En narkoman lider af narkomani.

Narkomani er en ustoppelig trang til narkotiske midler.

Narkotiske midler er lammende, bedøvende og smertestillende.

Der er noget stimulerende i en smertestillende bedøvelse, fordi det, som gør ondt er livet.

Narkomaner er blandt en voksende grupper af mennesker, som i samfundets øjne er upassende – især de, der lever på gaden. De skal ligesom invalide, arbejdsløse og traumatiserede flygtninge opgraderes i forhold til samfundets normer.

Sjældent stilles der spørgsmålstegn til, hvorvidt alle kan og bør tilpasses efter samme kapitalistiske model. Sjældent stilles der spørgsmål til, hvorvidt det reelt er disse krav, som skubber nogle ud i et misbrug, hvorved misbruget netop bliver noget smertestillende.

Og måske skulle man spørge, da mange er blevet afhængige. Nogle tager stoffer for at blive tyndere, andre for at arbejde mere effektivt; nogle går i swingerklubben for at blive begæret, andre sælger sex til mænd og damer, der ikke kan acceptere deres eget livs kedsomhed.

Afhængighed er alle steder. I alle former.

Narkomani er ikke samfundets skyld, men et problem, der udspringer af samfundets moralske deroute. Det er i dag nemt at føle sig isoleret og udenfor. Man kan sågar blive afhængig af ”likes” på Facebook?

Ingen form for narkomani er sund.

Gabor Maté har In the Realm of Hungry Ghosts vist, at mindfulness kan hjælpe med at opløse de automatiske mønstrer, der fodrer vores afhængige sind.

I Buddhist Foundations of Mindfulness redigeret af Edo Shonin, William Van Gordon og Nirbhay N. Singh kan man læse, at mindfulness er en Buddhist praksis, der skærper ens opmærksomhed og fremmer ens mentale velvære. Endvidere står der, at mindfulness kan fremme ens erkendelse af at være en moralsk agent, dvs. ansvarlig for ens handlinger og gerninger. Både de der retter sig indad og de, der retter sig udad.

Mindfulness kan som en kultivering af vores opmærksomhed fremme en social ansvarlighed, hvis praksissen løsrives fra den Buddhistiske ide om, at sandheden findes inde i os selv. Her er det oplagt at betone det sociale engagement, som den Vestlige filosofi er kendt for.

Vi har mistet intimiteten med hinanden, som Terry Tempest Williams siger.

Et sted at begynde, er at udvise omsorg for hinanden. For narkomanens vedkommende kunne dette ske ved at genetablere et fortrolighedsforhold mellem en praktiserende læge og narkomanen, og – ikke som nu – fastholde en relation mellem narkomanen og henholdsvis pusheren og politiet. Et skifte fra en kontrollerende instans, hvor flertallet kun kan lide det, som vedkommende kan forstå (læse: det som kan betale sig), til en etik, der interesserer sig for det, den ikke umiddelbart kan forstå. Sidstnævnte kan nemlig lære os noget. Når vi lærer noget, skabes der nye erfaringer; erfaringer, som gør virkeligheden større.

Forskning viser, at krigen mod narkotika reelt kun hjælper narkokarteller og rockere, at kun omkring ti procent bliver afhængige af narkotiske stoffer, at de fleste narkomaner gradvist trapper ned, eller helt holder op, hvis deres liv uden narkotika ikke kun er smerte og ensomhed.

Forskning viser, at afhængighed ikke kun er et genetisk problem. Ingen arver sin mors druk. I højere grad er det omgivelserne, som præger ens udvikling af hjernen, der påvirker hvordan en person søger belønning og tryghed, hvordan vedkommende kan regulere sine følelser. Misbrug i ens omgivelser fører nemt til misbrug.

Konklusionen er, at legalisering er vejen frem – sammen med skabelsen af et mere venligt og inkluderende samfund, der ikke er blind overfor bivirkninger af et kapitalistisk samfund. Det vil sige et samfund, der kultiverer en nysgerrig medfølelse i stedet for en dømmende holdning.

For interesserede kan jeg anbefale:

– Gabor Matés In the Realm of Hungry Ghosts, der rummer historier fra gaden i Vancouver, henover forfatterens personlige anekdoter, mens han løbende diskuterer nyere forskningsresultater.

– Carl Hart, High Price, der refererer til egen forskning (og Bruce Alexanders), bogen er ligeledes en memoir.

– Johann Hari’s Chasing the Scream er en journalistisk rejse i begrebet ”krigen mod narkotika”, der viser, at krig altid fremmer død og had, og netop ikke omsorg og varme.

– Bruce Alexander’s The Globalization of Addiction, fortæller historien om, hvordan kapitalismen har medført et spirituelt forfald. Han refererer også til sin egen forskning, der viser, at rotter – hvis de kan leve sammen med andre rotter – ikke vælger narkotika. Dette er vel hovedværket.

Moralen er klar: Enhver narkoman vælger kun narkotika, fordi det er som at få ”et stort varmt knus” (som Maté citerer en for at sige). Der var også en grund til at Jeppe på Bjerget drak.

Og for mindfulness kan jeg anbefale Buddhist Foundations of Mindfulness redigeret af Edo Shonin, William Van Gordon og Nirbhay N. Singh. Det er en tung antologi, som er befriet for den frelste og “selvhjælpende” tone, som ellers findes i mange bøger om mindfulness.

• Se også min kronik fra Politiken Narkomaner er (også) mennesker
• Se også min kronik i Information Udbud og efterspørgsel slog min bror ihjel
• Se også mit essay fra Modkraft Legalisér narko