Oxford University Press har været så flinke at sende mig et par bøger. Til gengæld har jeg lovet at omtale dem. Det er vist på tide, det sker.

I bogen Unfit for the Future. The Need for Moral Enhancement, spørger filosofferne  Ingmar Persson og Julian Savulescu: Hvor godt rustet er mennesket til fremtiden? Svaret de giver er: Ikke godt nok.

Der er plads til moralske forbedringer. Det store og vanskelige spørgsmål er selvfølgelig, hvordan mennesket kan optimeres moralsk. Forfatterne er opmærksomme på, at de bevæger sig på farlig grund, da moralsk optimering nemt kan vække alt for ubehagelige associationer. Heldigvis er de stringente tænkere, der ønsker at fremme en debat mere end sælge et klægt budskab. Tonen i bogen er akademisk, det vil sige lidt tør sine steder.

Bogens problematik er velkendt: Vi lever i en verden, hvor økonomisk rovdrift på naturen og mennesker skriger på nye vitale tiltag, nye tankesystemer. Vi lever i en verden, hvor teknologiske opfindelser gør det svært at trække vejret uden en akut risiko for astma. Bogen er i dette lys ambitiøs, men også befriende fri for alle de moralske fællessange, der har det med at begræde egen godhed, mens alt forbliver det samme.

I starten af bogen optegner de to forfattere menneskehedens, ifølge dem, to største problematikker. Den ene er klimaet (tænk bare på den skrantende Kyoto-protokol, som efterhånden er uden reel værdi). Den anden er truslen fra masseødelæggelsesvåben, fx i hænderne på terrorister. Ved hjælp af eksempler fra psykologien viser de, at det altid er nemmere at gøre skade end gavn. Sågar ultimativ skade, fx ved hjælp af masseødelæggelsesvåben. Det kræver trods alt mere arbejde at gøre gavn. Ligesom det kræver mere arbejde at sortere ens affald end smide det hele ud af vinduet. De understøtter løbende denne tese. Fx nævner de, at der i dag eksisterer en miljømæssigt renere form for teknologi, men at villigheden mangler til at anvende denne, forske i denne, etc. De argumenterer for at det er muligt, at minimere sult og sygdom i fattige lande, men at villigheden eller motivationen står i vejen. Profitten skal desværre alt for ofte sikres.

Deres forslag er ikke en forhøjning eller optimering af fornuften, som fx evolutionspsykologen Steven Pinker har appelleret for. Pinkers pointe er, at der i dag er færre folkeudryddelser, voldtægter og krige, fordi den samlede IQ går op med cirka tre procent per dekade. Jo mere smart, desto mindre lyst har vi til at rive hovedet af hinanden. Argumentet minder lidt om sammenhængen mellem demokrati, fred og frihed (ofte økonomisk frihed), som er velkendt bl.a. ekspansionslystne politikere. Der er selvfølgelig en vis fornuft i argumentet, selvom Pinker har en tendens til at overse omgivelsernes indflydelse på naturen, da fremgangen i IQ sagtens kan skyldes en ’bedre’ moral, hvorved fornuften netop har fået bedre vilkår, fx glæden ved at dele viden, ved ikke favorisere mellem køn, etc.

Ifølge Persson og Savulescu er der to måde at forbedre moralen på (1) moralske doktriner og (2) moralske handlinger og reaktioner, hvilket i høj grad afhænger af den første, idet disse regulerer adfærd. Eksempelvis er forskelle i køn, etnicitet og seksuel observans i stigende grad moralsk irrelevant, da ingen normalt tænkende vil argumentere for … og dog! Jeg har dog forståelse for deres argument. Problemet er snarere at de moralske doktriner, er ude af trit med tiden. Der er et gab mellem, hvad mennesket er i stand til, takket være den moderne teknologi, og hvad mennesket evner rent moralsk. Mennesket kan ikke leve moralsk op til egne muligheder.

I stedet for at følge Pinkers ide om en forøgelse af fornuften, er de to forfattere fortalere for noget så simpelt, som altruisme og retfærdighedssans. De skriver, at det netop er manglen på altruisme og retfærdighedssans, som er årsagen til at mennesket endnu ikke har gjort noget ved klimaforandringer og miljøproblemer, når nu ellers fornuften er til det!

Det, de foreslår er, at der bevilliges midler til at forske i, hvorvidt det er muligt at fremme altruisme og retfærdighedssans ved hjælp af biomedicinsk optimering af moralen. Altruisme forstår de to som en blanding af empati, det vil sige evnen til at forestille sig, hvad det vil sige at være et andet bevidst individ, og sympati, det vil sige en interesse for et andet menneske på dennes præmisser. Psykopater er eksempelvis kendt for at være gode til at manipulerer, hvilket nogle psykologer mener skyldes en raffineret form for empati, hvorved psykopaten kan sætte sig i den andens sted. Det, som psykopaten dog mangler er sympati, det vil sige en mere inkluderende form for empati.

De to filosoffer negligerer på ingen måde almindelige dannelse, som den varetages af skoler m.fl., men de stiller sig kritisk overfor, hvorvidt det er nok. Med andre ord, det er ikke nok at vide, at selvisk adfærd, nepotisme, xenofobi m.v. er moralsk forkert. Derimod er det et spørgsmål om at være tilstrækkeligt moralsk motiveret til ikke at falde i, når ens egne forbindelser kan hjælpe en med at opnå et eller andet. De gode intentioner, er ikke effektive nok. De mange Buddha-figurer, er ikke nok. De mange smukke ord, er slet ikke nok. Det, der mangler er kort og godt en stærk motivation eller villighed til at gøre det, som de fleste jo godt ved er nødvendigt. Det, de to forfattere ønsker er en moralsk optimering af denne motivation, ikke en omvæltning af, hvad der er godt eller slet. De sammenligner deres ide med de mennesker, som fx er alt for afhængige af tobak, alkohol eller motion. Størstedelen ved godt at deres overforbrug er skadeligt, alligevel formår de ikke at trappe ned. Kognitiv terapi kan hjælpe nogle, ja, men langt fra alle. Der findes mennesker, som er genetisk disponeret for afhængighed, og som kunne blive hjulpet ved hjælp af biomedicinske midler.

Enkelte vil i disse autenticitetstider nok vrænge på næsen ad ideen om at fremme noget bedre ved hjælp af noget uægte og kunstigt. Denne naive forestilling, vil desværre have seriøse konsekvenser, hvis ingen fandt det fornuftigt at ændre den autentiske voldtægtsmand, den autentiske svindler …

Hvad skal der til? De to filosoffer nævner to forudsætninger, a) at der er mennesker, som er interesseret i at optimerer sig moralsk, b) hvis effektive biomedicinske midler opfindes, at de anvendes med kløgt. Det vil sige, behovet må udspringe af en individuel frivillighed, måske som et udslag af selvrefleksion, hvor det gradvist går op for den enkelte at der er ting, hvor vedkommende ikke formår at tage vare på sig selv og samfundet bedst muligt. Denne præmis betyder uden tvivl at de, som angiveligt ville have størst glæde af et moralsk motivationsboost, fx de egoistiske eller de, som er for dumme til at se på sig selv med et kritisk blik, ikke bliver berørt.

Jeg kan godt lide de to forfatteres tilgang. Bogen supplerer de mange velmente analyser, der alle peger i retning af et større behov for empati, fairness og kærlighed mv. Men, når de fleste af verdens problemer ikke er ukendt stof, er det selvfølgelig i høj grad et spørgsmål om motivation (ikke kun, men i høj grad). Hvorfor er der så mange, som har lettere ved at vælge profitten, selvom de ved at andre måske vil lide? Kan den neo-liberale økonomis trang til uhæmmet vækst, afhjælpes medicinsk? Kan man foreslå moralsk optimering af bestemte erhverv?

Konklusionen er, at mennesket har skabt en leveform, der er i gang med at tage livet af jorden. Kollektivt selvmord står for døren. Måske er det muligt – ikke kun ved at gå tilbage til den meditative hule, men ved at gå frem – at overkomme de problemer, som mennesket selv har skabt.

Bogen er et fint bidrag til debatten om, hvordan en bæredygtig fremtid skabes. Den viser, at der er behov for at forske i, hvordan – hvis overhovedet muligt – mennesket kan optimeres moralsk, når nu den moralske peptalk tydeligvis ikke er nok.