“This is the lesson that history teaches: repetition.”
Gertrude Stein

Fornylig skrev jeg en kronik i Information, der handlede om journalistikkens rolle i en postfaktuel verden. Kronikken medførte, som det engang imellem sker, at jeg modtog Lea Korsgaards pamflet: Den der råber lyver.

Korsgaard, der er chefredaktør på Zetland og forfatter til tre bøger beskriver i pamfletten, hvordan journalistikken tidligere havde den nøgne journalist, som ideal. En journalist, der ukritisk viderebragte informationer uden at tjekke, om disse var sande, relevante, væsentlige m.v. I stedet for den nøgne journalist, taler Korsgaard om, at en journalist bør være klædt på til finderspidserne. ”Med viden og kløgt.”

Ordet kløgt refererer bl.a. til Aristoteles’ begreb phronesis; en praktisk fornuft, der modsat en mere intellektuel og abstrakt fornuft kræver, at journalisten får jord under sine negle. Den kløgtige journalist graver i fakta, uddyber, nuancerer, hvorved denne ikke kun formidler, men også etablerer et fundament, hvor samfundets borgere kan se sandheden i øjnene. Hvis alt er tvivlsom eller direkte løgn, mister vi ethvert samfunds fundament: tilliden.

Jeg læste denne lille pamflet samtidig med at jeg i El Pais læste en artikel, der hævdede, at pamfletten har genvundet sin popularitet. Pamfletten kan – qua sin størrelse – bringe den intellektuelle ind i samfundsdebatten, her og nu. En pamflet er et aktuelt nedslag; en optimering eller kvalificering af debatten, hvilket Den der råber lyver, lever op til.

Artiklen i El Pais nævner bl.a. den spanske forfatter Eduardo Mendozas pamflet Hvad sker der i Catalonien, og filosoffen Fernando Savaters pamflet Mod separatisme. Sidstnævnte beskriver, hvor skadelige de catalanske separatisters kamp er – rent demokratisk og medmenneskeligt – fordi de både eliminerer fornuften og borgerbegrebet. De catalanske separatister, skriver Savater, tilsidesætter loven, mens de lader følelserne drive gæk med dem, skønt disse følelser ofte ikke har belæg i noget sandt. Eller de lader loven favorisere dem, der mener det samme, som dem selv, hvilket jo strider imod lovens opgave, der bør behandle alle lige.

Der råbes meget i Spanien, men mest af alt blandt de catalanske separatister. De eksemplificerer glimrende Korsgaards titel. Så det var både med glæde og irritation, at jeg læste Korsgaards pamflet: Glæde, fordi den er relevant; irritation, fordi den kastede mig tilbage i en debat, som jeg ellers havde besluttet mig, at forlade. (Jeg har tidligere skrevet artiklerne: Grumset catalansk nationalisme (2014), Catalonien mellem frihed og kontrol (2017), om manglen på medfølelse i essayet Compassion in Catalonia, om hvordan hadet til Spanien bevæger sig fra catalanske forældre til deres børn i essayet The Boy in the Classroom, om den psykiske terror i kommentarerne Cataloniens separatister udøver psykisk vold mod sine modstandere og Cataloniens frihedskamp er endt i undertrykkelse).

Og nu er jeg her igen! Det catalanske projekt er ikke et fysisk voldeligt projekt, men mentalt kontrollerende og manipulerende. De, der ikke har blik for det, lever stadigvæk i Michel Foucaults Disciplinærsamfund, hvor mennesket opdrages i lukkede systemer: børnehave, skole, arbejdsplads, fængsler, etc. I dag lever vi snarere i det Gilles Delueze kaldte et Kontrolsamfund. Her er der ingen tydelige grænser, hvorfor vi også nemmere forfører og kontrollerer os selv. Det gør vi, fordi vi gerne vil passe ind (eller undgå eksklusion), opnå social anerkendelse eller identitet m.v. I praksis betyder det, at vi bliver offer for vores egne gerninger. Præcis ligesom, når mange ukritisk deler alt på nettet, hvorefter de forbløffes over, at al denne information måske anvendes af nogle.

Det, som præger de catalanske separatister er, hvad organisationsteoretikere kalder ”groupthink.” De ophøjer egen moral, mens de gør sig resistente overfor enhver kritik. Dette hænger sammen med udviklingen af en forførerende diskurs, som de catalanske politikere i årevis har tvangsfodret deres boger med.

For det første, selvom de lever godt i Catalonien, kan de leve endnu bedre, fortælles det,  hvis bare de slipper af med Spanien. Spanien stjæler jo! For det andet, de catalanske separatister skal aldrig stå til ansvar for deres fejl og mangler, fordi de har altid Spanien at bebrejde. Det betyder, at de catalanske separatister har skabt en offer-kultur uden et konkret etisk fundament, der jo kræver evnen til at stå til regnskab for ens egne gerninger, som Kierkegaard har sagt.

Resultatet er, at Catalonien for separatisterne er blevet en slags utopi, hvilket jeg har skrevet om i kronikken Catalonierne opfører sig som en selvretfærdig part i et ægteskabelig krise. En utopi er det gode sted, som ikke er. Et sted, der begæres, idet det henter næring i sit udtalte had til Spanien, mens de drømmer om frihed og demokrati. Dog ikke demokrati forstået som en tredeling af magten, da de catalanske separatister gerne arbejder tæt sammen med politiet. Det er nu heller ikke demokrati, forstået som en organisering af uenighed, hvilket er filosoffen Jacques Ranciéres definition, idet de, som er uenige ignoreres eller, per automatik, kaldes fascister. Eksempel er der flere spaniere, der ønsker at bevæge sig fra et monarki til en republik, flere (rigtig mange), som finder Rajoys regering inkompetent, etc. Her kunne der sagtens etableres et samarbejde på tværs af alle Spaniens regioner, men det er svært, fordi præmissen jo er, at det er Spaniens skyld. Ligeledes er der flere catalanske journalister og kunstnere, der har forladt regionen, fordi de ikke var tilhængere af catalansk uafhængighed, hvorfor de ikke kunne finde arbejde, de blev udstødt m.v.

Med hensyn til frihed, så handler det jo ikke kun om, at blive fri fra Spanien, hvilket i praksis betyder, fri fra at tage del i et demokratiske arbejde, fx den grundlov, som de selv har underskrevet. Frihed handler eksempelvis også om, at være fri til at skabe nye veje, der ikke bare går destruktivt imod, men som snarere innovativt og kreativt går imod, idet nye alternativer skabes. Det kreative og innovative mangler. Personligt oplever jeg, at Barcelona de seneste ti år er blevet mere provinsiel og mindre radikal, idet megen kritik ender i en karikatur, hvor alt kendes på forhånd: Spanien er ond, de catalanske separatister er gode. Selvom enkelte slagord dukker op, såsom feminisme og økologi, så udleves de ikke mere her, end andre steder i verden, hvor de også er efterspurgte. I Madrid er der progressive øko-feminister, for eksempel.

Der mangler i Spanien og Catalonien, det, som Korsgaard kalder en lidenskabelig etisk journalist. En, der fasterholder, ”at kendsgerninger er mere værd end anekdoter.”

Anekdoter om Spaniens fascistiske historier er der nok af, men kendsgerningen er, at den spanske borgerkrig sluttede i Madrid, hvor den største modstand mod Franco var; kendsgerningen er, at flere cataloniere hyldede Franco for hans religiøse familieværdier; kendsgerningen er, at den tidligere catalanske præsident Puyol, ønskede immigranter til Catalonien, der ikke talte spansk, fordi de så ville lære catalansk; kendsgerningen er, at den catalanske sprogpolitik får Dansk folkeparti til at fremstå, som de mest kærlige; kendsgerningen er, at de catalanske skoler accepterer stærke politiske symboler og retorik, fx som når forældre hænger bannere eller balloner på skolen fuld af slagord; kendsgerning er, at medier slet ikke viste Marlene Winds debat med Puigdemont i fjernsynet, de viste blot en statsmand, der ukritisk indtog Danmark, etc.

I stedet for ukritisk, at løbe med den forførerende retorik, kunne en turist i Catalonien spørge sig selv, om folket her virkelig lider, om de lever i en diktatorstat, etc. Under borgerkrigen kunne Cataloniere ikke samles i grupper på mere end fire-fem personer, i dag vandrer de rundt i gaderne, hvilket jo netop understreger, at der er demokrati.

Det er kompliceret, men ikke mere komplekst, end der er tale om en veludført strategi, der udfældes i medier og til dels i skoler og familier. Filosoffen Victoria Camp taler om mental manipulation, hvor Spanien gradvist er blevet elimineret fra den kollektive catalanske bevidsthed. Hun nævner sågar, hvordan hendes egen børn blev manipuleret i skolen. Dette projekt går flere år tilbage. Når jeg taler med unge studerende i Barcelona (dette er ikke et videnskabeligt studie, men baseret på samtaler med 13-15 forskellige drenge og piger i alderen 1-20 år, som alle er uafhængighedstilhængere), og spørger dem: Hvorfor vil I uafhængighed? Svarer de prompte: Spanien er fascistisk. Når jeg så siger: Virkelig! Hvorfor vil I uafhængighed? Svarer de: Jamen sådan var det i min familie, i skolen var holdningen gerne sådan, at Spanien var de onde…

Journalistikken må vedblive at være ”fællesskabets trykte dagbog,” citerer Korsgaard sociologen Robert E. Park for at sige. Denne dagbog mangler i Catalonien, hvilket jo selvfølgelig er hele Spaniens ansvar. De mangler generelt en forsoningsproces a la den, som Mandela foretog i Sydafrika. Det er pga. uvidenhed, at løgne, manipulationer og hadet, har det så nemt. Helt simpelt, som en buddhist munk engang har sagt, hvis du forstår, så hader du ikke. Jeg tror reelt ikke, at catalanske separatister forstår den spanske historie i al dens uperfekthed og storhed; den historie, som de selv er en del af. Ligesom mange i Spanien ikke forstår den frustration og det mindreværdskompleks – der præger mange i Catalonien – med tiden er blevet til had og arrogance.

Spanien er et demokrati, et ungt og skrøbeligt demokrati, men at kalde Spanien for Franco-land er ligeså forrykt, som at kalde Tyskland for Hitler-land. Modsat af hvad der forefindes i Catalonien, så er der en kritisk debat i Spanien – også af præsidenten Rajoy. I Catalonien behandler separatisterne, der ellers kommer fra vildt forskellige partier, alle Puigdemont som paven, fordi de deler et had. De catalanske separatister har skabt en religion, hvor objektet ikke er en kærlig Gud, men et had til Spanien. Dette er bekymrende uanset, hvor relevant meget af kritikken af regeringen i Madrid, så end er.

Og på den måde gentager historien sikkert sig selv. Michel Serres har skrevet om, hvordan Romerriget blev bygget på død og had. Modsat Gandhis fantastiske ikkevolds strategi, så har de catalanske separatister intet imod at lyve. At lyve bevidst er, mener jeg, noget ganske voldsomt, fordi det undergraver respekt og tillid, som politikerne og medierne burde skabe. Tillid og mellemmenneskelig respekt er to ting, som der ikke er meget af p.t. i Catalonien.

Min italienske ven og filosof, som er bosiddende her i Barcelona, frygter et nyt Jugoslavien, selv frygter jeg ikke …, men jeg håber, at journalistikken bliver endnu bedre, end den er.

Lea Korsgaards pamflet er et glimrende sted at begynde.