ikonisk sætning, der gennem årene er blevet debatteret grundigt. Det afgørende i sætningen er verbet: ”at blive.” På den ene side er der tale om en transformationsproces, der finder sted over en periode. Du bliver pianist, læge eller blikkenslager gennem øvelse, uddannelse og praksistræning.

På den anden side er der tale om en pludselig ændring. Kvinden, der bliver mor, idet babyen fødes. Eller personen, der får stillet en diagnose og bliver kræftpatient. I denne udlægning er der en klar skillelinje mellem før og efter.

Spørgsmålet er, om en pige bliver kvinde på den ene eller anden måde: som noget gradvist eller med et fingerknips. De fleste de Beauvoir-forskere vægter den gradvise tilblivelsesproces – en tilblivelse uden et klart slutmål.

For eksistentialisterne Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre handler det om, at alle mennesker – uanset køn, race eller seksualitet, skal være frie til at blive – leve – som de ønsker. Af samme grund er der mange måder at være og blive kvinde på.

Skabelsen af samtidens borgere

Problemet, som de Beauvoir belyser i sin bog, er, at samfundets strukturer – biologiske, historiske, kulturelle, psykologiske, religiøse, mytiske, etc. – har virket kontrollerende, hæmmende og diskriminerende, hvorved den enkelte pige ikke frit kunne vælge at blive den kvinde, som hun ønskede at blive.

Jeg tænkte på denne åbning, da jeg læste Isabella Miehe-Renards glimrende anmeldelse af den canadiske psykolog Jordan B. Petersons nye bog Hinsides orden – 12 nye regler for livet.

Psykologen Peterson fremstår som en velment pendant til vores egen danske Svend Brinkmann. Begge taler om at forpligte sig, stå fast og turde satse på noget for at skabe dybere mening.

Begge leverer nogle simple leveregler, der har godt tag i samtiden, hvad enten det drejer sig om at tage nejhatten på, eller ikke at gøre noget, du hader. En væsentlig forskel synes dog at være, at den canadiske professor har et bedre tag i de unge drenge.

Jeg tror, at en del af svaret herpå sandsynligvis kan findes i de Beauvoirs ikoniske sætning. I disse MeToo-tider vokser interessen for de Beauvoirs forfatterskab. Og med god grund.

Men i samme forbindelse kunne det være interessant, hvis hendes tanker blev anvendt mere stringent. En ting er ensidigt at klandre et patriarkalsk system for alle samtidens problemer; en anden ville være, hvis alle samfundets borgere – inklusive kvinderne – kiggede kritisk på deres rolle og ansvar i forbindelse med skabelsen af samtidens borgere – både drenge og piger.

Hvis præmissen er, at mennesket er noget blivende, så gælder dette for både kvinder og mænd.

Hvad er gået galt i opdragelsen af drengebørn?

Og her vender jeg så tilbage til Jordan Peterson, der ”opdragende” taler om at tage vare på sig selv, vælge sine venner med omhu, ikke at lyve og balancere mellem kaos og orden. Hvilket er noget, som mange mænd tilsyneladende har svært ved.

I de sidste halve år er det blevet klart, at flere magtfulde og mindre magtfulde mænd i Danmark har opført sig upassende. De har ikke respekteret andre menneskers grænser, enkelte har sågar foretaget decideret diskriminerende og voldelige overgreb.

Det undrer mig, hvordan det kan være, at flere mænd – og drenge – ikke besidder et anstændigt moralsk kompas. Eksempelvis viser en rapport fra Danske Gymnasielevers Sammenslutning, at hver fjerde kvindelige gymnasieelev har været udsat for krænkende kommentarer.

Det er uacceptabelt.

Hvordan blev umiddelbart uskyldige drenge til mænd, der ikke kan opføre sig ordenligt? Hvad er gået galt i opdragelsen af drengebørn?

Opdragelse er et anliggende for begge forældre – såfremt begge er tilstede – og for staten. Eksempelvis bør folkeskolen sikre, at børn, der opfører sig racistisk eller kvindehadsk, rettes til efter samfundets normer. Det er oplagt at spørge, om uddannelsessystemet har været for tolerant, eller blot ikke besiddet de rette værktøjer til at sætte ind overfor moralsk upassende opførsel eller holdninger?

Har seksualundervisningen været upassende? Jeg tror det.

Omvendt Ødipuskompleks

Antagelsen har sikkert været, at spørgsmål om moral og værdier bør foregå i familien. Dette er dog et sats, da ikke alle familier praktiserer lighed, frihed og retfærdighed omkring spisebordet.

Et andet underbelyst område er, hvorvidt børn – især drenge – overbeskyttes af deres mødre. Personligt – og her er jeg farvet af at være bosiddende i Spanien – tror jeg, at omfanget af overbeskyttende og ekstremt tolerante mødre er relevant at belyse.

Jeg har oplevet flere spanske mødre – også dem, der betegner sig selv som feminister – der ser igennem fingrene, når deres egen søn er involveret i upassende og diskriminerende adfærd. Jeg har sågar hørt mødre undskylde for deres sønner, ligesom jeg har hørt mødre anklage pigerne, fordi de (pigerne) har forledt deres sønner.

Endelig har jeg de sidste par år arbejdet sammen med et par psykologer, der hjælper drenge i alderen 11-14 år med at vende tilbage til folkeskolen. Historien er den samme: Faren er fraværende, drengene sidder derhjemme og spiller computerspil uden megen anden social kontakt end moderen.

Når psykologen foreslår, at drengen vender tilbage til skolen, så er det gerne moderen, der modsætter sig, fordi hun er bange for at miste kontrollen over sin søn, har psykologerne fortalt mig.

Der er tale om et omvendt Ødipus-kompleks, hvor, i dette tilfælde, moderens tiltrækning til et barn er problematisk.

Selvom der ikke er tale om et videnskabeligt bidrag, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om der en sammenhæng mellem de ganske ukritiske mødre i Spanien, og så det skræmmende niveau af mandschauvinisme, hustruvold og drab i selvsamme land?

Jeg ved det ikke.

Opdragelsen er et fælles ansvar

Til gengæld ved jeg, at mange drenge aldrig løsriver sig fra deres mødre (og omvendt). De lærer aldrig at tage ansvar for deres egne handlinger. De formår ikke at stå til regnskab for, hvad de har gjort eller gør.

De forbliver umyndige. Den tyske filosof Immanuel Kant talte om, hvordan barnet går ud af umyndigheden – går ud af hjælpeløsheden – som en modningsproces. Flere danske mænd er tilsyneladende juridisk myndige, men eksistentielt og moralsk umyndige. De besidder ikke modet til at bruge deres egen forstand, ville Kant sige. De fremstår dumme.

Betyder det så, at problemet med mænd, der krænker piger og kvinder, er kvindernes egen skyld? Nej, selvfølgelig ikke. Opdragelse er et fælles anliggende; et fælles ansvar.

Som Camus skriver i Pesten: ”Jeg levede med ideen om min egen uskyldighed, hvilket vil sige, uden nogen som helst ide.”

Det drejer sig om, hvordan vi – som samfund – sikrer, at alle borgere uddannes i empati, kritisk tænkning og moralsk dannelse. Hvordan kan vi i fællesskab undgå, at små søde bløde drenge bliver til mænd, der krænker og diskriminerer?

Set i det lys kan jeg godt forstå, at Peterson er populær blandt drenge, da mange sikkert har savnet, at der bliver opsat nogle klare regler for dem. Grænser er vigtige. Men i stedet for at overlade opdragelsen af drenge til Peterson – der i Isabella Miehe-Renards anmeldelse fremstår som en semireligiøs paternalistisk forkynder – så kunne vi som samfund gøre filosofien obligatorisk i folkeskolen.

Undersøgelsen fra gymnasierne viser, at vi som samfund skal starte tidligere. En eksistentiel feminisme er en påmindelse om, at alle mennesker stræber efter frihed, hvorfor feminisme også er i enhver tænkende mands interesse. Som samfund bør vi hjælpe hinanden med at frigøre os fra alt det, som holder os fanget: Såsom dårlig eller mangelfuld opdragelse.

Først bragt POV International

Frihedens bånd

“Det er klart, at den enkeltes følelser og grænser bør respekteres. Eksempelvis er det uacceptabelt, hvis den samme person – gentagne gange – skal have at vide, at hans adfærd er uønsket. Dog er der minimum to grunde til, at det ikke bør bero på den krænkedes opfattelse alene. For det første, fordi det lige nu er uklart, hvad vi som samfund forstår med ordene ”upassende”, ”krænkelser” og ”seksuelle overgreb,”” skriver filosof Finn Janning i denne kronik om #Metoo, frihedsbegreberne og krænkelseskulturen.

I 1958 udgav filosoffen Isaiah Berlin essayet Two Concepts of Liberty, hvor han argumenterer for, at der findes to former for frihed: En negativ og en positiv.

Helt basalt er den negative frihed en frihed fra noget, mens den positive frihed er en frihed tilnoget. Den negative frihed kunne referere til fraværet af forhindringer, barrierer og indskrænkninger. Det kunne være forskellige former for statslig tvang.

Den form for frihed handler om den individuelles ret til at udfolde hans eller hendes naturlige instinkter og drifter. Vi er eksempelvis frie til at følge vores drifter hele vejen hen til swinger-klubben. Den negative frihed er stort set synonym med den juridiske frihed, hvor loven sikrer, at folk kan blive skilt, eller at børn eller minoriteters  rettigheder ikke indskrænkes, såvel som grundlæggende negative frihedsrettigheder som religions- og ytringsfrihed.

Læs resten af kronikken her

Et demokrati kræver myndige mennesker

“Journalisten er den, som kan tilføre information en etisk såvel som æstetisk ramme. En ramme, der ikke kun handler om at behage læseren, men også om at oplyse, støde, problematisere og fabulere. Gode journalister er gode observatører; de er gode til at tolke det, som sker, hvorved de formår at give informationerne et skær af saglighed, som læseren derefter kan vurdere fornuften af ved hjælp af forstand.”

Fra min kronik Et demokrati kræver myndige mennesker. Det skal journalistikken hjælpe med bragt i Information. Den påpeger vigtigheden af den gode journalistik i en ’postfaktuel æra’, fordi den kan træne, pleje og skærpe den kollektive forstand. Modsat skaber den mindre gode journalister umyndige læsere, der ikke længere evner at skelne mellem sandt og falsk.

Meet the Author

For me, philosophy is a way of living and not an academic discipline that requires you to swallow a certain amount of information to pass. Most great novelists are philosophers. The Danish philosopher Søren Kierkegaard once said that literature in order to become philosophy must become fiction. I like that. It also shows that the distinction between philosophy and literature is rather new—perhaps stemming from Kant—but does it matter if Nietzsche, Kierkegaard, de Beauvoir, and all the others are classified as philosophers or writers?

Read the rest of the interview in Under the Gum Tree.

Empirisme og fantasi

”In fact, empiricism is a philosophy of the imagination and not a philosophy of the senses.” – Gilles Deleuze

Henover sommeren vil jeg genlæse et par af den franske filosof Gilles Deleuzes bøger. Primært nogle af dem, der har det med at blive overset. Læsningen tjener som opvarmning til min deltagelse i en Deleuze-konference, som holdes i Orhan Pamuks hjemby i juli.

Lad mig starte med Deleuzes første bog, den nok mest oversete, nemlig Empiricism and Subjectivity. An Essay on Hume´s Theory of Human Nature. Deleuze udgav denne, mens han blot var en knægt i starten af tyverne. Eterfølgeren, hans fremragende bog om Nietzsche, udkom otte-ni år senere.

Er der en grund til, at Hume-bogen er overset? Ja og nej.

Fra Nietzschebogen og frem, er Deleuze en yderst original læser og tænker, men ikke desto mindre rummer Hume-bogen mange interessante ideer, som foldes ud senere i forfatterskabt.

I forordet til den engelske udgave udtaler Deleuze, at David Hume foregriber Kant ved hjælp af begrebet tiltro. Tro erstatter viden. At tro, er at foregribe, skriver Deleuze.

Hvad er konditionerne for en velbegrundet tro? På baggrund af dette spørgsmål udvikler Hume, ifølge Deleuze, en teori om sandsynlighed. Og denne sandsynlighedsteori er baseret på en relationslogik, der viser, at alle relationer (mellem mennesker og ideer) er ydre. Det er meget kort fortalt bogens plot.

Flere steder skriver skriver Deleuze: “Relations are external to their term.” Der er her tale om en måde at tænke på, som er sigende for Deleuze. Sætningen understreger, at relationer ikke repræsenterer eller forholder sig til en eller anden given identitet. Snarere at livet styres af ydre kræfter. En kraft er relationens kapacitet, dvs. at kræfter ikke determinerer relationen for sig selv, eller i sig selv, men kommer til udtryk i selve mødet. Sagt mere simpelt, de fleste relationer mellem mennesker går i stykker, når noget, fx ens forhold til ens partner, pludselig evalueres i lyset af et bestemt ideal eller identitet. Forholdet er ikke længere blivende, men ER enten lig idealet eller ej.

Hos Deleuze er der ingen model for livet. Senere i sit forfatterskab uddyber han, at en kraft er lig med dens rækkevide, dvs. dens sortiment af mulige møder med andre kræfter.

Vender vi tilbage til distinktionen mellem tiltro og viden, skriver Deleuze bl.a.: “I believe in what I have neither seen nor touched.” Det er en smuk sætning, synes jeg. Empirisme handler mere om imagination end vores sansers evne til at sanse. Dette er ligeledes en tanke, som er tilstede i hele forfatterskabet. Denne ide påvirker endvidere den gængse forståelse af forholdet mellem årsag og virkning. Effekterne eller virkninger er vigtigere end ens eventuelle gisninger om, hvad der mon er årsagen. Der er trods alt visse følelser og tanker, som vi ikke kan ignorere, skønt vi ikke med sikkerhed ved, hvorfra de kommer.

Et andet sted skriver Deleuze “… philosophy, being a human science, need not search for the cause, it should rather scrutinize effects. The cause cannot be known, principles have neither cause nor an origin of their power. What is original is their effects upon the imagination.

Helt klassisk er Humes filosofi en kritik af rationalismens repræsentationsfigur, fordi “representations cannot present relations …” Vores tanker er ikke fornuftige. Snarere er vores fornuft en affekt af vores tanker. Måske er det derfor at fornuf ofte kaldes instinkt, vane eller natur (jf. noget er logisk). Man kan sagtens finde nyttige argumenter mod hjerneforskningens trættende påstand om at mennesket er dets hjerne – y nada mas. Deleuze vil sige, at vores forestillinger og tanker er underlagt ydre kræfter. Dette hænger igen sammen med at enhver relation er ydre betinget.

Når Deleuze senere i sine skriverier taler om tilblivelse, er det aldrig forstået som en selv-skabelse, snarere en selv-overvindelse. At lade sig forme; at slippe illusionen om at kunne kontrollerer alt.

Der redegøres også for, at moral ikke er noget naturligt, men noget skabt. “It is not our nature which is moral, it is rather our morality which is in our nature,” skriver han.

Han (Hume og Deleuze) taler om sympati for det kommende. Hume kritiserer klassiske kontraktteorier, idet de udspringer af frygt og egoisme (fx Hobbes). Der er en manglende tro på menneskets evne til at samarbejde. Problemet er med andre ord et spørgsmål om tiltro. Eller hvordan noget sandsynliggøres. Lad mig give et eksempel. Statens problem, siger Hume, er, at den ikke formår at gøre den generelle interesse troværdig. Hvad er eksemplevis den generelle interesse blandt danskere? Det er nok ikke økonomisk vækst, som politikerne konstant snik-snakker om, men noget mere alment menneskelige såsom velvære, trivsel og meningsfuldt arbejde. Hvorfor skal vi forføreres til at tro, at mere økonomisk vækst partout giver mere velvære og mening, når selvsamme vækst også genererer flere eksistentielle sygdomme, fx angst, stress, depressioner?

Udfordringen er bl.a. at gøre ens fantasi eller forestillingsevne troværdig; transformere denne til noget sandsynligt. Hvilket kun er muligt, når og hvis, ens fantasi har et holdepunkt, fx i kraft af det som berører en: mødet, dvs. relationerne. Det vil altså være en fejl at tro, at Deleuze sætter pris på fantasien som sådan. Tværtimod. Dumhed er og forbliver dumhed uanset, hvor fantasifuldt den indpakkes. Den er altid forankret i et møde, noget konkret.

Flere af disse ideer leder til interessante tanker om hvad et subjekt er (hvis det er og ikke snarere bliver til). Et par citater kan understrege dette: “… believing and inventing is what makes the subject a subject” – “The given is no longer given to the subject; rather, the subject constitutes itself in the given.” – “The subject invents and believes; it is a synthesis of the mind.”

Tro og opfindelse. Subjektet tror på det, som sker eller er givet, mens det opfinder eller konstituerer sig selv i lyset heraf. Vanen er det, som konstituerer subjektet, idet vanen er foregribende. Vanen har tillid til fortiden og dens eventuelle varen mod fremtiden. Her tænker Deleuze allerede med Bergson, som han senere skriver en monografi om. Hvad der er vigtigt er dog, at subjektet hele tiden står i relation til tiden, hvorved subjektet ændrer sig pga. dét, som lægger an. Tid er forandring. Fortiden og nutiden er derfor ikke givet, men skabes gennem subjektets forsøg på at give sig selv en oprindelse. Det er aldrig for sent at få en god barndom, som nogle ynder at sige.

Bogen viser, at relationer er ikke noget, der kan eller bør ses som en svag afglans af et eller andet givet ideal. Der findes ikke noget ideal for hvordan ens barndom, ens familie eller ens forhold skal være. Snarere er enhver relation et middel til aktivitet, til handling. Alt bliver til i mellemrummet, skriver Deleuze sammen med Guattari omkring tredive år senere.

Disse ideer (og flere) leder Deleuze til at give en rimelig klar definition af filosofi, som senere raffineres. “Philosophy must constitute itself as the theory of what we are doing, not as a theory of what there is. What we do has its principles; and being can only be grasped as the object of a synthetic relation with the very principles of what we do.”

Sagt anderledes: filosofi handler om de givende forskelle, fx de forskelle, der gør noget ved os; de forskelle, som det er en udfordring at skabe tiltro til. Deleuze er ikke fænomenolog, men kreativ eller radikal empirist.

Hume-bogen er langt fra Deleuzes bedste, men den er på ingen måde i nærheden af at være dårlig.

Blog at WordPress.com.

Up ↑