Primož Roglič og de høje bjerge

Cullera, Spanien – Da helikopterne nærmer sig, gribes jeg af en overvældende kærlig følelse: så mange mennesker er mødt frem, fordi en flok cykelryttere snart vil passere.

Den afsluttende bjergbestigning er proppet med børn, unge, ældre og en masse motionscyklister. 

Det er denne følelse af at være sammen om noget, som er fuld af livskraft. Selvom jeg sikkert ikke har meget andet tilfælles med mange af de andre, end dette: en passion for cykelsporten.

Igen i år følger jeg la vuelta de España – Spanien rundt. De seneste – cirka 7-8 år – har vueltaen udviklet sig til et medrivende etapeløb. Fuld af suspence. Måske var det også sådan tidligere.

Da jeg var yngre stod jeg, som så mange unge skribenter klar med min notesbog i hånden og Roland Barthes mytologier i tasken, når tour-feltet kørte ind i Paris. Eller jeg ville rejse rundt i Frankrig for at se potentielt afgørende bjergetaper, eller besøge små landsbyer, der ville gøre mig sentimental, fordi tiden her var gået i stå for længe siden, alt imens jeg gik rundt imellem holdbusser og prøvede at snige mig indenfor. 

Jeg lærte dengang, at forfatteren er et vidne. Ligesom jeg lærte, at et cykelløb ikke er et billede af livet, men en del af livet. Noget der kan stå af sig selv. 

Nu er det efterhånden flere år siden, at jeg har stået på de franske landeveje. I de seneste år, har det primært været de spanske landeveje, som jeg har ventet på – i timevis. 

Enhver cykelentusiast ved, hvad det vil sige, at være tålmodig. 

La vuelta de España betragtes ofte som lillebroren eller lillesøsteren til Tour de France og Giro d’Italia. Jeg er selv den yngste i min familie. Det kan have visse fordele, f.eks. kan det give mere plads til udfoldelse og eksperimenter. Eksempelvis er det bemærkelsesværdigt, hvordan flere etaper i Spanien – gerne tre-fire – slutter på toppen af et bjerg. De tør mere, end i Frankrig. 

Sidste år kørte rytterne på et af de stejleste – hvis ikke det stejleste – bjerg i et cykelløb. Alto de la Covatilla hedder bjerget. Det var bjerget, hvor Primož Roglič var lige ved at miste sejren til Richard Carapaz. Slaget udspillede sig på den næstsidste etape af Spanien rundt anno 2020, hvilket vækkede triste eller glædelige minder om, hvordan samme Roglič – vildt dramatisk – havde tabt Tour de France til sin yngre kollega Tadej Podačar på enkeltstarten. Dagen før Paris.

Roglič endte med at vinde over Carapaz i Spanien med 24 sekunder.

Historien minder mig om, at jeg godt kan lide Roglič. Hvorfor ved jeg ikke. Eller lad mig prøve, at komme med et svar.

Måske fordi Roglič er ydmyg, måske fordi han indtil han var 22 år var skihopper, hvorefter han skiftede til cyklingen. ”Jeg indså, at jeg ikke kunne blive den bedste,” har han angiveligt sagt med reference til skihoppene, ”men havde jeg vidst, hvor hårdt cyklingen er, havde jeg måske valgt noget andet.”

Ja, det er nok derfor, at jeg kan lide ham. Roglič er ærlig og han vil være den bedste i sit game. 

Mange vil nok mene, at de fleste gerne vil være den bedste. Jeg tror det ikke. Men skulle jeg tage fejl, så er det ikke desto mindre de færreste, der virkelig besidder viljen og disciplinen til at prøve. Ikke alle er villige til at lide, og give afkald på en masse andet. Det er klart, at det ikke kan lykkedes for alle, men selve forsøget er prisværdigt. Anstrengelsen.

Hvorfor ikke prøve, at gøre sig umage, hvorved den enkelte kan gøre sig værdig til hans eller hendes drømme? Udleve sin passion?

Cykelsporten er fuld af sådanne prisværdige atleter. De er arbejderklassens helte, der er vant til at rejse sig igen og igen, når de styrter. Roglič styrtede i Touren, men nu er han oppe igen. 

Det er derfor, at jeg holder med ham.