To Think Philosophically?

”If philosophy did not exist, we cannot guess the level of stupidity [there would be]. Philosophy prevents stupidity from being as enormous as it would be were there no philosophy. That’s philosophy’s splendor, we have no idea what things would be like … So when we say ”to create is to resist,” it’s effective, positive, I mean.” – Deleuze, L’Abécédaire de Gilles Deleuze.

What does it means to think philosophically?

I don’t think that only philosophers think or reflect. Rather, philosophers do so in a distinctive way by creating concepts that can help us see things we weren’t aware of before. It can be the way Simone de Beauvoir made many readers aware of the problematic assumption that men were the first sex and women were merely a diversion. It reminds me of how Deleuze and Guattari, years later, said that for far too long, the hegemonic ideal has been a white, 33 year old heterosexual man called Jesus, which not only discriminates, but also hinders our thinking. In a broader sense, be open toward other ways of living. This is also why solely giving advice, potentially, takes away the responsibility from each of us to be accountable for our actions.

So while we all – or most of us – think daily about what to eat, wear, do, etc. (especially if you have children who need healthy lunches and clean clothes), thinking philosophically requires that we pay attention to the present moment — that we critically reflect on what is happening, including evaluating our own behavior. It emphasizes that philosophy can’t teach you what to think or give you clear steps to attaining peace of mind. However, it can nurture critical thinking that can help us evaluate various forms of thinking. Instead of telling us what to think, philosophers can help us clarify how thinking is possible and perhaps even show us what philosophical thinking looks like.

For example, today it seems rather convenient to say that people who voted for Brexit or Trump can’t think, but here we might just be showing our own arrogant tendency for moralizing, i.e., judging. Instead, differences in opinions are an invitation to confront our own possible lack of understanding. Why do they believe that this is right? Once we get a better grab of their life-situation and moral reasoning, then we might show how the arguments behind these votes exhibit incoherent thinking. Thus, empathy for difference is not a blind acceptance but an ongoing process of questioning.

Similar, Trump voters, for example, seem to fear women, blacks, Mexicans, homosexuals, etc. He discriminates and represses what scares him, but more importantly, he does so based on irrational feelings of fear. He acts stupid. Yet, we should still ask whether Trump is the main problem, or whether it’s the ideology created him and later put him in power. There is, of course, no evidence that shows that men, in general, are better than women at anything, no evidence that Caucasians are better than blacks, etc. His value judgments, therefore, are not based on facts, but ignorance. But how can ignorance seduce so many?

So, although philosophy should not be about giving advice, it can still be taught. People can learn to become more aware about their own unreasonable beliefs and recognize their blind spots, such as whether they unintentionally discriminate by how they use language, etc. Such teaching is not taking away personal responsibility, but instead giving responsibility back to the people so they can become informed citizens and think for themselves.

Another example may illustrate this. Today, the media talk a lot about “fake news.” (I wonder whether all this talk is true or an example of how the concept of fake news can be used strategically.) People seem to ask: Who is responsible? Who should control it? However, instead of blaming Facebook or any other medium, I think it is troubling that so few people apparently are capable of critically questioning the news they receive — the sources, motives, agendas, and how the news is framed. Also, it seems as if many believe that objective journalists exist, even though everything is subjective. The truth is not out there, but created through our engagement with the world. Even journalists who strive to deliver well-researched news are still colored by their career objectives, personal beliefs and ideas, editors’ input, etc.

Therefore, if people really can’t think for themselves, then teaching them how to think becomes a social responsibility for all of us — mostly through schools.

Luckily, I have seen a growing trend, which I embrace, in which philosophy is being taught to children. I think that going forward, teaching philosophy is the best way to combat future sexism, racism, and other discrimination, the sad consequences of not being able to think philosophically. I stress best way because teaching people how to think won’t necessarily guarantee that they don’t repress, discriminate or violate other human beings, still self-knowledge tend to minimize self-deception in most sane people.

Plato's Academy

Plato’s Academy, Athens: Philosophy was from the beginning open to the world, in direct relation with the world – in the streets, parks, etc. Philosophy for all!

Indfør et filosofikum i folkeskolen

Skoling i filosofi og kritisk tænkning bør ikke kun være universitetsstuderende forundt. Hvis vi skal sikre demokratisk engagement og væbne os mod fake news og manipulation skal vi i gang allerede i folkeskolen.

De falske nyheder er blevet en ustoppelig nyhed i sig selv. Lidt komisk kunne man spørge, hvorvidt nyhederne om de falske nyheder er sande. Det er som om, at jo mere der tales om falske nyheder, desto mere rigtigt må problemet være.

Ikke desto mindre er det svært at afgøre, hvilke nyheder, der er sande eller falske. Den objektive journalist findes ikke. Alt vinkles og drejes for at underbygge en tese, en ide, en påstand eller på grund af hensyn til ens egen karriere eller øvrige interesser.

Spørgsmålet om sandhed har altid været befængt? Der er noget frelst og totalitært over at hævde at have adgang til sandheden. Af samme grund synes mange at være villige til at deponere ansvaret for nyhedernes faktuelle sandhedsværdi hos Facebook eller medierne generelt. Enkelte hælder til en politisk beslutning. Kun ganske få synes at mene, at det er borgernes ansvar.

Jeg mener i høj grad, at det er borgernes ansvar. Men før borgerne kan tage ansvar, må de tilbydes nogle kvalificerede redskaber, der kan hjælpe dem med kritisk at analysere og reflektere over, hvorvidt det, der siges, er sandt. Eller om vedkommende, der siger det, mon ikke har en underliggende dagsorden.

Hvis man vil give borgerne de redskaber, er en mulighed at genintroducere det for længst begravede filosofikum. Dog ikke på universitetsniveau, som bl.a. Søren Pind foreslog for nylig, men fra første dag i folkeskolen. Et sådan kursus skal ikke kun fokusere på etik, som to etikere fra RUC sjovt nok foreslog i Politiken. Etik handler om hvad der er godt og ondt, hvilket ofte også er rigtigt og forkert. Det er forkert at slå sine børn, fordi det er ondt, og det er ondt, fordi de ikke fremmer læring eller kærlige individer. Tilsvarende vil en religiøs person mene, at noget er godt eller ondt, fordi det står i Koranen eller i Biblen. Men hverken Koranen eller Biblen er mere rigtig eller forkert end Søren Kierkegaards bøger. Det er blot to bøger, som for mange betyder enormt meget, men antallet af tilhængere gør stadigvæk ikke bøgerne rigtigere end så meget andet. Sagt anderledes: Der er flere, som køber bøger af Jussi Adler-Olsen end af Olga Ravn, men det betyder ikke partout, at hans bøger er bedre, mere rigtige og sande. Selvfølgelig ikke.

Et filosofikum bør præsentere filosofi. Ud over etik vil det sige, videnskabsteori, kritisk tænkning og æstetisk.

Det som filosofien tilbyder ud over indsigt i, hvad der er viden, hvad der er mere rigtigt end forkert, er en tilgang til verden. En tilgang, som er spørgende og undersøgende. En nysgerrig og åben tilgang, der løbende øger vores engagement. Eller fastholder engagementet. Og netop engagement er noget af det, som mangler.

Hvis folk er engageret i samfundet, vil de også helt naturligt sætte spørgsmålstegn ved noget af det, som bliver sagt. De vil undersøge argumenterne. Hænger logikken sammen? Stemmer dette billede overens med, hvad andre siger, ser, hører, beretter? Den engagerede vil kigge efter alternative kilder.

Vi skal lære at tænke

Den demokratiske proces begynder allerede i familien, dernæst i skolen. Måske ikke alle familier kan kultivere en kritisk tænkning. Jeg kommer selv fra et hjem, hvor der kun var få bøger, og hvor ingen kendte til forskellen mellem en klaver og et piano. Men skolen kan. Eller sagt mere moraliserende: Den skal.

Hvorfor skulle jeg betale skat og sende min børn i skole, hvis den ikke kan lære noget af det mest basale, men også det allermest vigtige: at tænke. Filosoffen Hannah Arendt påpegede at ondskabens største problem er, at folk ikke tænker. Hermed mener jeg, at de ikke stiller spørgsmål, undrer sig, reflektere, undersøger.

Filosofi burde være på skoleskemaet fra første klasse og ikke noget, der introduceres for de privilegerede få, der eventuelt skal læse videre. Filosofi skal ind med alfabetet, hvis ikke vi ønsker at skabe en akademisk elite, der måske nok er forfærdeligt klog, men som ikke besidder empati nok til at forestille sig, hvorfor andre kan stemme, gøre, sige, mene, føle noget andet, end den selv gør. Ignorance eller uvidenhed har altid været uacceptabelt i filosofien.

Filosoffen er den, der ønsker at forstå, fordi han eller hun ved, at der er meget, som vedkommende endnu ikke ved. I denne erkendelse ligger selvindsigten, som minimerer risikoen for selvbedrag. Sagt anderledes: Hvis du tror på alt, hvad du læser, så er det ikke Facebooks eller Informations skyld, men din egen. Tænk dig om.

Og hvis dette er svært, så bliver det at tænke et fælles anliggende.

Denne kommentar blev bragt i Information den 25. februar 2017.

 

 

Blog at WordPress.com.

Up ↑