Puha, det er snart jul. Efter sigende skulle det være hjerternes tid, hvad det så end betyder. Der er dog ikke meget hjerteligt og kærligt over den norske journalist Aage Borchgrevinks bog A Norwegian Tragedy. Anders Behring Breivik and the Massacre on Utøya (bogen er oversat fra norsk, så den findes sandsynligvis også på dansk).

Det er en interessant, og uden tvivl en nødvendig bog. Det er vigtigt, at prøve at forstå denne massakre, ikke for at undskylde eller fjerne ansvar, men for at lære. Det er et prisværdigt projekt, som Borchgrevink har foretaget; et projekt, som det må have været svært – eller smerteligt – at realisere.

Den 22. juli 2011 dræbte Breivik 69 mennesker mellem 14 og 51 år. To tredjedele af de dræbte var under 18 år. Det skete på øen Utøya. Nogle timer forinden havde Breivik sprængt en bombe i Oslo, som dræbte otte mennesker. Bomben – selvom den var kraftig – skulle mest af alt fungere, som en afledning for den store massakre.

Det der for alvor gør Borchgrevinsks bog interessant, er, at han undlader at rette skylden mod højrefløjen eller venstrefløjen. Den første, fordi den har medvirket til en grov tone i indvandredebatten, en stigmatisering af muslimmen, etc. Den anden, fordi den ikke tør eller formår, at stille krav til indvandrerne, fordi den altid beskytter muslimmen på en bjørnetjenesteagtig måde, etc.

Borchgrevink kigger i stedet for på manden Anders Breivik. Og det han ser er ikke opmuntrende. Breivik fremstår, som en banal og overfladisk person; en storforbruger af brands og ludere; en person, der lider af storhedsvanvid; en person, der drømmer om at blive set og hørt (hvilket han på tragisk vis er lykkedes med); en Patrick Bateman; en person, der ikke formår at forbinde sig til andre mennesker. Han er et menneske uden empati og medfølelse.

Borchgrevink beskriver i en fortællende form, som visse steder gør det ubehageligt at læse, om Breiviks opvækst i en plejefamilie, han fortæller også om Norge under politisk forandring. Han refererer fra retsmødet, hvor Breivik beskriver sin henrettelse af 69 mennesker, som var der tale et computerspil, hvor lyden af knust hjerne lyder anderledes i virkeligheden end på skærmen. Politiets (og psykologernes) teori er, at Breivik dræber så mange, fordi han er følelsesmæssigt uberørt. Han rammer sjældent ved siden af.

Det måske mest sørgelig i hele denne menneskelige tragedie er, at der for så vidt ikke er noget nyt – rent menneskeligt – i dette portræt. Breivik er summen er de erfaringer han har gjort sig, eller været i stand til at gøre sig. Og disse erfaringer er selvfølgelig farvet af hans manglende medfølelse og empati. Han er blevet svigtet. Han er blevet svigtet følelsesmæssigt – især, hvis man forholder sig til de udredninger, som norske psykologer foretog allerede dengang han var barn. Udredninger, som ikke blev brugt i retsalen. Hans forældre og samfundet har svigtet. Han er et svigt, idet han er en mand uden relationer, en ingenting.

Bogen viser, at denne tragedie ikke kan reduceres til en tone i debatten, til manglende handlekraft, men til et virvar af samvirkende kræfter – både familiære, sociale og politiske.

Breivik fremstår, som en person uden forbindelse til virkeligheden, men også som en, der har gjort det uvirkelige virkeligt for en masse mennesker. Om 21 år kommer han måske ud. Gad vide om der venter ham en kugle?

Heldigvis er der et håb, fordi det som altid formår at yde modstand mod døden, mod ondskaben jo netop er kærligheden. Den har manglet hele vejen. Kærligheden er dog det eneste, der kan overgå døden. Måske er bogens sidste kapitel en påmindelse herom. Eller måske er hele bogen en påmindelse om, at så længe vi lever er kærligheden det eneste, der er pålagt os mennesker. Det er det, som gør os menneskelige.