Catching life

Recently, I bought a boxset with the Television series Twin Peaks and David Lynch’s book Catching the Big Fish

“Ideas are like fish”, Lynch writes. “If you want a little fish, you can stay in the shallow water. But if you want to catch the big fish, you’ve got to go deeper.” It is well-known that Lynch uses transcendental meditation to go deeper. Everything there is, comes from the deepest level, he says, which modern physics call the Unified Field.  “The more your consciousness—your awareness—is expanded, the deeper you go towards this source, and the bigger the fish you can catch.”

Reading this little book while watching Twin Peaks was illuminating. For example, the series opens with the log women speaking and telling us what it’s all about, she ends up saying: “Laura is the one.” 

She, Laura Palmer, is the Unified Field. Everything that happens in Twin Peaks, is related to her: Laura Palmer. 

The whole series is drawing a map of a complex totality as a way of gradually going deeper and deeper. For example, in later episodes, the log women speaks about dreams and ideas. The FBI special agent Dale Coper often gets his ideas, or clear up a misunderstanding, in his dreams, perhaps as an illustration of the “hidden” potential that lies deep within – something unconscious, something still unknown, waiting to actualized.

I recall seeing the series when I lived in small town (some years younger than the young bunch of main characters, some of which I found both cool and very attractive back then). Twin Peaks caught my attention like no other series had before (and not like anyone else had until I saw the first season of True Detective). 

Lynch, reminds me of the Danish poet and film instructor Jørgen Leth, who I once wrote a book about. (I encountered Leth’s poems and films more or less at the same time, I saw Twin Peaks). Leth is also semi-inspired by a humble philosophy where you’re open for whatever happens; you take it, whatever it is, and use it as good as you can. In continuation of Leth (and later with the Chilean writer Roberto Bolaño), I’ve tried to develop a poetic and attentive philosophy, where the senses are all active

Both Lynch and Leth mention how certain coincidences that happened at their filmset later were integrated into their films, making them better. They both believe that time should be allowed to unfold as it unfolds. Time is not a passive medium within which acts are placed; rather, time is immanent “within” action, when opening for or making another possible future actual. They both believe that everything is connected.

I emphasize that everything is connected or interconnectivity, recalling the Norwegian eco-philosopher Arne Næss who once said something like: if I destroy another life, I also destroy myself to some degree. Why? Because relations compose who I am, who we are. Relating this idea to a small community like Twin Peaks, then the life of each one of the characters is not sustainable without the others, and vice versa. The death of Laura Palmer is, therefore, not only a tragedy for her and her closest relations; rather, it’s an attack on the social bonds that holds this community together. 

Perhaps Twin Peaks can be seen as how fragile or vulnerable these social bonds are when we focus on money, power, greed and hate, and how these bonds can be strengthen through friendships, honesty, trust … stressing something like an equal value of all lives. For example, special agent Dale Coper listens to all citizens with equal care and interest, even those we (the viewers) might look at with skepticisms. He is a fairly good person.

Seeing Twin Peaks and reading this little simple book brought me back to my own youth—perhaps not as something deeper (not sure I agree with Lynch’s vertical metaphor)—but as an expanding of my consciousness, reconnecting with these basic social bonds of love, care and friendships. Catching moments of life.

In a way, re-watching Twin Peaks made me recall how ethics is generous. It gives or shares without asking for anything because it passes on what cannot be owned: love, friendship or social bonds.  

Isn’t philosophy’s first virtue to be humble as in curious, open, available?  

Jørgen Leth

Sommeren virkede næsten uendelig. Dengang, hvor jeg spillede fodbold ude i haven, mens Jørgen Leth talte sig varm i en skurvogn et sted i Frankrig. Indimellem løb jeg ind i stuen og så på alle cykelrytterne, der svedte. Ofte blev jeg hængende sammen med min far i sofaen, mens jeg lyttede til Leth.

Jørgen Leth er en af mine store helte. Han er en sand mangfoldighed, inklusiv en gavmild digterfilosof. I dag fylder han 80 år. Tillykke.

I 2014 udgav jeg bogen Den gavmilde digter – Et essay om Jørgen Leth (se mere her). Kort tid efter var der en venlig læser, som formidlede en kontakt til Leth, hvorefter Leth sendte mig en mail, senere en bog, og så videre. Det er nu ikke dette, jeg vil fortælle om.

Forrige sommer mødte jeg Leth i lufthavnen i Barcelona. På det tidspunkt havde jeg netop fået tilsendt min roman Hvem myrdede Gilles Deleuze?, som jeg derfor havde med mig i bagagen. Efter lidt overvejelse – og et kærligt pres fra min kone – præsenterede jeg mig for Leth og gav ham bogen. Udover en kort korrespondance, havde jeg aldrig set ham i øjnene.

Da vi landede i København, havde han læst det meste af bogen. (Den er kun 80-90 sider lang). ”Den er godt skrevet. Jeg læser kun hvis jeg er fanget, og den fangede mig.”

Jeg fulgte ham hen til bagagebåndet, hvor jeg nævnte Tour de France. Og her skete det! Forløsningen. Ordet alene – “Tour de France” – fik hans øjne til at lyse op, fuld af kærlighed og livsvarme. Det var og er denne begejstring, som er så unik for ham. Han dømmer ikke, men tillader sig at blive tiltalt af livet, hvorefter han så gavmildt rækker lidt videre. Jeg tror, at det smil, de øjne som lyste, var grunden til at jeg skrev bogen. Livsglæden.

Inden vi skiltes, sagde han: ”Jeg er glad for din bog. Den viser en anden side af mig, som de andre (i.e. Lars Movin og Dan Ringgaard) ikke havde blik for. Den eksistentielle. Tak for det.”

Leth er indbegrebet af de uendelig somre. Der, hvor du ser andre hænge ind over deres cykelstyr, som du også hænger indover dit; der, hvor du rejser rundt i Frankrig, ser cykelløb, læser romaner og digte, skriver noter; der, hvor du indimellem er i tvivl om det, som skete, virkelig skete. Der, hvor hele den literære verden åbnede sig for dig.

Det er mig, der siger tak Jørgen.

9788793204201

Smagen af en følelse

En af mine gamle venner yndede at sige, at man skal høre sandheden fra børn og fulde folk. Det hører med til historien, at han drak, og han sagde, mange sande ting.

Jeg tænkte på ham fornylig, da jeg deltog i et seks-dages meditationsretreat på et kloster ved Costa Brava kysten. Her refererede underviseren – i et af hans Buddhistiske causerier – til filmen Inside Out. En tegnefilm! Det slog mig, at der vitterligt er noget om klicheen: sandheden, fuldskab og børn. Børn er sjældent fulde, men de udfordrer deres forældre. Dagligt. De modner dem.

Nu har jeg set Inside Out. Og den er ganske interessant (om end midten føles lidt lang). Den viser, hvordan følelser interagerer og kæmper om kontrollen i vores mentale kontrolrum. Glæde. Væmmelse. Vrede. Tristhed. Frygt.

images

Filmen handler om pigen Riley, der er 11-12 år. Hun flytter med sine forældre til San Fransisco, hvorved hele hendes følelsesliv sættes på en prøve. I filmen udspiller dette sig ved, at følelsen Glæde ønsker at være den dominerende. Uanset hvad der sker. Glæde har altså svært ved at træde til side, selv når andre følelser synes at virke mere passende i forhold til situationen, fx vrede, frygt eller tristhed på grund af flytning, ny skole, nye venner, tab af venner, osv. På den måde hæmmes et mere modent forhold til følelser.

Følelser er svære, fordi de synes uden klare grænser. Det kan dog være givende at være opmærksom på følelser, når de opstår. Hvad forårsager dem?

Følelser er forbipasserende gæster i ens liv. I Buddhismen lærer man ikke at identificere sig med disse. Gradvist kan man opleve forskellen mellem ”jeg er vred” og ”det er vrede.” Det er svært, men frigørende. Som alt andet forandrer følelser sig også. Selv en forelskelse forandrer sig og bliver til kærlighed og hårdt arbejde. En anden måde at se dette på, kan man ved hjælp af en af hjerneforskningens mere interessante opdagelser, nemlig begrebet neural plasticitet eller den plastiske hjerne. Denne opdagelse understreger, at vores hjerne forandrer sig gennem hele livet. Af samme grund er det også muligt, at blive bedre til at håndtere eller navigere i forbindelse med de følelser, som suser igennem en.

Nyere studier viser, at glæde og lykke i stor grad hænger sammen med evnen til at ”smage” på følelser, fx smage en positiv oplevelse, og derved lade denne smag gennemtrænge ens aktiviteter. Smagen kan ligeledes imprægnere tidligere aktiviteter i skæret af denne. Som et ordsprog siger: det er aldrig for sent, at få en bedre barndom. Denne ”smag” hænger sammen med, hvordan man kan kultivere ens velvære. Det vil sige, at man giver slip på følelser som grådighed og had, mens man prøver at kultivere gavmildhed, medfølelse og kærlighed. Man accepterer ærligt ens motiver, mens man oprigtigt prøver at fremme mere af det, som fremmer velvære, fx gavmildhed.

Modning eller visdom drejer sig om at blive mere bevidst omkring, hvad der foregår i ens mentale kontrolrum. Lytte til den indre stemme.

En af forskellene mellem depressive og ikke-depressive personer er bl.a. forbundet med en fastholdelse af ”smagen” af glæde. Hos den depressive er denne aktivering forbigående, hvorfor hjernen ikke for alvor når at ”smage” følelsen. Jagten på lykke bliver flad og stressende og, af samme grund, deprimerende. Personer der besidder denne kapacitet formår derimod at forblive eller forlænge aktiviteter i denne region af hjernen.

I Inside Out erkender følelsen Glæde, at følelsen Tristhed ikke er skadelig i små doser. Tværtimod. Den kan slå os omkuld, men også lære os at komme på fode igen. Tristheden fremmer refleksion og styrker ens værdier. Hvad er vigtigt? Hvem kan hjælpe? Selvfølgelig kan tristhed igennem længere tid udvikle depression, men i mindre doser vækker den ofte gavmildhed eller generøsitet hos den anden (sågar en selv, såfremt man evner at tage vare på sig selv). Jørgen Leth er eksempelvis kendt for at have et lettere deprimeret sind, hvorfor han bl.a. bor afsondret og mindre forstyrret på Haiti, men han er også en generøs digter. Han digter plads til det, som er i færd med at blive. Dette evner han, fordi han er opmærksom og nærværende – måske ikke hele tiden – men i hvert fald med en imponerende styrke i dele af sit liv.

Det er altså Tristheden, som bringer pigen Riley tilbage til hendes forældre. Tristheden overtager styringen. Det sker i det øjeblik hun tør blotte sig, og vise sin sorg på grund af alt det tabte. I dette øjeblik møder hun – heldigvis – forældrenes rummelighed.

Tanken er vel, eller kald det filmens morale, at vi alle sammen til tider støder ind i nogle – måske endda os selv – som har det svært. Ligesom os, vil enhver anden, gerne leve et liv, der er mindre lidende og utilfredsstillende. Det de mangler for at kunne komme videre, er ikke en neoliberalistisk peptalk om hvorvidt den stærkeste overlever, men omsorg og medfølelse.

Apropos medfølelse. I går afsluttede jeg et kursus i Filosofisk vejledning med en ”loving-kindness”-meditation. Lider de studerende? Ja. Kedsomhed. Usikkerhed. Tvivl. Plus alt det andet: sygdom, død, tab osv. Flere af de studerende smilte efterfølgende. Mere end de plejer. En enkelt sagde, ”What the fuck?”

Ja, what the fuck. Det er jo bare et liv. Og et liv, der ikke undersøges og afprøves, er, som bekendt, ikke værd at leve. Det mente Sokrates i hvert fald.

Om Den gavmilde digter

Der har været lidt, men meget positiv omtale af Den gavmilde digter.

Bibliotekernes lektørudtalelse skriver, at “Finn Janning skriver utrolig godt, finurligt og nærværende om det at leve og livsvalg.” Læs mere her

På Litteratursiden.dk kan man læse, at bogen er “indsigtsfuld, uddybende, klog og munter – og det er meget givende både i forhold til Leth som til tilværelsen selv at følges det stykke vej med Janning. En original og givende indgang til Jørgen Leth. Afgjort et godt sted at starte.” Læs mere her.

Bogsyn.dk skriver: “Det er en helt særlig bog, et essay om en gavmild digter, som lærer os at smage på det enorme udbud, vi har foran os af alting … Et fremragende værk.” Læs mere her.

Den gavmilde digter kan også fås som e-bog og (snart) lydbog. Se mere her.

God læselyst.

Blog at WordPress.com.

Up ↑