Author: Finn Janning

PhD, a writer and a philosopher.

Hvem skal bestemme Ks køn?

Er den olympiske bokser Imane Khelif en kvinde eller en mand?

Spørgsmålet stilles p.t. ikke kun af boksere og andre atleter, idet flere meningsdannere og politikere har meldt sig ind i debatten – mest prominent den italienske statsminister Giorgi Meloni og forfatteren J.K. Rowling. Og de gør det, fordi kønsdebatten de seneste år er blevet politisk.

Køn er blevet et ideologisk anliggende, hvor der kæmpes om, hvem der har retten (og typisk magten) til at definere sandheden. Altså, i dette tilfælde: Hvem skal bestemme Khelifs køn!

Læs resten her eller i Politiken her.

Sporten rummer muligheden for det umulige

“Dér var den igen. 

Den fornemmelse af, at det utrolige kunne lade sig gøre. At afstanden mellem forventning og forløsning kunne mindskes til ingenting. At utopien kunne glide ned over verden og blive til virkelighed. 

Ja, at drømmene kunne gå i opfyldelse. 

Og dér var den igen. 

Erkendelsen af, at sejren alene eksisterede i vores forestillinger. At ideerne splintrer i mødet med realiteterne, og det, der vækker længslen i så mange, endnu er uden for rækkevidde. 

Det er den type indre bevægelser, som danskerne har kunnet observere i dem selv i denne sportens sommer.

Under et tordenvejr røg det danske herrelandshold ud af Europamesterskabet i fodbold, da Tyskland vandt 2-0 i ottendedelsfinalen. Siden røg tennisstjernen Holger Rune ud ved den legendariske Wimbledon-turnering. Om cykelrytteren Jonas Vingegaard, der to år i træk har vundet Tour de France, også vil lykkes i år, afgøres først endeligt denne søndag. Senere på sommeren skal danske atleter dyste om olympiske medaljer og hæder i Paris. 

Spørgsmålet er, hvad det er, der rejser sig i os, inden virkelighedens kamp udspiller sig. Og hvad er det så for en sandhed, der røbes om danskerne i nederlagets øjeblik? 

Det første er let at svare på, men vanskeligt at formulere, mener sportsfilosof Finn Janning, der er forfatter og ph.d. i filosofi fra CBS. Sporten rummer muligheden for det usandsynlige, der går imod alle realistiske betragtninger. På den måde er der plads til de irrationelle følelser og håb, der ellers ikke levnes meget rum i det moderne samfund. 

Samtidig findes der også ofte en længsel i forventningen, mener Finn Janning. 

“Den hårde dom er, at vi mangler noget. Noget meningsfuldt, som vi mærker i fællesskabet. Måske det at give én, man ikke kender et knus. Og så længes vi efter at se lidt af det samme, som vi har set før eller hørt om fra andre. I så høj grad, at det kan opleves som en slags kosmisk orden, der alene kommer i balance, hvis Danmark vinder,” siger han. 

Forestillingen om sejren kan være utopisk og naiv, mener han. Men det er også i den, drømmen, at sporten overhovedet finder sin bestemmelse, i tilskuernes begejstring og skuffelse, og det ville være et nådesstød at være det foruden, understreger han. 

Forklaringen er simpel, forklarer Finn Janning: 

“Uden troen på det næsten umulige, ville det ganske enkelt blive for kedeligt at se sport.”

Når drømmen så ofte knuses under præstationerne af mægtigere sportsnationer, er det ikke kun et nederlag på banen, men også et angreb mod den enkeltes forestillinger om sig selv. Det sætter sig i kødet, siger Finn Janning. Nogle bliver mere aggressive, og ifølge statistikker er der mere vold efter et nederlag, forklarer han.” 

Skrevet af journalist Tobias Bondolo, bragt i Kristeligt Dagblad den 20. juli, 2024

Sports Philosophy

I’ve opened a Substack in Sports Philosophy, an opportunity to delve into the relationship between sport and philosophy and vice versa. It will consist of mostly new writings on this relationship, but also a few select, recycled pieces that offer a unique or polemical perspective.

My thesis asserts that sports inherently embody a profound philosophy, a form of life wisdom that is worth engaging with and holds profound significance. As a form of human play, sports offer existential rewards for participants and spectators, making them more than just a pastime. 

Feel free to join.

To exist is to play

The writer and philosopher Albert Camus was known for his existentialist essays, novels, and love of football. Every intellectually curious football fan is probably grateful for this. I know I am. In this essay, I argue that Camus’s love for football corresponds to his existentialist love for living joyfully and free.

In his unfinished autobiographical novel The First Man, Camus writes about how the protagonist overcame his shame of wearing old clothes in the classroom and “on the playground, where football was his kingdom. But that kingdom was prohibited because the playground was made of cement, and soles would be worn out so quickly that his grandmother had forbidden Jacques to play football.” 

Of course, Camus played – even if the punishment meted out by his grandmother’s ox whip was harsh. He was driven by a hungry love of life; as the protagonist says: “I’ve loved life, I’m hungry for it. At the same time, life seems horrible to me; it seems inaccessible. That is why I am a believer, out of skepticism. Yes, I want to believe; I want to live forever.”

Camus’s hunger for life was based primarily on his love for his mother, but also on the simpler joys of life, such as football. It is natural to ask: What is the relationship between the game of football, love for life, and philosophy? Camus himself pointed out – in an article dealing with his younger years as a goalkeeper for the club Racing Universitaire d’Alger (RUA) – that “what I know most surely in the long run about morality and obligations, I owe to football.”

To some, this may sound too romantic, even blasphemous, as it may seem that linking sports – in this case, football – and philosophy is like mixing oil and water. For example, the Argentine writer Jorge Luis Borges commented, “Football is popular because stupidity is popular.” If this statement is compared with Camus’s, it is tempting to ask whether football is both educational and stupid. My answer is no, although I agree with Borges that stupidity is widespread. Stupidity can be found everywhere, including in football, but football is also much more than a game. For example, football might be a place to learn important truths such as that freedom is a crucial element of love.

Read the rest of the essay at Daily Philosophy

Algoritmer og kulturjournalistik

Forleden skrev en kulturjournalist på Politiken, at han havde svært ved at koncentrere sig om at læse en bog. Det kan lyde bekymrende, men han fandt – ganske belejligt – årsagen i internettets algoritmer. 

Siden 2016 har en algoritme overtaget kronologien med hensyn til, hvad brugerne mødes med på internettet. Før 2016 blev vi mødt med senest nyt, efter 2016 bliver vi mødt med det, som algoritmen synes, vi skal have. 

Algoritmerne er klassisk business. En spansk sociolog sagde, meget apropos, at kultur er blevet noget brugbart for markedet.

Der er intet eksistentielt på spil, når en algoritme arbejder; det er ikke et spørgsmål om liv eller død

Kunsten gør dog typisk det modsatte. Det betyder ikke, at den nødvendigvis beskriver ekstreme situationer. Snarere at den tør dvæle ved dagligdagens myriader af oplevelser, som den forholder sig forundrende til. Der er tale om en sansemæssig stemthed eller resonans, som måske kan vække yderligere eftertænksomhed. Pirre med nye spørgsmål.

Af samme grund er selvsamme algoritme måske også grunden til, at samtidsromanen aldrig handler om internettet. Noget som Politikens kulturjournalist tænker på, måske, fordi Weekendavisens anmelder Linea Maja Ernst tænkte på det for et par år siden. 

Internettets algoritmer er ligeglade

Men hvad kendetegner internettet? Er det reelt noget, som en roman kan handle om, eller blot være en del af tekstens drive, som i Swipe Right af Levi Lusko eller Modern Romance af Aziz Ansari?

Den chilenske forfatter Benjamin Labatut skriver i essayet ”Galskabens sten” (La piedra de la locura, 2009), at vores verden ikke er virkelig. Den er surreal. 

Algoritmerne giver altså en falsk forestilling om, at vi kan vælge

Med afsæt i matematikerens Kurt Gödels ufuldstændighedssætninger skriver Labatut, at ethvert formelt og modsigelsesfrit system (eller verdensbillede) er ukomplet. Det kan ikke bevise sig selv ud fra sine egne præmisser. I praksis betyder det, at selv meget små variationer kan have store konsekvenser. Problemet, som Labatut konstaterer, er, at ”vi ved, at vores verden, denne solide klippemasse, som vi bebor, ikke er virkelig sand.” 

De store fortællingers tid er for længst forbi. Dette adskiller sig fra tidligere, hvor små variationer, fejltagelser eller problemer blev opslugt af den store kollektive fortælling, der skulle skabe orden.

Læs hele essayet i POV International

Nietzsche og filosofien

Filosofien foregriber fremtidens tanker og måder at eksistere på. Uden foregribelsen ville filosofien være reduceret til en refleksion, en kommentar simpelthen.

Den franske filosof Gilles Deleuze (1925–1995) sagde, at filosofi er lig med kunsten at fremstille begreber, der overkommer det problem, som begrebet viser tilbage til. 

I bogen Nietzsche og filosofien fra 1962 viser Deleuze, hvordan filosofien er problematiserende og skabende, tolkende og vurderende. Han gør det ved at tænke med eller i forlængelse af den tyske filosof Friedrich Nietzsches begreber. 

Nietzsche og filosofien er netop udkommet på dansk, oversat af Robert Morsing Thyssen og udgivet af Multivers. 

Værdier og vurderinger

”Nietzsches overordnede projekt er at indføre begreberne mening og værdi i filosofien,” skriver Deleuze på første side.

Værdibegrebet indebærer en kritik. Det er nemlig uklart, hvorvidt en vurdering forudsætter værdier eller, omvendt, om værdier forudsætter en vurdering. Problemet er selve vurderingen. Den er ikke knyttet til værdier, men eksistensformer eller væremåder for dem, der dømmer og vurderer. Det betyder, at vi altid har ”de overbevisninger, følelser, tanker som vi fortjener i henhold til vores måde at være på.” 

Hvilke overbevisninger, følelser og tanker har mennesket? 

Ifølge Nietzsche er svaret, at ressentiment (et hadefuldt begær efter hævn), dårlig samvittighed og nihilisme udgør princippet for det menneskelige væsen. Det lyder hverken sundt eller glædeligt. 

Problemet, som Nietzsche adresserer, er, at visse tankesystemer og ideologier har gjort mennesket reaktivt og sygt. Filosofien har forsømt det levende, livet, kroppene, følelserne. 

Som modspil tilbyder Nietzsche en anden sensibilitet, der formår at begribe livet på dets egne tilblivelsesprincipper, hvorved livets kompleksitet og pluralisme ikke reduceres. I stedet for en reaktiv attitude, der siger nej til livet, plæderer Nietzsche for en aktiv ja-sigen til livet.

At sige ja til livet er at vurdere det ud fra sin egen forskel i livet – på livets præmisser. ”At sige ja er ikke at bebyrde sig, at påtage sig det værende, men at befri, at sætte det levende fri (…) ikke at belaste livet med vægten af højere værdier, men at skabe nye værdier som er livets værdier, som gør livet let og aktivt (…) opfinde nye former for liv,” skriver Deleuze. 

Der er tale om en tænkning, der vil gå til det yderste af det, som livet kan. 

Livet hæmmes på grund af dårlig tænkning, der kommer til udtryk i tre fejlagtige teser: 

  1. Tænkeren som en der vil og elsker det sande, 
  2. at kroppen, følelserne og det sanselige, leder tanken væk fra sandheden, endelig 
  3. ideen om en metode til at tænke. 

Nietzsche om vilje til magt

Den tænkning, som Nietzsche skaber, handler om at opdage og opfinde nye muligheder for livet. ”Livet gør tænkningen til noget aktivt, tænkningen gør livet til noget affirmativt.” Han vil tænke med livets kræfter, bringe livets kræfter på begreb. Og det er her, at han skaber begreber såsom ”Vilje til magt”, ”den evige gentagelse” og ”Overmennesket” m.fl. 

Jeg vil her kun beskæftige mig med viljen til magt, der ikke betyder, at viljen vil have magt. ”Magt er det, der vil i viljen (…) Viljen er gennem magten selv en menings- og værdiskabende kraft.” 

Viljen til magt bekæmper den ”middelmådighed” i tænkning, der tolker og vurderer fænomener ud fra reaktive kræfter, f.eks. hvor hver nation, køn, hudfarve og seksualitet kun formår at bekræfte sig selv gennem negationen af den anden.

Nietzsche og Deleuze er affirmative tænkere, der overleverer betingelserne for liv. De gør filosofien til en kunst. Kunsten at fortolke og vurdere

Dette er dialektismens problem. Den formår ikke at tænke livets forskelligheder, tilblivelser og kræfter, men reducerer tanken til en værens form, der er ren og tom. Dialektikeren ”siger ja til sig selv ved at slå over i sin egen modsætning.” 

Dens ja-sigen udspringer af konsekvensen af en negativ præmis: Jeg er god, hvorfor de andre må være onde. Eller omvendt. 

”Dumhed,” skriver Deleuze, ”er en struktur i tænkningen som sådan (…) en lav måde at tænke på.” Der er ingen livskraft til stede, når livet belastes ”med de tungeste byrder”: væren, sandhed og virkeligheden, der holder livet fanget. Det kunne være et menneske, der forsegler sin egen identitet til en bestemt væren, sandhed og virkelighed. Nietzsches filosofi bryder med sådanne eksistentielle fængsler. Her inviteres mennesket til at finde sin egen vej.

Den lave måde at tænke på strider mod viljen til magt. Viljen til magt er bundet til evnen til at lade sig påvirke, en forstærket sensibilitet. Nietzsche taler om en følelse af magt, som forudsætter, at den anden, det anderledes og forskellige, ikke negeres. Tværtimod, så indoptages forskellige kræfter som en undersøgelse af, hvad der også er muligt, hvad livet også kan blive.

Det handler ikke om sandhed

Nye læsere af Nietzsche vil hurtigt se, hvor relevant han er i dag. Det er ikke et ukendt fænomen, at flere dømmer andre i forhold til belejlige identitetskasser, hvorfra livet kan anklages, fordi det ikke passer ind i ens egen meningsfigur. 

Nietzsches kritik er hård, men også opløftende. Han nærer en tiltro til menneskets skaberkraft. Han siger, at det er vigtigt at have en forståelse for, at mange reaktive tiltag kommer til udtryk gennem vedtægter og love, der begrænser en masse menneskers frihed og vilje til skabelse. Ofte sker disse tiltag som en slags kompensation for historiske uligheder, hvorved nye uligheder skabes. 

Nietzsche opfinder en genealogi, der både betyder oprindelsens værdi og værdiernes oprindelse. Meningen er aldrig givet på forhånd, den afhænger af de kræfter, der overtager den. Meningsbegrebet er komplekst og pluralistisk. 

At fortolke og vurdere er et spørgsmål om afvejning, hvorfor filosofiens ”fintfølende men strenge kunst” er den ”pluralistiske fortolkning.” Det handler ikke om sandhed, men vurderingen af det, som sker for derigennem at skabe nye former for liv.

Nietzsche og Deleuze er affirmative tænkere, der overleverer betingelserne for liv. De gør filosofien til en kunst. Kunsten at fortolke og vurdere. 

Jeg har læst Nietzsche og filosofien, som gik jeg med Nietzsche i den ene hånd og Deleuze i den anden. De har, som var jeg et barn, løftet mig op undervejs, mens jeg har skreget af glæde. For det er en glæde, at flere nu kan genvinde en tro på verden og livet, mens de finder modet til at skabe nye former for liv. 

Anmeldelsen blev første gang bragt i POV International

Hverken ofre eller bødler

De fleste har sikkert deres egne strategier, de griber til, når verden bliver alt for meningsløs og absurd. Selv søger gerne jeg hjælp hos mænd og kvinder, der er klogere end jeg selv. Således også nu, mens krigen mellem Israel og Hamas udfolder sig i Gaza på sit mest sindsoprivende. Som så ofte før, er det den franske forfatter og filosof Albert Camus, jeg søger hjælp hos.

Albert Camus (1913 – 1960) blev født og opvoksede i Algeriet, indtil han i 1938 flyttede til Frankrig, hvor han snart markerede sig som toneangivende intellektuel. Ganske som sin ‘eksistentialistiske’ kollega, filosoffen Jean-Paul Sartre, sluttede Camus sig efter krigen til den modstandsbevægelse, der kæmpede imod Frankrigs koloniherredømme i Algeriet.

Men – og dette er et vigtigt men: Modsat Sartre var Camus imod enhver form for vold.

I forbindelse med udgivelsen af den revolutionære forfatter Frantz Fanons bog Fordømte her på jorden – i hvilken Fanon retfærdiggør anvendelsen af vold med den begrundelse, at kolonisatorerne jo også selv anvender vold – skrev Sartre et berømt (eller berygtet) forord. En ofte citeret sætning herfra lyder: ”at dræbe en europæer er at slå to fluer med et smæk og på samme tid eliminere en undertrykker og en undertrykt, så det, der bliver tilbage, er en død mand og en fri mand”.

Vold kan ikke befri

Camus afviste den vold, Sartre ophøjede. For Camus var der intet befriende i volden. Aldrig. Snarere så Camus det som sin moralske pligt, at fordømme enhver form for vold – uanset om den blev udøvet af en algerisk partisain eller af en fransk soldat.

Camus kan i den forstand minde lidt om den Israelske intellektuelle Yuval Noah Harari, der har skrevet flere begavede indlæg efter Hamas’ terrorangreb i Israel. Udover at kritisere en facilt moraliserende venstrefløj for at undlade at fordømme Hamas’ angreb i sin travlhed med at fordømme Israels brutale modsvar, taler Harari om behovet for at tænke i muligheder for fredelig sameksistens mellem israelere og palæstinenser. Han nævner specifikt behovet for at få bistand fra neutrale intellektuelle, der ikke vælger side efter instinkt, men som mere fintfølende og pluralistisk undersøger mulige veje til at bilægge konflikten og forsone parterne.

Samme håb nærede Camus, men hensyn til algeriere og de franske ‘bosættere’ i Algeriet. Camus vidste udmærket, at den franske tilstedeværelse for de fleste blev betragtet som illegitim kolonisering. Alligevel talte han om en forståelse for, at både algeriere og franskmænd burde kunne ‘føle sig hjemme’ på det samme sted. Det afgørende var at vælge side mellem dem, ”som i nødsfald accepterer at være mordere, og dem, som af alle kræfter vægrer sig herimod,” som Camus skriver i artikelsamlingen Hverken ofre eller bødler.

Frankrig vanærer sig selv

Betød det så, at Camus ikke var kritisk over for Frankrig? Slet ikke. I flere artikler skriver han, hvordan Frankrig har bragt sig selv vanære gennem dets brug af vold og tortur. Han skriver: ”Man ønsker, at vi skal elske eller afsky det og det land eller det og det folk. Men vi er nogle stykker, som føler, at vi ligner alle andre mennesker og derfor ikke kan acceptere et sådant valg.”

Ulykkeligvis er kærligheden og hadet for mange forbeholdt et land, et folk, en kultur. Men denne udskilning underminerer det faktum, at alle mennesker ligner hinanden.

I stedet for mord, vold, tortur og had, forsøger Camus at fremme en realitetssans. Han beskriver, som ”den kunst at tage hensyn til nutid og fremtid på én og samme tid, og at opnå så meget som muligt, mens man ofrer så lidt som muligt.”

Camus taler om en dialog, der foregår på tværs af grænser – lande, nationer, ideologier og religioner – hvor det ikke handler om at opbygge en ny ideologi, men om at skabe en ny livsholdning, der værner om livet ved slet ikke at acceptere mord, vold og terror.

Morderisk messianisme

Det der hindrer en ikkevoldelige dialog, er flere ting. Den ene er, at dialoger skal befries fra politiske ideologier og fra, hvad Camus kalder ”enhver messiaslære.” Dialogen forudsætter, at ingen deltager ønsker at se sig selv, som ofre eller bøddel. Ingen skal altså lukrere på medlidenhed eller på dårlig samvittighed. Dialogen kræver, at alle deltagende stopper med at leve i en verden, ”hvor mord er legitimeret”. Dialogen må tage afstand fra det princip, som anvendes af både israelere og palæstinensere, nemlig at ”målet helliger midlerne.” Uanset mål, så må alle deltagere i meningsfuld dialog tage afstand fra visse midler, nemlig mord og vold.

Camus nævner, at vi i dag må stille os to spørgsmål: ”Ja eller nej, ønsker De, direkte eller indirekte, at blive dræbt eller voldtaget? Ja eller nej, ønsker De, direkte eller indirekte, at dræbe eller voldtage?” Alle de, som vil svare nej til disse to spørgsmål, må uvægerligt forandre deres måde at tænke politik og forandringer på, fordi forandringer ikke længere kan tvinges igennem ved hjælp af fysisk styrke, men ene og alene på baggrund af den menneskelige fornuft.

Det betyder, skal vi følge Camus, så ikke, at en kamp for palæstinensisk selvstændighed er illegitim. Men kampen kan og må foregå værdigt og menneskeligt. ”Gandhi viste, at du kunne kæmpe for dit folk og vinde uden at holde op med at være en anstændig person. Uanset hvilken sag der forsvares, vil den altid blive vanæret af det vilkårlige drab på en uskyldig skare, hvor morderen på forhånd ved, at han vil ramme kvinden og barnet.”

I forordet til en artikel citerer Camus filosoffen Friedrich Nietzsche: ”Det er bedre at dø end at hade og frygte; det er bedre at dø to gange, end at gøre sig hadet og frygtet; det må en dag blive den vigtigste grundsætning i ethvert politisk samfund.”

Det er bedre at lide uretfærdigheder end at begå dem. Det er dog væsentlig svære, end det lyder. De fleste kan sagtens forstå palæstinenserne og israelernes vrede, hvorfor neutrale intellektuelle også er nødvendige for at fremme en fredsskabende dialog.

Desværre synes hver enkelt nation og gruppe af individer opsatte på at retfærdiggøre egne forfærdeligheder ved at fortælle om den andens forbrydelser. Offeret bliver til bøddel og omvendt. Alt for mange bruger deres intellektuelle ressourcer på at legitimere egen anvendelse af mord og vold. Lyt blot til Hamas og Israel – og deres respektive heppekor.

Ensidig fordømmelse er modproduktiv

Det værste der kan ske er, at én slags vold retfærdiggøres eller undskyldes, mens en anden fordømmes. En sådan tilgang kan aldrig fremme andet end mere vold. Desuden underminerer den erfaringen af, at alle mennesker er lige og forbundne.

Ifølge Camus var det den intellektuelles rolle, ”udelukkende at arbejde for pacificering, hvorved fornuften igen kan finde vej.”

Krigen mellem Algeriet og Frankrig kostede en million menneskeliv, før Algeriet fik selvstændighed i 1962. Det oplevede Camus aldrig, da han døde i 1960.

Enkelte ville måske sige, at målet helligede midlerne, men ikke Camus. Fremtidig fred og sameksistens skabes nu og her, men aldrig gennem mord og vold, kun gennem dialog, hvor ens modstander ikke nedgøres og umenneskeliggøres, men det stik modsatte:

Humanisér din modstander, se ham eller hende, som et menneske med følelser, drømme og håb.

Det formår de færreste israelere og palæstinensere uden tvivl i den aktuelle blodrus, og derfor er det så meget desto mere magtpåliggende ikke at forfalde til intellektuel dovenskab, reducere konfliktens kompleksistet og tage entydigt parti.

Alles liv har værdi, jøders, israeleres, araberes, palæstinenseres.

Krøniken blev bragt i Information den 3. november.

Lighedsprincip med modsat effekt?

“Fodboldens fokus på at fremme mangfoldighed og inklusion udspringer af gode intentioner, siger Finn Janning (i et interview med DR sport).

Han er filosof og forfatter til bogen “Opmærksomhedens filosofi – frihed, kærlighed og fodbold”.

Man bør dog også have for øje, at det samtidig kan ende med at blive et angreb på de lighedsprincipper, som er blandt elitesportens grundpiller.

– Hvis der skal være lige fordeling af spillere med forskellige hudfarver, skal de så ikke også have samme spilletid? Hvor går grænserne?, spørger filosof Finn Janning.

Han forestiller sig, at Danmarks herrelandstræner, Kasper Hjulmand, behandler sine spillere med samme værdighed og respekt, men at kometen Rasmus Højlund får flere spilleminutter end de andre angribere, fordi han er bedre.

– Der ligger altså en retfærdiggørelse, der beror på kvaliteten af spilleren, hvorimod det andet vil bero på kvaliteter, som ikke har noget med spillet på banen at gøre, siger Finn Janning.

Filosoffen mener, at hvis vi en dag lander et sted, hvor holdkort sættes ud fra en række diversitetskrav, så ødelægges konkurrenceelementet.

– De fleste atleter vil gerne spille mod de bedste, for at kunne vise, hvor gode de selv er. Der kan man risikere at fjerne det element ved at spille med det hold, der er moralsk mest rigtigt. Det, der starter med et lighedsprincip, kan ende med det stik modsatte, siger Finn Janning.

– Det sker jo som en form for kompensation, fordi Arsenal er bange for at have handlet uretfærdigt tidligere, og så vil de gerne imødekomme kritikken. Men den kompensation er jo det, der underminerer hele lighedstanken.”

Læs hele artiklen på her

Life is not personal

What if life is impersonal?

In the book The Identity Trap, political scientist Yascha Mounk argues how some ideas (or his interpretations hereof) are causing new forms of polarization, separatism, control, and even repression.

The identity trap, according to Mounk, refers to those people and institutions that prioritize identity over universalism–especially when specific identity categories like race, gender, and sexual orientation are favored. 

The book is filled with illustrative examples from the US of “progressive separatism” and “strategic essentials”, claiming to be for equality while not treating all people as equals.

Yet, some of Mounk’s claims regarding the cause of the emergence of identity politics require a comment.

Foucault & Deleuze

For example, Mounk writes: “Many postcolonial scholars were especially aghast when Foucault, in his exchange with Deleuze, argued that the oppressed do not need intellectuals to speak on their behalf.”

Mounk refers to the French philosophers Michel Foucault and Gilles Deleuze, who in 1972 discussed the struggles of women, homosexuals, and prisoners, as well as the relationship between theory, practice, and power.

In their conversation, they try to break away from the idea that the intellectual “spoke the truth to those who had yet to see it, in the name of those who were forbidden to speak the truth,” as Foucault says. Instead of claiming to speak the truth or have privileged access to it as intellectuals, Foucault and Deleuze discuss “the necessity” for individuals “to speak for themselves.” In continuation, Deleuze stresses: “Who speaks and acts? It is always a multiplicity, even within the person who speaks and acts… Representation no longer exists.”

Representation no longer exists, how should this postulate be understood?

First, each human being is never one fixed being or belongs to one identity group but is a multiplicity. Therefore, a focus on identity that is too rigid is a trap because it imprisons thought. In continuation, no one can speak on behalf of a person or a group because each person or group already is a multiplicity; or, if you should speak on behalf, you speak in several voices, precisely what identity-based politics rarely master, for example, due to strategic essentialism.

In his philosophy, Deleuze operates with an ontology of difference and repetition, where identity manifests after encounters. Deleuze would find it imprisoning to want a particular identity–that is, to restrict thinking to essential forms of being, whether referring to races, ethnicities, sexualities, etc. Thus, he, too, would be against the identity trap, although with different arguments.

To become with life

For example, part of the current focus on identity is trying to undermine the old dominant social order, or what Deleuze and Guattari would call the majority of being “white, male, adult, ‘rational,’ etc.; in short, the average European, the subject of enunciation.” Still, Deleuze and Guattari don’t tear down a dominant system by changing one ideal or one dominating identity with another. The problem is not that it is a man who is white, etc., but that a specific identity is favored over another, that some forms of life are worth more than others. Mounk addresses this problem and shows how the US, in several contexts, favors non-whites, i.e., discriminates. (He gives examples of the distribution of COVID-19 medicine, access to some schools, and certain groups having access to startup help). 

The problem, however, is not male versus female or black versus white, according to Deleuze and Guitar, because everyone should be equally treated, just as there ought to be room for all life forms. The problem is that we think and add authority to specific identities. Add authority to particular identities. Therefore, they suggest becoming imperceptible and impersonal–or simply forgetting about all these identity markers that become a prison. The current urge to seek an identity hinders people’s capacity to think for themselves. Hindering people to become with life.

For Deleuze, what is strange and unfamiliar makes a person think. For example, in the 1970s, Deleuze was active in the early French gay rights movement. He was a member of the group FHAR (Front Homosexuel d’action Révolutionnaire). For some, it might appear strange that a husband and father of two would care for other people’s rights, but why? Due to empathy, imagination, and selflessness, connecting with people different from yourself is possible. For example, you can fight for education even if you have no children or health care, even if you are not sick. This is trivial, yet for some, unfortunately, it is not due to selfishness or progressive separatism (nationalism is an example).

Another argument in favor of Deleuze is that his philosophy moves away from a philosophy of being towards one of becoming. Yet, becoming is not about the point from which something originates or the point at which it arrives. With this, Deleuze would agree with Mounk’s critique against “strategic essentialism” and “progressive separatism.”

Identities are fiction

In A Thousand Plateaus, Deleuze and the psychoanalyst Félix Guattari write: “A becoming is always in the middle; one can only get it by the middle.” Becoming, therefore, does not represent an ideal, a norm, or a reference point. On the contrary, becoming produces new ways of living, sensibilities, and relating to things such as race, gender, or sexuality where everything intersects. No race or sexuality is prioritized for another.

To emphasize the strength of the concept of becoming, they write “becoming-imperceptible.”

The writer Chris Kraus quotes Deleuze for the sentence: “Life is not personal,” in her book, I Love Dick. That idea is incredibly liberating, which Kraus’ work illustrates because the individual life isn’t just about itself; there is always room for becoming someone else.

To put it more simply, identities are fiction.

Using Iris Murdoch’s concept, contemporary society needs a little dose of “unselfing” to improve the world. “Unselfing” means I turn my attention outward, away from myself and onto the world. As a result, I will see things as they really are and not through the lens of my selfish concerns. Unfortunately, this is difficult because many people’s vision is colored by their concern and interest, Murdoch calls it the “fat relentless ego” in The Sovereignty of Good.

The best way to avoid the identity traps is to prevent craving for one.

World Parkinson’s Congress 2023: Where Science Meets Art, Healing, and Meditation

Attending the World Parkinson’s Congress in Barcelona (2023) has been deeply inspiring.

The congress is not only about science and medicine, but also about the role of art, healing, and meditation in living with Parkinson’s. Creative expression, storytelling, and mindful practices are being highlighted as powerful ways to nurture resilience and build community.

Being surrounded by so many courageous people, openly sharing their journeys, reminds me that healing is not only an individual process but also something we create together.

Photo by Matt Eagles

Blog at WordPress.com.

Up ↑