“Når lydigheden fører jer til at beskæftige jer med ydre gøremål, så forstå, at Herren – også i køkkenet, blandt gryderne – går iblandt jer og hjælper jer både indvendigt og udvendigt.”

Disse ord skrev den spanske mystiker Santa Teresa de Avila for mere end 500 år siden i El libro de las Fundaciones. Hendes budskab er klart. Gud – eller det, jeg i dette essay vil kalde det spirituelle eller det virkelige – er alle steder. På den måde er det spirituelle ikke et produkt af menneskets historie, men en af historiens betingelser. Sagt anderledes: Livet og det spirituelle hænger sammen.

Formålet med dette essay er at udfolde denne enkle påstand – og vise, hvordan den kan forandre både vores selvforståelse og vores måde at leve på. Når jeg hævder, at livet og det spirituelle er forbundet, handler det ikke kun om, at mennesket altid har skabt spirituelle horisonter. Det handler om, at det er selve mødet med det spirituelle, der forandrer mennesket – dets måde at være til på og dets blik på verden. Samtidens eksistentielle kriser, den voksende mistrivsel blandt unge, frygten for kunstig intelligens og jordens fortsatte ødelæggelse hænger sammen med en forsømmelse af det spirituelle. Det spirituelle er en upersonlig og anonym kraft, som udfordrer forestillingen om et fast og uforanderligt selv og ønsket om en stabil grund under fødderne. Paradoksalt nok forstærker disse forestillinger afkoblingen fra hinanden og verden – og minimerer vores frihed og livsglæde.

Videnskab og teknologi kan føre os langt, men det spirituelle giver livet betydning. Ikke nødvendigvis som noget transcendent, men som en immanent livskraft – en erfaring af, at livet er større end os selv. Det spirituelle findes ikke kun i religion, filosofi, kunst og naturen, men overalt hvor vi er nærværende, opmærksomme og hengivende. Spiritualitet forstås her ikke som institution eller ubetvivlelig doktrin, men som praksisser og træningsveje, der kan forankre os mere intenst i livet. Alle større religiøse traditioner rummer udviklingsveje, der peger mod opvågning, enhedsbevidsthed eller en dybere form for kærlighed og frihed. Fælles for disse veje er, at de beskriver en indre bevægelse: fra en ordinær og fragmenteret opmærksomhed mod en mere vågen, hel og medfølende væren.  Som mange andre filosoffer betragter jeg disse traditioner som erfaringsbaserede træningssystemer snarere end som trosdogmer. Derfor kan man læse Kierkegaard uden at være kristen, meditere uden at være buddhist og praktisere Teresa af Ávilas bønner uden at være katolik. Det afgørende er evnen til at skelne mellem det dogmatiske og det spirituelle – og ikke at forkaste det spirituelle, blot fordi religioner ofte bærer på en problematisk historie. 

To ideer leder dette essay. For det første, at al spiritualitet i bund og grund handler om spørgsmålet: hvilket liv er værd at leve? Spiritualitet vækker fantasien og erfaringen af at være levende. For det andet, at spiritualitet handler om frihed. Heraf følger essayets to hovedteser: Kun frie mennesker kan elske, og kun kærligheden kan nedbryde de modsætninger og dualismer, der dominerer samtiden – os og dem, rigtig og forkert, hvid og sort, mand og kvinde. Det liv, der er værd at leve, er et liv præget af kærlighed. Og vi bliver først værdige til kærlighedens glæder gennem frihed – frihed fra den dominerende binære tænkning.

I essayet undersøger jeg, hvordan vores måde at forstå os selv på har fjernet os fra hinanden og fra verden. Når selvet opfattes som noget fast, afgrænset og isoleret, opstår der en form for indre forarmelse: opmærksomheden trækker sig sammen, ansvaret forskydes, og livet reduceres til selvforvaltning. Men netop her begynder bevægelsen. For i sprækkerne af denne erfaring viser der sig en anden mulighed: at opmærksomhed ikke blot er et redskab, men en måde at leve på. En praksis, hvor selvet langsomt blødgøres, og hvor relation, ansvar og åbenhed igen får plads. Det spirituelle handler om at bryde med vanetænkning og fastlåste forestillinger. Antagelsen om, at naturen er “derude” og jeg er “her”, er en forenkling. Naturen er i os – og vi i den. Denne forbindelse overses ofte, når virkeligheden reduceres, så beslutninger kan træffes hurtigt, som om tid virkelig er penge.

Mit ærinde med nærværende skrift er ikke at vende tilbage til en gammel verdensorden, en kristen moral eller en forestilling om noget uforanderligt at holde fast i. Nostalgi og konservatisme er ikke vejen frem. Heller ikke kapitalismens hastværk og reduktionisme. Jeg skriver ud fra en overbevisning om, at jo mere kompleks vores forbindelse til verden er, desto mere meningsfuld bliver vores erfaring af livet. Og omvendt: Jo mere vi begrænser os til det målbare, desto mindre forstår vi. Det er livets paradoks: Det hele skal med. Det er naturligvis en ambition, vi sjældent fuldt ud kan leve op til. Men horisonten – forestillingen om noget større og bedre – kan inspirere. Ikke som en fjern utopi, men som en aktiv bestræbelse her og nu, blandt gryderne: at livet, alt levende, er umagen værd. En sådan bestræbelse kræver, at vi lever opmærksomt.

Hvis du ønsker at læse videre, kan bogen findes her: Hjertets visdom