Social frihed

I 1958 udgav Isaiah Berlin det nu berømte essay Two Concepts of Liberty. De to begreber om frihed, som titlen refererer til er henholdsvis en negativ og positiv frihed.

Den negative defineres som fraværet af forhindringer, barrierer og indskrænkninger. Den handler om den individuelles ret til at udfolde hans eller hendes naturlige instinkter og drifter. Vi er eksempelvis frie til at følge vores drifter hele vejen hen til swinger klubben.

Den negative frihed er stort set synonym med den juridiske frihed, hvor loven sikrer at folk kan blive skilt, eller at børn eller minoriteters rettigheder ikke indskrænkes.

Den positive frihed indtræder for alvor med Rousseau, men er dog stærkest udfoldet af Kant. Her styres friheden af rationelle og universelle argumenter. Den positive frihed kan ses gennem to nøglebegreber: Autonomi og autenticitet, fx den romantiske ide om at leve autentisk i forhold til ens selv.

De to former for frihed er udgangspunktet for den tyske filosof Axel Honneths bog Freedom’s Right: The Social Foundations of Democratic Life (Retten til frihed). I denne bog vil han udvide vores frihedsforståelse. Den negative og positive er ikke dækkende. De mangler begge det sociale element.

Honneth anerkender den individuelle frihed som et normativt fundament, fx friheden til at ytre sig. Al retfærd og solidaritet er dog ikke midler til den enkeltes frihed alene, men snarere møntet på en social frihed, hvor alle – uanset køn, alder, religion etc. har mulighed for at udtrykke sig (og blive hørt!). De tre former for frihed hænger sammen, men kun den sociale understreger, at vi hver især også bliver frie i kraft af de andre.

Friheden vælter, når den kun står på to individualistiske ben.

Et eksempel kan understrege dette. Mange ynder at sige, at ægteskabet eller børn er lig med enden på friheden. Det er den negative frihed, der taler, skønt friheden ofte øges i samvær og samarbejde med andre. Det er netop en af Honneths gennemgående pointer, som han har fra sociologen Durkheim: Mennesker komplementerer hinanden, hvorved de andre rent faktisk gør det muligt at forfølge mere individuelle mål.

Honneth taler om en kooperativ realiseret frihed. Han vil bevæge friheden fra en ensidig fokusering på ”jeg” hen imod et ”vi”. Dette er stærkt tiltrængt i et neoliberalt præstationssamfund, hvor alt for mange har glemt at den negative frihed også gør det muligt at sige NEJ. Trække sig tilbage. Det er okay ikke at præstere hele tiden.

Honneths projekt er sympatisk og inspirerende. Bogen er en kolos, der blander sociologi, idehistorie og filosofi, hvorigennem han empirisk viser, hvordan friheden er blevet institutionaliseret. En simpel, men vigtig pointe er, at friheden ikke sikres oppefra, fx ved hjælp af juridiske regler. Snarere etableres den fra neden, fra det sociale virvar af kræfter, hvor forskellige former for liv eksperimentere. De juridiske rettigheder kommer bagefter. Det er ikke sådan at homoseksuelle og lesbiske begyndte at danne par, fordi det blev legalt. Det har det altid gjort. Den store græske kriger Achilles nedkæmpede den spartanske kriger Hektor, fordi denne havde slået Achilles elsker ihjel. Homoseksualitet var tidligere åbenlyst udbredt blandt soldater, fordi deres kærlighed betød at de ville gå i døden for hinanden. Er det stadigvæk sådan? I dag hedder det godt nok bodies, og hæren lider vist nok lidt af homofobi.

Det naturlige og unaturlige findes ikke. Der er ikke noget oprindeligt kun praksisser, som enten er blevet underlagt forbud, fx homoseksualitet. Tilsvarende er utroskab ikke noget som blev opfundet, da det blev juridisk muligt at blive skilt.

Honnet taler om sociale kampe for anerkendelse, fx kvindernes kamp for at blive set som andet end en afvigelse fra manden (vel og mærke en mand, der ligeledes var (og er) en konstruktion, som lignende alle vi mænd Jesus!).

Den sociale frihed forudsætter at alle er lige, det vil sige behandles med samme rettigheder. Samme respekt. Samme muligheder. Den forudsætter at de mål, som vi i fællesskab arbejder hen imod også er vedtaget i fællesskab. Ingen tvang. Sagt anderledes: Det er muligt at være uenig, da uenigheden kan medføre diskussioner og ændringer, som kan fremme de fælles mål.

Hegel er med hele vejen. Og det smager af amerikansk pragmatisme.

Gensidighed skaber tillid. Solidaritet skaber forståelse med de andres synspunkter. Når vi komplementerer hinanden balancerer vi bedre i livet. Den sociale frihed er en slags syntese mellem tesen (den negative frihed) og antitesen (den positive eller refleksive frihed).

Okay. Time-out. Honneth tillægger det enkelte subjekt en suveræn position, som ikke eksisterer. Hvem ytrer sig, når vi ytrer os? Mennesket er ikke verdens centrum. Mennesket lever snarere i en co-evolutionær symbiose af organiske og ikke-organiske kræfter, fx dyr og maskiner. Mennesket er et sammensurium af disse. Dette er en posthuman tankegang, men mennesket eksisterer ikke forud for alle disse prisværdige demokratiske diskurser. Det er umuligt at træde udenfor eller placere sig i en “sundere” position. Derimod er vi bevidst og ubevidst underlagt og formet af disse praksisser. Honneth har ikke et skarpt blik for magtrelationerne.Eller underkender dem.

Tilbage. Honneth ser familien, venskabet og kærlighedsforholdet, som demokratiets vugger. Ikke den gamle patriarkalske familie, men den hvor mor og mor, mor og far eller far og far er lige. Han ser – anderledes forfriskende – et oprindeligt potentielle i markedet, idet udbud og efterspørgsmål i teorien burde baserer sig på en gensidighed. Men desværre går forbrug ofte hånd i hånd med ideen om identitetsskabelse, hvorved jeg’et ikke forbindes med vi’et. Sociologen Eva Illouz har vist, hvordan forbrugsgoder anvendes som spejl for ens kærlighed. Et Rolex betyder jeg elsker dig mere end et Casio. Ak skæbne! Kan fattige mennesker ikke elske hinanden? Skal kærlighed sammenlignes? Tilsvarende kan de velstillede økologiske forbruger være med til at presse prisen op på økologiske varer, hvorved økologi bliver en statusvare forbeholdt de få, hvilket måske ikke er i fællesskabets interesse.

Afslutningsvis taler Honneth meget om mediernes rolle. Det er et interessant afsnit med afsæt i Deweys tanker. Er medierne objektive? Nej. Og det kan de heller aldrig blive. Er de upartiske? Til tider. Og det burde de blive.

Tag for eksempel en litteraturanmelder. Her er det klart, at der er nogle anmeldere, der står i et gensidigt forhold til de forfattere, de anmelder. Alle danske aviser henter såkaldte neutrale anmeldere ind for at gæsteanmelde, når avisens egne journalister udkommer med bøger. Det er en praksis, der er fuld af magtrelationer. Der er ligeledes anmeldere, som altid anmelder de samme forfattere. Som altid hader de samme forfattere. Der er sikkert nogle, der anmelder deres kærester uden at meddele dette?

Foucault ville sige at en del af den danske kritikerstab har nået et niveau, hvor regulariteten er markant. Læs: forudsigelighed. Kritikerne værner lige så meget om deres egen identitet, som de værner om at formidle bogen på bogens præmisser. Journalistikken er dog generelt blevet bedre, mere kritisk. Der er bare så megen mere dårlig journalistik i omløb, at det kan overskygge.

Den kritiske pointe er, at samfundet i dag er fuld af mennesker, der agerer i det sociale, men som ikke partout arbejder hen imod et fælles mål (fx frihed), men snarere værner om deres identitet og den magt, som følger med denne. Det er indlysende, men enhver identitet er et fængsel, der hæmmer ens muligheder for tilblivelse. Det hæmmer udviklingen. For alle.

Honneth er sidste skud på stammen af Frankfurter skolens imponerende række af tænkere: Adorno, Hockheimer, Marcuse… (Eller er Habermas last man standing?). Han er deskriptiv og kritisk. Han er normativ i sin kritik, ikke kreativ. Han fortæller, at der andre måder at leve og tænke på, som vi overser, fordi vi har forsømt eller glemt den sociale frihed. Den frihed, som Hegel, Marx, Dewey og digteren Whitman talte om. Han har blik for de sociale patologier, som præger dagens præstationssamfund, fx når selvudvikling bliver til selvbesættelse. Eller, som en anden tysker Byung-Chul Han har vist i sine arbejder, når positiviteten medfører en ukritisk ”jeg elsker jer alle sammen-attitude”. Denne positivitet er reelt narcissistisk, fordi ”jeg” er blevet forelsket i min egen godhed, hvorved jeg reelt ikke relaterer mig til de andre. Jeg græder, fordi jeg græder over hvor stærkt jeg berøres, når de andre lider. Jeg’et folder sig om sig selv. Det er tragisk, ikke komisk.

Moralen hos Honneth er, at vi hver især må yde noget for demokratiet for at kunne nyde. Det kan lyde lidt a la ”noget for noget”, og det er det, men pointen er at de demokratiske mål er etableret i fællesskab. De er foranderlige qua en vedvarende diskussion. Honneths bog er et vigtigt bidrag.

Lad mig slutte med et citat fra Byung-Chul Hans bog Agonie des Eros. ”Eros river subjektet ud af sig selv og rækker det mod den anden. Depressionen, derimod, kaster det ind i sig selv.”

Jo mere social frihed, desto mindre depression.

True Detective

I have published the essay, True Detective: Pessimism, Buddhism or Philosophy?
The aim of this essay is to raise two questions. The first question is: How is pessimism related to Buddhism (and vice versa)? The second question is: What relation does an immanent philosophy have to pessimism and Buddhism, if any? Using True Detective, an American television crime drama, as my point of departure, first I will outline some of the likenesses between Buddhism and pessimism. At the same time, I will show how the conduct of one of the main characters in True Detective resembles the paths of Buddhism and pessimism, even though he is ethical in a strictly non-pessimistic and non-Buddhist fashion. Last, I will try to place these findings in perspective through the French philosopher Gilles Deleuze’s thoughts. Hereby, I hope to illustrate that joy, not suffering, is basic to human existence, and how human beings may overcome a spiritual pessimism.
Read more here.

Og det er vigtigt

To bøger venter på at blive omtalt. Den første: Non-Violence. Challenges and Prospects, redigeret af Bidyut Chakrabarty. Det er en antologi om ikkevold og Gandhi. Den anden: Nietzsche on Art & Life, redigeret af Daniel Came.

For et par år siden var jeg økonomisk på røven, men læselysten. Jeg kontaktede et par forlag. De sendte, jeg omtalte. Det har været en fin ordning. Tingene er i dag ikke meget anderledes, men bøgerne vil ikke blive omtalt. Hellere ikke når de er læst. Tiden er nu en anden.

Det fortælles at enhver slutning er en ny begyndelse. Hvis dette er sandt, befinder vi os altid i en mellemfase, hvor noget lige er ved at slutte, eller netop er sluttet, mens noget nyt snart vil begynde, eller netop er begyndt. Den norske forfatter Karl Ove Knausgårds åbner Min kamp i sådan en mellemfase eller zone. Det er faderens død, som sender han både fysisk og mentalt tilbage i sit eget liv.

Det fortælles ligeledes, at vi hele tiden er i gang med at revidere historien – både den store historie, såvel som vores egen. Fortællinger er ophold i tiden. Et forsøg på at få fodfæste i en porøs mellemzone. I praksis sker det, når vi slår vores klapstole ud og begynder med spørgsmålet: Hvad var det, som skete?

Spørgsmålet stilles, fordi der er noget – måske noget uklart – som vi ikke ønsker at miste, ikke ønsker at glemme; noget, som vi finder det nødvendigt at bevare. Hos Knausgård er dette skisma hele drivkraften – ikke kun i Min Kamp, men også i de to foregående romaner. Der er tydeligvis ting, som han ikke vil glemme, såvel som der er ting, som han ikke ønsker at bevare.

Denne balancegang er en frigørelsesproces, som finder sted mellem modstand og skabelse. Der er visse erindringer, som ikke skal fortrænges, men som arkiveres som mindre vigtige (indtil de en dag, måske, aktiveres igen). Ligeledes er der erindringer, som man ønsker at bevare, men som der endnu ikke har skabt et rum for. Fiktionen formår at overskride de herskende eller dominerende ideologier og normer, som præger vores egen revidering af vores levede liv. Og denne overskridelse sker i kraft af en kreativ vilje til at skabe nye erfaringsrum. Knausgårds projekt er et forsøg på at skabe et rum, hvor der er plads til et mangefold af jeg’er.

Passer det, at vi fortæller for at bevare eller destruere, det vil sige revidere historien – inklusiv vores egen? Uanset svar, så minder denne praksis påfaldende meget om den, som den chilenske forfatter Roberto Bolaño beskriver et sted i romanen 2666: at skrive ikke er et spørgsmål om vilje eller stil. Snarere er det at skrive en øvelse i fortielse eller hemmeligholdelse. Der er ingenting indeni den, som skriver. Forfatteren tager i stedet for diktat, som var han eller hun hypnotiseret af noget. Det er denne erkendelse, som gradvist er trådt frem i den roman der hedder 2014.

I begyndelsen er forfatteren forfængelig. Han værner om noget, et selvskabt ideal; men løbende spolereres dette. Det er som om at arbejdet med ham selv bringer ham videre – udover sig selv. Denne tanke er Nietzscheansk. Han overvinder sig selv.

En god filosof eller forfatter er ikke en, som værner om egne ideer og holdninger, men derimod en som formår at give plads til det, som lægger an på vedkommende med en insisterende, nærmest stædig kraft. Forfængeligheden må fordufte. Det drejer sig om at blive fri. Ingen fødes jo fri (sorry, Rousseau!). Det er netop noget man bliver … måske.

Filosofi handler om frihed. Det vil sige at enhver filosofi bevæger sig i mellemrummet mellem modstand og skabelse, fx i form af en modstand overfor herskende normer, idealer og dogmer, såvel som en kreativ eller opfindsom evne, der formår at skabe plads til det, som er i færd med at blive, men som altså ikke passer ind i de gamle billeder.

Denne tese udspringer af en linje, som Søren Kierkegaard skrev i en brev til sin forlovede Regine Olsen. Der står: ”Friheden er kærlighedens element.”

Det betyder, at det er friheden som gør et menneske i stand til at elske. Eller omvendt, uden frihed ingen kærlighed; uden frihed ingen forbindelser. Uden frihed ingen filosofi, som jo netop værner om kærligheden.

Sandheden er, at sandheden ikke sætter nogen som helst fri, men et frit menneske vil i små øjeblikke erfare noget, som han eller hun ikke kan betvivle. De bliver en anden, upersonlig, som var de i bund og grund ingen.

Jeg er fri til ikke at skrive, selvom jeg kan. Det betyder ikke, at jeg ikke vil, claro que no, blot at jeg er fri. Det er et vigtigt skridt for en, som har klamret sig til en blyant og en notesbog i mere end tyve år. Jeg er fri nok til at lade mig drive i en anden retning. Der, hvor skriften nu engang bevæger sig hen. Og det betyder, helt konkret, at de omtalte bøger ikke vil blive yderligere omtalt, men nu er de om ikke andet nævnt. Så jeg holder mit ord. Og det er vigtigt.

Grumset catalansk nationalisme

Den 11. september 1714 blev Barcelona besejret af den spanske hær; en hær, der blev ledet af den spanske konge Philip den V.

Siden denne skæbnevanger dag har den 11. september været Cataloniens nationaldag. Skønt Catalonien ikke er en nation. Endnu.

Cataloniens historie er fuld af krige. Regionen har været underlagt Rom, muslimer og Spanien.

I 1137 blev Catalonien en del af det spanske rige. I de følgende mange år var Catalonien en spansk region med særlige rettigheder.

I 1701 udbrød der krig om den kongelige spanske arvefølge. Her valgte Catalonien at heppe på Østrig, hvilket var en strategisk dårlig beslutning. Eventyret sluttede for alvor i 1714, hvor regionen mistede sin særstatus.

Kigger man nærmere på historien, er det dog ikke sådan, at Catalonien ikke selv har udlevet imperialistiske drømme.

Eksempelvis tales der catalansk visse steder i Frankrig, Spanien, Andorra og Italien. Catalonierne truede de steder befolkningen med fængsel eller døden, hvis de ikke talte catalansk.

Faktisk er der steder i Sicilien, hvor forældre siger til deres uartige børn: »Opfør dig ordentligt ellers kommer catalonierne.«

Historien er altid mere grumset end en fodboldkamp.

Den spanske borgerkrig, der hærgede i landet fra 1936 til 1939, var eksempelvis ikke en kamp mellem Madrid og Barcelona. Sådan bliver det nogle gange udlagt – måske især af F.C. Barcelonas fodboldtilhængere, der dermed overser at Madrid var den sidste by der faldt for Francos tropper.

Borgerkrigen var en lidelse for mennesker alle steder i Spanien.

Spoles tiden frem til Catalonien anno 2014, er historien ligeledes kompliceret. Det skyldes til dels at historien altid er til debat qua kilder og metoder, men også at historien ofte anvendes politisk.

Der er eksempler på konferencer, hvor historikere, som er fagligt uenige med hensyn til den catalanske nations undfangelsesdato, ikke er blevet inviteret. Der var altså ikke tale om forskning, men om propaganda, idet resultatet var givet på forhånd.

Fornylig holdt museet og kulturinstitutionen CCCB i Barcelona en debataften, der handlede om den catalanske selvstændighed og identitetsdannelse. Her var alle de inviterede talere enige om, at det var det rigtige at blive en selvstændig nation.

Flere, som jeg talte med, virkede frustreret over den manglende debat i CCCB.

Propaganda og kontrol er der nok af. Eksempelvis har den catalanske præsident Artur Mas, som har regeret siden 2010, bedt det lokale styre – la Generalitat – straffe tre lokale radiostationer med en bøde, fordi de ikke reklamerede for proforma valget den 9. november.

De fleste nærer en vis sympati for en sag, når de hører, at den handler om frihed. Frihed er et positivt begreb – om end et begreb, der kan være svært at definere uden at ødelægge begrebets kraft.

Catalonien vil gerne blive fri fra Spanien. Faktisk er hele den catalanske identitet knyttet op på ikke at være Spanien.

Catalonien er ikke Spanien, står der på bannere, når Barcelona spiller vigtige fodboldkampe. Det er en negativ identitet, som – sådan vurderer de fleste iagttagere – kan mønstre cirka halvdelen af Cataloniens befolkningen. Regionen er tvedelt.

Proforma valget den 9. November gav et klart ja til selvstændighed, men valgprocenten var lav – omkring 32%. Den lave valgdeltagelse skyldes angiveligt, at valget ingen juridisk eller demokratisk kraft havde.

Så frihedskampen fortsætter. Præsidenten Artur Mas har satset hele sit karriere på selvstændighed. Han er stædig.

Uagtet, hvorvidt et flertal ønsker selvstændighed eller ej, går projektet ud på at blive en selvstændig nation.

Den anerkendte spanske og catalanske filosof Victoria Camps har udtalt i avisen El Diario, at »det største problem ikke er flaget, men pengene.« Selvstændighedskampen er motiveret af penge.

Catalonien er Spaniens rigeste region. Et industrielt og turistmæssigt lokomotiv.  Når vi i Danmark – nok mest i sjov – siger om spanierne, at de altid siger: Mañana mañana, så gælder det ikke catalonierne.

I hvert fald ikke ifølge catalonierne selv. De siger nemlig det samme om spanierne. Siesta er ligeledes et spansk fænomen. Tid er som bekendt penge, og penge er vigtige i Catalonien.

Catalonien er den region i Europa, hvor udbredelsen af private uddannelser er størst, fx privatskoler. Andelen af privatskoler er på mere end 40 procent.

Når friheds- og selvstændighedstrangen er motiveret af penge, hænger det blandt andet sammen med at regionen betaler flere penge end andre regioner i Spanien til Madrid, som derefter distribuerer dette beløb til resten af Spanien, fx til de mindre rige regioner.

Det irriterer flere cataloniere – især nu, hvor der har været finansiel tørke. Og det bekymrer dem, fordi de ikke føler nogen solidaritet med resten af Spanien. Tværtimod. Der er flere som føler, at Catalonien er okkuperet af Spanien.

På den catalanske nationaldag i år, mødte jeg en mor fra min søns klasse. Hun var højgravid. Henover sin udspændte mave stod der: »Jeg håber, at vokse op i et frit land.«

Det kan være svært at tage helt seriøst, hvis begrebet frihed skal have nogen mening. Catalonien er ikke just Afghanistan (og Afghanistan er ellers ikke Spanien, hvorfor netop dette land ifølge den catalanske definition burde være frit, som alle andre lande, der ikke er Spanien).

Som de fleste ved blomstrer retorikken lystigt i politik. Desværre overser mange, at sproget farver vores blik og tanker. Jeg spurgte hende, hvad hun helt præcist mente, hvortil at hun svarede: »Det hele er meget kompliceret og følsomt.«

Sådan svarer de fleste. Der er ikke en decideret debatkultur i Spanien. I hvert fald siges tingene typisk så tilpas vagt, at ingen reelt ved, hvad der siges.

Victoria Camps siger det dog klart: »Uafhængighedsprocessen er styret af noget indre mere end dømmekraften.« Det er kompliceret.

Jeg har talt med ældre i Barcelona, som med tårer i øjnene mindes, hvordan de blev kaldt rotter, fordi de talte catalansk. Ligesom jeg har talt med ældre, som på trods af borgerkrigens rædsler også havde et positivt billede af General Franco, fx hans stærke katolicisme og familieværdier, sågar hans forbedringer af sundhedssystem.

Det er grumset. Og derfor vælger mange – desværre – at undlade samtalen eller debatten. Det hele bliver enten-eller.

Victoria Camps udtaler i samme interview, at selvstændighed, nationalisme og eksklusion er en tendens, der florerer i Europa, hvor immigranter blandt andet holdes ude. Nationer er per definition egoistiske, siger hun.

Det betyder blandt andet, at de catalanske politikere (og medier, hvoraf flere er kontrolleret af politikerne, fx TV3) ikke beskæftiger sig med meget andet end dette spørgsmål. Det minimerer muligheden for en dialog internt i Catalonien, men også i Spanien, hvor det hele reduceres til for eller imod.

Selvstændighedsprojektet er altså ikke en fortsættelse af de røde rebelers frihedskamp mod nogle fasister, der sidder i Madrid og styrer det hele.

Historien gentager sig til dels, men med omvendt fortegn.

Den catalanske forfatter Nuria Amat har i et længere indlæg i avisen El Paissagt undskyld til George Orwell.

Orwell beskrev i bogen Homage to Catalonia [Hyldest til Catalonien] situationen i Barcelona under borgerkrigen. Han hylder frihedskampen og arbejderklassens sammenhold.

Tingene har ændret sig. Amats konklusion er, at det catalanske selvstændighedsprojekt har nået nationalistiske, ja, nærmest fascistiske højder. Det er et patriotisk projekt.

De nationalistiske separatister har forsømt at læse Orwell, skriver hun.

Er Catalonien blevet et eksempel på hvad George Orwell i et senere værk kaldte »dobbelttænkning«? Taler man om fasisme og manglende frihed, mens man selv er ekskluderende?

Er der tale om »newspeak«, når Madrid kaldes korrupt, mens den tidligere catalanske præsident gennem 19 år, Jordi Pujol er Senor Corrupción per se? Ikke desto mindre sidder han i en fin lejlighed, og ikke i et fængsel. Hvad er Artus Mas rolle?

Der snakkes i krogene med lav røst, hvilket selvfølgelig hænger sammen med den manglende tillid til systemet.

Mistroen hænger også sammen med det, som den franske filosof Gilles Deleuze betonede, da han sagde at minoriteten ikke er et spørgsmål om antal, men om magt og kontrol.

I Catalonien er det spanske sprog en minoritet. Tilhængere af Spanien er en minoritet, selvom forholdet er cirka 50/50 for og imod.

Sproget, det catalanske, anvendes strategisk. De, der taler spansk i stedet for catalansk – især, hvis de reelt kan tale catalansk – må forklare sig.

Medierne er ikke neutrale. Det catalanske flag blafrer fra balkoner, avisstandere, biler og rundkørsler i hele regionen. Ingen er i tvivl: Dette er ikke Spanien.

En anden forfatter, den berømte og interessante Javier Cercas, taler i tidsskriftet Letres Libres om, hvordan hans generation, det vil sige generation X eller den generation, hvis forældre og bedsteforældre var involveret i borgerkrigen, har opført sig uansvarligt. De har undgået samtalen.

Der er korruption – både blandt spanske og catalanske politikere, påpeger han. Der peges fingre, siger han.

Cataloniens finansielle krise er Spaniens skyld, ikke Cataloniens, siger catalonierne. Denne uansvarlighed har ingen ende, skriver Cercas. I Frankrig er det Bruxelles skyld. I Danmark er det Sveriges skyld. Der mangler en form for selvkritik i den catalanske region.

Det er igen den manglende dialog; den manglende evne til at se sig selv i øjnene uden at de løber i vand af selvtilfredshed.

Antropologen Maria Teresa Giménez Barbat, ligeledes i Letre Libres, beskriver hvordan hun er bekymret for denne hang til nation-dannelse.

Hendes tese er, at der er belæg for at sige, at der i dag er færre krige i verden på grund af en reduktion af nationer.

Eksempelvis har det catalanske styre ihærdigt fremmet en nationalidentitet i skolesystemet ved gradvist er eliminere det spanske sprog. I stedet for at få tosprogede børn, uddanner Catalonien i dag børn i catalansk. Første andetsprog er engelsk. Dernæst spansk.

Relationen til Spanien ødelægges bevidst, fordi den catalanske identitet er negativt defineret. Eller i hvert fald fremstår sådan. Desværre.

Uanset om man er for, imod eller neutral med hensyn til catalansk selvstændighed, kan man kun håbe, at 2015 vil bringe mere debat og dialog. Det vil give projektet en mere positiv positionering, men også fremme forståelsen og minimere de mange misforståelser.

Spanien, som Catalonien stadigvæk er en del, er en såret nation, der trænger til at blive helet. Catalonien, som stadigvæk er spansk, er en region fuld af ressentiment.

Finn Janning er forfatter og filosof bosat i Barcelona.

Artiklen blev oprindeligt bragt i Modkraft den 12. december 2014.

Den sande detektiv

”No, I don’t wonder, Marty. The world needs bad men. We keep the other bad men from the door.” – Rust Cohle, True Detective

Den franske sociolog Luc Boltanski har skrevet en sociologisk krimi – næsten. I Mysteries & Conspiracies trækker han linjer og paralleller mellem mysterier, konspirationer og undersøgelser, som de udfoldes i henholdsvis sociologien og krimi- og spionromanen. Det er ganske underholdende læsning. Han giver en litterær genre, som jeg aldrig rigtigt har læst lidt kød, mens har gør et felt mere interessant, end hvad det plejer at være.

Det, som sociologien og denne type litteratur har tilfælles er konflikten mellem REALITY versus reality – den store og lille virkelighed. Sociologi, for Boltanski, handler om at konstruere virkelighed, altså social konstruktivisme. Bogen kan derfor læses, som en vigtig bidrag til Berger og Luckmans klassiker The Social Construction of Reality (1966). Ifølge Bolstanski er virkeligheden konstrueret i kraft af et net af kausalkæder, hvorved handlinger bliver sandsynlige eller ligefrem forudsigelige. Det er denne kausalitet, som en detektiv leger med, når han eller hun bemærker hvordan noget hemmelighedsfuldt, mystisk eller overset, leder til noget andet. Denne undersøgelse kobler sig på virkeligheden eller verden (Reality), hvorved den giver denne ny værdi eller mening. Sagt anderledes: Verden sker, mens virkeligheden (reality) altid er baseret på en selektion og organisering af sikre muligheder, som verden stiller til rådighed i et givent øjeblik. En anden og mere simpel måde at forstå denne dynamik på, er, fx gennem det velkendte begrebspar kaos og orden, hvor detektiven (ligesom sociologen) bringer orden i kaos. Rent filosofisk er denne dialektisme lidt vag, især hvis man ikke ser det som filosofiens rolle at bringe orden, men snarere at udvide virkeligheden. Men lad os lade denne diskussion ligge.

Først et par definitioner. Detektiven er den, som er nidkært opmærksom på selv diminutive begivenheder, fx de begivenheder der umiddelbart kan virke meningsløse. Disse begivenheder tager karakter af et mysterium, som træder frem på en mere eller mindre velkendt baggrund. Hvorfor ligger kuglepennen i venstre bukselomme, hvis personen skriver med højre hånd? Hvorfor tager min kone altid rødt undertøj på om mandagen, hvor hun arbejder længe? Et mysterium er abnormalt, hvorved det efterlader en ridse i virkelighedens stof. Nogle mysterier er hurtigere at opklare end andre (fx mine eksempler). De lette er hverken interessante i litteraturen eller i sociologien. Det, som sociologien og detektivroman har tilfælles, er, at det netværk af kausale relationer, som holder virkeligheden sammen, testes. Holder forklaringen. Holder sammenhængskraften.

Når tingene ikke længere er som de plejer at være, ringer vi efter detektiven. Udfordringen er nu, at få tingene til at falde i hak igen. Give mening. (Og her kunne man problematisere Boltanskis social konstruktivisme, idet tingene måske ikke falder tilbage i sine vante folder, men rent faktisk efterlader et sår, som ikke kan hele, men som vi derimod må skabe plads til. Sagt anderledes: Den skabte orden er en illusion).

Jeg repeterer. En begivenhed sker. Noget uforklarligt. Det er en forbrydelse, hvor vi ikke kan placere ansvaret. Ergo, vi ringer efter detektiverne Marty Hart og Rust Cohle fra Louisianas Criminal Investigation Division fra serien True Detective (kreeret af Nic Pizzolatto). Herefter begynder Hart og Cohle at prøve kræfter med forbrydelsen. Touch darkness and darkness touches you back, lyder mottoet. Undersøgelsen tager form af spørgsmålet ”the whatness of what is”, hvadheden i hvad der er. Forbrydelsen, som de skal opklare er et makabert og tilsyneladende okkult mord; et mord, der spolerer en relativ velordnet virkelighed. Detektiverne besidder samme type af intelligens og perversitet, som den kriminelle – it takes one to know one. Ligesom detektiverne, så afprøver sociologen det skete med fakta, statistikker (til dels) og nye spørgsmål omkring, hvad der virkelig skete. I denne undersøgelse inddrages der antropologi, psykologi og filosofi. Alt sammen i håbet om at skabe et meningsfuldt narrativ. En holdbar forklaring. Der, hvor Boltanski stopper er måske der, hvor serien True Detective forstsætter. Serien viser, at det hemmelighedsfulde og mystiske, ikke så meget er selve forbrydelsen. Ikke kun den. Snarere hvordan noget påvirker og påvirkes, fx detektivernes liv. Eksempelvis er den ene detektiv Cohle interessant, som en filosofisk realist (nogle vil nok se ham som pessimistisk), mens hans partner Hart er en moralsk hykler. Og – dette er interessant rent sociologisk – fordi Hart sandsynligvis er netop den karakter, der får en virkelighed til at hænge sammen. Hart er sort-hvid med hensyn til, hvad der overordnet set er godt og skidt – overordnet, fordi han nemt kan finde en undskyldning for at gøre noget skidt, fx ødelægge sine sukkersøde familieværdier, når han knepper løs med en yngre udgave. Moralen i True Detective er, at virkeligheden opretholdes af moralske hyklere eller naive illusioner, fx den historie, hvor Jesus har hovedrollen. Eller, hvor mænd må sprøjte lidt for at kunne opretholde ro og orden. Sammenhængskraften er kunstig.

Det afgørende sociologiske spørgsmål for Boltanski er hvadhedens hvad. Det tydeliggør, hvad et samfund finder værdifult. En tese kunne være: ro og orden er mere værdifult end indsigt og erkendelse. Desværre. De værdier, der ligger til grund for de beslutninger, som en samfund tager for at genoprette ro og orden, prises. Her kan man igen se en forskel mellem serien True Detective og Boltanskis analyse, idet detektiven Cohle spørger til hvordans hvadhed, det vil sige det værende i det blivende, mens Boltanski spørger til det værendes væren. Forskellen er et spørgsmål om tid.

Boltanskis analyse fordrer en lineær tidsforståelse, mens Cohle er mere Nietzsche-agtig, når han taler om tidens cirkularitet. Hos Nietzsche leder det ene ikke partout til det andet, men ofte fanges vi et loop, fordi vi ikke formår at gentage det, som er værd at gentage (det, der udvider vores virkelighed). Livet bliver et trivielt trummerum. Det, som er værd at gentage, er ikke allerede fastlagte værdier (læs: en fastlagt orden eller Reality). Derimod det, som giver plads til det, som også er i færd med at blive. Hermed er vi også tilbage til selve grundindstillingen mellem sociologien og filosofien hos henholdsvis Boltanski og Rust, den grundindstilling, som jeg ellers sagde, at jeg ville lade ligge.

Hvad man kan udlede heraf? For det første, at der er visse ting, som jeg ikke kan lade ligge. For det andet, og vigtigere, at man ikke nødvendigvis skal resignere, hvilket Cohle til dels foreslår, men ikke helt efterlever. Snarere synes opfordringen eller prøvelsen at gå ud på, at lade sig blive med det blivende. Opløses. Og det er netop, hvad Cohle gør, når han udfører alternativ ægteskabsrådgivning, jager forbryder, mens hans digter og viser, at skelnet mellem reality og Reality slet ikke er så klart, som de flest tror – og måske ønsker. Han bliver et vidne med hensyn til, hvad virkeligheden også er.

Boltanskis bog kan anbefales (måske mens man ser True Detective). Den formår ved hjælp af simple begreber hentet fra spion og krimiromanen, at fortælle noget om sociologiens styrker. Udover at være et glimrende bidrag til social konstruktivismen, er den også velegnet som en god introduktion til sociologien.

Detektiven, som vi kender ham (og i stigende grad hende) fra bøgerne, opstår i begyndelsen af det tyvende århundrede samtidig med sociologien. Begge beskæftiger sig med en social virkelighed, som noget der består af fakta eller natur. Den sociale realitet eksisterer før den menneskelige vilje, det vil sige at vi fødes ind i styringssystemer, lønrammer, arbejdstid, juridiske praksisser og regler, osv. Et samfund. Og som detektiven – nok snarere spionen – så tester sociologen virkelighedens virkelighed, hvorved sociologien kan tilføje værdi i kraft af dennes forklaringer. Der, hvor den kommer til kort, er, når mysterierne ikke lader sig forklare ved hjælp af fakta eller natur, fx det spirituelle eller Twin Peaks.

Boltanski påpeger af samme grund, at det er vigtigt at have blik for de paranoide, det vil sige de mennesker, som lystigt problematiserer virkeligheden. Nogle sjældne gange er disse paranoide vitterligt seende eller visionære. Andre gange – og oftest – er de syge. Derfor ser man også i det tyvende århundrede opfindelsen af flere mentale sygdomme og lidelser, hvorved de personer, der stiller spørgsmålstegn ved den herskende orden enten er naive, dumme eller syge. De, der rent faktisk formår at udvide virkeligheden, er fåtallige. Det kræver en originalitet, som er de færreste af os forundt.

Konklusionen er, som Boltanski skriver: ”Vi ved ikke, og vi skal aldrig vide, hvad der skete.” Der er stadigvæk plads til at udvide virkeligheden. Husk det nu. Ikke alt kan eller skal forklares.

Stillhet

Today I am out with a small booklet entitled “Stillhet” (Silence). It’s a philosophical essay written after a twenty day pilgrimage that I took with the artist Jeppe Hein this year in Norway.

The essay is a sidekick for the main event: Hein’s exhibition at Galleri Nicolai Wallner. See more here.

The essay (with illustrations by Jeppe Hein) can be downloaded here.

Stillhet

Moralske stammer

”Vi skal simpelthen prøve at gøre verden så lykkelig som mulig.” – Joshua Greene

Den amerikanske filosof Joshua Greene har skrevet et vigtigt bidrag til vores forståelse af moralens psykologi. I bogen Moral Tribes viser han, hvordan enhver forståelse af moral kræver to ting. For det første, selve ”strukturen af moderne moralske problemer,” dvs. problemer der sandsynligvis adskiller sig fra dem, som vores hjerne blev skabt til at løse. Greene er nu ikke en af disse evolutionære sovepudeetikker, der altid refererer til en savanne fuld af farer. For det andet, må vi ”forstå strukturen i vores moralske hjerne.”

Det, der gør Greenes bog vedkommende og relevant er ikke, at han har et ben i filosofien og hjerneforskningens verden, men at han kan bruge hjerneforskningen til at stramme sine filosofiske argumenter. Det er altså ikke hjernescanninger som sådan, der fortæller os, hvad der er rigtigt eller forkert. Men de kan nuancere et velkendt moralsk problem, fx gabet mellem følelse og fornuft.

Vores følelser gør os til sociale dyr, som gør at ”Jeg” bliver til ”Os” – hvorved en stamme skabes, fx F.C. Barcelona versus Real Madrid – og når først en stamme er skabt, skabes der ligeledes en forskel mellem ”Os” og ”Dem.” De fleste mennesker ønsker at have et socialt tilhørsforhold. Desværre kan dette behov fremme en stigmatisering af den anden (fx når visse catalonierne stigmatiserer resten af Spanien).

På baggrund af denne indsigt, søger Greene en metamoral, en slags før-moral, der kan udgøre en dommer blandt flere forskellige moralske stammer. En uangribelig logik af en art. Her træder han selvfølgelig ud på en pergamenttynd is, og selvom jeg personligt ikke er tilhænger af en sådan metamoral, er ambitionen forståelig. Greene gør det godt i sit forsvar, måske fordi han er pragmatiker, ”deep pragmatism”. Han forpligter sig på at gøre ”whatever works best”, uanset hvad, dvs. uanset om det strider mod ens egen stammes værdier. Faktisk opererer han ikke med en transcendens, idet utilitarisme er tæt forbundet med den menneskelige praktiske fornuft. Utilitarisme, skriver han, ”ask only that we push ourselves to be morally better, to care more than we do …” I stedet for at appellere til Gud, Fornuften eller Videnskaben, er han pragmatisk. Erfaringen udgør centrum.

En metamorals opgave er, at sikre trade-off mellem konkurrerende stammers værdier. Det kunne være de stereotypier, der eksisterer mellem cataloniere og spaniere, fx at cataloniere er arrogante og pengegriske, mens spaniere er dovne. Før dette kan ske, må han finde en fælles moralskmøntenhed, et system, der kan afveje værdier. Heldigvis, for ham, findes dette system: utilitarisme.

Utilitarisme er en nyttemoral, men en nyttemoral er ikke det samme, som rigdom. Flere penge giver ikke nødvendigvis mere nytte – ligesom penge heller ikke giver mere lykke, når først der er kommet mad på bordet. Greene argumenterer sagligt mod Rawls kritik af utilitarisme, fx hvorvidt slaveri kan medføre mere nytte (eller lykke), eller hvorvidt det er fair at reducere nogle menneskers lykke af hensyn til flertallets. Modargumentet er simpelt. Greene henviser ikke til rettigheder, men til veldokumenterede erfaringer, fx at slaveri forvolder en uacceptabel smerte. Og med hensyn til svækkelsen af nogle menneskers lykke, er dette bl.a. ideen bag en progressiv beskatning, hvor meget rige mennesker betaler en smule mere, hvorved de med en foie gras mindre i bugen kan gøre en masse godt for samfundet.

Utilitarisme er ikke perfekt, men den kan imødekomme vores basale menneskelige behov og motivationer, uden at virke alt for krævende. Ikke desto mindre taler den for vise reformer af menneskets selviske vaner.

Greene anvender en masse eksempler. Nogle af dem gentages lige lovligt meget, selvom de tjener et pædagogisk formål. Han viser, at hjernen er dobbeltsporet. Den rummer en manuel modus og en automatisk. Ifølge forfatterens forskningsresultater (og andres), konkluderer han, at vores manuelle maskineri deles af størstedelen, fx det givende i at fremme positive erfaringer. Modsat er den menneskelige automatisk stærkt afvigende. Jobbet for den manuelle modus er derfor, at realisere mål, dvs. at producere de ønskede konsekvenser.

Hvad er så de optimale eller ønskelige konsekvenser? Svaret er en upartisk eller uvildig lykke, dvs. positive erfaringer.

I stedet for rettigheder, som aldrig er andet end rationaliseret selvføleri, søger han en fælles værdienhed baseret på erfaring. Dette er vigtigt. Erfaringen er nemlig, at de fleste beslutninger cirkulerer omkring lykke og lidelse, glæde og tristhed. Her kan vi anvende vores egne erfaringer, men, men, men supplere disse med ”Den gyldne regel”: Din lykke (eller glæde) betyder, hverken mere eller mindre end enhver andens.

Greene er qua sin omgang med pragmatikerne meget mere fokuseret på erfaringsbegrebet. Jeg finder dette positivt, selvom hans erfaringsbegreb er vagt. I bund og grund er han fortaler for en adfærdsfilosofi, der – for mig at se – forsømmer det, som Nietzsche, Deleuze og Spinoza (og angiveligt mange flere) beskæftigede sig med: etik, som en opmærksomhedens gestus. Det er altså ikke min vilje til at stræbe efter lykke, som er afgørende, men min opmærksomhed på de møder i livet, som skaber glæde eller lykke. Dog adskiller Greene sig ikke meget fra disse, der er inspiration at hente.

Moral Tribes lever op til de mange lovprisninger, den har fået. Den er for alle etisk interesserede. Den er pædagogisk. Fuld af eksemplar. Mange steder skarp. Velskrevet. Engageret. Lidt for gentagende, men ikke desto mindre en bog, som enhver ville ønske at Lars Løkke ville læse.

Kære Lars, alle mennesker ser sig selv som specielle. Heldigvis er der også mange som indser, at dette netop betyder, at de fleste af os sjældent er særligt specielle. Der er altså intet, der gør mine interesser, behov og målsætninger vigtigere end andre menneskers. Tænk på det næste gang, du skider på fællesskabet og tænder en cigaret i et ikke-ryger værelse.

Ja, ja, ja, det har selvfølgelig noget med empati at gøre: evnen til at føle, hvad andre føler. Og her virker det som om, at LL intet føler.

Empati og medfølelse er vigtige værdier, som også Greene påpeger, fordi vi i kraft af disse sandsynligvis kan tage mere upartiske beslutninger, der tilgodeser flertallet. Af samme grund er bogen hermed anbefalet til alle dem, der tager beslutninger. Utilitarismen har fået ny energi.

Blog at WordPress.com.

Up ↑