Er det værd at gentage?

Everything becomes and recurs eternally — escape is impossible!

— Friedrich Nietzsche

Hvis der er en etik, er det den: Den evige gentagelse. Her er det nemlig fremtiden, som gentages. Det, der er værd at række videre, som et midlertidigt fundament for fremtidig skabelse. Det lyder måske uklart, men det svarer til de situationer, hvor du en gang imellem læser den samme bog igen, eller ser den samme film flere gange.

Hvad gør dem denne gentagelse værdig?

Hvad åbner gentagelsen op for?

Hvis du ikke orker at gentage en bestemt aktivitet igen i morgen, hvorfor så gøre den i dag (med mindre selve aktiviteten i dag eliminerer aktiviteten i morgen)?

Det, der er værd at gentage er det, som i morgen gør det muligt at opfinde nye måder at tænke og leve på. Hvis skoene allerede klemmer i dag, så smid dem dog ud.

Dette her skulle have været en anmeldelse af en Nietzsches bøger. Dernæst af en bog om Nietzsche. Dernæst en anden bog om Nietzsche. Men jeg kunne ikke lige finde en vinkel. Jeg vil gerne anbefale to styks, som er gode. Den ene er dansk og skrevet af Mette Blok. Den hedder Nietzsche som etikker her tages de tidligere værker op, hvorefter de knyttes sammen med de senere. Hun viser overbevisende, hvordan især den engelsksprogede moralfilosofi har haf det svært med tyskeren. Den anden bog er klassikeren Nietzsche: Philosopher, Psychiatrist and Antichrist af Walter Kaufmann, som også har oversat flere af Nietzsches bøger til engelsk. Her får man hele historien, som den tog sig ud for 50 år siden. Der er faktisk flere sammenfald i de to bøger, fx at begrebet selvrealisering for Nietzsche handler mere om selvafvikling eller selvovervindelse. Dette kunne tidens mange profeter lære lidt af.

Ellers er et godt sted at starte Således talte Zarahustra. Jeg læste den i gymnasiet for første gang. Siden har jeg læst den igen, fordi den er værd at genlæse og gentage.

De dødes dag – eller sidste grynt om Armstrong

I dag er det de dødes dag. Er der nogen bedre måde at fejre døden på end med lidt etisk teori?

Der er mange etiske teorier. De to mest udbredte er den teleologiske og den deontologiske. Eller en kombination af de to. Fx du har pligt til at opføre dig ordentligt. Med mindre omkostninger er for høje. Sådan synes moralen at være blandt mange politikere og forretningsfolk.

En teleologisk teori (græsk og betyder ”mål”) fokuserer på konsekvenserne af en handling, hvorved den afvejer fordele og ulemper. Mulige målestokke kunne være profit eller lykke. Den mest populære teleologiske teori er den utilitaristiske, hvor det drejer sig om at skabe det størst mulige gode for flest muligt. Det er en nytteetik, hvor det handler om velfærd.

Med denne provisoriske viden, kan man nu selv vurdere konsekvenserne af Armstrongs handlinger. Ligesom man kan vurdere konsekvenserne af USADA og UCIs handlinger. Fx kunne man spørge om flere mennesker er tjent med at have ham, som et velpoleret forbillede, der kan samle penge ind til kræft. Eller, hvorvidt det er godt for de fleste, at han nu er pillet ned af 21 vidneudsagn. Enkelte vil sikkert også spørge om de penge, som det har kostet at foretage denne undersøgelse, kunne have været brugt mere hensigtsmæssigt, etc.

Den deontologiske teori (græsk for ”pligt”) er baseret på forestillingen om en absolut regel for god moralsk adfærd. Filosoffen Kant er den mest kendte eksponent, hvis vi ser bort fra de religiøse figurer. Ifølge Kants kategoriske imperativ skal en moralsk handling rumme følgende: 1) den er universel og forståelig for alle i en lignende situation; 2) den demonstrerer respekt for individet; 3) den er acceptabel for alle rationelle væsener. Denne teori er ret problematisk. For det første, fordi der ikke findes noget mere universelt end, at der ikke findes noget universelt. Hvad er forståeligt for alle i lignende situationer? Tænk fx på en fodboldtræner, som undlader at tage sin stjernespiller ud, selvom han er skadet. Eller lader ham sidde ude, selvom han er meldt klar af lægerne. Udviser træneren dermed respekt for individet, eller det stik modsatte? Tilsvarende, i hvilke situationer er det ok at lyve? Er USADA’s heksejagt et eksempel på respekt for individet? Har USADA tænkt sig, at udvise samme ihærdighed overfor alle amerikanske atleter (ellers er det vel ikke universelt)? Vil UCI overfor alle cykelryttere? Vil Tour de France-direktionen, og betyder det at vi måske en dag, opererer med en sportsbegivenhed, der aldrig har haft en vinder? ”Kun en idiot tror, at man kan vinde Touren med vand i sin drikkedunk”, sagde Jacques Anquetil, der selv har vundet Tour de France fem gange. Respekt for individet, hvordan anvendes denne på Armstrong? Må han ikke gøre med sin krop, hvad han vil? Eller er det, fordi han gør, hvad han vil, at han ikke demonstrerer respekt for de andre, som sættes under pres. Og hvad med de andre ryttere, er de ikke fri voksne mennesker (rationelle væsener), der kan sige nej? Det kan være svært at afgøre, fordi begrebet ’rationelle væsener’ ofte er følelsesmæssigt ladet.

Lad mig afslutte Armstrong-sagen herfra. Den har lært os meget. Ikke kun om cykling, men fx også, at Danmarks Radio føler, at de har et moralsk ansvar overfor sine tv-seere (pligt-moral). Derfor har DR det svært med Tour de France (tænk på børnene, siger de!). Men DR har det ikke svært med Pengemagasinet eller Finans (eller hvad disse programmer hedder). Finansverdenens adfærd er som lindrende medicin for nationens børn. Moralen synes at være, at det bedre kan betale sig at nurse om kapitalen end, at hænge ud med arbejderklassens svedende mænd. Eller, at pligten følger flertallets holdninger. Etikken er blevet til strategi, måske er det på tide at tænke etisk videre.

Fremtidsmenneske

I forbindelse med offentliggørelsen af det amerikanske dopingagenturs rapport om cykelrytteren Lance Armstrong anvendelse af doping, er den moralske fordømmelse kommet i højsædet. Det er ren og skær hykleri. Faktisk kan vi lære meget af Armstrong, hvis blot vi evner at se udover vores hang til nostalgisk romantisme angående sport og renhed.

Men inden jeg argumentere herfor, vil jeg først understrege, at jeg på ingen måde bilder mig ind, at Armstrong ikke skulle være dopet. Jeg stiller heller ikke spørgsmålstegn til, hvorvidt han var en hård leder af sit cykelhold. Der er trods alt en del kynisme, når vi nærmer os toppen, om denne top så befinder sig i sportsverdenen eller kunstverden eller den politiske og så videre.

Armstrongs velorganiserede brug af præstationsfremmende midler fremstår som noget grimt, noget uhyrligt. Han er et monster. Alligevel tror jeg, at vi med tiden vil se ham som en stor mester, eftersom Armstrong har praktiseret den form for etik, der kan knyttes til den franske filosof Gilles Deleuze.

For Deleuze er præmissen ikke, at et menneske bør gøre noget, fordi det kan, som er den gængse etiske formel. Snarere påpeger han, at vi endnu ikke ved, hvad den menneskelige krop er i stand til. Det medfører, at den menneskelige udvikling udspringer af opfindsomhed, herunder også teknisk opfindsomhed.

Den etiske ambition er for Deleuze derfor at vende styrkeforholdet om og stræbe efter, at det enkelte menneske overvinder livets iboende modstand.

Armstrong har praktiseret denne etik. Han har eksperimenteret med sin egen krops iboende muligheder. Han har ikke snydt i den forstand, at han har gennemført Tour de France på scooter. Nej, han har forsøgt at virkeliggøre sit potentiale. Det er kynisk. Det fremstår monstrøst. Men Armstrong har gjort noget nyt, idet han har inddraget teknikken og lægevidenskaben, hvorved han har tydeliggjort, at denne kombination kan fremme de menneskelige kapaciteter.

Det betyder også, at Armstrong og sporten i al almindelighed har gjort det lettere for politikere og andre beslutningstagere at forholde sig til fremtidens etiske spørgsmål. Spørgsmål, som ikke handler om romantiske samtaler, der kredser om ’det naturlige’ og ’det autentiske’, men om hvad vi vil, hvad vi ønsker, når nu vi også kan. Frygten er selvfølgelig, at nogen ønsker at fremme et bestemt menneskeligt ideal, for eksempel et moralsk dydsmønster.

Der er for mig at se noget naturligt på spil i Armstrong. Hans vilje, hans selvdisciplin, hans opofrelse, hans mod til at eksperimentere med sin krop. Jeg finder det prisværdigt og interessant. Armstrong kan lære os noget. Han kan lære os, hvad det vil sige at være et menneske. Han kan lære os, hvordan man også kan leve. Hvordan man kan overkomme sig selv.

Den evaluering, som Armstrong giver anledning til, er derfor ikke en reaktiv fordømmelse, der altid udspringer af moralske dogmer fra en svunden tid, eller en illusorisk transcendent universalisme. Snarere er det udfordringen at nærstudere, hvad hans handlinger åbner op for, hvad de muliggør. Derefter kan de enkelte menneske prøve at vurdere, hvorvidt disse nye muligheder bør praktiseres.

– Indlægget blev bragt i Weekendavisen den 19. oktober 2012

En verden af ikke-kommunikation

Et interview med den chilenske forfatter Roberto Bolaño, som er kort og interessant. Præcis, som hans noveller; en genre, hvor han er en sand mester.

Interviewet Entrañable huraño (Den kærlige eremit) er trykt i antologien Bolaño salvaje redigeret af E. P. Soldan og G. F. Patriciau (Cadaya, 2008). Det er fra 1998 – få måneder før han modtog Premio Herralde for romanen Los detectives salvajes (De vilde detektiver). Interviewet er foretaget af Sónia Hernández og Marta Puig i byen Blanes, som ligger en lille times kørsel nord fra Barcelona. Bolaño boede der i flere år. Oversættelsen fra spansk er min egen.

Hvorfor kom de til Spanien?

En tilfældighed, skæbnen.

Tænker de på at vende hjem til deres land?

Ja, og hvis jeg vender tilbage er det ligeledes på grund af skæbnen.

Har de oplevet besværligheder i forbindelse med publicering?

De sidste adskillige år nej, ingen. Besværlighederne er de samme, som du kan møde et hvilken som helst sted i verden på grund af den enorme stupiditet i denne business, forlagene, interviewene, redaktørerne, forfatterne, det er den mur, som enhver kreatør støder ind i på et hvilken som helst tidspunkt.

Har dit ophold i Spanien haft indflydelse på dit arbejde?

Jeg er blevet meget påvirket på alle måder. Jeg tror, det er det samme, som at bo i Chile. At bo et sted påvirker altid. Jeg lukker aldrig vinduerne de steder, hvor jeg er. På samme måde, som en hvilken som helst person påvirker dig, hvis du er sammen med vedkommende, bliver forelsket i en, bliver sulten et sted, altid minderne, eller faren, glæden der flyder over, der er ting som påvirker, hvor vi er og, hvem vi er.

Hvilken relation har de med den litterære tradition i dit eget land?

Ingen. Jeg har hverken en relation med traditionen i mit land eller med traditionen i Spanien. Nej, endnu mindre med den spanske. Enkelte spanske forfattere beundrer jeg meget, og de er mine venner. For eksempel, Enrique Vila-Matas holder jeg meget af, jeg beundrer ham dybt, og han er min ven. Men der er ikke en spansk tradition, som har påvirket mig med mindre vi begynder at tale om de gyldne århundrede, så ja. Cervantes er Gud.

Blandt den universelle litteratur er der mange, som har påvirket mig. Jeg tror dem alle sammen. Det vil sige, enhver bog som man læser, siger en noget, og på den måde, er alle forfattere og alle vores værker, en del af den store bog. Når Borges siger han er mere stolt af de værker han har læst end de bøger han har skrevet, tror jeg, han siger meget mere end hvad det tilsyneladende fremstår som. Handlingen, at læse en bog, er i virkeligheden meget vigtig. Når man læser handler man, denne handling sættes ind i en tradition, ikke en litterær tradition, men en human, humanistisk.

Hvilken synlighed har dit værk nu i dit hjemland?

Ingen. Jeg tvivler meget på at chilenerne ved, at jeg er chilener. Jeg tror, at de tror, at jeg er en catalansk tosse, som har besluttet at tage mig ud som chilener.

Til hvilken læser skriver du?

Jeg skriver ikke til nogen bestemt. Men hvis det er muligt, vil jeg gerne skrive til to eller tre unge desperados, der læser en bog, som klamrede de sig til et planke. Det er de bedste læsere. De elsker en og bagefter slår de en ihjel.

Tænker de mere på et spansk publikum end et chilensk?

Nej. Når en hvilken som helst forfatter sætter sig og skriver, så tænker han på intet. Ingen kan tænke på 200.000 personer. Det er en klicheagtig forestilling, på en forfatters vegne, at sige ”jeg tænker …” Med stort besvær kan man tænke på fem eller seks. Litteratur er hårdt arbejde, og i virkeligheden tænker man kun på at blive færdig.

Har du relationer med andre forfattere?

Ja, med Enrique Vila-Matas, med Ignacio Martinez de Pison, med Javier Cercas …

Hvordan vurderer de den nuværende spanske skønlitteratur?

Skønlitteraturen er fantastisk. Poesien er som at samle alle og smide dem i en båd på dybt vand.

Tror du at litteraturen i dit land er tilstrækkelig eller utilstrækkelig kendt i Spanien?

Jeg tror den er utilstrækkeligt kendt, da de spanske læsere ikke har nogen anledning til at kende chilensk litteratur, ligesom de chilenske læsere heller ikke kender den spanske litteratur. Verden bor i ikke-kommunikation, som flyder med en svimlende hast. Det er et paradoks, men sådan er det. I realiteten er vi alle sammen uden kommunikation.

Bolaño salvaje

Den chilenske forfatter Roberto Bolaño (1953-2003) udråbes i en antologi til at være den p.t. mest indflydelsesrige Latinamerikanske forfatter.

Han indtager denne plads efter prominente navne som digteren Pablo Nerudo, forfatteren Jorge Luis Borges og forfatteren Gabriel Garcia Márquez. Nu er det Bolaños tur!

Om sit virke, siger Bolaño, at skrive er ikke en profession, men en måde at leve på. Og denne måde er farlig, fordi forfatteren må sætte noget på spil. Han er ikke karriere-forfatter, hvilket ellers er blevet ganske populært.

Bolaño salvaje (2008) hedder en nyere bog om hans forfatterskab. I en verden uden fremtid, står der, har Bolaño skabt et værk i erindringen. Der skabes et ekstra-territorium. Noget, som ikke hører sted, ét sted, men alle steder. En omvendt utopi måske. Et sted, hvor der er plads til alle os outsidere.

I en internationaliseret og globaliseret verden, er forfatteren altid i eksil, står der. Måske. Det passer i hvert fald på ham, Bolaño. Det poetiske hos Bolaño ligger blandt andet i hans evne til at skabe plads til livet uanset, hvordan det tager sig ud. Han er generøs.

Siden David Foster Wallaces Infinite Jest har der ikke været nogen, der har sat livet, ét liv, så markant på dagsordenen. Bolaño gør det bare … jeg ved det ikke: lettere, tror jeg. Han er nok den forfatter, som har ramt mig hårdest-med en kærlig kraft, vel og mærke.

Litteratur er mere end et spørgsmål om stil eller form. Det er som mesteren selv spørger og svarer: Hvad er en forfatter med kvalitet? Det har altid været, siger han, en fornemmelse af at vide, hvordan du stikker hovedet ud i mørket, vide hvordan du hopper ud i intet, vide at litteratur er et farligt arbejde.

Løb på kanten af klippen, siger han. På den ene side er afgrunden uden bund, og på den anden side er ansigterne på dem du elsker; de smilende ansigter på dem du elsker, bøgerne, vennerne og maden.

Det er smukt.

Min egen svære toer

Politiken Bøger kører for tiden serien Den svære toer, der handler om hvordan en forfatter kommer videre efter debuten. Det er en glimrende serie, der fungerer som miniportrætter af nogle interessante forfatterne. Alligevel synes vinklingen, altså hvordan en forfatter håndterer presset med at skrive toeren, at blande det kunstneriske med det kommercielle. Og måske er det svært at gøre andet i dag. Ikke desto mindre vil jeg påstå, at en forfatter qua forfatter altid er under et kunstnerisk pres, hvorved det ikke kun er toeren der er svær, men også treeren, fireren og så videre. Om ikke for andre, så for en selv. En forfatter skaber noget, og i denne egenskab er der vel ingen forfattere, der ville finde det synderligt interessant at skrive den samme bog engang til – uanset hvor succesfuld den end må have været.

Derudover tænker jeg, nu, hvor jeg selv sidder og skriver på den såkaldte svære toer, om det overhovedet gør en forskel om etteren er blevet godt modtaget af anmelderne eller ej. Min egen debutroman Du er (ikke) min? fik en lunken modtagelse i de store morgenaviser, men en lidt varmere modtagelse visse andre steder (tak for det!). Jeg tror dog ikke at denne manglede anerkendelse nødvendigvis – for mig som forfatter – gør toeren sværere; men for mit forlag er det en anden sag. Det er klart at mit forlag er skuffet over, at min bog ikke blev bedre anmeldt. Og det er lige så klart at mindre gode anmeldelser ikke fremmer salget af en ukendt forfatter. Og det er indlysende, at hvor de fleste gerne vil hænge ud med en succes, vil de færreste omfavne skuffelsen. Alt dette stiller mit (og sikkert andre) forlag i en prekær situation, idet de jo troede på et projekt, som desværre ikke gik som forventet. Det prekære ligger i, hvordan forlaget nu skal vurdere min toer, da de som forlag også er en virksomhed, der måske ikke engang kan stole på egen dømmekraft (den matchede jo ikke anmeldernes!). Alt det er jeg – som enhver anden forfatter – bekendt med. I praksis betyder det at min toer meget nemt bliver en ny etter. Jeg skal overbevise mit forlag (eller et andet) om at jeg er værd at satse på, da jeg rummer mange flere gode bøger. Mit eget forlag har sagt at toeren bliver utrolig vigtig for får den ikke gode anmeldelser, så ser min fremtid sort ud. Det kaldes vist opmuntrende motivation, selvom det ikke er motivation jeg mangler. Men når det er sagt, så tænker jeg på om denne udmelding skyldes at den danske litterære scene er mikroskopisk, fx findes der udenlandske forfattere, som først slog igennem ved deres tredje, fjerde eller femte bog. Eller om samfundet generelt kun kan håndtere succes på en måde, der minder om sportens, hvor nummer to reelt bare er den første taber. Jeg ved det ikke. Måske det bare er businesssamfundets logik.

Heldigvis kan jeg berolige mig selv med, at det trods alt er de færreste, som får litterærsucces med den første udgivelse. Om ikke i Danmark, så luner det i hvert fald at tænke på at den kære chilener Roberto Bolaño, der i mange år levede i økonomisk armod, men aldrig tvivlede på sit kald. I et interview fra 1998 – to måneder før han modtog Premio Herralde for romanen De vilde detektiver – blev han spurgt om problemer i forbindelse med udgivelse: ”De sidste adskillige år nej, ingen. Besværlighederne er de samme, som du kan møde et hvilken som helst sted i verden på grund af den enorme stupiditet i denne business, forlagene, interviewene, redaktørerne, forfatterne, det er den mur, som enhver kreatør støder ind i på et hvilken som helst tidspunkt.”

Selv efter Bolaños litterære succes, blev det ikke lettere at skrive, idet han konstant besad høje kunstneriske ambitioner om at udgive mere end blot underholdning. I samme interview udtaler han: ”Når en hvilken som helst forfatter sætter sig og skriver, så tænker han på intet. Ingen kan tænke på 200.000 personer. Det er en klicheagtig forestilling, på en forfatters vegne, at sige ’jeg tænker …’ Med stort besvær kan man tænke på fem eller seks. Litteratur er hårdt arbejde og i virkeligheden tænker man kun på at blive færdig.”

Det gør jeg også: at blive færdig med min toer. Og så håber jeg den bliver velfortjent godt modtaget, så jeg ikke skal bekymre mig om det papir den skal trykkes på, men ene og alene om historien, sproget, tonen.

Måske alt det her med den svære toer, treer … er det Jonathan Franzen tænker på, når han siger, at du ikke bliver forfatter, fordi du lider; men du lider, fordi du valgte denne måde at leve på. Jeg tror det.

Bragt i Politiken Bøger den 19. februar, 2011.

Du er (ikke) min?

Finn Janning debuterede i  2010 med romanen Du er (ikke) min?

Om Du er (ikke) min?:

“Lovende og levende debutroman om den svære, fortærende kærlighed. Emil elsker Malou, og Malou elsker Emil. Simpelt? Nej, desværre ikke.”

– Maria Guldager, Litteratursiden

“… i beskrivelserne af det forhold, der udvikler sig mellem Malou og Emil, nogle rigtig fine iagttagelser, særligt af, hvordan de på hver sin måde står i den ultimativt mest sårbare situation, de kan forestille sig: Emil har lagt sit hjerte til fuld skue, og Malou kan miste alt.”

– Katrine Sommer Boysen, Jyllandsposten