Hvordan kan vi som samfund sikre, at alle borgere uddannes i empati, kritisk tænkning og moralsk dannelse? Hvordan kan vi i fællesskab undgå, at små søde, bløde drenge bliver til mænd, der krænker og diskriminerer? I stedet for at overlade opdragelsen af drenge til Jordan Peterson kunne vi som samfund gøre filosofien obligatorisk i folkeskolen, skriver filosof Finn Janning. Han mener, at vi som samfund bør hjælpe hinanden med at frigøre os fra alt det, som holder os fanget.

”Man fødes ikke som kvinde, man bliver det.” Sådan skriver forfatter og filosof Simone de Beauvoir i sit hovedværk Det andet køn.

Det er en ikonisk sætning, der gennem årene er blevet debatteret grundigt. Det afgørende i sætningen er verbet: ”at blive.” På den ene side er der tale om en transformationsproces, der finder sted over en periode. Du bliver pianist, læge eller blikkenslager gennem øvelse, uddannelse og praksistræning.

På den anden side er der tale om en pludselig ændring. Kvinden, der bliver mor, idet babyen fødes. Eller personen, der får stillet en diagnose og bliver kræftpatient. I denne udlægning er der en klar skillelinje mellem før og efter.

Spørgsmålet er, om en pige bliver kvinde på den ene eller anden måde: som noget gradvist eller med et fingerknips. De fleste de Beauvoir-forskere vægter den gradvise tilblivelsesproces – en tilblivelse uden et klart slutmål.

For eksistentialisterne Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre handler det om, at alle mennesker – uanset køn, race eller seksualitet, skal være frie til at blive – leve – som de ønsker. Af samme grund er der mange måder at være og blive kvinde på.

Skabelsen af samtidens borgere

Problemet, som de Beauvoir belyser i sin bog, er, at samfundets strukturer – biologiske, historiske, kulturelle, psykologiske, religiøse, mytiske, etc. – har virket kontrollerende, hæmmende og diskriminerende, hvorved den enkelte pige ikke frit kunne vælge at blive den kvinde, som hun ønskede at blive.

Jeg tænkte på denne åbning, da jeg læste Isabella Miehe-Renards glimrende anmeldelse af den canadiske psykolog Jordan B. Petersons nye bog Hinsides orden – 12 nye regler for livet.

Psykologen Peterson fremstår som en velment pendant til vores egen danske Svend Brinkmann. Begge taler om at forpligte sig, stå fast og turde satse på noget for at skabe dybere mening.

Begge leverer nogle simple leveregler, der har godt tag i samtiden, hvad enten det drejer sig om at tage nejhatten på, eller ikke at gøre noget, du hader. En væsentlig forskel synes dog at være, at den canadiske professor har et bedre tag i de unge drenge.

Jeg tror, at en del af svaret herpå sandsynligvis kan findes i de Beauvoirs ikoniske sætning. I disse MeToo-tider vokser interessen for de Beauvoirs forfatterskab. Og med god grund.

Men i samme forbindelse kunne det være interessant, hvis hendes tanker blev anvendt mere stringent. En ting er ensidigt at klandre et patriarkalsk system for alle samtidens problemer; en anden ville være, hvis alle samfundets borgere – inklusive kvinderne – kiggede kritisk på deres rolle og ansvar i forbindelse med skabelsen af samtidens borgere – både drenge og piger.

Hvis præmissen er, at mennesket er noget blivende, så gælder dette for både kvinder og mænd.

Hvad er gået galt i opdragelsen af drengebørn?

Og her vender jeg så tilbage til Jordan Peterson, der ”opdragende” taler om at tage vare på sig selv, vælge sine venner med omhu, ikke at lyve og balancere mellem kaos og orden. Hvilket er noget, som mange mænd tilsyneladende har svært ved.

I de sidste halve år er det blevet klart, at flere magtfulde og mindre magtfulde mænd i Danmark har opført sig upassende. De har ikke respekteret andre menneskers grænser, enkelte har sågar foretaget decideret diskriminerende og voldelige overgreb.

Det undrer mig, hvordan det kan være, at flere mænd – og drenge – ikke besidder et anstændigt moralsk kompas. Eksempelvis viser en rapport fra Danske Gymnasielevers Sammenslutning, at hver fjerde kvindelige gymnasieelev har været udsat for krænkende kommentarer.

Det er uacceptabelt.

Hvordan blev umiddelbart uskyldige drenge til mænd, der ikke kan opføre sig ordenligt? Hvad er gået galt i opdragelsen af drengebørn?

Opdragelse er et anliggende for begge forældre – såfremt begge er tilstede – og for staten. Eksempelvis bør folkeskolen sikre, at børn, der opfører sig racistisk eller kvindehadsk, rettes til efter samfundets normer. Det er oplagt at spørge, om uddannelsessystemet har været for tolerant, eller blot ikke besiddet de rette værktøjer til at sætte ind overfor moralsk upassende opførsel eller holdninger?

Har seksualundervisningen været upassende? Jeg tror det.

Omvendt Ødipuskompleks

Antagelsen har sikkert været, at spørgsmål om moral og værdier bør foregå i familien. Dette er dog et sats, da ikke alle familier praktiserer lighed, frihed og retfærdighed omkring spisebordet.

Et andet underbelyst område er, hvorvidt børn – især drenge – overbeskyttes af deres mødre. Personligt – og her er jeg farvet af at være bosiddende i Spanien – tror jeg, at omfanget af overbeskyttende og ekstremt tolerante mødre er relevant at belyse.

Jeg har oplevet flere spanske mødre – også dem, der betegner sig selv som feminister – der ser igennem fingrene, når deres egen søn er involveret i upassende og diskriminerende adfærd. Jeg har sågar hørt mødre undskylde for deres sønner, ligesom jeg har hørt mødre anklage pigerne, fordi de (pigerne) har forledt deres sønner.

Endelig har jeg de sidste par år arbejdet sammen med et par psykologer, der hjælper drenge i alderen 11-14 år med at vende tilbage til folkeskolen. Historien er den samme: Faren er fraværende, drengene sidder derhjemme og spiller computerspil uden megen anden social kontakt end moderen.

Når psykologen foreslår, at drengen vender tilbage til skolen, så er det gerne moderen, der modsætter sig, fordi hun er bange for at miste kontrollen over sin søn, har psykologerne fortalt mig.

Der er tale om et omvendt Ødipus-kompleks, hvor, i dette tilfælde, moderens tiltrækning til et barn er problematisk.

Selvom der ikke er tale om et videnskabeligt bidrag, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om der en sammenhæng mellem de ganske ukritiske mødre i Spanien, og så det skræmmende niveau af mandschauvinisme, hustruvold og drab i selvsamme land?

Jeg ved det ikke.

Opdragelsen er et fælles ansvar

Til gengæld ved jeg, at mange drenge aldrig løsriver sig fra deres mødre (og omvendt). De lærer aldrig at tage ansvar for deres egne handlinger. De formår ikke at stå til regnskab for, hvad de har gjort eller gør.

De forbliver umyndige. Den tyske filosof Immanuel Kant talte om, hvordan barnet går ud af umyndigheden – går ud af hjælpeløsheden – som en modningsproces. Flere danske mænd er tilsyneladende juridisk myndige, men eksistentielt og moralsk umyndige. De besidder ikke modet til at bruge deres egen forstand, ville Kant sige. De fremstår dumme.

Betyder det så, at problemet med mænd, der krænker piger og kvinder, er kvindernes egen skyld? Nej, selvfølgelig ikke. Opdragelse er et fælles anliggende; et fælles ansvar.

Som Camus skriver i Pesten: ”Jeg levede med ideen om min egen uskyldighed, hvilket vil sige, uden nogen som helst ide.”

Det drejer sig om, hvordan vi – som samfund – sikrer, at alle borgere uddannes i empati, kritisk tænkning og moralsk dannelse. Hvordan kan vi i fællesskab undgå, at små søde bløde drenge bliver til mænd, der krænker og diskriminerer?

Set i det lys kan jeg godt forstå, at Peterson er populær blandt drenge, da mange sikkert har savnet, at der bliver opsat nogle klare regler for dem. Grænser er vigtige. Men i stedet for at overlade opdragelsen af drenge til Peterson – der i Isabella Miehe-Renards anmeldelse fremstår som en semireligiøs paternalistisk forkynder – så kunne vi som samfund gøre filosofien obligatorisk i folkeskolen.

Undersøgelsen fra gymnasierne viser, at vi som samfund skal starte tidligere. En eksistentiel feminisme er en påmindelse om, at alle mennesker stræber efter frihed, hvorfor feminisme også er i enhver tænkende mands interesse. Som samfund bør vi hjælpe hinanden med at frigøre os fra alt det, som holder os fanget: Såsom dårlig eller mangelfuld opdragelse.

Først bragt POV International