Transparenssamfundet

Filosoffen Byung-Chul Han er en filosofisk pendant til den danske psykolog Svend Brinkmann. De er begge to dygtige og kamplystne; de er begge to vigtige stemmer, der går imod neoliberalismens uendelige positivitet, hvor kritikken ikke har været fraværende, men nok bare er blevet mere folkelig.

Han udfordrer i sine bøger flere af tidens tendenser – inklusiv dem, som nogle ynder at lovprise. Begrebet ”transparens” er netop et af tidens positive slagord. Jo mere gennemsigtighed, desto bedre, synes moralen at være.

Det er denne floskel, som Han angriber i bogen Transparenssamfundet.

Som de fleste af Hans bøger er Transparenssamfundet et mindre essay, det vil sige mere en pamflet end en bog. Og som alle hans bøger – jeg har vel læst seks-syv af dem på dansk, tysk og spansk (se her, her og her)– er også denne givende. De bedste er dog endnu ikke oversat til dansk!

Transparenssamfundet, skriver Han manifesterer sig primært som et positivsamfund. Her er alt glat og gennemsigtigt, hvilket gør den ”transparente tid” en ”skæbne- og begivenhedsløs tid.” Hvis nogle skulle være i tvivl om, hvad Han mener med en begivenhedsløs tid, så fastslår han dette med sætningen: ”Transparenssamfundet er et helvede af det samme.”

Tænk på sociale medier som Facebook eller Twitter, hvor der re-tweetes igen og igen. Mere af det samme. De færreste læser eller forholder sig minimalt til det, som de sender videre, enten fordi de er bange for at skabe gnidninger, det vil sige gøre kommunikationen mindre gnidningsfri, eller også fordi det, som kommunikeres, ikke inviterer til andet et ”likes” og venlige, men ligegyldige, nik.

”Et nyt ord for ensretning: transparens.”

Det, som Han efterlyser er det begivenhedsrige, det spontane, det legende, det narrative og friheden. Alle disse tillader ingen transparens, siger den tyske filosof.

Transparensen mangler respekten og nænsomheden overfor det fremmede, det anderledes; det, som ikke lader sig eliminere fuldstændig. Et eksempel kunne være de personer, der siger: ”Jeg kan godt lide dig, fordi du ligner mig.” Her er eventuelle forskelle udglattet. Intet er på spil.

Transparens tåler heller ikke huller. I stedet for er kravet, at du hele tiden skal opdatere, kommunikere, være en del af informationsstrømmen, men det betyder også at inspirationen forsvinder. Nye tanker og ideer kræver tid, altså en form for tomrum. Det er netop på grund af fraværet af pauser eller tomrum, at vi konstant zapper rundt i en positiv suppe af åndsløshed.

”Ånden er langsom, fordi den dvæler ved det negative og bearbejder det.”

Hans østlige rødder præger hans filosofiske tilgang. Den berører klassisk kritisk teori med referencer til Hegel, Nietzsche og Heidegger, men den er også beslægtet med mindfulness og zen, idet han konstant plæderer for at være opmærksom på det, som sker. Det er i kraft af vores opmærksomhed, at vi kan stille kritiske spørgsmål til, hvorvidt transparens reelt beriger vores liv.

Dette kommer til udtryk, når Han taler om hvordan transparens underminerer ethvert tomrum, hvor ”tomrum” refererer til det buddhistiske begreb intet eller tomhed, hvor det ikke handler om væren, men om tilblivelse.

I tomrummet kan man undslå sig enhver definition, hvorved man bedre kan følge livet, derhen, hvor det nu engang tager en. Heri ligger der også en kreativ og opfind gestus, idet man forsøger at komme på omgangshøjde eller i samklang med livet. Der ligger også noget frigørende, idet friheden ikke defineres (hvorved den ville blive mindre fri), men snarere er skabende og blivende.

Modsat er transparens blot et udslag af tidens manglende tillid. Det er, fordi jeg ikke tror på dig, at jeg vil have fuld gennemsigtighed. Når politikere beder danskere om at overvåge eller holde øje med hinanden, så underminerer dette den tillid, som reelt holder samfundet sammen. Transparens modvirker, at mennesker kan møde hinanden, som to fremmede mennesker, der kan vække hinandens nysgerrighed. I stedet for opfordrer transparenstanken os til at blotte os overfor hinanden, men altid på en genkendelig måde. Selv når folk er mest intime, lyder de som et ekko af naboen.

Transparens optimerer det allerede eksisterende, som når politikere og ledere er underlagt krav om transparens, hvorved de ikke kan tage svære, men nødvendige beslutninger. Det vil sige, beslutninger som ikke kan efterleve konsulentens naive forestilling om ”win-win” forsømmes eller udskydes.

Nogle gange gør det bare ondt, at tage en beslutning.

”Transparens og sandhed er ikke identiske.”

Transparenssamfundet er endvidere en del af pornosamfundet, hvor alt skal udstilles for derefter at blive udbyttet. Har man først set en pornofilm, bliver det pludseligt svært at skelne det ene kønsorgan fra det andet. Det er også her, at et af Hans yndlingsbilleder dukker op: vi er både gerningsmand og offer. Vi udstiller os selv, fordi vi bilder os ind at være frie, men sandheden er at vi ofrer os selv. ”Narcissisten, som er blevet depressiv, drukner i sin grænseløse intimitet med sig selv. Intet tomrum og fravær distancerer narcissisten fra sig selv.”

Begreberne tomrum og fravær berører den buddhistiske tanke om ”ikke-selv”, det vil sige at alt hænger sammen, der er ingen distinkte grænser mellem dig og mig. Vi formes løbende i kraft af en myriade af faktorer. Jeg er altså ikke andet end en foranderlig proces, som formes af alt det, som ikke er mig. Men alt det, som er mig fremmed møder jeg sjældent i dagens transparenssamfund, hvorfor jeg også bliver mindre og mindre.

Har det kapitalistiske samfund ensrettet os, hvorved vi ikke er andet end en flok næsten identiske cv’er, der per definition altid er kedelige at læse, fordi de sjældent er narrative, men blot en opremsning af en persons uimodståelige målbare bedrifter?

I al for lang og dårlig haiku-stil kan Hans konklusion opsummeres:

Den digitale kommunikation er gennemsigtig

ren transparens

en glat strøm uden hængsler

Den digitale kommunikation er uden moral

den har intet på hjerte

intet andet end sig selv

Den digitale kommunikation er gennemlyst

som en scene i en pornofilm

er den ikke oplysende

Den digitale kommunikation er opmærksomhedshungrende

her udstiller man sig selv, mens man fængsler sig selv

– friheden er blevet kontrollerende

Eller: ”Nietzsche ville sige, at vi ikke har afskaffet Gud, så længe vi endnu tror på transparensen.”

May 3, 2017

Resisting the Self-Improvement Craze

“Selp-help books don’t work.” – Svend Brinkmann.

Svend Brinkmann, a professor of psychology, has written what I hope will be—but fear won’t be—the last self-help book. Contrary to the intentions of these books, they rarely help anyone but the publisher and, sometimes, the writer. It’s good business, Professor Brinkmann would agree.

Brinkmann’s Stand Firm: Resisting the Self-Improvement Craze is a paradoxical book. On the one hand, it’s billed as an “anti-self-help” book, while, on the other hand, it’s yet another self-help book. The author says, “The idea is that it will act as a kind of anti-self-help book, and inspire people to change the way they think about, and live, their own lives.” This description could fit any self-help book. Perhaps for this reason, he writes a few pages later, “Overall, the book should be read as a self-help book.” However, this one has a clear agenda: it tries to eliminate all other books in this genre.

In Stand Firm, Brinkmann presents seven steps to counteract the accelerating pace of contemporary culture and to find peace of mind. These steps are based on an easy-going reading of the Stoics and the philosophy of common sense. They are:

Cut out navel-gazing.
Focus on the negative in your life.
Put on the “no hat.”
Suppress your feelings.
Sack your coach.
Read a novel—not a self-help book or biography.
Dwell on the past.

The first three steps are dualistic. Instead of looking inside ourselves, we should look outward. Instead of being positive all the time, we should cultivate our negativity. Instead of saying “yes” constantly, we should say “no” once in a while. It’s all about balance. Then, to emphasize this point, we are also encouraged to put a lid on our emotions—especially the more negative ones. Finally, we should just get rid of the coaches who tell us to look inside and be positive and authentic, and then we perhaps could read a novel, while we dwell on the past. Most novels, after all, deal with memories.

Thus, Professor Brinkmann encourages us to relax, that is, stand firm against the moralizing domain of change, movement, and development. “Mobility trumps stability in an accelerating culture,” he writes. Therefore, it has become difficult to put down roots or to achieve stability. How we then find balance, that is, know what is worth standing firm on and what is not, is probably the task that this professor finds most difficult to address. So, in a sense, he only helps the reader half of the way.

Stand Firm places itself in the continuation of the Frankfurter School and critical theory, with the main enemy identified as capitalism. This diagnosis of an improvement-obsessed culture is well-argued and solid, but it doesn’t add up to anything new. We can find more or less similar diagnoses in other self-help books or literature on mindfulness. However, Brinkmann’s errand isn’t so much a critique of capitalism as it is of positive thinking. His claim is that this pop psychology approach doesn’t lead to a richer life. On the contrary, what we need is a dose of negativity.

This particular fight against positive thinking is what makes Brinkmann’s book innovative, mainly because his critique of the self-improvement craze is formulated in the tone of those business consultants who push positive thinking. He uses their own vocabulary against them. This makes his ideas easier for the reader to follow because the vocabulary is familiar, but it also serves to keep the conceptual framework of the book rather simple (cf. the traditional self-help book).

Personally, I miss a deeper understanding of concepts such as self, time, character, and introspection. And, perhaps more importantly, as mentioned above, I’d like to read Brinkmann’s thoughts on what I should stand firm on in a metaphysical, changeable world. Yet, my frustrated interests stress that, like most self-help books, this advice is addressed to a privileged reader, who seems more bored with, and confused about, life rather than really suffering.

Let me clarify this point further. For instance, many people can’t just say “no” at work because they can’t afford to lose their income. Also, since Brinkmann refers to our duty to do good deeds, then when is it right to be tolerant and when is it right to express our disagreement with those who are intolerant? Imagine that we witness sexism or discrimination in our organization, what is our duty as good employees? What is our duty if we are also a father or mother and, therefore, also a primary supporter of our family?

Based on the examples in the book, the ideal reader doesn’t suffer financially. For example, we are encouraged to discipline ourselves by avoiding an extra glass of wine or desert, not cheating while playing golf, or taking the bus instead of our car. I recall a classic self-help book about a man who sold his Porsche . . . To continue, Brinkmann suggests that we should visit a museum once a month, as well as reading at least one novel per month. This tells us something about who he expects to read his book.

Still, I have respect for this author’s project. I think that Brinkmann shows courage in writing this self-help book disguised as an anti-self-help book. Also, more importantly, his work as an academic—a highly-respected professor at a good Danish university—give his words more weight. He legitimizes the idea that it’s okay to be negative and so on. He deserves a big round of applause for this undertaking. This book will without doubt help many people who are caught in our current performance society.

Yet, some other questions emerge: How can we know when to say no if we are encouraged not to reflect or engage in introspection (i.e., steps one and three)? Philosophical self-knowledge has nothing to do with the navel-gazing that he so rightly attacks, but this knowledge is needed to minimize self-deception. Also, how do we know what is our duty? What is right or even morally good in society? Morality is related to knowledge that changes over time. For example, people now rarely beat their children to educate them because this doesn’t cultivate caring and curious individuals. These norms are human artefacts that can be rejected. Similar, we might ask: How do we dwell on our past and write our story without at least a little self-reflection? Or, even more clearly, if we should avoid the cliché of being authentic, then how does this interact with Brinkmann’s ideas about creating a coherent character?

In most self-help books, we are often encouraged to locate a narrative thread in our life to develop a trustworthy character. These threads can be rather inventive ways to suit personal agendas. Personally, I doubt whether life isn’t more a zig-zag movement of becoming another, rather than staying predictable. In the end, this is a rather conservative book with elements of nostalgia, but perhaps this is needed.

I wonder, still, whether it’s sound advice to encourage people to be too polite to be honest if this violates their duty. I prefer to resist conformity by creating alternatives, whereas Brinkmann tends to come close to advocating passive nihilism. For instance, he writes, “People have to adapt to the world around them.” This sound like resignation, not acceptance. Furthermore, this advice sounds like the business consultant adage that, instead of following “best practices,” sell the “best fit.” This is also not without problems. Perhaps, the professor has written af selfmanagement book?

Is it a problem that this book is both against the wellness syndrome but also part of it? I’m not sure. What Brinkmann’s advice lacks in precision, might also gain it more popularity, and his message is needed. I fully support his critique of the self-help industry and the current “terror of positivity,” as Byung-Chul Han once called it.

Thus, despite these critical remarks, my questions actually show this book’s quality. Unlike other self-help books, this invites us to question and think. So, perhaps what it offers really is more anti-self-help than self-help. I do truly hope that this will be the last self-help book. I hope so because Brinkmann’s advice is far better than the majority in this genre.

Therefore, if you have a coach, then sack him or her. Do it, and do it now. Then, go to the library or local bookstore and get yourself a novel. Read. If you’re not convinced, then read Dr. Brinkmann’s book. Give it to a colleague and so forth. Then, perhaps one sunshiny day, the libraries and bookstores will be full of novels, essays, and poetry instead of . . . yet, another self-help book camouflaged as anti.

I recommend Stand Firm for those who are tempted by the self-improvement craze.

March 8, 2017

Jeg er altid en anden

Jeg har lige været i Danmark og fik ved den lejlighed læst lidt avis. Et sted handlede det om professor i psykologi Svend Brinkmanns opgør med vækstsamfundets rigide nytte og profitmaksimering. Kritikken af tidens instrumentalisering er ikke ny, men stadigvæk nødvendig (se min anmeldelse af Brinkmanns Ståsteder, eller min bog Kunsten at arbejde fra 2008.)

Brinkmann har dygtigt formuleret sin kritik i nogle velklingende trin i bogen Stå fast. Nu er han klar med en fortsættelse. I stedet for at stå imod samfundets ensretning, ser det ud til at professoren nu vil opdrage, måske endda moralisere. Han vil genopfinde de gode Ståsteder.

I et interview med Politiken (lørdag den 20. august), udtaler Brinkmann, at ”hvis vi forsøger at vende vores opmærksomhed bort fra det, jeg plejer at kalde selvindsigt – det handler jo hele tiden om at kigge ind i sig selv og finde ud af, hvad der er derinde – mod en selvudsigt, så kan der ske noget godt.” Hermed rejser han en velkendt kritik mod tidens coaches og mange new-age spirituelle forgreninger for hvem devisen er: ”Bliv den bedste udgave af dig selv.” Eller: Du må elske dig selv, før du kan elske de andre.”

Denne kritik er berettiget.

De fleste filosoffer vil i hvert fald finde begrebet ”selvkærlighed” absurd. Kærlighed er noget ydre. Noget som skaber glæde og giver styrke. Jeg behøver eksempelvis ikke elske mig selv for at kunne glæde mig over den kærlighed, som jeg erfarer i mødet med mine børn. Tilsvarende, synes ”den bedste udgave af mig selv” altid at være formet i det, der i dag giver anerkendelse: Karriere, penge, magt. Tænk blot på Facebook, hvor mange higer efter de andres accept og anerkendelse. Børn deler eksempelvis nøgenbilleder for ”likes”, mens de voksne redigerer deres feriebilleder og statements strategisk.

Vi lever i det Byung-Chul Han kalder ”den positive terror.”

Brinkmanns kritik er altså velkendt, men relevant. Alligevel, synes han i interviewet at forveksle psykologisk introspektion eller selvindsigt med det, som filosoffer kalder selverkendelse. Selverkendelse er ikke navlepilleri. Og her er det lidt komisk, at professoren refererer til Nietzsche i Politiken, hvor Nietzsche citeres for ordene: ”Det menneske der besidder sit livs ’hvorfor’, kan klare næsten ethvert ’hvordan’”

Nietzsche ville – som bekendt – overkomme selvets hang til navlepilleri, han ville overkomme selvet. For Nietzsche handler det ikke om hvem du er, men hvem du kan blive, eller er ifærd med at blive. Dette kræver nøjsom selvgranskning, altså filosofisk selverkendelse, ikke målsætninger. At kende sit livs ”hvorfor” kræver hårdt arbejde. Tilsvarende påpegede filosoffen Locke, at selvrefleksion er afgørende med hensyn til vurdering af vores erkendelse, Kant sagde, at vi må vende vort blik indad for at afsløre vores erkendelsers dybeste grundlag. Spinoza, talte ligefrem om selvindsigt.

Selverkendelse er afgørende for filosoffen, hvis ikke vi skal ende i selvbedrag.

Dette er vigtigt, at have dette for øje, når Brinkmann plæderer for 10 ståsteder a la sandhed, ærlighed, venlighed, værdighed, kærlighed, etc. (ifølge interviewet).

Jeg tror de fleste, vil være enige i denne stoiske commonsense filosofi, som Brinkmann – meget velment – udfolder. Det er bedre at handle ud fra kærlighed til livet, end ud fra min egen karrieres ve og vel. Problemet bliver dog mere kryptisk, når vi skal vurdere vores egne handlinger. Og det er her selverkendelsen bliver afgørende.

Selverkendelse er en vurdering her og nu, om hvorvidt jeg reelt handler lige så venligt og kærligt, som jeg måske tror eller bilder mig ind. Handler jeg kun venligt for at opnå noget, altså som instrument? Er jeg forført? Af samfundet eller mig selv? Måske sågar min egen godhed?

Den filosofiske selverkendelse sker altid i samspil med samfundet, eller i kraft af en ”selvudsigt”. Det problem, som ikke kommer frem hos Brinkmann, er, at når folk handler uret eller direkte dumt, så gør de det, fordi de ofte mangler indsigt. Selvindsigt berører også ens egne privilegier (og blinde pletter).

Skriver Brinkmann til en privilegeret læser, der har for meget overskud og tid, hvorfor vedkommende piller navle? Eller skriver han til dem, der reelt lider af eksistentielle problemer pga. samfundets indretning, fx mennesker som diskrimineres, som er fattige, syge, etc. (eller for meget navlepilleri?)? Jeg tror det første.

Det kan nemt blive et projekt for de få. Navlepilleri på samfundsniveau?

Jeg tror ikke det handler om selverkendelse versus selvudsyn, men om at kunne se sig selv og verden i en større sammenhæng, hvor jeg aldrig er andet end det ”næsten” rene ingenting. Eller for at genanvende Aristoteles dilemma: For at gøre det gode, må jeg kende det gode, men for at kende det gode, må jeg have erfaring med at have gjort noget godt. Et samfundsmæssigt engagement kræver selverkendelse. Når Marcus Aurelius skrev til sig selv, så pillede han sig ikke i navlen, men hans granskede sig selv, nøgternt, sagligt og uden fløjlshandsker.

Brinkmann viste i sin første bog, at alt for mange er forført til egen selvdestruktion. De lider af stress og depressioner. Det skal lære at sige nej. Tak for det. Nu får de samme mennesker så hjælp af et nyt sæt regler eller ståsteder, som de tilsyneladende bør følge. Måske er det sådan med psykologer, at de ynder at ”normalisere”, men når nu Brinkmann bevæger sig ind i filosofisk terræn, så handler det om at kunne tage vare på sig selv, hvilket sker ved at tage vare på samfundet. “We are in it together.” Jeg er jo aldrig andet end det ”jeg bliver” – og det jeg bliver skyldes primært det, som former mig.

Jeg er altid en anden. Jeg kan stå imod, ikke fast (Jf. Modstand).

Man kunne spørge Brinkmann, om han ikke risikerer at blive så opbyggelig og høflig, at vi alt for nemt glemmer at være ærlige.

Jeg tvivler på, at flere vil blive bedre til at tage vare sig selv, fordi du får 10 dydige ståsteder, at holde fast i. I al for lang tid har mennesket villet sin egen undergang. Vi er eksperter i at forføre os selv. Snarere burde de – os alle sammen – lære at tage vare på sig selv (ikke patetisk elske og dyrke sig selv) for derigennem at tage vare på kollektivet. Og omvendt. Dette er ansvarligt. Som Karl Marx engang påpegede, så erstatter de sociale bevægelser den enkeltes private dagdrømme og komfortable lænestolsfilosofi med kollektivets konkrete erfaringer. Sagt lidt enkelt: så vækkes min selverkendelse, idet jeg mærkes af alt det, som ikke er mig.

Når alt dette er skrevet, så kan jeg kun ønske den dygtige professor held og lykke. Hans projekt er relevant (og berører sikkert de nævnte ting bedre i bogen).

Brinkmann vil os det bedste, og sådanne mennesker er der generelt for få af.

August 22, 2016