Den chilenske forfatter Roberto Bolaño har sagt, at det er umuligt ikke at blive påvirket af det, som sker udenfor ens vindue. Udenfor mit vindue i Barcelona udspiller der sig et politisk spil om frihed, magt, kontrol og økonomi; et spil, som reelt ikke kun vedkommer Spanien, men også resten af Europa. Er der grænser for friheden?

”Det er en lidelseshistorie, ” fortæller den spanske filosof Victoria Camps mig en solrig sommerdag i Sant Cugat. Vi mødes for at tale om ”det catalanske problem”, eller det, som andre kalder ”det spanske problem.”

Det drejer sig om den spanske region Cataloniens uafhængighedsprojekt. Et ønske om at blive en selvstændig nation.

Det er et problem, som ikke kun adskiller cataloniere og spaniere, men også cataloniere internt. Ikke alle i Catalonien drømmer om at blive en selvstændig nation. Mange cataloniere ser sig selv som spaniere.

Det catalanske uafhængighedsprojekt er primært knyttet op på ikke at være Spanien. Det er en negativ identitet, som kan mønstre knap halvdelen af Cataloniens befolkningen. Regionen er tvedelt. Alligevel ynder den nuværende præsident Charles Puigdemont (ligesom den forrige Artur Mas), at lade som om, at de taler på alle cataloniernes vegne, når de siger ”vi” vil være selvstændige.

”Det er ikke sandt,” siger Camps. ”Politiken i Catalonien har de seneste år været præget af et monotema,” uddyber hun, ”som forsømmer mange af de andre politiske gøremål i regionen.”

Ifølge Camps begyndte hele uafhængighedsbevægelsen primært under Jordi Pujols præsidentembede, der løb fra 80 til 2003. Han ville opbygge en nationalitetsfølelse, som samtidig skulle udslette enhver forbindelse med Spanien. Dette projekt indførte han blandt andet i skolerne, hvor båndene til Spanien blev udvisket. Undervisningen blev ændret. Både med hensyn til undervisningssprog – fra spansk og catalansk til udelukkende at foregå på catalansk – og indhold. I de seneste år har Pujols eftermæle været præget af flere korruptionsskandaler, fx bankkonti i udlandet, hvidvaskning af penge, nepotisme, etc.

Camps understreger, at selvstændighedskampen er motiveret af penge. Regionen er Spaniens rigeste. Et industrielt og turistmæssigt lokomotiv. Dog overser flere cataloniere, at infrastruktur, uddannelse, politisk og forretningsmæssig good will også er forbundet med Spanien. Dette fokus på penge gjorde, at uafhængighedsprojektet først for alvor fik tilslutning i 2008, da Spanien blev ramt af finanskrisen. Denne krise var for mange i Catalonien ene og alene Spaniens skyld.

Når pengene spiller så en stor rolle hænger det blandt andet sammen med at regionen betaler flere penge end andre regioner i Spanien til Madrid, som derefter distribuerer dette beløb til de mindre rige regioner. ”En mere fair fordelingspolitik, ville uden tvivl tilfredsstille flere uafhængighedstilhængere,” udtaler Camps. En sådan fordelingspolitik har det dog svært, fordi både de catalanske og spanske politikere simpelthen er for smålige til at agere på folkets, og ikke egne interesser. Der mangler storsind i begge lejre.

Uafhængighedsprojektet er national romantisme. Måske sågar kapitalistisk. Marx og Engells sagde i Det kommunistiske manifest, at enhver kritik af kapitalen kræver, at man frasiger sig privat ejendomsret og ideen om en national stats. Dette kan end ikke de såkaldte mere socialistiske tilhængere, da de tror på national kontrol er lig med social velfærd. Det er protektionisme, der minder om Brexit og Trump.

Nationer er per definition egoistiske, påpeger Camp, og understreger: ”Den form for nationalisme, som prægede Franco er nu overtaget af de cataloniere, der vil uafhængigheden.”

Denne hårde kritik er hun ikke alene med. Den catalanske forfatter Nuria Amat har i avisen El Pais sagt undskyld til George Orwell. Orwell beskrev i bogen Homage to Catalonia situationen i Barcelona under borgerkrigen. Han hyldede frihedskampen og arbejderklassens sammenhold. Tingene har ændret sig. Markant. Amats konklusion er, at det catalanske selvstændighedsprojekt har nået nationalistiske, ja, nærmest fascistiske højder. Det er ikke et arbejderklasse projekt.

De nationalistiske separatister har forsømt at læse Orwell, skriver hun.

Det er fristende at spørge, hvorvidt Catalonien er blevet et eksempel på hvad Orwell i et senere værk kaldte »dobbelttænkning«? Taler tilhængerne om facisme og manglende frihed, mens man selv er ekskluderende?

Artiklen blev bragt i Netudgaven (der nu er lukket), august 2017.