Luften i Catalonien

De catalanske seperatisters adfærd er sadistisk, mens de ekstreme højre-kræfter i Spanien er masochister. Og modsat , hvad nogen tror, så er sadisten ikke interesseret i masochisten og omvendt.

Drengen er ni år gammel. Når han synger, kan man se, at han mangler to tænder, og allerede har tre plomber. Jeg stirrer ind i den åbne mund, mens han brøler “som gent pacifica”, hvilket er catalansk, og betyder “vi er et pacifistisk folk.”

Drengen har, som så mange andre børn – også yngre – været til demonstrationer med sine forældre. Nogle gange kun den ene part, hvis den anden part ikke er separatist.

Sådan er dagligdagen i den spanske region Catalonien – både politiseret og polariseret. Flere lærere bærer synlige politiske symboler, og de lærere, som ikke ønsker at deltage i en demonstration, mister anseelse blandt de andre. Hele tiden dette mentale pres.

En lærer fra mine børns skole, hvor hovedparten af forældrene er tilhængere af uafhængighed, fortæller mig, at børnene i skolegården leger politi mod personer, en variant af politiet mod røverne. Blandt tilhængere af uafhængighed er politiet de slemme. Der er altid denne klare dikotomi i regionen. Intet er til debat, der er ingen tvivl eller usikkerhed. Spanien er de onde, mens selvstændighed er løsningen.

Læs resten af kronikken i Berlingske.

Kronikken var åbenbart mere end “la Generalitat de Catalunya” (Den nordiske delegation), kunne klare. De valgte i hvert fald, at kontakte Berlingske for at fortælle, at mine eksempler ikke bare var forkerte, simple og trivielle, men også, at de, selvfølgelig, kunne være avisen behjælpelige med de “rigtige” fakta. Et glimrende eksempel på, hvordan politiske institutioner prøver at manipulere, hvilket svarer til hvad filosoffen Gilles Deleuze kaldte “kontrolsamfundet.” Eller hvad mange blot vil kalde patetisk ynk!

November 6, 2019

Den der råber lyver

“This is the lesson that history teaches: repetition.”
Gertrude Stein

Fornylig skrev jeg en kronik i Information, der handlede om journalistikkens rolle i en postfaktuel verden. Kronikken medførte, som det engang imellem sker, at jeg modtog Lea Korsgaards pamflet: Den der råber lyver.

Korsgaard, der er chefredaktør på Zetland og forfatter til tre bøger beskriver i pamfletten, hvordan journalistikken tidligere havde den nøgne journalist, som ideal. En journalist, der ukritisk viderebragte informationer uden at tjekke, om disse var sande, relevante, væsentlige m.v. I stedet for den nøgne journalist, taler Korsgaard om, at en journalist bør være klædt på til finderspidserne. ”Med viden og kløgt.”

Ordet kløgt refererer bl.a. til Aristoteles’ begreb phronesis; en praktisk fornuft, der modsat en mere intellektuel og abstrakt fornuft kræver, at journalisten får jord under sine negle. Den kløgtige journalist graver i fakta, uddyber, nuancerer, hvorved denne ikke kun formidler, men også etablerer et fundament, hvor samfundets borgere kan se sandheden i øjnene. Hvis alt er tvivlsom eller direkte løgn, mister vi ethvert samfunds fundament: tilliden.

Jeg læste denne lille pamflet samtidig med at jeg i El Pais læste en artikel, der hævdede, at pamfletten har genvundet sin popularitet. Pamfletten kan – qua sin størrelse – bringe den intellektuelle ind i samfundsdebatten, her og nu. En pamflet er et aktuelt nedslag; en optimering eller kvalificering af debatten, hvilket Den der råber lyver, lever op til.

Artiklen i El Pais nævner bl.a. den spanske forfatter Eduardo Mendozas pamflet Hvad sker der i Catalonien, og filosoffen Fernando Savaters pamflet Mod separatisme. Sidstnævnte beskriver, hvor skadelige de catalanske separatisters kamp er – rent demokratisk og medmenneskeligt – fordi de både eliminerer fornuften og borgerbegrebet. De catalanske separatister, skriver Savater, tilsidesætter loven, mens de lader følelserne drive gæk med dem, skønt disse følelser ofte ikke har belæg i noget sandt. Eller de lader loven favorisere dem, der mener det samme, som dem selv, hvilket jo strider imod lovens opgave, der bør behandle alle lige.

Der råbes meget i Spanien, men mest af alt blandt de catalanske separatister. De eksemplificerer glimrende Korsgaards titel. Så det var både med glæde og irritation, at jeg læste Korsgaards pamflet: Glæde, fordi den er relevant; irritation, fordi den kastede mig tilbage i en debat, som jeg ellers havde besluttet mig, at forlade. (Jeg har tidligere skrevet artiklerne: Grumset catalansk nationalisme (2014), Catalonien mellem frihed og kontrol (2017), om manglen på medfølelse i essayet Compassion in Catalonia, om hvordan hadet til Spanien bevæger sig fra catalanske forældre til deres børn i essayet The Boy in the Classroom, om den psykiske terror i kommentarerne Cataloniens separatister udøver psykisk vold mod sine modstandere og Cataloniens frihedskamp er endt i undertrykkelse).

Og nu er jeg her igen! Det catalanske projekt er ikke et fysisk voldeligt projekt, men mentalt kontrollerende og manipulerende. De, der ikke har blik for det, lever stadigvæk i Michel Foucaults Disciplinærsamfund, hvor mennesket opdrages i lukkede systemer: børnehave, skole, arbejdsplads, fængsler, etc. I dag lever vi snarere i det Gilles Delueze kaldte et Kontrolsamfund. Her er der ingen tydelige grænser, hvorfor vi også nemmere forfører og kontrollerer os selv. Det gør vi, fordi vi gerne vil passe ind (eller undgå eksklusion), opnå social anerkendelse eller identitet m.v. I praksis betyder det, at vi bliver offer for vores egne gerninger. Præcis ligesom, når mange ukritisk deler alt på nettet, hvorefter de forbløffes over, at al denne information måske anvendes af nogle.

Det, som præger de catalanske separatister er, hvad organisationsteoretikere kalder ”groupthink.” De ophøjer egen moral, mens de gør sig resistente overfor enhver kritik. Dette hænger sammen med udviklingen af en forførerende diskurs, som de catalanske politikere i årevis har tvangsfodret deres boger med.

For det første, selvom de lever godt i Catalonien, kan de leve endnu bedre, fortælles det, hvis bare de slipper af med Spanien. Spanien stjæler jo! For det andet, de catalanske separatister skal aldrig stå til ansvar for deres fejl og mangler, fordi de har altid Spanien at bebrejde. Det betyder, at de catalanske separatister har skabt en offer-kultur uden et konkret etisk fundament, der jo kræver evnen til at stå til regnskab for ens egne gerninger, som Kierkegaard har sagt.

Resultatet er, at Catalonien for separatisterne er blevet en slags utopi, hvilket jeg har skrevet om i kronikken Catalonierne opfører sig som en selvretfærdig part i et ægteskabelig krise. En utopi er det gode sted, som ikke er. Et sted, der begæres, idet det henter næring i sit udtalte had til Spanien, mens de drømmer om frihed og demokrati. Dog ikke demokrati forstået som en tredeling af magten, da de catalanske separatister gerne arbejder tæt sammen med politiet. Det er nu heller ikke demokrati, forstået som en organisering af uenighed, hvilket er filosoffen Jacques Ranciéres definition, idet de, som er uenige ignoreres eller, per automatik, kaldes fascister. Eksempel er der flere spaniere, der ønsker at bevæge sig fra et monarki til en republik, flere (rigtig mange), som finder Rajoys regering inkompetent, etc. Her kunne der sagtens etableres et samarbejde på tværs af alle Spaniens regioner, men det er svært, fordi præmissen jo er, at det er Spaniens skyld. Ligeledes er der flere catalanske journalister og kunstnere, der har forladt regionen, fordi de ikke var tilhængere af catalansk uafhængighed, hvorfor de ikke kunne finde arbejde, de blev udstødt m.v.

Med hensyn til frihed, så handler det jo ikke kun om, at blive fri fra Spanien, hvilket i praksis betyder, fri fra at tage del i et demokratiske arbejde, fx den grundlov, som de selv har underskrevet. Frihed handler eksempelvis også om, at være fri til at skabe nye veje, der ikke bare går destruktivt imod, men som snarere innovativt og kreativt går imod, idet nye alternativer skabes. Det kreative og innovative mangler. Personligt oplever jeg, at Barcelona de seneste ti år er blevet mere provinsiel og mindre radikal, idet megen kritik ender i en karikatur, hvor alt kendes på forhånd: Spanien er ond, de catalanske separatister er gode. Selvom enkelte slagord dukker op, såsom feminisme og økologi, så udleves de ikke mere her, end andre steder i verden, hvor de også er efterspurgte. I Madrid er der progressive øko-feminister, for eksempel.

Der mangler i Spanien og Catalonien, det, som Korsgaard kalder en lidenskabelig etisk journalist. En, der fasterholder, ”at kendsgerninger er mere værd end anekdoter.”

Anekdoter om Spaniens fascistiske historier er der nok af, men kendsgerningen er, at den spanske borgerkrig sluttede i Madrid, hvor den største modstand mod Franco var; kendsgerningen er, at flere cataloniere hyldede Franco for hans religiøse familieværdier; kendsgerningen er, at den tidligere catalanske præsident Puyol, ønskede immigranter til Catalonien, der ikke talte spansk, fordi de så ville lære catalansk; kendsgerningen er, at den catalanske sprogpolitik får Dansk folkeparti til at fremstå, som de mest kærlige; kendsgerningen er, at de catalanske skoler accepterer stærke politiske symboler og retorik, fx som når forældre hænger bannere eller balloner på skolen fuld af slagord; kendsgerning er, at medier slet ikke viste Marlene Winds debat med Puigdemont i fjernsynet, de viste blot en statsmand, der ukritisk indtog Danmark, etc.

I stedet for ukritisk, at løbe med den forførerende retorik, kunne en turist i Catalonien spørge sig selv, om folket her virkelig lider, om de lever i en diktatorstat, etc. Under borgerkrigen kunne Cataloniere ikke samles i grupper på mere end fire-fem personer, i dag vandrer de rundt i gaderne, hvilket jo netop understreger, at der er demokrati.

Det er kompliceret, men ikke mere komplekst, end der er tale om en veludført strategi, der udfældes i medier og til dels i skoler og familier. Filosoffen Victoria Camp taler om mental manipulation, hvor Spanien gradvist er blevet elimineret fra den kollektive catalanske bevidsthed. Hun nævner sågar, hvordan hendes egen børn blev manipuleret i skolen. Dette projekt går flere år tilbage. Når jeg taler med unge studerende i Barcelona (dette er ikke et videnskabeligt studie, men baseret på samtaler med 13-15 forskellige drenge og piger i alderen 1-20 år, som alle er uafhængighedstilhængere), og spørger dem: Hvorfor vil I uafhængighed? Svarer de prompte: Spanien er fascistisk. Når jeg så siger: Virkelig! Hvorfor vil I uafhængighed? Svarer de: Jamen sådan var det i min familie, i skolen var holdningen gerne sådan, at Spanien var de onde…

Journalistikken må vedblive at være ”fællesskabets trykte dagbog,” citerer Korsgaard sociologen Robert E. Park for at sige. Denne dagbog mangler i Catalonien, hvilket jo selvfølgelig er hele Spaniens ansvar. De mangler generelt en forsoningsproces a la den, som Mandela foretog i Sydafrika. Det er pga. uvidenhed, at løgne, manipulationer og hadet, har det så nemt. Helt simpelt, som en buddhist munk engang har sagt, hvis du forstår, så hader du ikke. Jeg tror reelt ikke, at catalanske separatister forstår den spanske historie i al dens uperfekthed og storhed; den historie, som de selv er en del af. Ligesom mange i Spanien ikke forstår den frustration og det mindreværdskompleks – der præger mange i Catalonien – med tiden er blevet til had og arrogance.

Spanien er et demokrati, et ungt og skrøbeligt demokrati, men at kalde Spanien for Franco-land er ligeså forrykt, som at kalde Tyskland for Hitler-land. Modsat af hvad der forefindes i Catalonien, så er der en kritisk debat i Spanien – også af præsidenten Rajoy. I Catalonien behandler separatisterne, der ellers kommer fra vildt forskellige partier, alle Puigdemont som paven, fordi de deler et had. De catalanske separatister har skabt en religion, hvor objektet ikke er en kærlig Gud, men et had til Spanien. Dette er bekymrende uanset, hvor relevant meget af kritikken af regeringen i Madrid, så end er.

Og på den måde gentager historien sikkert sig selv. Michel Serres har skrevet om, hvordan Romerriget blev bygget på død og had. Modsat Gandhis fantastiske ikkevolds strategi, så har de catalanske separatister intet imod at lyve. At lyve bevidst er, mener jeg, noget ganske voldsomt, fordi det undergraver respekt og tillid, som politikerne og medierne burde skabe. Tillid og mellemmenneskelig respekt er to ting, som der ikke er meget af p.t. i Catalonien.

Min italienske ven og filosof, som er bosiddende her i Barcelona, frygter et nyt Jugoslavien, selv frygter jeg ikke …, men jeg håber, at journalistikken bliver endnu bedre, end den er.

Lea Korsgaards pamflet er et glimrende sted at begynde.

April 8, 2018

Grumset catalansk nationalisme

Den 11. september 1714 blev Barcelona besejret af den spanske hær; en hær, der blev ledet af den spanske konge Philip den V.

Siden denne skæbnevanger dag har den 11. september været Cataloniens nationaldag. Skønt Catalonien ikke er en nation. Endnu.

Cataloniens historie er fuld af krige. Regionen har været underlagt Rom, muslimer og Spanien.

I 1137 blev Catalonien en del af det spanske rige. I de følgende mange år var Catalonien en spansk region med særlige rettigheder.

I 1701 udbrød der krig om den kongelige spanske arvefølge. Her valgte Catalonien at heppe på Østrig, hvilket var en strategisk dårlig beslutning. Eventyret sluttede for alvor i 1714, hvor regionen mistede sin særstatus.

Kigger man nærmere på historien, er det dog ikke sådan, at Catalonien ikke selv har udlevet imperialistiske drømme.

Eksempelvis tales der catalansk visse steder i Frankrig, Spanien, Andorra og Italien. Catalonierne truede de steder befolkningen med fængsel eller døden, hvis de ikke talte catalansk.

Faktisk er der steder i Sicilien, hvor forældre siger til deres uartige børn: »Opfør dig ordentligt ellers kommer catalonierne.«

Historien er altid mere grumset end en fodboldkamp.

Den spanske borgerkrig, der hærgede i landet fra 1936 til 1939, var eksempelvis ikke en kamp mellem Madrid og Barcelona. Sådan bliver det nogle gange udlagt – måske især af F.C. Barcelonas fodboldtilhængere, der dermed overser at Madrid var den sidste by der faldt for Francos tropper.

Borgerkrigen var en lidelse for mennesker alle steder i Spanien.

Spoles tiden frem til Catalonien anno 2014, er historien ligeledes kompliceret. Det skyldes til dels at historien altid er til debat qua kilder og metoder, men også at historien ofte anvendes politisk.

Der er eksempler på konferencer, hvor historikere, som er fagligt uenige med hensyn til den catalanske nations undfangelsesdato, ikke er blevet inviteret. Der var altså ikke tale om forskning, men om propaganda, idet resultatet var givet på forhånd.

Fornylig holdt museet og kulturinstitutionen CCCB i Barcelona en debataften, der handlede om den catalanske selvstændighed og identitetsdannelse. Her var alle de inviterede talere enige om, at det var det rigtige at blive en selvstændig nation.

Flere, som jeg talte med, virkede frustreret over den manglende debat i CCCB.

Propaganda og kontrol er der nok af. Eksempelvis har den catalanske præsident Artur Mas, som har regeret siden 2010, bedt det lokale styre – la Generalitat – straffe tre lokale radiostationer med en bøde, fordi de ikke reklamerede for proforma valget den 9. november.

De fleste nærer en vis sympati for en sag, når de hører, at den handler om frihed. Frihed er et positivt begreb – om end et begreb, der kan være svært at definere uden at ødelægge begrebets kraft.

Catalonien vil gerne blive fri fra Spanien. Faktisk er hele den catalanske identitet knyttet op på ikke at være Spanien.

Catalonien er ikke Spanien, står der på bannere, når Barcelona spiller vigtige fodboldkampe. Det er en negativ identitet, som – sådan vurderer de fleste iagttagere – kan mønstre cirka halvdelen af Cataloniens befolkningen. Regionen er tvedelt.

Proforma valget den 9. November gav et klart ja til selvstændighed, men valgprocenten var lav – omkring 32%. Den lave valgdeltagelse skyldes angiveligt, at valget ingen juridisk eller demokratisk kraft havde.

Så frihedskampen fortsætter. Præsidenten Artur Mas har satset hele sit karriere på selvstændighed. Han er stædig.

Uagtet, hvorvidt et flertal ønsker selvstændighed eller ej, går projektet ud på at blive en selvstændig nation.

Den anerkendte spanske og catalanske filosof Victoria Camps har udtalt i avisen El Diario, at »det største problem ikke er flaget, men pengene.« Selvstændighedskampen er motiveret af penge.

Catalonien er Spaniens rigeste region. Et industrielt og turistmæssigt lokomotiv. Når vi i Danmark – nok mest i sjov – siger om spanierne, at de altid siger: Mañana mañana, så gælder det ikke catalonierne.

I hvert fald ikke ifølge catalonierne selv. De siger nemlig det samme om spanierne. Siesta er ligeledes et spansk fænomen. Tid er som bekendt penge, og penge er vigtige i Catalonien.

Catalonien er den region i Europa, hvor udbredelsen af private uddannelser er størst, fx privatskoler. Andelen af privatskoler er på mere end 40 procent.

Når friheds- og selvstændighedstrangen er motiveret af penge, hænger det blandt andet sammen med at regionen betaler flere penge end andre regioner i Spanien til Madrid, som derefter distribuerer dette beløb til resten af Spanien, fx til de mindre rige regioner.

Det irriterer flere cataloniere – især nu, hvor der har været finansiel tørke. Og det bekymrer dem, fordi de ikke føler nogen solidaritet med resten af Spanien. Tværtimod. Der er flere som føler, at Catalonien er okkuperet af Spanien.

På den catalanske nationaldag i år, mødte jeg en mor fra min søns klasse. Hun var højgravid. Henover sin udspændte mave stod der: »Jeg håber, at vokse op i et frit land.«

Det kan være svært at tage helt seriøst, hvis begrebet frihed skal have nogen mening. Catalonien er ikke just Afghanistan (og Afghanistan er ellers ikke Spanien, hvorfor netop dette land ifølge den catalanske definition burde være frit, som alle andre lande, der ikke er Spanien).

Som de fleste ved blomstrer retorikken lystigt i politik. Desværre overser mange, at sproget farver vores blik og tanker. Jeg spurgte hende, hvad hun helt præcist mente, hvortil at hun svarede: »Det hele er meget kompliceret og følsomt.«

Sådan svarer de fleste. Der er ikke en decideret debatkultur i Spanien. I hvert fald siges tingene typisk så tilpas vagt, at ingen reelt ved, hvad der siges.

Victoria Camps siger det dog klart: »Uafhængighedsprocessen er styret af noget indre mere end dømmekraften.« Det er kompliceret.

Jeg har talt med ældre i Barcelona, som med tårer i øjnene mindes, hvordan de blev kaldt rotter, fordi de talte catalansk. Ligesom jeg har talt med ældre, som på trods af borgerkrigens rædsler også havde et positivt billede af General Franco, fx hans stærke katolicisme og familieværdier, sågar hans forbedringer af sundhedssystem.

Det er grumset. Og derfor vælger mange – desværre – at undlade samtalen eller debatten. Det hele bliver enten-eller.

Victoria Camps udtaler i samme interview, at selvstændighed, nationalisme og eksklusion er en tendens, der florerer i Europa, hvor immigranter blandt andet holdes ude. Nationer er per definition egoistiske, siger hun.

Det betyder blandt andet, at de catalanske politikere (og medier, hvoraf flere er kontrolleret af politikerne, fx TV3) ikke beskæftiger sig med meget andet end dette spørgsmål. Det minimerer muligheden for en dialog internt i Catalonien, men også i Spanien, hvor det hele reduceres til for eller imod.

Selvstændighedsprojektet er altså ikke en fortsættelse af de røde rebelers frihedskamp mod nogle fasister, der sidder i Madrid og styrer det hele.

Historien gentager sig til dels, men med omvendt fortegn.

Den catalanske forfatter Nuria Amat har i et længere indlæg i avisen El Paissagt undskyld til George Orwell.

Orwell beskrev i bogen Homage to Catalonia [Hyldest til Catalonien] situationen i Barcelona under borgerkrigen. Han hylder frihedskampen og arbejderklassens sammenhold.

Tingene har ændret sig. Amats konklusion er, at det catalanske selvstændighedsprojekt har nået nationalistiske, ja, nærmest fascistiske højder. Det er et patriotisk projekt.

De nationalistiske separatister har forsømt at læse Orwell, skriver hun.

Er Catalonien blevet et eksempel på hvad George Orwell i et senere værk kaldte »dobbelttænkning«? Taler man om fasisme og manglende frihed, mens man selv er ekskluderende?

Er der tale om »newspeak«, når Madrid kaldes korrupt, mens den tidligere catalanske præsident gennem 19 år, Jordi Pujol er Senor Corrupción per se? Ikke desto mindre sidder han i en fin lejlighed, og ikke i et fængsel. Hvad er Artus Mas rolle?

Der snakkes i krogene med lav røst, hvilket selvfølgelig hænger sammen med den manglende tillid til systemet.

Mistroen hænger også sammen med det, som den franske filosof Gilles Deleuze betonede, da han sagde at minoriteten ikke er et spørgsmål om antal, men om magt og kontrol.

I Catalonien er det spanske sprog en minoritet. Tilhængere af Spanien er en minoritet, selvom forholdet er cirka 50/50 for og imod.

Sproget, det catalanske, anvendes strategisk. De, der taler spansk i stedet for catalansk – især, hvis de reelt kan tale catalansk – må forklare sig.

Medierne er ikke neutrale. Det catalanske flag blafrer fra balkoner, avisstandere, biler og rundkørsler i hele regionen. Ingen er i tvivl: Dette er ikke Spanien.

En anden forfatter, den berømte og interessante Javier Cercas, taler i tidsskriftet Letres Libres om, hvordan hans generation, det vil sige generation X eller den generation, hvis forældre og bedsteforældre var involveret i borgerkrigen, har opført sig uansvarligt. De har undgået samtalen.

Der er korruption – både blandt spanske og catalanske politikere, påpeger han. Der peges fingre, siger han.

Cataloniens finansielle krise er Spaniens skyld, ikke Cataloniens, siger catalonierne. Denne uansvarlighed har ingen ende, skriver Cercas. I Frankrig er det Bruxelles skyld. I Danmark er det Sveriges skyld. Der mangler en form for selvkritik i den catalanske region.

Det er igen den manglende dialog; den manglende evne til at se sig selv i øjnene uden at de løber i vand af selvtilfredshed.

Antropologen Maria Teresa Giménez Barbat, ligeledes i Letre Libres, beskriver hvordan hun er bekymret for denne hang til nation-dannelse.

Hendes tese er, at der er belæg for at sige, at der i dag er færre krige i verden på grund af en reduktion af nationer.

Eksempelvis har det catalanske styre ihærdigt fremmet en nationalidentitet i skolesystemet ved gradvist er eliminere det spanske sprog. I stedet for at få tosprogede børn, uddanner Catalonien i dag børn i catalansk. Første andetsprog er engelsk. Dernæst spansk.

Relationen til Spanien ødelægges bevidst, fordi den catalanske identitet er negativt defineret. Eller i hvert fald fremstår sådan. Desværre.

Uanset om man er for, imod eller neutral med hensyn til catalansk selvstændighed, kan man kun håbe, at 2015 vil bringe mere debat og dialog. Det vil give projektet en mere positiv positionering, men også fremme forståelsen og minimere de mange misforståelser.

Spanien, som Catalonien stadigvæk er en del, er en såret nation, der trænger til at blive helet. Catalonien, som stadigvæk er spansk, er en region fuld af ressentiment.

Finn Janning er forfatter og filosof bosat i Barcelona.

Artiklen blev oprindeligt bragt i Modkraft den 12. december 2014.

December 12, 2014