Det fortælles at ridderen Sant Jordi red videre efter at have reddet prinsessen fra dragen. Hvor hen, ved ingen. Nogle hævder dog, at han blev hængende, og fik det halve kongerige, som det hører sig til i eventyrene. Jeg ved det ikke. Der er noget heroisk i begge historier.

Sant Jordi også kaldet Sankt Jørgen er mere end ridderen, som redder hele byen – og prinsessen – fra den modbydelige drages gab. I den spanske region Catalonien er han den symbolske figur per se. Han bekæmper ikke kun dragen, men undertykkelse og frygt. Sant Jordi er ridderen, der vil Cataloniens selvstændighed. Han er en del af løsrivelsesprocessen. Efter at have spiddet dragen med sit spyd, dyppede han sine fingre i dens varme blod, og kørte fire blodige fingre henover ørkenens gule sand. Resultat: Fire røde striber på en gul baggrund, nøjagtigt som i det catalanske flag. Senere voksede en masse smukke roser op.

Hvorfor nu Sant Jordi? Skal det handle om eventyr? Nej, i hvert fald ikke mere end det plejer.

Dagen i dag er også bøgernes dag. Det er dagen, hvor selveste romanens fader Cervantes blev født, hvor Shakespeare døde (eller blev født, er lidt i tvivl). Det er dagen, hvor alle skoler i Catalonien afholder en poesi-konkurrence. Det er dagen, hvor mændene køber en rose til pigerne, mens damerne køber en bog til drengene. Det lyder sikkert sexistisk og meget forkert, men byen dufter af roser og er fuld af bøger. Det er ikke en kun en dag, hvor en forfatter kan være glad, men alle, der kan lide at læse og dufte og se på noget smukt, bliver berørt – især, når solen så også skinner.

Sant Jordi legemliggør den catalanske frihedskamp. Det er dog ikke den politiske debat, som jeg vil berøre, men begrebet legemliggøre.

I bogen The Embodied Mind foretager forfatterne Francisco Varela, Evan Thompson og Eleanor Rosch en af de første filosofiske læsninger af buddhismen. De sætter filosofisk ”kød” på begrebet mindfulness, som de definerer mere eller mindre som opmærksomhed. Mindfulness er et begreb, der desværre har det med at blive misbrugt i management og selvhjælpslitteratur, fordi opmærksomheden pludselig bliver strategisk. Opmærksom på noget.

Bogens filosofiske udgangspunkt er Merleau-Ponty, der definerer begrebet legemliggørelse (eller inkarnation), som noget der både omfatter kroppen, som en levet og eksperimenterende struktur, og kroppen, som konteksten for ens kognitive mekanismer. Sagt anderledes: Livet sætter sig i kødet på os. Afhængigt af konteksten.

Et eksempel: Lige nu hyperventilerer jeg. Det er underligt, idet jeg sidder ned. Havde jeg derimod lige været ude og løbe, ville konteksten have været anderledes. Selvfølgelig kan min åndedragsfrekvens også skyldes for meget kaffe, at jeg skal undervise på spansk, at jeg lige har set Zlatan nøgen i en reklame … kontekst. Hvordan er hvad muligt?

Mindfulness betyder at kroppen er nærværende i legemliggjorte erfaringer.

I bogen kæder forfatterne, som nævnt, ideen om mindfulness tæt sammen med opmærksomhed. Apropos opmærksomhed, så sagde Henry Miller at opmærksomhed var den bedste etik, ligesom det var den vigtigste kapacitet for en forfatter. Jeg er enig. Flere kunne nævnes, men ikke her. Pay attention. Når vi er opmærksomme, bliver vi mindful, det vil sige vi erfarer, hvad sindet eller vores tanker gør, mens den gør det. Det handler om at blive nutidig eller nærværende i ens tanke. Det handler altså ikke om refleksion eller abstraktion. Det handler ikke om tankens tanke. Det handler ikke om at træde ud af sine tanker og evaluere disse i forhold til et ideal. Det handler i bund og grund om at bringe kroppen og tanken sammen. ”To be mindful of the mind as it takes its own course,” som de så smukt skriver.

En anden måde at forstå mindfulness på er ved at relatere det til Descartes berømte udsagn: Jeg tænker, derfor er jeg. Problemet for buddhisten er, at Descartes konkluderer, det vil sige at han træder ud af tanken i stedet for at blive i processen. Noget tænker. Basta. Tilsvarende kunne man sige, at bevidsthed er noget, og ikke om noget. Det er også her at selvet forsvinder. Buddhismen fortæller dog ikke, at du ikke må tro, at du besidder et selv eller ej. Ingen er stædige. Snarere påpeger de, at ens ekstreme opmærksomhed tydeliggør, at der ikke er et anker, en essens for hvad ”jeg” tænker. Selvet er noget blivende, noget som sker. Det er ikke mig, som tænker, men noget som lægger an på mig. Jeg er noget tænkt. Jeg formes.

At tænke er en måde at blive mere opmærksom på. Uden andet formål end opmærksomhed på det, som finder sted. Det er blandt andet det, som skriften kan. Den findes. Den bevæger sig. Udvikler sig. Den ånder. Nogle gange kan den præcist levendegøre noget, hvorved det bliver muligt at dele erfaringer, idet der skabes rum for ens erfaringsdannelse i kraft af sproget. Sproget er opmærksomt.

Det hele er ifølge bogens forfattere et spørgsmål om sansning. Tanken er den sjette sans. Det er ikke kun kvinder, som besidder en sjette sans. (Med mindre man mener, at kun kvinder tænker). Det gør alle, som tænker. Tanken er afhængig af kontakt. Sant Jordis blodige hånd smelter sammen med jorden. Han berøres og røres; påvirkes og påvirker. Det tørre sand befrugtes med det mest livgivende: blod. Sant Jordi rækker livet videre. Han ser, hører, smager, lugter og rør, men han tænker også. Tanken er den erfaring, som rækkes videre. Den erfaring som siger, at kun kærligheden kan matche døden, at kærligheden er den eneste mulige protest mod dødeligheden. Sant Jordi legemliggør livet.

Det fortælles dog ikke, at Sant Jordi af samme grund også er større end det catalanske projekt. I hvert fald symbolsk.

Bogen er en fin indføring i mindfulness i en filosofisk kontekst. Enkelte steder er den lidt outdated, fx i afsnittene om kognition. At den halter lidt er dog ikke bogens skyld, men min. Min omtale af bogen er outdated, The Embodied Mind udkom i 1991. Dengang havde jeg ikke hørt om Merleau-Ponty eller budisme, men ikke desto mindre indset, at jeg er min krop.