The Generous Ethic of Deleuze

I just published “The Generous Ethic of Deleuze“, in Philosophy Study, Vol. 6, No. 8 (2016).

Abstract: This paper argues that the affirmative philosophy of Gilles Deleuze opens for a generous ethic. Such ethic passes on new or different possibilities of life. The paper briefly outlines the basic ideas in Deleuze thinking that can be understood as generous. Then it suggests how paying attention is a prerequisite for practicing a generous ethics, that is, mainly being aware of what, how and why something happens. Finally, it exemplifies how—referring to Christopher Nolan’s film Inception—we may practice a generous ethic.

Read the paper here.

When Stupidity Rules

Most of the fathers in my six-year-old son’s class use an instant messaging service called WhatsApp. The idea was to share information regarding school issues, but in reality it became a way of passing on jokes and pictures of women. In the beginning, the pictures were harmless, that is to say, no nudity. However, the other day, a father, who by the way is the father of two girls, sent a photo that was pure porn. It’s not the first time. A few others have sent pictures like that, although the majority doesn’t. This time, I thought about writing something like: “In ten years, this could be your daughter”; “Is this your wife?”; “You’re that desperate?”

I didn’t.

Ok, some context is needed. I am a Dane who lives in Barcelona, Spain. Here, the men are much more machista, male chauvinist, than what I am used to. For example, between 2003 and 2010, 545 women died as victims of domestic violence in Spain—more than two per week.

I am choked; I am surprised, both with what I see and hear, but also with how I react. Silence is consent.

I don’t consent.

I am balancing between being polite versus honest; or rather, being far too polite to be honest.

Gender role, unfortunately, is one of those stiff identities that acts like an unchangeable norm, although all norms are social constructions. They change. We get smarter. Or am I just daydreaming? The identity we attach to being either a girl or a boy, in reality, is quite static.

The other day I was talking with my wife about having a fourth child. We have two boys, four and six years old, followed by a girl, who is now two. At one point, she said, “Smilla might like a new little baby. Girls are like that.”

”Yeah,” I said.

Then something happened. Why did I say “Yeah”?

I realized how many times a day I hear from other parents at the school, or in the park that boys are like that and girls are like this. It always irritates me because I don’t believe that girls or boys have one fixed gender identity. The French philosopher Voltaire once said, “to learn who rules over you, simply find out who you are not allowed to criticize.”

The problem that keeps me from saying something is that I don’t want to offend people. Perhaps, more from being a foreigner, I try to blend in. Also, I know from after more than eight years in Spain that it’s not okay to question the status quo. People are a bit more fragile here. The culture lacks open debate, not just about gender, but also identity, nationality, the civil war, etc. Spanish people shy away from conflicts. Apparently, I do the same. I am turning into glass. Call it integration.

I don’t want to.

So let me man up, as the cliché goes. My daughter is not a princess; I don’t even like the monarchy. My daughter, though, wears pink. Where did this need come from? One day, I woke up and she couldn’t drink or eat if the glass or spoon wasn’t pink. My boys love all the male superheroes, although my four-year-old also likes The Little Mermaid.

Fighting gender stereotypes is like Don Quixote’s fights with windmills. Gender identity doesn’t stand on anything solid, but only upon stupidity.

I have decided that from today onward, I will stop people if they uncritically put boys or girls into idiotic categories. I hope that people would stop me if I were doing the same. I refuse to be ruled by stupidity – or the monarchy. Men are not more ambitious and competitive than women, who are not more empathic or compassionate than men.

It is my ethical responsibility, not only as a father, but as a human being, to stop the spread of stupidity. I will not cultivate politeness when I unequivocally know that not all men dream about becoming a soldier and not all women dream of having their nude photos passed back and forth via WhatsApp. There is an inherent power balance here between men and women. It’s problematic. Often men define the “sexy” gender roles of women, whereas women less often, and less derogatorily, define the “strong” gender roles of men.

It stops here. The silence is over.

Published in The Transnational. A Literay Magazine, Vol. 3, 2015

 

transnational

Mindful leadership for beginners

We all know the simple moral principle that the buyers of stolen goods are as guilty as the thief. I recall this principle from childhood. The point is that the thief wouldn’t steal if no one was buying—at least a thief wouldn’t steal because of greed or arrogance, but perhaps only to meet his or her basic needs, e.g., food.

This moral principle touches upon a basic microeconomic model: supply and demand.

Continue reading here.

Jeg er altid en anden

Jeg har lige været i Danmark og fik ved den lejlighed læst lidt avis. Et sted handlede det om professor i psykologi Svend Brinkmanns opgør med vækstsamfundets rigide nytte og profitmaksimering. Kritikken af tidens instrumentalisering er ikke ny, men stadigvæk nødvendig (se min anmeldelse af Brinkmanns Ståsteder, eller min bog Kunsten at arbejde fra 2008.)

Brinkmann har dygtigt formuleret sin kritik i nogle velklingende trin i bogen Stå fast. Nu er han klar med en fortsættelse. I stedet for at stå imod samfundets ensretning, ser det ud til at professoren nu vil opdrage, måske endda moralisere. Han vil genopfinde de gode Ståsteder.

I et interview med Politiken (lørdag den 20. august), udtaler Brinkmann, at ”hvis vi forsøger at vende vores opmærksomhed bort fra det, jeg plejer at kalde selvindsigt – det handler jo hele tiden om at kigge ind i sig selv og finde ud af, hvad der er derinde – mod en selvudsigt, så kan der ske noget godt.” Hermed rejser han en velkendt kritik mod tidens coaches og mange new-age spirituelle forgreninger for hvem devisen er: ”Bliv den bedste udgave af dig selv.” Eller: Du må elske dig selv, før du kan elske de andre.”

Denne kritik er berettiget.

De fleste filosoffer vil i hvert fald finde begrebet ”selvkærlighed” absurd. Kærlighed er noget ydre. Noget som skaber glæde og giver styrke. Jeg behøver eksempelvis ikke elske mig selv for at kunne glæde mig over den kærlighed, som jeg erfarer i mødet med mine børn. Tilsvarende, synes ”den bedste udgave af mig selv” altid at være formet i det, der i dag giver anerkendelse: Karriere, penge, magt. Tænk blot på Facebook, hvor mange higer efter de andres accept og anerkendelse. Børn deler eksempelvis nøgenbilleder for ”likes”, mens de voksne redigerer deres feriebilleder og statements strategisk.

Vi lever i det Byung-Chul Han kalder ”den positive terror.”

Brinkmanns kritik er altså velkendt, men relevant. Alligevel, synes han i interviewet at forveksle psykologisk introspektion eller selvindsigt med det, som filosoffer kalder selverkendelse. Selverkendelse er ikke navlepilleri. Og her er det lidt komisk, at professoren refererer til Nietzsche i Politiken, hvor Nietzsche citeres for ordene: ”Det menneske der besidder sit livs ’hvorfor’, kan klare næsten ethvert ’hvordan’”

Nietzsche ville – som bekendt – overkomme selvets hang til navlepilleri, han ville overkomme selvet. For Nietzsche handler det ikke om hvem du er, men hvem du kan blive, eller er ifærd med at blive. Dette kræver nøjsom selvgranskning, altså filosofisk selverkendelse, ikke målsætninger. At kende sit livs ”hvorfor” kræver hårdt arbejde. Tilsvarende påpegede filosoffen Locke, at selvrefleksion er afgørende med hensyn til vurdering af vores erkendelse, Kant sagde, at vi må vende vort blik indad for at afsløre vores erkendelsers dybeste grundlag. Spinoza, talte ligefrem om selvindsigt.

Selverkendelse er afgørende for filosoffen, hvis ikke vi skal ende i selvbedrag.

Dette er vigtigt, at have dette for øje, når Brinkmann plæderer for 10 ståsteder a la sandhed, ærlighed, venlighed, værdighed, kærlighed, etc. (ifølge interviewet).

Jeg tror de fleste, vil være enige i denne stoiske commonsense filosofi, som Brinkmann – meget velment – udfolder. Det er bedre at handle ud fra kærlighed til livet, end ud fra min egen karrieres ve og vel. Problemet bliver dog mere kryptisk, når vi skal vurdere vores egne handlinger. Og det er her selverkendelsen bliver afgørende.

Selverkendelse er en vurdering her og nu, om hvorvidt jeg reelt handler lige så venligt og kærligt, som jeg måske tror eller bilder mig ind. Handler jeg kun venligt for at opnå noget, altså som instrument? Er jeg forført? Af samfundet eller mig selv? Måske sågar min egen godhed?

Den filosofiske selverkendelse sker altid i samspil med samfundet, eller i kraft af en ”selvudsigt”. Det problem, som ikke kommer frem hos Brinkmann, er, at når folk handler uret eller direkte dumt, så gør de det, fordi de ofte mangler indsigt. Selvindsigt berører også ens egne privilegier (og blinde pletter).

Skriver Brinkmann til en privilegeret læser, der har for meget overskud og tid, hvorfor vedkommende piller navle? Eller skriver han til dem, der reelt lider af eksistentielle problemer pga. samfundets indretning, fx mennesker som diskrimineres, som er fattige, syge, etc. (eller for meget navlepilleri?)? Jeg tror det første.

Det kan nemt blive et projekt for de få. Navlepilleri på samfundsniveau?

Jeg tror ikke det handler om selverkendelse versus selvudsyn, men om at kunne se sig selv og verden i en større sammenhæng, hvor jeg aldrig er andet end det ”næsten” rene ingenting. Eller for at genanvende Aristoteles dilemma: For at gøre det gode, må jeg kende det gode, men for at kende det gode, må jeg have erfaring med at have gjort noget godt. Et samfundsmæssigt engagement kræver selverkendelse. Når Marcus Aurelius skrev til sig selv, så pillede han sig ikke i navlen, men hans granskede sig selv, nøgternt, sagligt og uden fløjlshandsker.

Brinkmann viste i sin første bog, at alt for mange er forført til egen selvdestruktion. De lider af stress og depressioner. Det skal lære at sige nej. Tak for det. Nu får de samme mennesker så hjælp af et nyt sæt regler eller ståsteder, som de tilsyneladende bør følge. Måske er det sådan med psykologer, at de ynder at ”normalisere”, men når nu Brinkmann bevæger sig ind i filosofisk terræn, så handler det om at kunne tage vare på sig selv, hvilket sker ved at tage vare på samfundet. “We are in it together.” Jeg er jo aldrig andet end det ”jeg bliver” – og det jeg bliver skyldes primært det, som former mig.

Jeg er altid en anden. Jeg kan stå imod, ikke fast (Jf. Modstand).

Man kunne spørge Brinkmann, om han ikke risikerer at blive så opbyggelig og høflig, at vi alt for nemt glemmer at være ærlige.

Jeg tvivler på, at flere vil blive bedre til at tage vare sig selv, fordi du får 10 dydige ståsteder, at holde fast i. I al for lang tid har mennesket villet sin egen undergang. Vi er eksperter i at forføre os selv. Snarere burde de – os alle sammen – lære at tage vare på sig selv (ikke patetisk elske og dyrke sig selv) for derigennem at tage vare på kollektivet. Og omvendt. Dette er ansvarligt. Som Karl Marx engang påpegede, så erstatter de sociale bevægelser den enkeltes private dagdrømme og komfortable lænestolsfilosofi med kollektivets konkrete erfaringer. Sagt lidt enkelt: så vækkes min selverkendelse, idet jeg mærkes af alt det, som ikke er mig.

Når alt dette er skrevet, så kan jeg kun ønske den dygtige professor held og lykke. Hans projekt er relevant (og berører sikkert de nævnte ting bedre i bogen).

Brinkmann vil os det bedste, og sådanne mennesker er der generelt for få af.

Meet the Author

For me, philosophy is a way of living and not an academic discipline that requires you to swallow a certain amount of information to pass. Most great novelists are philosophers. The Danish philosopher Søren Kierkegaard once said that literature in order to become philosophy must become fiction. I like that. It also shows that the distinction between philosophy and literature is rather new—perhaps stemming from Kant—but does it matter if Nietzsche, Kierkegaard, de Beauvoir, and all the others are classified as philosophers or writers?

Read the rest of the interview in Under the Gum Tree.

Afhængighed og mindfulness

En narkoman lider af narkomani.

Narkomani er en ustoppelig trang til narkotiske midler.

Narkotiske midler er lammende, bedøvende og smertestillende.

Der er noget stimulerende i en smertestillende bedøvelse, fordi det, som gør ondt er livet.

Narkomaner er blandt en voksende grupper af mennesker, som i samfundets øjne er upassende – især de, der lever på gaden. De skal ligesom invalide, arbejdsløse og traumatiserede flygtninge opgraderes i forhold til samfundets normer.

Sjældent stilles der spørgsmålstegn til, hvorvidt alle kan og bør tilpasses efter samme kapitalistiske model. Sjældent stilles der spørgsmål til, hvorvidt det reelt er disse krav, som skubber nogle ud i et misbrug, hvorved misbruget netop bliver noget smertestillende.

Og måske skulle man spørge, da mange er blevet afhængige. Nogle tager stoffer for at blive tyndere, andre for at arbejde mere effektivt; nogle går i swingerklubben for at blive begæret, andre sælger sex til mænd og damer, der ikke kan acceptere deres eget livs kedsomhed.

Afhængighed er alle steder. I alle former.

Narkomani er ikke samfundets skyld, men et problem, der udspringer af samfundets moralske deroute. Det er i dag nemt at føle sig isoleret og udenfor. Man kan sågar blive afhængig af ”likes” på Facebook?

Ingen form for narkomani er sund.

Gabor Maté har In the Realm of Hungry Ghosts vist, at mindfulness kan hjælpe med at opløse de automatiske mønstrer, der fodrer vores afhængige sind.

I Buddhist Foundations of Mindfulness redigeret af Edo Shonin, William Van Gordon og Nirbhay N. Singh kan man læse, at mindfulness er en Buddhist praksis, der skærper ens opmærksomhed og fremmer ens mentale velvære. Endvidere står der, at mindfulness kan fremme ens erkendelse af at være en moralsk agent, dvs. ansvarlig for ens handlinger og gerninger. Både de der retter sig indad og de, der retter sig udad.

Mindfulness kan som en kultivering af vores opmærksomhed fremme en social ansvarlighed, hvis praksissen løsrives fra den Buddhistiske ide om, at sandheden findes inde i os selv. Her er det oplagt at betone det sociale engagement, som den Vestlige filosofi er kendt for.

Vi har mistet intimiteten med hinanden, som Terry Tempest Williams siger.

Et sted at begynde, er at udvise omsorg for hinanden. For narkomanens vedkommende kunne dette ske ved at genetablere et fortrolighedsforhold mellem en praktiserende læge og narkomanen, og – ikke som nu – fastholde en relation mellem narkomanen og henholdsvis pusheren og politiet. Et skifte fra en kontrollerende instans, hvor flertallet kun kan lide det, som vedkommende kan forstå (læse: det som kan betale sig), til en etik, der interesserer sig for det, den ikke umiddelbart kan forstå. Sidstnævnte kan nemlig lære os noget. Når vi lærer noget, skabes der nye erfaringer; erfaringer, som gør virkeligheden større.

Forskning viser, at krigen mod narkotika reelt kun hjælper narkokarteller og rockere, at kun omkring ti procent bliver afhængige af narkotiske stoffer, at de fleste narkomaner gradvist trapper ned, eller helt holder op, hvis deres liv uden narkotika ikke kun er smerte og ensomhed.

Forskning viser, at afhængighed ikke kun er et genetisk problem. Ingen arver sin mors druk. I højere grad er det omgivelserne, som præger ens udvikling af hjernen, der påvirker hvordan en person søger belønning og tryghed, hvordan vedkommende kan regulere sine følelser. Misbrug i ens omgivelser fører nemt til misbrug.

Konklusionen er, at legalisering er vejen frem – sammen med skabelsen af et mere venligt og inkluderende samfund, der ikke er blind overfor bivirkninger af et kapitalistisk samfund. Det vil sige et samfund, der kultiverer en nysgerrig medfølelse i stedet for en dømmende holdning.

For interesserede kan jeg anbefale:

– Gabor Matés In the Realm of Hungry Ghosts, der rummer historier fra gaden i Vancouver, henover forfatterens personlige anekdoter, mens han løbende diskuterer nyere forskningsresultater.

– Carl Hart, High Price, der refererer til egen forskning (og Bruce Alexanders), bogen er ligeledes en memoir.

– Johann Hari’s Chasing the Scream er en journalistisk rejse i begrebet ”krigen mod narkotika”, der viser, at krig altid fremmer død og had, og netop ikke omsorg og varme.

– Bruce Alexander’s The Globalization of Addiction, fortæller historien om, hvordan kapitalismen har medført et spirituelt forfald. Han refererer også til sin egen forskning, der viser, at rotter – hvis de kan leve sammen med andre rotter – ikke vælger narkotika. Dette er vel hovedværket.

Moralen er klar: Enhver narkoman vælger kun narkotika, fordi det er som at få ”et stort varmt knus” (som Maté citerer en for at sige). Der var også en grund til at Jeppe på Bjerget drak.

Og for mindfulness kan jeg anbefale Buddhist Foundations of Mindfulness redigeret af Edo Shonin, William Van Gordon og Nirbhay N. Singh. Det er en tung antologi, som er befriet for den frelste og “selvhjælpende” tone, som ellers findes i mange bøger om mindfulness.

Who Killed Gilles Deleuze?

Who Killed Gilles Deleuze? is a novel about one man’s obsession with the purported suicide of a famous French philosopher.

When a young Danish man, who has just arrived in Barcelona, meets the Spanish writer Rodrigo, he becomes a witness to a four-day-long monologue about philosophy, identity, love, and life and its possible limits.

Rodrigo scrutinizes the suicide of Gilles Deleuze with as much passion as if his own future depended on it. For several years, he has devoted all his time and energy to solving this mysterious death, which he is convinced, is a murder. His own life has been on pause.

How can a life-affirming philosopher kill himself? How can a person who believed that each self is already a multiplicity kill himself without letting any self survive? Is there any part of Deleuze living on the run in hiding in the US?

The Spanish writer approaches this suicide with the methods of a detective elaborating different theories of who to blame and not blame, describing how the philosopher’s fall from his apartment could have happened; he casts doubt on the assumption that Deleuze killed himself due to illness.

The meeting between the young Danish man and Rodrigo takes place in the fabled streets of Barcelona, where Rodrigo draws on the Spanish city’s characteristics and history of political struggles to exemplify the enigma of Deleuze. After four days, Rodrigo disappears, leaving the young Danish man bewildered and with only one choice: to take on Rodrigo’s investigation as his own or risk becoming obsessed as well.

Who Killed Gilles Deleuze? is the young Danish man’s story of his meeting with Rodrigo, whose only reason for living was Deleuze, whose only reason for killing himself was not to die at all.

Who Killed Gilles Deleuze? is 86 pages long and written in Danish by Finn Janning. It was released on the 17th of June 2016. See here.

Or see my essay Happy Death of Gilles Deleuze.

hvem-myrdede-gilles-deleuze

Lance Armstrong as Teacher

“In a world where people take no responsibility for their lives, Armstrong is the villain. In a world where we do take responsibility for our ordinary lives, we can learn a lot from Armstrong. That is his resurrection. In the most unlikely way, he has become one of contemporary society’s best teachers. If only we dare to use him to look deep inside ourselves.”

Read the entire essay here.

Blog at WordPress.com.

Up ↑