Drugs and Society

My brother died from an accidental overdose when he was 26 years old. Ever since, I have had an interest in drug addiction—never in a scientific way, but always with an eye on the debate. On this blog, I have reviewed and mentioned some of the authors mentioned below, just as I have published a few chronicles in Danish newspapers (Narkomaner er (også) mennesker, Udbud og efterspørgsel slog min bror ihjel og Legalisér narko).

Recently, I read Carl Hart’s book, High Price: A Neuroscientist’s Journey of Self-Discovery That Challenges Everything You Know About Drugs and Society. The title says it all!

Hart is a professor of neuroscience and psychology at Columbia University. In High Price, the author mixes memoirs with summaries of his and others’ scientific research into drug abuse and addiction. This blended approach gives him street credibility. 

His reason for telling his own story is to illustrate how growing up in certain areas with lower income, poor education, unemployment, and racism affects people negatively. Basically, the underlying—and very important—moral of the book is that drug addiction is caused bymany of society’s problems, not the reasonfor them. This contradicts many of the stories most people are being told about drugs and crime. 

Similarly, Italian writer Roberto Saviano and journalist Johann Hari both claim that anti-drug policies (e.g., the war on drugs) are causing more harm than the drugs themselves. Why? Because the criminalizing drug policy marginalizes poor, undereducated, and (at least in the US) often black people. However, to actually solve the problem of drug abuse, a government ought to focus more on education, employment, racism, and alleviating general life anxieties and loneliness. 

Loneliness plays a crucial role in addiction. At one point, Hart refers to Bruce Alexander’s “Rat Park” (which made me think of the Rat Pack!) experiments of the late 1970s and early 1980s. Hart describes how rats in a social, enriched, and engaging environment self-administered morphine on offer in their cages at a significantly lower rate than rats kept in solitary cages with no alternatives offered to them. 

Most of Hart’s own research follows Alexander’s results. For example, Hart tested whether drug users would choose financial rewards over a certain kind of drug and determined that it depends on the alternative and the context. Sometimes the drug abuser would choose money or sex instead of drugs. Also, addiction is not a consequence of drug use. Sometimes people just use drugs because there is nothing else. In Alexander’s work, the rats lived in isolation. For this reason, the studies suggest, they preferred drugs over water, even if it meant killing themselves. Hart mentions that, if you were in isolation with only one film to watch or one book to read, you would probably watch or read it many times simply because you had nothing else to do. Yet, that doesn’t make you an addict! 

Again, this is related to the social environment. If you grow up in a place with little future, no money, no care, a lot of violence, discrimination, etc., then perhaps alternatives to drugs are few (or less obvious).

Thus, the conclusion High Price offers is: change the people and environment around you; then, you will change yourself. Or, change the world, and you will change accordingly.

Carl Hart’s book is an important contribution to a discourse that still seems to be governed by ignorance and prejudices.

Afhængighed og mindfulness

En narkoman lider af narkomani.

Narkomani er en ustoppelig trang til narkotiske midler.

Narkotiske midler er lammende, bedøvende og smertestillende.

Der er noget stimulerende i en smertestillende bedøvelse, fordi det, som gør ondt er livet.

Narkomaner er blandt en voksende grupper af mennesker, som i samfundets øjne er upassende – især de, der lever på gaden. De skal ligesom invalide, arbejdsløse og traumatiserede flygtninge opgraderes i forhold til samfundets normer.

Sjældent stilles der spørgsmålstegn til, hvorvidt alle kan og bør tilpasses efter samme kapitalistiske model. Sjældent stilles der spørgsmål til, hvorvidt det reelt er disse krav, som skubber nogle ud i et misbrug, hvorved misbruget netop bliver noget smertestillende.

Og måske skulle man spørge, da mange er blevet afhængige. Nogle tager stoffer for at blive tyndere, andre for at arbejde mere effektivt; nogle går i swingerklubben for at blive begæret, andre sælger sex til mænd og damer, der ikke kan acceptere deres eget livs kedsomhed.

Afhængighed er alle steder. I alle former.

Narkomani er ikke samfundets skyld, men et problem, der udspringer af samfundets moralske deroute. Det er i dag nemt at føle sig isoleret og udenfor. Man kan sågar blive afhængig af ”likes” på Facebook?

Ingen form for narkomani er sund.

Gabor Maté har In the Realm of Hungry Ghosts vist, at mindfulness kan hjælpe med at opløse de automatiske mønstrer, der fodrer vores afhængige sind.

I Buddhist Foundations of Mindfulness redigeret af Edo Shonin, William Van Gordon og Nirbhay N. Singh kan man læse, at mindfulness er en Buddhist praksis, der skærper ens opmærksomhed og fremmer ens mentale velvære. Endvidere står der, at mindfulness kan fremme ens erkendelse af at være en moralsk agent, dvs. ansvarlig for ens handlinger og gerninger. Både de der retter sig indad og de, der retter sig udad.

Mindfulness kan som en kultivering af vores opmærksomhed fremme en social ansvarlighed, hvis praksissen løsrives fra den Buddhistiske ide om, at sandheden findes inde i os selv. Her er det oplagt at betone det sociale engagement, som den Vestlige filosofi er kendt for.

Vi har mistet intimiteten med hinanden, som Terry Tempest Williams siger.

Et sted at begynde, er at udvise omsorg for hinanden. For narkomanens vedkommende kunne dette ske ved at genetablere et fortrolighedsforhold mellem en praktiserende læge og narkomanen, og – ikke som nu – fastholde en relation mellem narkomanen og henholdsvis pusheren og politiet. Et skifte fra en kontrollerende instans, hvor flertallet kun kan lide det, som vedkommende kan forstå (læse: det som kan betale sig), til en etik, der interesserer sig for det, den ikke umiddelbart kan forstå. Sidstnævnte kan nemlig lære os noget. Når vi lærer noget, skabes der nye erfaringer; erfaringer, som gør virkeligheden større.

Forskning viser, at krigen mod narkotika reelt kun hjælper narkokarteller og rockere, at kun omkring ti procent bliver afhængige af narkotiske stoffer, at de fleste narkomaner gradvist trapper ned, eller helt holder op, hvis deres liv uden narkotika ikke kun er smerte og ensomhed.

Forskning viser, at afhængighed ikke kun er et genetisk problem. Ingen arver sin mors druk. I højere grad er det omgivelserne, som præger ens udvikling af hjernen, der påvirker hvordan en person søger belønning og tryghed, hvordan vedkommende kan regulere sine følelser. Misbrug i ens omgivelser fører nemt til misbrug.

Konklusionen er, at legalisering er vejen frem – sammen med skabelsen af et mere venligt og inkluderende samfund, der ikke er blind overfor bivirkninger af et kapitalistisk samfund. Det vil sige et samfund, der kultiverer en nysgerrig medfølelse i stedet for en dømmende holdning.

For interesserede kan jeg anbefale:

– Gabor Matés In the Realm of Hungry Ghosts, der rummer historier fra gaden i Vancouver, henover forfatterens personlige anekdoter, mens han løbende diskuterer nyere forskningsresultater.

– Carl Hart, High Price, der refererer til egen forskning (og Bruce Alexanders), bogen er ligeledes en memoir.

– Johann Hari’s Chasing the Scream er en journalistisk rejse i begrebet ”krigen mod narkotika”, der viser, at krig altid fremmer død og had, og netop ikke omsorg og varme.

– Bruce Alexander’s The Globalization of Addiction, fortæller historien om, hvordan kapitalismen har medført et spirituelt forfald. Han refererer også til sin egen forskning, der viser, at rotter – hvis de kan leve sammen med andre rotter – ikke vælger narkotika. Dette er vel hovedværket.

Moralen er klar: Enhver narkoman vælger kun narkotika, fordi det er som at få ”et stort varmt knus” (som Maté citerer en for at sige). Der var også en grund til at Jeppe på Bjerget drak.

Og for mindfulness kan jeg anbefale Buddhist Foundations of Mindfulness redigeret af Edo Shonin, William Van Gordon og Nirbhay N. Singh. Det er en tung antologi, som er befriet for den frelste og “selvhjælpende” tone, som ellers findes i mange bøger om mindfulness.

Blog at WordPress.com.

Up ↑