Author: Finn Janning

PhD, a writer and a philosopher.

Life is not personal

What if life is impersonal?

In the book The Identity Trap, political scientist Yascha Mounk argues how some ideas (or his interpretations hereof) are causing new forms of polarization, separatism, control, and even repression.

The identity trap, according to Mounk, refers to those people and institutions that prioritize identity over universalism–especially when specific identity categories like race, gender, and sexual orientation are favored. 

The book is filled with illustrative examples from the US of “progressive separatism” and “strategic essentials”, claiming to be for equality while not treating all people as equals.

Yet, some of Mounk’s claims regarding the cause of the emergence of identity politics require a comment.

Foucault & Deleuze

For example, Mounk writes: “Many postcolonial scholars were especially aghast when Foucault, in his exchange with Deleuze, argued that the oppressed do not need intellectuals to speak on their behalf.”

Mounk refers to the French philosophers Michel Foucault and Gilles Deleuze, who in 1972 discussed the struggles of women, homosexuals, and prisoners, as well as the relationship between theory, practice, and power.

In their conversation, they try to break away from the idea that the intellectual “spoke the truth to those who had yet to see it, in the name of those who were forbidden to speak the truth,” as Foucault says. Instead of claiming to speak the truth or have privileged access to it as intellectuals, Foucault and Deleuze discuss “the necessity” for individuals “to speak for themselves.” In continuation, Deleuze stresses: “Who speaks and acts? It is always a multiplicity, even within the person who speaks and acts… Representation no longer exists.”

Representation no longer exists, how should this postulate be understood?

First, each human being is never one fixed being or belongs to one identity group but is a multiplicity. Therefore, a focus on identity that is too rigid is a trap because it imprisons thought. In continuation, no one can speak on behalf of a person or a group because each person or group already is a multiplicity; or, if you should speak on behalf, you speak in several voices, precisely what identity-based politics rarely master, for example, due to strategic essentialism.

In his philosophy, Deleuze operates with an ontology of difference and repetition, where identity manifests after encounters. Deleuze would find it imprisoning to want a particular identity–that is, to restrict thinking to essential forms of being, whether referring to races, ethnicities, sexualities, etc. Thus, he, too, would be against the identity trap, although with different arguments.

To become with life

For example, part of the current focus on identity is trying to undermine the old dominant social order, or what Deleuze and Guattari would call the majority of being “white, male, adult, ‘rational,’ etc.; in short, the average European, the subject of enunciation.” Still, Deleuze and Guattari don’t tear down a dominant system by changing one ideal or one dominating identity with another. The problem is not that it is a man who is white, etc., but that a specific identity is favored over another, that some forms of life are worth more than others. Mounk addresses this problem and shows how the US, in several contexts, favors non-whites, i.e., discriminates. (He gives examples of the distribution of COVID-19 medicine, access to some schools, and certain groups having access to startup help). 

The problem, however, is not male versus female or black versus white, according to Deleuze and Guitar, because everyone should be equally treated, just as there ought to be room for all life forms. The problem is that we think and add authority to specific identities. Add authority to particular identities. Therefore, they suggest becoming imperceptible and impersonal–or simply forgetting about all these identity markers that become a prison. The current urge to seek an identity hinders people’s capacity to think for themselves. Hindering people to become with life.

For Deleuze, what is strange and unfamiliar makes a person think. For example, in the 1970s, Deleuze was active in the early French gay rights movement. He was a member of the group FHAR (Front Homosexuel d’action Révolutionnaire). For some, it might appear strange that a husband and father of two would care for other people’s rights, but why? Due to empathy, imagination, and selflessness, connecting with people different from yourself is possible. For example, you can fight for education even if you have no children or health care, even if you are not sick. This is trivial, yet for some, unfortunately, it is not due to selfishness or progressive separatism (nationalism is an example).

Another argument in favor of Deleuze is that his philosophy moves away from a philosophy of being towards one of becoming. Yet, becoming is not about the point from which something originates or the point at which it arrives. With this, Deleuze would agree with Mounk’s critique against “strategic essentialism” and “progressive separatism.”

Identities are fiction

In A Thousand Plateaus, Deleuze and the psychoanalyst Félix Guattari write: “A becoming is always in the middle; one can only get it by the middle.” Becoming, therefore, does not represent an ideal, a norm, or a reference point. On the contrary, becoming produces new ways of living, sensibilities, and relating to things such as race, gender, or sexuality where everything intersects. No race or sexuality is prioritized for another.

To emphasize the strength of the concept of becoming, they write “becoming-imperceptible.”

The writer Chris Kraus quotes Deleuze for the sentence: “Life is not personal,” in her book, I Love Dick. That idea is incredibly liberating, which Kraus’ work illustrates because the individual life isn’t just about itself; there is always room for becoming someone else.

To put it more simply, identities are fiction.

Using Iris Murdoch’s concept, contemporary society needs a little dose of “unselfing” to improve the world. “Unselfing” means I turn my attention outward, away from myself and onto the world. As a result, I will see things as they really are and not through the lens of my selfish concerns. Unfortunately, this is difficult because many people’s vision is colored by their concern and interest, Murdoch calls it the “fat relentless ego” in The Sovereignty of Good.

The best way to avoid the identity traps is to prevent craving for one.

World Parkinson’s Congress 2023: Where Science Meets Art, Healing, and Meditation

Attending the World Parkinson’s Congress in Barcelona (2023) has been deeply inspiring.

The congress is not only about science and medicine, but also about the role of art, healing, and meditation in living with Parkinson’s. Creative expression, storytelling, and mindful practices are being highlighted as powerful ways to nurture resilience and build community.

Being surrounded by so many courageous people, openly sharing their journeys, reminds me that healing is not only an individual process but also something we create together.

Photo by Matt Eagles

Skærme = tryghed

Flere mener, at vi som samfund udsætter vores børn for et ”digitalt overfald.” Antagelsen er, at skærme ikke blot fylder for meget i folkeskolen, men at de fører til mistrivsel blandt børn og unge. 

Nu er det nok ikke skærmene som sådan, der er roden til mistrivslen, men nok snarere, hvad de hindrer og hvad de skaber, eller endnu mere præcist: Hvad de er et symptom på.

Denne trivielle pointe er vigtig, fordi at fjerne skærme fra unge, gør ikke nødvendigvis deres dagligdag sundere. Mange unge har aldrig lært at være sammen med sig selv eller andre, uden at en skærm medierer relationen. Hvis ”selvet er et forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i forholdet, at forholdet forholder sig til sig selv,” som Søren Kierkegaard skrev i Sygdommen til Døden (1949), så har de unge – og mange andre – mistet dette selvforhold. 

I dag forholder mennesket sig ikke til sig selv, men forholder sig til andre – og dernæst sig selv. De fleste måler og vejer deres eksistens i forhold til andre, hvorved deres selvforhold vurderes i lyset af andre og, ofte, deres følgere og likes. Det betyder, at mange har mistet fornemmelse for, hvem de reelt er. 

Hvis der er en eksistentialistisk morale, så lyder den: Du må lære dig selv at kende, for derigennem at blive dig selv, hvorved du kan udtrykke dig selv autentisk og først der, kan du reelt dele dig selv med andre. 

Desværre har samtiden vendt denne morale på hovedet. De fleste unge begynder med at dele sig selv, uden at kunne udtrykke sig autentisk, fordi de sjældent ved nok om sig selv, idet de næsten aldrig får lejlighed til at lære sig selv bedre at kende.  

Hvis skærmene skal fjernes fra skolen, bør denne skærmtid erstattes med en obligatorisk undervisning i filosofi, hvor de studerende gennem spørgsmål, konkrete øvelser, mindre tekster og meditationer lærer at forholde sig til, at de overhovedet er.

Angst, sagde Kierkegaard er forbundet med frihedens svimmelhed. Så de unge, der måske føler sig frie når de kigger på en skærm hele dagen, er selvfølgelig ikke frie, men blot kontrolleret. Frihed er forbundet med svimmelheden, der kan opstå, når den ene shorts ikke automatisk følger den anden; eller, hvor netadgangen forsvinder og du selv må vælge. Vælge hvordan du vil bruge din tid. 

Skolesystemet kunne vælge, hvilket side af mønten, som de vil tilbyde fremtidens borgere: Frihed eller angst.

Kierkegaard talte om at gribe muligheden for at kunne noget – måske blive et andet og bedre uddannelsessystem. Sagt anderledes: De unge – og andre – vi lærer os selv bedre at kende, når vi vokser som mennesker, hvilket sker når vi erfarer noget, som gør, at vi må forholde os til os selv. De sociale medier inviterer kun i mindre omfang til dette selvforhold, fordi erkendelsen kræver lidt afstand eller tid, hvorved jeg lader en erfaring blive til en erkendelse, som jeg enten jeg resonerer med eller ikke. Det betyder, at hvis jeg føler, at jeg handlede uoprigtigt, bør jeg ændre en vane eller en adfærd. Sådan ændring kræver mod, da angsten netop vil opstå i sådanne situationer på grund af usikkerheden, især fordi jeg måske bør afvige fra de sociale mediers snævre konsensus-fællesskab. 

Denne angst sidder i kroppen, men den holdes hen gennem konstant skærmtid.

Skærmen er for mange unge lig med tryghed. Flere unge er vokset op med en skærm, som en form for omsorgsfigur. Skærmene er til stede i omsorg og uddannelsessystem, fordi det har været nemmere, men det nemme bliver på sigt skrøbeligt, fordi lærer et menneske ikke at omfavne svimmelheden, bliver det aldrig frit. Og så længe uddannelsessystemet ikke frisætter de unge, kan de ikke tage vare på sig selv, udtrykke sig selv autentisk, fordi svaret på hvem de er, ikke findes bag skærmen, men inden i dem selv. 

Når skolesystemet er klar til at varetage dette arbejde, så kan de smide skærmene langt væk. Men forbydes skærmene uden et alternativ, svarer det til at smide folk der ikke kan svømme ud på åbent hav. 

Først bragt i Politiken

About transparency

In this week’s main essays in The New Yorker:

“Finn Janning, a Danish philosopher based in Barcelona, studies the gap between self-knowledge and self-deception. Under the guise of transparency, he told me, we can deceive ourselves, reasoning that we are good because we are open about what we are doing. (Modern-day-autocrats often present themselves as “transparent.”) He also noted that transparency is not necessarily a positive motivating force. “Transparency does not lead to you acting better,” Janning said. “On the contrary, you try to fit into the norm. You act in a predictable way.”

Read the whole essay here.

Myten om det normale

Den ungarsk-jødiske læge Gabor Maté var barn under Anden Verdenskrig. Han overlevede, fordi hans mor sendte ham væk fra det besatte Budapest for at blive passet af sin moster. Han var 11 måneder gammel. Selvom morens handling var baseret på gode intentioner, var konsekvensen, at Maté gennem livet ofte har følt sig forladt og overset.

I The Myth of Normal. Trauma, Illness and Healing in a Toxic Culture – som Maté har skrevet sammen med sin søn, Daniel Maté – beskriver han, hvordan han 70 år senere, da hans kone glemmer at hente ham i lufthavnen, bliver såret, vred og opfører sig barnligt og tvært i et par dage. Konens forglemmelse aktiverer en fysisk-emotionel kraft, der bringer ham tilbage til fortiden. Der er tale om et trauma. 

”Trauma,” skriver Maté, er en græsk term, der betyder sår. ”Trauma er ikke, hvad der sker med dig, men hvad der sker indeni dig.” Han sammenligner det med et trafikuheld, hvor ulykken er, hvad der sker, mens skaden er det, der varer ved, f.eks. frygten for at køre i bil. Et trauma er en ”psykisk skade indlejret i vores nervesystem, sind og krop, der kan udløses når som helst” – inklusive mange år efter hændelsen. Som et sår er traumet kendetegnet ved to ting: For det første kan en umiddelbart harmløs hændelse få såret til at væske igen. For det andet kan traumet udvikle sig til et ar, der gør vedkommende hård, ufleksibel og følelsesmæssigt kold.

Traumet, ligesom Matés egen historie, er ikke forbeholdt frygtelige hændelser, såsom død, sygdomme, skilsmisser eller voldtægter, men er knyttet til vedkommendes oplevelse af en hændelse, altså hvad der sker indeni vedkommende, og hvorledes vedkommende forholder sig hertil. 

Læs resten af anmeldelsen i POV International.

Kunsten at bokse med hjertet

Samme uge som min far døde, meldte jeg mig ind i et af dens slags centre, hvor du lærer at slå andre folk til tælling. Der er mange måde at bearbejde sorgen på. Jeg kunne vælge mellem følgende metoder: boksning, Kick Boxing, MMA, Muay Thai, Krav Maga. Min plan var at begynde med MMA, men da jeg dukkede op for at melde mig ind, havde de kun boksning på programmet. Så jeg ændrede min plan.

Det vidste sig at være heldigt. Jeg genfandt min livsrytme gennem boksningen.

Min far havde problemer med hjertet. I samme uge, som jeg meldte mig ind i boksecentret, havde jeg erfaret, at jeg skulle have en hjerteoperation på grund af samme defekt: Mitralklapsutæthed.

Læse resten af kronikken her eller i Politiken her

Status stress

At komme igen efter et stressforløb er bare blevet endnu en statusmarkør.

Vi fejrer dem, der har været helt nede og ligge i jagten på succes og som nu er kommet ud på den anden side af en stresssygemelding. Men i stedet for at søbe i individhistorierne burde vi fokusere på, hvad der skal til for at indrette et samfund, som ikke gør os syge.

D​et siges, at tiden er cyklisk. Den gentager sig selv, som når det hvert år bliver sommer, selvom sommeren aldrig er den samme. Jeg tænkte på dette princip for nyligt, da jeg læste om en ung politiker, der var gået ned med stress. De skete også for 10-15 år siden. Faktisk har stress været på dagsordenen i snart tyve år.

Men mens stress tidligere – frem til 90’erne – var forbeholdt de svageste grupper i samfundet: de lavtlønnede, de arbejdsløse, de lavt uddannede og de syge, er stress i dag, ifølge medierne, forbeholdt de mere privilegerede. De svageste og udsatte er stadigvæk stressede, men af andre grunde. De svageste i samfundet er stressede, fordi de kæmper for overlevelse, mens flere og flere privilegerede borgere bliver stressede, fordi de kæmper om status, magt og prestige.​

​Stressen har​ bredt sig eksplosivt blandt de privilegerede samtidig med udbredelsen af selvhjælpsbøger og anti-selvhjælpsbøger, er vokset. Fælles for begge boggenrer er, at de primært taler til den privilegerede del af samfundet. Det har så skabt et nyt fænomen, nemlig at der i dag er status i have gennemlevet stressen, hvorved ’overleveren’ bliver den moderne helt/heltinde. Der er nærmest opstået et tvedelt samfund i kølvandet, hvor en gruppe skriver til og underviser hinanden i at komme igennem stressen, og nøjes med en sjælden gang, at lade en bekymret bemærkning falde om den mindre priviligerede, men også ganske stressede, del af befolkningen.

Et køligt tilbageblik på de sidste tyve års debat, gør det svært at vurdere, hvad der kom først: diagnosen eller den lukrative forretningsmodel.

Den græske filosofi kan rammesætte lidt af stress-diskursen. Aristoteles opererede i sin etik med fire tilstande: 1) ’Fortrinlig karakter’ – den tilstand, hvor en person, der ønsker at handle passende, gør det uden nogen som helst indre friktion eller tvivl; 2) ’Viljestyrke’ – den tilstand, hvor en person, der ønsker at handle upassende, får (tvinger eller disciplinerer) sig selv til at handle passende; 3) ’Viljesvaghed’ – den tilstand, hvor en person, der ønsker at handle upassende, prøver at få sig selv til at handle passende, men fejler; 4) ’Ond karakter’ – den tilstand, hvor en person, der ønsker at handle upassende, tænker, at det er en glimrende idé, og derfor handler helt uden nogen som helst indre friktion eller tvivl. ​

​Det er interessant​, at den fortrinlige karakter, der frivilligt handler passende, sjældent favoriseres i selvhjælpslitteraturen – eller i medierne. Her er det derimod den person, som udviser en stærk viljestyrke, der prises. For eksempel den person, som efter tyve år i hamsterhjulet, ti år med druk og misbrug vender rundt og begynder at løbe og meditere. Et eksempel kunne være politikeren, erhvervslederen eller kunstneren, der gør kometkarriere, men brænder ud og efterlades med en følelse af tomhed på toppen. Et andet de personer, der fortæller hvordan de har lært at sige fra, hvilket jo ret beset forudsætter, at de er i en økonomisk position, hvorfra de kan tillade sig at sige fra.

For Aristoteles er den etiske helt den, der vil det gode, og som gør det gode, fordi det åbenlyst er godt, hvad han, hun eller det, gør. Et godt menneske simpelthen. ​

​Der findes ​uden tvivl særligt vise spirituelle lærere, filosoffer og religiøse mennesker, der formår at leve op til Aristoteles’ ideal, men de skal heller ikke, som de fleste af os andre, leve blandt alle de andre mennesker, der er middelmådige som os selv. Dalai Lama skal formodentlig ikke pleje sit forhold til sin kone (eller mand), opdrage og elske sine børn, smøre sunde madpakker, nå i supermarkedet efter arbejde, deltage i børnefødselsdage, lappe cykel, få økonomien til at hænge sammen og så videre. Den tibetanske munk vil dog med sikkerhed fortælle os, at det handler om at organisere vores liv bedst muligt, alt efter omgivelserne. Det er rigtigt, men glem nu ikke, at vi ikke alle lever i de samme omgivelser. ​

​De fleste af​ os kan finde måder at optimere eller ændre vores levevis, fordi vi erfarer større eller mindre skønhedsfejl i vores tilgang til livet. Det behøver ikke handle om status, men om at blive bedre forældre, også uden nødvendigvis at fortælle andre om, hvordan vi blev bedre forældre. De fleste stresshistorier, der florerer i medierne p.t., handler desværre ompersonen, hvordan vedkommende har udviklet sig fra at besidde en ’svagere karakter’ – en svag vilje – til at udvikle en stærkere vilje og karakter. På den måde bliver fortællingen på paradoksal vis en del af en ond cirkel. Egoet er hele tiden i centrum.

Spørgsmålet, ’Hvem er jeg?’ kan ikke adskilles fra spørgsmålet: ’Hvilket samfund lever jeg i?’ Eller sagt anderledes, som filosoffen Iris Murdoch pointerede, problemet er vores store fede ego. Af samme grund talte hun om ’unselfing’, evnen til at undslippe vores ego. Murdoch sagde, overvind dit ego og kom i kontakt med det, der sker.

Det, der sker er, at mange er stressede. Men hvad med dem, der aldrig har været stressede og som formår at leve relativt ubemærket? Sådanne mennesker findes, men de færreste af dem, ønsker af blive fundet. I stedet for at lede efter dem, kunne medierne droppe den personlige fortælling om at overvinde stressen, som bare giver os endnu et jagt på status. I stedet bør vi fokusere på, hvordan vi skaber et samfund, hvor samfundet, planeten og menneskers ve og vel er i fokus.

For ingen af os vinder, når det bliver de individfokuserede statusfortællinger der styrer. Dem der er ovre et stressforløb har alligevel sjælden anden visdom at dele en, hvad der kan skrives på en sticker og sættes i bagruden af en bil.

Bragt i Politiken, lørdag den 25. februar.

Accepting vulnerability

I just published the paper entitled “Accepting Vulnerability: Towards a Mindful Sport Philosophy” in Journal of Applied Sport Sciences.

In the paper I argue that wisdom does not emerge from abstract thinking; instead, it requires that we become attentive to what is concrete: our everyday life and how we spend it. Do we spend our life wisely or not? Answering this question requires that we know ourselves sufficiently — that is to say, have we explored and examined our own life by paying attention to it while we are living it? 

To exemplify this philosophical approach, I refer to examples from modern football coaching that illustrate how they play themselves and their team into certain thoughts, not the other way around. More specifically, I refer to the Danish national football coach Kasper Hjulmand and Jurgen Klopp, the Head coach of Liverpool Football Club.

Blog at WordPress.com.

Up ↑